onsdag den 16. marts 2016

Tænk rigtigt :-)


Påsken nærmer sig, og jeg har fået mulighed for at holde de tre dage før påsken fri, og har dermed 10 feriedage i træk.

Den sidste af dagene er 28. marts og dér står den på HTM2 og FS1 (debut) med Max, så påsken ligger perfekt i forhold til prøverne.

Træningen er planlagt, der er 2 x 2 timer med Anita, hvor den sidste er dress rehearsal, der er en coaching session på fredag, og de daglige visualiseringer af begge prøver går i gang på fredag.

Der er en masse detaljer, der bliver arbejdet med, men det vigtige er, at jeg føler mig helt klar til begge prøver.

Overskriften brugte jeg som svar på en henvendelse, som jeg godt vil citere:

”Hvem hjælper dig med at visualisere dine prøver? Har brug for hjælp til at lade være med at tænke over, hvad det er, der kan gå galt i mine gennemløb, for det går lige ned i (hundens navn) 😔 Skal være bedre til at tænke på, hvor god (hundens køn) er 😊”

Jeg synes det er rigtigt godt at få sådanne spørgsmål, for det giver anledning til at reflektere over hvad jeg gør og hvordan det virker.

Jeg gav to svar, som jeg godt kan gengive her.

Jeg svarede i første omgang:


”Det meget korte svar er:

1. Jeg praktiserer visualiseringer som beskrevet i With Winning in Mind.
2. Jeg bruger Anja Christiansen som coach. Vi har bl.a. talt meget om det der sker inde i hovedet op til og under en prøve, og hvordan man skal træne at have de rigtige tanker i hovedet.

Helt grundlæggende (Lanny Bassham), kan man kun tænke på én ting ad gangen, og det skal populært sagt være (han var top konkurrenceskytte) "Jeg rammer" ikke "Jeg skyder måske forbi". Er på vej til træning, men vil meget gerne uddybe senere :-)”

Jeg skulle tænke over det andet svar, men så kom en lidt længere udgave.

”Det er egentlig to forskellige ting du spørger om (tror jeg), eller to forskellige syn på det samme måske.

Når jeg taler om visualisering er det en mental øvelse, hvor jeg i hovedet gennemfører en prøve, som jeg gerne vil have den til at se ud. Mine HTM- og FS-programmer har jeg gået 100+ gange i hovedet, så jeg véd præcis hvilken følelse jeg vil have, når jeg går med hund, hvordan jeg vil udføre de enkelte momenter osv. Med Rally gør jeg det med baner foran mig, og forestiller mig lige præcis hvordan jeg vil komme ind, starte, udføre de enkelte øvelser. Da du kan styre det hele selv, får du de mest fantastiske oplevelser, og får dermed den fornemmelse, som du gerne vil have i dig, når du går banerne. Du kan også visualisere alt det bagefter: lege, præmieoverrækkelsen osv. Lanny skriver, at da han fik den olympiske guldmedalje var det en oplevelse han havde prøvet mange gange før, mentalt!

Så kommer den anden del, at lade være med at tænke over det, der kan gå galt.

Det hænger sammen med ovenstående, fordi det er noget du OGSÅ kan træne mentalt, hvordan du håndterer fejlsituationer. Men det er også noget helt selvstændig træning. Jeg har klippet nogle af principperne i Mental Management ® fra min anmeldelse:

1. Din bevidsthed kan kunne rumme én ting ad gangen – så hvis du vælger at tænke på noget positivt (fx at noget lykkes), kan du ikke samtidig tænke på noget negativt

2. Det er ikke vigtigt hvad du siger. Det er afgørende, hvad du får dig selv eller andre til at forestille sig – hvis du siger: ”Lad være med at ramme ved siden af”, giver det forestillingen at ramme ved siden af. Hvis du i stedet siger ”Ram”, så er det billedet du skaber.

3. Underbevidstheden er kilden til al mental energi – på et tidspunkt i træningen tager underbevidstheden over, og udfører arbejdet. Lad det ske!

4. Din selvopfattelse (Self-Image) får dig til at gøre det din bevidsthed forestiller sig – og da du selv styrer, hvad din bevidsthed forestiller sig, er det vejen til udvikling

7. Forstærkningsprincippet: Jo mere vi tænker, taler og skriver om, hvad der vil ske, jo mere øger vi sandsynligheden for at det sker

8. Selvopfattelsen kan ikke skelne mellem hvad der faktisk sker og hvad man livagtigt forestiller sig. Generalprøve (rehearsal) – man kan træne hvor som helst, når som helst og det er et fantastisk effektivt værktøj. Man kan fx bruge det til at træne den attitude man ønsker i givne situationer ”

Det har jeg praktiseret i udtalt grad. Specielt princip 1 er jeg utroligt afhængig af i konkurrencesituationer. Du tænker fx i en konkurrence på, at du er på vej til det næste skilt, som er sit – sit foran – bagom sit. Du kommer til skiltet og tænker på præcis hvad du skal gøre for at første moment lykkes, så næste og så næste igen. Du går videre til næste skilt. Osv. Hvis et moment ikke lykkes (du erkender at du vil lave øvelsen om), så laver du øvelsen om, med helt samme mentale attitude til at hvert moment lykkes. Du tænker ikke et sekund på, at der er noget der er gået galt, men kun på at det næste skal lykkes. Du husker at rose, som var det lykkedes, selv om det ikke gør, for hunden gør, hvad den kan.

Det er nemt nok at skrive, og det tager tid at træne det og gøre det i praksis. Men din attitude, når du gør det, vil slå direkte over i
, og I vil performe endnu bedre."

Jeg kan kun gentage, at du skal læse With Winning in Mind og prøve disse principper i praksis. Du vil elske det :-)"


Jeg har citeret det hele, fordi det er jo præcis hvad jeg gør.

Jeg er imponeret over hvor disciplineret jeg er, men den bedste begrundelse for det er, at jeg kan se at det virker.

Ingen kommentarer: