Rallytræning med rallyskilte :-)
En ny runde af mandagsaftenrallytræningen hos Johanna startede til aften og temaet var forstyrrelser.
Efter opvarmningen kom der lave kegler frem – 4 på stribe – og førerne stillede sig på stribe og sendte samtidig hunden ud til keglerne. Det gik fint. Men da vi skulle sende to og to fra hver sin side, blev det for meget for Max, så på keglekommandoen strøg han ud til Johanna …
Der var en individuel runde/selvtræning. Til selvtræning et spring og 4 kegler (fokus på højrehandling) samt en bane i ring med 8 skilte (!!!!) og i midten forstyrrelser, og vi skulle gå 2 skilte, lave noget 8-tal mellem forstyrrelserne, 2 skilte, forstyrrelser osv., sideskift og det hele igen.
Fokus var at holde kontakten hele vejen, og det gik rigtigt godt, lidt snuseri ved kødbenet, men Max var tilbage med det samme.
I den individuelle runde arbejdede jeg med bakning (mellem ben og på højre side), og det går støt fremad.
Så skulle vi alle fire gå 8-skilte banen samtidig, hvor vi skulle gå hver andet skilt. Til sidst blev skiltene fjernet, og vi skulle lave en runde af huskekonkurrencen, hvor fører 1 laver en øvelse + 8-tal, næste den første førers øvelse + 8-tal samt ny øvelse + 8-tal osv.
Jeg arbejdede virkelig hårdt hele timen for at holde kontakten med Max og jeg gjorde det ret godt, synes jeg selv. Han smuttede alligevel nogle gange, og hver gang var det (naturligvis!), min egen skyld. Jeg skal bare holde fokus på ham. Og når det bliver svært, så skal jeg huske at komme nogle nemme øvelser ind imellem, så har han det meget bedre.
Meget effektiv træning og jeg havde det rigtigt godt bagefter. Max har været lidt underlig i nat og virkede ikke særlig oplagt, da vi skulle afsted, men hans arbejdsiver til aften fejlede bestemt ingenting.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar