Stort og småt

Mandag morgen

I dag gik turen igen til Malmø. Først skulle vi ud og se det rækkehus svenskerne overtager 1. august. Så til Emporia og få morgenmad og windowshoppe, så købe frokost, som vi tog med til lejligheden, hvorefter vi gik en tur med Frasse, mens Sandra & Christian gjorde lejligheden klar til en fremvisning. Det var ret hyggeligt. Det er ikke så tosset at være bedsteforældre :-) Det er svært ikke at være positiv når, det drejer sig om børnebørn.

Det samme gælder naturligvis for hunde og hundetræning :-)

Jeg har i dag reflekteret over dele af min forandring det sidste års tid.

Jeg har lang vej endnu, men samspillet mellem hundene og mig, både til træning og konkurrence, har fået en helt anden betydning. Jeg har mentalt parkeret alt med resultater og mål i form af fx at komme til DM og ÅH, ikke fordi jeg ikke gerne vil nå de mål, men fordi de ikke er vigtige for mig lige nu.

Jeg tror det bedste eksempel til at bekræfte dette er Megan. Jeg synes stadig hun er i fin form til at gå til prøver. Vi træner stadig, vi har indenfor de sidste par uger været på hold hos både Johanna og Birgit, og hygger os gevaldigt. Vi har fået IB de sidste 7 prøver i træk, men jeg véd, at det ikke er fordi vi ikke kan, men fordi det ikke lige har fungeret. Og jeg skal indstille mig på at hun bare INTET kan høre længere.

Hvis jeg gik vildt op i resultater ville jeg ikke konkurrere med hende mere, men den glæde, vi har ved at gå til prøve sammen, gør, at jeg bliver ved, så længe det er tydeligt, at hun synes det er sjovt. Hun bliver 13 år om 18 dage, og det er da en gave, at vi stadig kan gå til prøver sammen. Og gaver skal man tage godt imod!!!

En væsentlig del af den mentale omstilling var – inspireret af Lanny Bassham – at droppe træningsdagbogen og indføre performance journalen, i praksis er det gjort ved at gøre hundebloggen til performancejournal. Det lyder simpelt, og det er sådan set også, men helt nemt har det alligevel ikke været. Det handler om, at fokusere på det positive, og det har tvunget mig til at gøre præcis det. Så hvis jeg har været i en situation, hvor jeg har haft lyst til at sige RØV til det hele (og der har været flere af den slags!!!), så har jeg gjort det, men hver gang vendt tilbage til noget konstruktivt, fordi jeg ikke kan have en performance journal, som handler om noget ukonstruktivt.

Jeg har virkelig lært at få en positiv vinkel ud af det hele, så det er blevet en naturlig adfærd, ikke noget kunstigt. Jeg kan mærke det på min adfærd generelt, jeg lægger mærke til, hvis andre har en negativ adfærd, som jeg mener ikke er hensigtsmæssig … jeg kommenterer og prøver at få dem til at vende det til noget konstruktivt. Det kan uden tvivl være irriterende for de andre, men jeg kan ikke lade være, og jeg håber de siger til, hvis jeg er for meget.

Jeg arbejder med detaljer med hundene, specielt Max. Men i virkeligheden tror jeg, at jeg som situationen er nu, ville have det lige så godt med slet ikke at træne, for teknisk kan alle tre hunde alt, hvad jeg forventer af dem. Der kan, specielt for Max, være ønsker om større præcision i en række positioner, og det arbejder vi selvfølgelig med. Så grundadfærden i forhold til de konkurrencer, vi skal deltage i, er som den skal være. Og det er da et godt udgangspunkt. Derudover handler det om træning under alle mulige forhold.

Hvad så med alt det negative, kan man spørge?

Det korte svar: det bliver håndteret individuelt. For hver eneste negativ følelse, jeg har, sker der en konstruktivt håndtering. Jeg gider ikke at have de negative reaktioner liggende som en kim, der vokser sig stor og ødelæggende. Jeg må bare erkende, at jeg ikke bryder mig om en given situationen, gøre noget konstruktivt og så tage den derfra. Det er sket tre weekender i træk, og det føles rigtigt godt at kunne håndtere dette på en måde, som ikke ødelægger kommende prøver.