torsdag den 5. maj 2016

Bakken Freestyle Mesterskaberne 2016

Gruppefoto

Jeg må indrømme at jeg var ret stolt over at modtage en invitation til Bakken Freestyle Mesterskaberne 2016. Det er en uofficiel konkurrence, den arrangeres af DKK Kreds 1 – i praksis Johanna Allanach - det foregår på Friluftsscenen med mange tilskuere, dommerne er Johanna og Pjerrot, det er helt andre vilkår end de almindelige prøver (?) – det er noget helt specielt. Jeg sagde ja med det samme, og havde egentlig ikke bekymret mig synderligt (= overhovedet ikke) om prøven før i går aftes. Og da var det var helt lavpraktisk at gennemføre nogle visualiseringer, og planlægge det jeg havde aftalt med Anja om at styrke sammenholdet med Max.

Selve arrangementet var ualmindeligt veltilrettelagt. Vi havde bag scenen fine forhold til omklædning, lidt opvarmning, placering af bure og andet udstyr og der var toiletter.

Der var sat 5 minutter af til os hver til træning på scenen. Jeg havde planlagt at gennemføre hele When I’m 64 uden musik med Max, bare de enkelte momenter, ikke noget med timing eller noget. Vi blev ikke helt færdige, før de 5 minutter var gået... Mine godbidder (og jeg selv) var ikke gode nok til at få ham væk fra underlaget (tæppe), så det gav et godt grundlag for at sætte kriterierne til selve konkurrenceindslaget: belønne for alt, der lykkedes, så jeg havde mange godbidder med.

Vi fik en meget flot roset

Starten mellem benene, forbenene på mine fødder, gik fint (jeg huskede at belønne!). Jeg kunne næsten ikke få ham ud (moveon), og cirkling om stokken var ikke-eksisterende, slalom fint (belønning). Follow af stok, der var vist ikke rigtig kontakt, men 8-tallet fungerede fint (belønning belønning). Sekvensen derefter blev justeret meget tidsmæssigt, for jeg kunne høre at vi var kommet langt i musikken, så det blev vist til to moveon, spin, to rundt og så afslutningen hvor han løfter poterne på skift to gange og sidder bamse. Slutningen sad lige i skabet og vi løb meget glade ud og der var masser af belønninger (der var ikke plads til leg).

Jeg var MEGET glad! Jeg havde levet op til min målsætning, Max havde (håber og tror jeg) fået en god oplevelse på en scene, som var udfordrende, og det føltes bare rigtigt godt.

Vi blev nr. 8 ud af 11 i Debutant cup (for deltagere med programmer i klasse 1 eller 2), fik en flot roset, og en hyggelig snak med Pjerrot, som glædede sig over at der var en mandlig deltager!

Det var et fantastisk arrangement, og jeg synes det var utroligt hyggeligt at være med i det dejlige fællesskab af deltagere i arrangementet.

Tak til Johanna for et flot arrangement og stort til lykke til alle deltagerne. Ekstra stort til lykke til Louise og Rosie som vandt Debutant Cup og Jette og Addi der vandt Åben cup.

Jeg krydser fingre for at jeg bliver inviteret igen næste år!

Ingen kommentarer: