Søg under paraply |
I fredags var to deltagere til et virtuelt møde i Nets lidt forsinkede, en engelsk kollega spurgte til min sommerferie, og jeg fortalte at den afholdes om et par uger (en kort tur til Bornholm) og ellers i forbindelse med flytningen. Pludselig talte vi om flytning, om at gå på pension, om at bruge tiden (endnu mere) på hundeaktiviteter derefter, og passe på at det ikke blev fuldtids. Sådan fløj fem minutter afsted, og jeg kunne mærke min begejstring over det hele.
Jeg er glad for mit arbejde, jeg glæder mig til at gå på pension. Jeg bruger meget tid på alt muligt med hunde, og det bliver nok lidt mere, når jeg er pensionist, men der er andet, og jeg skal nok holde balancen. Det vigtige er, at jeg synes jeg har det sjovt med det, nyder det og ikke føler noget af det, jeg beskæftiger mig med som en pligt.
Hvad er ugen gået med?
Mandag fik vi afleveret 6 malerier hos Bruun Rasmussen. 2 af dem kommer med på Northern Light at Bruun Rasmussen, 18.-22. september, en P. S. Krøyer og en Anthonore Christensen, vi er meget spændte på hvordan det udvikler sig.
Vi fik også styr på de sidste søg til Sirius Marathon Sniffs Challenge 2023. De to videoer blev sammensat og indsendt mandag aften.
Tirsdag har jeg noteret, at vi fik de mest fantastisk kyllingelår.
Onsdag fik jeg lavet en oversigt over 10 malerier, som vi vil forsøge at sælge gennem Auktionshuset, Hørsholm. Jo der bliver virkelig ryddet op inden flytningen 😉
Jeg får skam også trænet med hundene, onsdag også med et par fotos. Efter afleveringen af Marathon er det Ottos Alice HTM-nummer der er kommet fokus på.
Torsdag var jeg omkring Klausen Import for at hente nogle sponsorpræmier til DM i rally.
Derefter gik turen til Frokost MALT i Køge, Kirsten og jeg markerede at det er 44 år siden vi mødte hinanden. I øvrigt en restaurant med virkelig godt smørrebrød og de får en kæmpeanbefaling herfra!
Nu, hvor vi flytter til Præstø, bliver jeg medlem af DKK Kreds 10, og jeg har (naturligvis) haft kontakt til bestyrelsen om at sætte rallyaktiviteter i gang. Så planlægningen af nogle rallyprøver til foråret er i fuld gang, bl.a. tre dobbeltprøver med kvalifikation til DM og titler på spil.
Fredag var jeg til den ugentlige Styrke og funktionstræning hos A-Fys, en del af genoptræningen efter operationen. Det går fantastisk og jeg nyder at være i ret god form.
Til aften fik vi totalt luksus: rejer og Champagne, for mig bliver det ikke meget bedre!
Lørdag var Max og jeg tilmeldt rallyprøve i Hund360-hallen i Vipperød, det årlige arrangement til fordel for HMC, som Pernille Thelin og Gitte Fischer med mange flere står for, og det var som altid velorganiseret og med et væld af præmier. Max og jeg skulle op som nr. 2 af 8 i seniorklasse, derefter kom 17 champions og præmieoverrækkelse.
Da Liv hørte om den tidsplan blev jeg straks inviteret på frokost. Jeg kørte lige efter at Max og jeg havde været oppe, og havde et par superhyggelige timer med Liv, Aura og Milton. Jeg nåede præcis tilbage til præmieoverrækkelsen!
Prøven gik i øvrigt fint. En fed indgang, da der var start midt på banen. Jeg elsker de lange fri ved fod starter. Der var nogle superflotte passager, og jeg var meget tilfreds Til læringskontoen: husk at bruge de sociale belønninger MEGET mere undervejs: man må og det virker i den grad på Max.
I dag gik Kirsten og jeg en skøn morgentur, inden jeg cyklede en god times tid over Lille Skensved, Kirke Skensved og Jersie. Jeg elsker at cykle og det er altid en perfekt anledning til at lade tankerne flyve.
Om eftermiddagen kørte vi til Køge Marina med hundene. Der er spændende planer med at realisere et badehotel ved Nordstranden, byggeriet er i fuld gang og vi har allerede talt om at det vil vi gerne overnatte på, når det engang er færdigt. Den flotteste beliggenhed og tæt på Køge Centrum.
Vi fik lyst til en is, Kirsten insisterede på en Kjærstrup, så vi tog ind på Brogade og nød at stå i kø for få isene. Jeg fik en sommervariant af flødebollesofticen med Orange.
Jeg fik i øvrigt lavet en ganske uden for planen opdatering af kvalifikationslisten for Årets Hund i rally, og offentliggjorde en udgave, med dem der ville være kvalificerede, hvis kvalifikationsperioden sluttede nu.
Max ligger nr. 1 på seniorlisen, og jeg regner bestemt med at vi kvalificerer os 😊
Sikken en skøn uge 💓