tirsdag den 17. december 2024

2024 – Master of Mental Training™, Sommelieruddannelse og Hunde

Max og Otto hygger 💓

Det vigtigste der er sket for mig i 2024, er at jeg traf beslutningen om at søge om at komme på Rasmus Baggers Mental Trainer Practitioner™ uddannelse – og at jeg blev optaget.

Uddannelsen omfatter 4 moduler à 2 dage. Allerede efter det første modul den 7.-8. november 2024 besluttede jeg at søge om at blive opgraderet til Master of Mental Training™ (MMT), som omfatter 10 moduler à 2 dage, de første 4 identiske med Mental Trainer Practitioner™.  Også det blev jeg optaget på.

Det er virkelig det rette kursus på det helt rigtige tidspunkt. Jeg har allerede efter de to første moduler fået virkelig meget inspiration i forhold til mit eget liv, og til potentialet i at kunne fungere som coach og mentaltræner på højt niveau.

Fundamentale ting som at sætte mål for mit liv, klarlægge mine værdier og anvende Stephen R. Coveys 7 gode vaner i praksis har betydet et mentalt boost og at jeg i min ugentlige planlægning (vane 3: gør det første først) får fokuseret på de rette ting: de vigtige ting, som ikke haster.

Jeg kommer til at skrive meget mere om forløbet, lige nu er jeg lykkelig for at være blevet en del af det fantastiske hold, som er i gang med MMT-forløbet. Det er Rasmus Bagger personligt der står for al un-dervisningen. Det er seriøst vildt inspirerende: han er utroligt vidende, inspirerende og forrygende til at lære fra sig – med ét ord: karismatisk.

Hvis jeg skulle karakterisere min egen læring indtil nu, så er årets ord: Ressourcefuldhed.

* * *
Champagne og østers med whisky 👌

Den anden store uddannelse jeg er i gang med er Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet, et forløb over 21 hele dage. De 16 første dage er gennemført, de sidste 5 afvikles i januar og februar 2025, den sidste er den afsluttende eksamen. 

Det er en meget krævende uddannelse, der er masse af hjemmearbejde og meget der skal læres udenad. Det er et stort område man skal dække som sommelier. Jeg kan nævne:
  • alt det der sker inden vinen ender hos forbrugeren (vindruer, druernes udvikling, sygdomme, vinfremstilling, lagring mv.),
  • vin i alle fremtrædende vinlande repræsenteret på det danske marked som Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig , Spanien, Portugal, en række andre europæiske lande, oversøiske lande (fx Argentina, Chile, Australien, New Zealand, USA, Sydafrika). Viden om vilkårene for vindyrkning, lovgivning, klima i bred forstand, distrikter, druesorter, vinstile osv., 
  • på tværs af ovenstående Champagne og andre mousserende vine, samt sødvine og hedvine, 
  • mad og vin,
  • spirituosa,
  • øl,
  • bedømmelse og beskrivelse af vin, herunder defekter i vin.
Jeg har skrevet om det før, men gentager det gerne: den helt store gevinst for mig er, at jeg har fået en meget mere kvalificeret tilgang til at vælge, smage og kommentere vin. At gå efter det specielle, det utraditionelle; at kunne værdsætte detaljer og helheder, som jeg ikke på samme måde har kunnet værdsætte før; og at kunne analysere en vin systematisk og sætte ord på oplevelsen efter en anerkendt proces.

Det mentale og vin, to vidt forskellige emner, men begge emner som jeg brænder for. At jeg i mit første hele år som pensionist har fået mulighed for at komme på topniveau uddannelse i og nørde igennem på begge områder er et privilegium. 

Man skal ikke være ret længe sammen med mig, for at opdage, at det er to emner jeg brænder temmelig meget for, og jeg deler gerne min viden - så pas på 😉

* * *

På hundefronten er Max blevet pensioneret efter en lang karriere, som sluttede i år med bl.a. deltagelse i DM i rally 2024 og Årets Hund i rally 2023 og 2024. Vi gik en del fantastiske prøver, og også nogle hvor tingene ikke helt spillede. 

Det var meget svært for mig at få afsluttet hans konkurrencekarriere på en ”rigtig” måde – den perfekte prøve og så stoppe. Det var ikke mindst svært mentalt. Kun meget sent gik det op for mig, at der var noget med synet – det er kommet gradvis og han er helt blind på venstre øje nu.

Jeg har ikke glemt, at jeg har lovet et særskilt blogindlæg om vores konkurrencekarriere, men det haster ikke. Han nyder et meget, meget velfortjent otium og jeg har utallige minder om en fantastisk karriere i mange forskellige discipliner, som jeg nyder at kunne tænke på.
 
Otto med bold ved juleafslutning hos Shandi (foto: Shandi) - årets foto!

Otto debuterede i ekspertklasse i rally i juli; vi har gået nogle få prøver, og har lidt i kalenderen næste år. Jeg er meget bevidst om, hvad der mangler, for at vi kan begå os i klassen, og det betyder at grundtræningen er kommet i fokus, så vi får den nødvendige skarphed i positionerne. Jeg kan godt mærke, nu jeg skriver dette, at jeg virkelig skal overveje, om jeg brænder tilstrækkeligt for Otto i rallysammenhæng.

Vi ”debuterede” (efter 3 års pause kan man vist godt kalde det en debut) i Freestyle 1 i november og jeg blev ærligt talt ret tændt på det. Processen med at finde musik, de rigtige tricks, udvikle historien – det væltede frem med gode minder. Det specialdesignede opvarmningsprogram - ikke mindst musikvalget - vi havde lavet til en træningsklasse dagen inden debuten, var noget af det sjoveste og følelsesladede jeg har prøvet.

Mine trænings- og konkurrenceplaner i 2025 handler derfor meget naturligt mere om Freestyle end om Rally.

På arrangørsiden har vi igen i år har holdt en del prøver (24) i Sydkystens Hundeskole og der er 10 i kalenderen næste år. Men derefter er det også stort set slut. Der bliver nogle enkeltstående ”hyggeprøver”. DM-/ÅH-kvalifikation er godt dækket ind i ”nabolaget” med aktuelt 30 prøver i 2025 i en radius på 60 km fra Præstø.

Som rallydommer håber jeg at have mange gode år i mig endnu, så det fortsætter jeg med 😊

Ellers har 2024 været fyldt med alt muligt, som har bragt glæder og sorger, og sådan er livet jo. Jeg har med 7 gode vaner i ryggen virkelig fået arbejdet med at håndtere situationerne konstruktivt og fået prioriteret, hvad jeg ønskede at bruge tiden på. Jeg har foretaget gode tilvalg og fravalg.

I 2025 håber jeg at kunne anvende både MMT og min viden om vin i lidt større skala. Det er kun i støbeskeen, men da der er nogle drømmemål på begge områder, kommer det gradvis ind i planerne som konkrete aktiviteter.

torsdag den 12. december 2024

Spencer Johnson: Hvem har flyttet min Ost? En enestående måde at arbejde med forandring i dit arbejde og dit liv


Oversættelse af Who Moved My Cheese? An Amazing Way to Deal with Change in Your Work and in Your Life (1998) af Douglas Fullerton. 

En lille, letlæst bog, som fra udgivelsen blev en gigantisk bestseller og fortsat er det. 

Det er en fabel om musene Snif og Smut og de små mennesker hr. Hæm og hr. Ha, som hver dag løber igennem en labyrint for at finde ost, som vil gøre dem mætte og lykkelige. De finder Ostestation O, som opfylder deres behov. Indtil den dag, hvor der ikke er mere ost. 

Snif, Smut, hr. Hæm og hr. Ha reagerer vidt forskelligt på situationen. Der er også en Ostestation N, men nogen finder den før andre, og nogen måske slet ikke … 

På en ganske enkelt måde fortælles en meget dramatisk fortælling om, hvor forskelligt man kan reagere på forandring. 

***

Hvorfor skal du læse bogen? 

Fordi du er nysgerrig efter ved selvlæsning at erfare, hvorfor en lille bog om noget ost, der forsvinder, kan blive en bestseller. Fordi du under læsningen helt sikkert vil reflektere over hvad forandring er for en størrelse, og hvordan du vil reagere på den – formentlig kan du genkende noget af dig selv i mindst én af de fire hovedpersoner. Fordi du tænker, at det kunne da være en sjov gave til én du kender, som ikke er så vild med forandring – faktisk helst ikke ønsker forandring; og kunne give anledning til en sjov samtale om bogen og om hvad den Ost egentlig kan oversættes til i jeres verden.

fredag den 6. december 2024

Darren Hardy: The Compound Effect (2010, 2020)



The Compound Effect beskriver hvordan små ændringer, små valg, gennemført konsistent over lang tid, resulterer i radikale ændringer: Small, Smart Choices + Consistency + time = Radical Difference. 

I [] min kobling til Stephen R. Coveys 7 goder vaner.

1 The Compound Effect in Action giver eksempler på hvad effekten kan være, det være sig indenfor økonomi, helbred, relationer, lykke eller succes. Det afgørende er at træffe valget og fastholde rutinen altid, det skal blive en vane. [Vane 1: Vær proaktiv]. 

2 Choices. Vi foretager valg, valget resulterer i en adfærd, som når den gentages længe nok bliver en vane . En masse af vores dårlige vaner virker ubetydelige, men akkumuleret har de store konsekvenser. Hvis vi ønsker at ændre en vane, skal vi være bevidste om vanen og ønske at ændre den. Et simpelt men effektfuldt værktøj er at starte med systematisk at logge fx pengeforbrug, mad/drikke-indtag, tid brugt på nyheder, i 21 dage; formentlig bliver man chokeret over resultatet, og allerede i processen bliver man bevidst om det uhensigtsmæssige og begynder ligefrem at ændre vanen og dermed grundlægge den vedvarende forandring. [Vane 1: Vær proaktiv]. 

3 Habits. For at ændre vaner skal der meget mere end viljekraft til. Der skal være en drivkraft, et hvorfor. Der kommer ens kerneværdier ind i billedet, som grundlag for at definere sine mål. [Vane 2: Start med slutningen]. 

4. Momentum. For at de nye vaner (og de gode gamle vaner) skal fastholdes, skal der skabes momentum, ved at de indarbejdes i de daglige/ugentlige/månedlige rutiner. [Vane 3: Gør det første først]. 

5. Influences. Vi bliver påvirket udefra utallige gange i døgnet, det meste ubevidst. Vi kan på mange områder styre at vi reducerer adgang til fx TV, radio, avis og sociale medier og erstatter med input, som styrker områder, vi ønsker at styrke fx ”gør din bil til et mobilt klasseværelse”. Vær bevidst om, hvem du omgås og hvorvidt de gavner dig eller ej. Få en mentor. Sørg for omgivelser, der styrker det, du vil opnå. [Vane 1: Vær proaktiv & Vane 3: Gør det første først]. 

6. Acceleration. Man skal ikke lade sig nøje … når man når grænser for sine mål skal man forsøge at sprænge dem, gøre noget ekstra, præstere over forventninger eller gøre noget ekstra. [Vane 7: Slib saven]. 

Conclusion. Gør det! Der er masser af hjælpeskemaer gratis til rådighed på The Compound Effect Worksheets. [Vane 3: Gør det første først].

* * *

Hvorfor skal du læse bogen? 

Fordi den giver en masse gode råd, understøttet af letforståelige og overbevisende eksempler. Fordi rådene er understøttet af enkle værktøjer, flere eksemplificeret i bogen. Fordi den er lige til at gå til læsemæssigt. Fordi den er realistisk implementeringsmæssigt – det er ikke held der skaber din fremtid, der er ikke genveje til succes: det er DIG, din vilje, dine mål, din vedvarende indsats – som gør forskellen. 

 Jeg har tilmeldt nyhedsbrevet, med en daglig video til inspiration: Home - Darren Hardy

onsdag den 4. december 2024

Motivation, Otto, Freestyle, Rally

Fra dagens skønne FS-træning

I betragtning af at jeg kalder min blog for en hundeblog, har der stået forbløffende lidt om hunde på det sidste 😉

Jeg har nævnt at Max er gået på pension, men hvad med Otto?

Sandheden er, at jeg har manglet motivation, i forhold til Freestyle og især Rally.

Definition af motivation fra Rasmus Bagger:

(c) Rasmus Bagger

Det har jeg spekuleret meget over den seneste tid. 

Jeg har faktisk så sent som i går været et sted, hvor jeg tænkte, at jeg ”kun” ville fokusere på Freestyle med Otto. Jeg genså videoen fra 27. oktober af vores debut i FS1, og blev bekræftet I at vi begge hyggede os rigtigt meget til den prøve – og til generalprøven dagen inden. 

Jeg har fået ideer til den videre udvikling ikke mindst fra Louise Vig (tak!) og lagt en meget overordnet træningsplan. 

Jeg har naturligvis også, nu jeg er i gang med Master of Mental Training™ uddannelsen, har læst Stephen R. Coveys ”7 gode vaner” og er i gang med Darren Hardys ”The Compound Effect”, tænkt den nærliggende tanke, at jeg selvfølgelig kunne coache mig selv. 

Vendepunktet kom i dag, hvor jeg havde booket en hal til en times træning. Jeg havde en træningsplan i stikord, faktisk kun med FS-punkter. 

Jeg holdt en peptalk for mig selv på vejen og var topmotiveret da Otto og jeg ankom. 

Vi trænede i omkring 50 minutter. Meget varieret, nogle nye øvelser er startet op, nogle gamle er pudset af – og min underbevidsthed havde mindet mig om at have en targetplade med. 

Otto var en stjerne hele vejen igennem. Der var en masse fantastiske fremskridt. Jeg tror det mentale click kom da target kom frem. Otto var ved at vælte mig for at det skulle blive brugt, og da det kom ned indtog han de smukkeste højrepositioner. 

Jeg troede det var løgn, da jeg kiggede på uret undervejs, for tiden fløj afsted, som den gør når tingene er allerbedst. Otto synes godt vi kunne være fortsat endnu længere, jeg måtte puste ud i bilen mens jeg noterede efter træningen. 

Summen af træningen er, at vi selvfølgelig fortsætter med at træne FS, en udvikling af FS1-nummeret. Samme længde men med flere tricks og større sværhedsgrad. Målet er i 2025 at rykke i FS2 og bestå FS2. 

Derudover, som ren bonus, vendte lysten til rally tilbage. Vi arbejdede lidt med nogle rallymomenter, inkl. punkter der ikke stod på træningsplanen. De fungerede! 

Fra mandagens rallytræning hos Hund og Glæde Hundeskole

Så vi er tilbage i rally, træningen bliver helhjertet og målene pudset af. Det første er at få et certifikat i ekspertklasse. Jeg har et meget præcist billede af, hvad der skal til, for at vi kan nå målene. Det bliver synliggjort i træningsplanen. 

Jeg har husket at klappe mig selv på ryggen for flot coachingarbejde.

søndag den 1. december 2024

Stephen R. Covey : 7 gode vaner – Personlig udvikling og livskvalitet

Copyright

Oversættelse af ”The 7 Habits of Highly Effective People – Powerful Lessons in Personal Change, 1989, af Bruno Christensen.

Jeg har netop genlæst 7 gode vaner, som jeg læste første gang i 2008, var begejstret for og … ja, intet seriøst (bevidst) gjorde for at tage til mig.

Det gør jeg nu.

Dels er bogen pligtlæsning i forbindelse med Master of Mental Training™-uddannelsen, dels kan jeg mærke at jeg mentalt er det helt rigtige sted til at tage imod.

Alle kan Google og finde omfattende omtaler af bogen, gennemgang af og tilbud om undervisning i de 7 vaner. Det er en fremragende bog; at anmelde den giver ikke rigtig mening, jeg vil nøjes med kort at beskrive hvad jeg har taget til mig ved anden læsning. For god ordens skyld vil jeg nævne, at bogen er spækket med gode eksempler, tankevækkende eksempler, eksempler som har berørt mig rigtigt meget. Jeg har kunnet genkende mig selv i mange af beskrivelserne, og ønsket at jeg havde været klogere dengang jeg stod i en af de pågældende situationer.

Jeg kan ikke ændre på fortiden, men jeg kan i den grad tage ansvar for nutiden og fremtiden.

De 7 vaner beskriver et udviklingsforløb, hvor man udvikler sin personlige og menneskelige effektivitet. De er udtryk for en modenhedsskala, hvor man udvikler sig
  • fra at være afhængig af andre,
  • over de første tre vaner, som succesfuldt implementeret gør os uafhængige (jeg-paradigmet),
  • implementering af vanerne 4-6 som skaber gensidighed (vi-paradigmet) og
  • den syvende vane, som omslutter alle de øvrige vaner og handler om at fastholde og udvikle det, vi har opnået 
Når jeg opsummerer nedenfor kommer det til at lyde ganske enkelt, og det er det også 😊 Men at komme dertil kræver træning, meget træning, fordi mange – måske de fleste af os – har brugt år af vores liv på at træne noget andet, så vi skal ændre adfærd.

1 Vær proaktiv - Be Proactive®

Vi skal kunne adskille det, vi har indflydelse på (vores indflydelsessfære) fra det vi ikke har indflydelse på (vores interessesfære). Proaktive mennesker arbejder med indflydelsessfæren, der kan man påvirke og gøre en forskel. Hvis vi beskæftiger os med ting indenfor interessesfæren, hvor vi ingen indflydelse har, kommer omgivelserne til at styre os, vi bliver reaktive.

2 Begynd med slutningen - Begin With the End in Mind®

Starten af dette kapitel kunne jeg huske lige så tydeligt, da jeg genlæste den. Den handler om at man skal forestille sig at man kommer til en begravelse, genkender alle dem, der er kommet, kigger ned i kisten og ser, at det er en selv, der er død. Og det gode spørgsmål er: Hvordan vil du huskes?

Han foreslår at man skriver en personlig hensigtserklæring (en filosofi, en trosbekendelse), som – hvis man følger den- vil gøre, at man forhåbentlig opnår at de efterladte vil betragtet en, som den man ønskede at være. Hensigtserklæringen vil være rettesnoren, når man skal træffe små og store beslutninger i livet.

3 Gør det første først - Put First Things First®

Covey beskriver en tidsstyringsmatrice:

Copyright

Hvor skal vi bruge vores tid? Primært skal vi stræbe efter at bruge den i kvadrant 2, vigtige aktiviteter som ikke haster. Kvadrant 1 aktiviteter, er dem der skal løses først, fordi det er vigte aktiviteter med deadline; derefter er mange er tilbøjelige til at bruge tiden i kvadrant 3 eller 4, fremfor 2. Men 2 er den vigtigste, den handler om fx forebyggelse, udvikling af produktionsevne, opbygning af venskaber, opbygning af nye muligheder, planlægning og afslapning, alt sammen noget man kan være tilbøjelig til at skubbe foran sig, men er vigtigt i forhold til ens hensigtserklæring.

Noget jeg virkelig har taget til mig er planlægningen af kvadrant 2 aktiviteter, Covey anbefaler en ugentlig planlægning ud fra de forskellige roller man har; jeg har selv defineret 10 roller: Paul (mig selv), Ægtefælle, Far/farfar, Hundeejer, Ven, Husejer, Rallydommer, Formand for Sydkystens Hundeskole, Investor, Mæcen. Hver uge gennemgår jeg listen med roller i forhold til min hensigtserklæring og identificerer vigtige opgaver den kommende uge; de kommer i kalenderen, så er de prioriterede.

4 Tænk vind/vind - Think Win-Win®

Covey beskriver de 6 paradigmer for menneskeligt samspil: vind/vind vind/tab, tab/vind, tab/tab, vind og vind/vind eller ingenting. Vind/vind (og delvis vind/vind eller ingenting) er det eneste paradigme med langsigtet værdi. Det handler om gensidig respekt og at sikre langsigtede løsninger, fremfor kortsigtede.

5 Søg først at forstå, derefter at blive forstået - Seek First to Understand, Then to Be Understood®

Måske den sværeste af alle vanerne. Langt de fleste reagerer pr. refleks modsat, de lytter ikke for at forstå, men for at kunne svare, de filtrerer gennem deres egne paradigmer: ”Jeg ved nøjagtigt hvordan du har det.”

Hvis du har lyttet og din modpart kan høre, at du har forstået, hvad hun mener – lytning med indlevelse, med den hensigt at forstå - så kan du begynde at fortælle hvad du vil sige.

6 Skab synergi - Synergize®

Synergi handler om at anvende forskellige perspektiver til at løse problemer, at kombinere menneskers styrker gennem positivt samarbejde, at se nye muligheder og opnå mere end man kunne alene.

7 Slib saven - Sharpen the Saw®

Denne vane handler om at bevare om forbedre sit største aktiv, sig selv: fysisk, socialt/følelsesmæssigt, åndeligt og mentalt.

Jeg er først startet på denne udviklingsproces, kan allerede mærke betydelig forskel og jeg kan mærke at jeg brænder for at fortsætte forløbet.

lørdag den 30. november 2024

Uddannelse hos Rasmus Bagger - Master of Mental Training™

 

Status lørdag morgen efter modul 2

  • Jeg har afklaret mine 10 livsværdier, har prioriteret dem og har et simpelt værktøj til løbende at loade dem i min underbevidsthed
  • Jeg har et Life Mantra (videoen), som jeg løbende vil loade i min underbevidsthed – det ,jeg siger til mig selv hele tiden, bliver jeg
  • Jeg er i fuld gang med at implementere de første 3 af de 7 gode vaner: Vær proaktiv, Begynd med slutningen og Gør det første først – det Covey kalder At sejre over sig selv
  • Jeg har to stærke coachingmodeller: 7 gode vaner, som i sig selv er en coachingmodel, og en 3-trinsmodel (se potentiale, giv inspiration/skab håb, fokusér/call2action)
  • Jeg er entusiastisk, inspireret og energifuld – jeg allerede nået så langt og jeg synes dårligt jeg gået i gang 
  • At deltage i dette uddannelsesforløb er noget at det bedste, jeg har gjort for mig selv; det bliver også til glæde for andre

Emotional Performance Indicator

Torsdag og fredag deltog jeg i andet modul af Mental Trainer Practitioner™ hos Rasmus Baggers Headcoach Academy. Modul 1 er beskrevet her. Jeg beskrev, at jeg havde aftalt med Rasmus at blive opgraderet fra Mental Trainer Practitioner™ til Master of Mental Training™. 

Det blogindlæg, som du er ved at læse, er skrevet dagen efter modul 2. Det er en del af min læring at gengive, hvad jeg har lært, herunder mine tanker i den forbindelse. Fordi jeg skal kunne undervise i det.

Modul 2 var virtuelt – som hvert andet af de 10 moduler. Et af formålene med de virtuelle moduler er at sikre forankring/implementering af læring fra de foregående moduler. Jeg fik lejlighed til i plenum at dele min læring og min anvendelse af specielt Coveys vane 1 ”Vær proaktiv”. 

Jeg synes selv, jeg har implementeret den succesfuldt, bl.a. i en situation brugt Rasmus som coach mentalt - stor ros for det, det er at anvende rollemodel.

Men jeg faldt også i nogle få dage før modul 2, og beskrev ret detaljeret hvad der var sket og hvordan jeg havde fået håndteret det konstruktivt bagefter.

På modul 1 udarbejdede vi en Emotional Life Indicator (ELI) – for årets 10 første måneder.

I torsdag udarbejdede vi en Emotional Performance Indicator (EPI), for perioden siden sidst, altså 3 uger. Den er et udtryk for mine følelser, attituder, tilstande, jeg noterede 25 og med en helt anden balance end i ELI’en, langt flere ressourcefulde følelser. Jeg noterede for mig selv: ”Fuck, det er den rigtige Paul!”, altså den Paul jeg gerne vil være mere af.

Jeg noterede 3 ikke-ressourcefulde følelser, som jeg alle (for mig selv) kunne redegøre meget præcist for. Det vigtige er, at vi må godt må få den negative følelse, men kun kortvarigt, så skal vi ud af den igen.

EPI kan bruges som værktøj ved coaching, ved fx at spørge efter en kamp, hvilke tilstande en spiller eller et hold har været i.

Pointen er, at du kan yde mere, hurtigere, smartere osv. hvis du er i en ressourcefuld tilstand. Så hvis du ikke er i den, skal du hurtigt kunne konstatere det og vende tilbage til den ressourcefulde.

Værdier

Derefter skulle vi arbejde med vores værdier, prioritere dem og beskrive hvad der skulle til, for at vi oplevede værdien. En superspændende proces, bl.a. i samarbejde med en af de andre fra holdet.

Hvad skulle der til for at vi oplevede værdien? Det handlede om det helt principielle: var det proaktivt – altså noget vi styrede – eller reaktivt, altså noget, hvor vi var styret af en ydre påvirkning. Og tilbage til det basale (vane 1): Hvad kan JEG gøre for at tage magten?

Vi skulle ende med en prioriteret liste over vores værdier, som vi skulle lære udenad til fredag morgen.

Jeg deler gerne min:
  1. Kærlighed
  2. Omsorgsfuldhed
  3. Gavmildhed
  4. Positiv
  5. Inspirerende
  6. Lyttende
  7. Konstruktiv
  8. Lærevillig
  9. Åben
  10. Struktureret
Fredag morgen skulle vi præsentere vores værdier og vores overvejelser i forbindelse med processen. Jeg har smagt mange gange på alle ordene, sprogligt er der lidt der stritter, synes jeg, men værdierne føles helt rigtige.


Vi fik denne remse, til at loade værdier med, hvor der indsættes et verbum henholdsvis en værdi, fx Hver dag på hver en måde giver jeg mere og mere kærlighed,

Coachingmodeller

Vi talte om to coachingmodeller.

7 gode vaner er i sig selv en fremragende coachingmodel. Hvis coachee ikke kan anvende de første tre vaner, så kan de ikke indgå i fællesskaber (vane 4-6), og dermed kommer fokus naturligvis på den coachede selv


Den anden består af disse tre trin:

  1. Se potentiale. Man ser potentiale, fortæller om det, siger noget ressourcefyldt der kan styrke dem.
  2. Giv inspiration/tænd deres håb, fx ved at fortælle egne eller andres war stories
  3. Fokusér/call2action. Start NU med xxx.
Generelt skal man fokusere på det man skal gøre, ikke det man ikke skal gøre: det sidste sår tanken om noget, der ikke fungerer. I træningen skal man træne det, man er stærk til, mindst 80 % af tiden, svagheder max 20 %, og blandet med de stærke sider.

Mantra



Dagen sluttede med at vi skulle arbejde med at designe os selv psykologisk.

Noget af det vi brugte meget tid på modul 1, og også på modul 2, er underbevidstheden, de 98 % der ligger under toppen af isbjerget. Det at kunne skabe minder, lagre dem i underbevidstheden og siden bevidst trække på dem og anvende dem, uanset om de lagrede minder er ”rigtige” eller nogle vi mentalt har placeret dér.

Vi skal arbejde med at loade den med ressourcefulde ting, som gør at vi bliver stærkere. Jo mere vi tror på os selv, jo større sandsynlighed er der for at lykkes. Vi opdaterer vores selvbevidsthed, vores identitet, vores underbevidsthed, med det vi gerne vil være i fremtiden.

”Det du siger til dig selv hele tiden, det bliver du.” Det skal siges kontinuerligt, med styrke og intensitet, vi skal mene det, vi skal gentage det. Det er i nutid, vi skal sige det, som om vi er der nu.

Vi skulle notere mindst 20 sætninger, som kunne indgå i mantraet, vi præsenterede elementer derfra i plenum. Som hjemmeopgave skulle vi gøre det til et færdig mantra, som vi skulle filme og lægge i kursets Facebook-gruppe.

Jeg gik tur med Max og Otto, gentog remsen mange gange – hundene kan den også udenad nu 😊 Vi endte ved Præstø Fjord, jeg filmede mit mantra med fjorden som baggrund og lagde den op.

Jeg er fyldt med energi, det er så inspirerende og mind-blowing fantastisk at deltage i dette forløb.

onsdag den 20. november 2024

Kunstig intelligens, Bourgogne, Øl - og 3 gode vaner


Jeg lægger hårdt ud.

Jeg vil gerne udvikle mig, blive klogere, blive dygtigere, blive et bedre menneske. Jeg er fyldt 72 år for ikke så længe siden, jeg har en omfattende, bred og dyb erfaring fra mange forskellige områder. Jeg har et solidt fundament at bygge på.

Jeg gider ikke spilde tiden, så hvis jeg kan få adgang til de bedste, så gør jeg det. Derfor har jeg valgt sommelieruddannelsen hos Vinakademiet, med en perlerække af topundervisere indenfor vinverden. Derfor har jeg valgt Master of Mental Training™ hos Rasmus Bagger.

I den forløbne uge har jeg haft den store glæde at deltage i tre gratis arrangementer, som ”bare” poppede op, og bidrog til den udvikling jeg er i gang med. Og genlæsningen af en meget vigtig bog har skabt store forandringer i mit liv …

Kunstig intelligens

Forrige onsdag hørte jeg via livestream ”Kan kunstig intelligens bidrage til den demokratiske samtale?”, med Andreas Roepstorff professor og direktør for Aarhus Institute for Advanced Studies ved Aarhus Universitet.

At sige at der et gigantisk potentiale i AI er en kæmpeunderdrivelse. Der er forskellige vinkler på det, men grundlæggende handler det om, at AI er baseret på det input AI får, og som deres algoritmer og chatbots arbejder med. Hvis grundmaterialet indenfor æblesorter er amerikanske data, så bliver et dansk æble identificeret som amerikansk.

Det er som altid vigtigt at vi, der anvender AI, er kritiske i forhold til de informationer, som danner grundlag for svar og dialog.

Bourgogne

I mandags havde jeg fornøjelsen at følge en K&S Live-udsendelse (Kjær & Sommerfeldt Live), hvor Mads Eklund Hansen havde René Langdahl som gæst. Emnet var Bourgogne og René og Bourgogne er et perfekt match, så naturligvis lyttede jeg med.

Jeg ville have ønsket, at jeg havde siddet med et glas god Bourgogne i glasset under udsendelsen, men egentlig savnede jeg det ikke. Det var en fremragende udsendelse, med en masse god information om området, de 6 vine, der blev smagt, beskrivelser af passende mad til, som fik mundvandet i gang, og en fantastiske kemi mellem vært og gæst.

Fantastisk program!

Videnskaben bag øl

I går var jeg i Bio Bernhard i Præstø. På Færøerne, i Portugal og mange andre steder var omkring 18.000 mennesker samlet for ligesom jeg, at høre forskningsdirektør Birgitte Skadhauge og brygmester Erik Lund fra Carlsberg Laboratorium fortælle om Videnskaben bag øl.

Vi hørte om Carlsberg Laboratorium, hvor tidligere direktører står bag bl.a. den rendyrkede gær (Saccharomyces carlsbergensis), så man kunne kontrollere brygprocessen, pH-skalaen og genetisk krydsning af gærstammer.

Vi kom igennem Brygprocessen, Bygforædling og bæredygtigt brygproces, Klimarelaterede afgrøder, Humleforædling og Gærforædling. Krydret med smagsprøver af øl, malt og humle.

Det var ualmindeligt spændende og lærerigt at høre om den omfattende forskning og de mål man sigter efter. Om hurtige metoder til forædling af planter, Om regenerativt landbrug modsat traditionelt landbrug. Om anvendelse af to millioner år gamle genvarianter (i samarbejde med bl.a. Eske Willerslev). Om anvendelse af fremtidige afgrøder for at være på forkant i forhold til klimaforandringer.

Det var sjovt at høre om gærens uønskede bidrag til aromaer i øl, fx kål, hestestald og diacetyl (smør), som jo i mange sammenhænge er positive i vinverdenen. Endelig hørte vi om gærtyper som resulterer i øl med nul eller meget lille alkoholprocent. Herved bevares ølsmagen i forhold til nuværende metoder, hvor fx opvarmning for at fjerne alkohol også resulterer i at en del aroma forsvinder.

Superspændende!

7 gode vaner

Afslutningsvis vil jeg nævne, at ”pligtlæsningen” af Stephen R. Coveys ”7 gode vaner” har været en fantastisk øjenåbner for mig, Jeg har jo læst den før, men i sammenhæng med uddannelsen hos Rasmus Bagger læser jeg med helt andre øjne og med meget større erfaring. Jeg er begyndt at arbejde seriøst med de tre første vaner: Vær proaktiv, Begynd med slutningen og Gør det første først. Så sent som i dag er min todo-liste blevet dramatisk omskrevet for at komme i overensstemmelse med det, jeg ønsker, efter at have læst første halvdel af bogen.

Ja, jeg er privilegeret, jeg udnytter det på en positiv måde og jeg regner i den grad med at kunne give igen.

torsdag den 14. november 2024

Nørderi og ressourcefuldhed – om vinsmagning og mental træning

Otto og fører ved Hund og Glædes klubmesterskab

Når jeg begynder at beskæftige mig for alvor med et interesseområde, slår min indre nørd til.

Dengang jeg for alvor begyndte at interesse mig for hundetræning gennemførte jeg Hund & Trænings Klikkerinstruktøruddannelse, var med til at etablere Sydkystens Hundeskole, gennemførte den fulde pakke hos Bob Bailey (5 kurser), blev involveret i en masse organisatorisk arbejde og blev rallydommer.

Jeg fik flashback til min måde at kaste mig videbegærligt over nyt stof - når jeg kunne mærke at det var noget, der var vigtigt for mig - da jeg i weekenden havde besluttet mig for at melde til det fulde MMT forløb hos Rasmus Bagger, samtidig med at jeg er langt i Sommelieruddannelsen.

To vidt forskellige områder, med det til fælles for mig, at det er områder, jeg har interesseret mig for længe, for vinens vedkommende endog meget længe, og nu har fået lyst til at beskæftige mig endnu mere seriøst med.

Så kan man (sådan tænker jeg 😊) ligeså godt gå efter det bedste der er at opdrive i landet, og dermed blev det oplagt at vælge Sommelieruddannelsen hos Vinakademiet og Master of Mental Training-programmet (MMT) hos Rasmus Bagger.

Jeg har skrevet flere gange om Sommelieruddannelsen. Det virkeligt store udbytte for mig er, at jeg har fået et helt andet forhold til vin: at smage på vin for at kunne analysere den kvalificeret, fremfor bare at mene om den er god eller dårlig (= den kan jeg lide, eller den kan jeg ikke lide). 

En kvalificeret analyse omfatter at jeg på 7½ minut skal kunne vurdere et glas vin på 24 forskellige parametre, herunder begrunde vurderingen af vinens kvalitet på en 6-trins skala: defekt, dårlig, acceptabel, god, meget god, fremragende.

Vi gennemførte i tirsdags runde 15 af 21, hvor nr. 21 er eksamensdagen.

Hvordan bliver man dygtigere? Ved at øve sig!
 
Klar til start på endnu en runde af Sommelieruddannelsen

I hver runde af Sommelieruddannelsen smager vi typisk 8 forskellige vine, alle indenfor dagens tema. I tirsdags var temaet søde vine, Tyskland og Østrig. Meningen er selvfølgelig at vi skal have lejlighed til at smage et så bredt udvalg af vine indenfor pensum som muligt. 

Søde vine er ikke noget jeg (som de fleste danske vindrikkere) drikker meget, så det var en god lejlighed til at smage bl.a. Sauternes (Carmes de Rieussec 2016) og Ice Wine fra Canada (Pillitteri, Niagara Peninsula Riesling Icewine Market Collection 2017). I den tysk/østrigske del skulle jeg præsentere min analyse af den sidste vin, som viste sig at være Rosi Schuster, Burgenland Sankt Laurent Zagersdorf 2018, altså 100 % St. Laurent … den havde jeg ikke rigtigt.

Der er en masse teori og en masse praksis, jeg har naturligvis detailplanlagt det videre forløb inkl. eksamenslæsning i december frem til prøveeksamen 7. januar 2025 og derefter ”rigtig” eksamenslæsning frem til 25. februar.

Introduktion til Bourgogne ved René

Som bonus (sådan omfatter jeg det) fik jeg mulighed for at deltage i en masterclass hos Vinakademiet i går: ”The Geology of Burgundy’s Côte d’Or” med den franske geolog Francoise Vannier-Petit og René Langdahl som undervisere.

Francoise Vannier-Petit

Det er virkelig nørdet og meget spændende. Francoise Vannier-Petit har gennemført detaljerede analyser af jordbund og undergrund af en væsentlig del af Côte d’Or, og præsenterede sine resultater. Dertil smagte vi 17 vine fra området, og diskuterede, om der kunne påvises sammenhæng mellem jordbund/undergrund og vinens udtryk. Der var to case studies med henholdsvis 4 vine fra Santenay og 4 vine fra Chambolle-Musigny. Hvis der kan påvises sammenhæng, er det ikke umiddelbart observerbart, men Francoise er overbevist om, at der er en eller anden form for sammenhæng.

17 vine fra Bourgogner, det er noget særligt for en amatør vinnørd som mig. Jeg fik helt sikkert smagt vine, som jeg ellers aldrig ville komme i nærheden af, fx Clos de Vougeot ”Grand Maupertui” 2020, Domaine Jean-Marc Millot (listepris 2.000 kr.) samt et firkløver der dækkede Chambolle-Musigny:
  • 1er Cru les Noirots 2018, Domaine Arlaud
  • 1er Cru Chatelots 2022, Domaine Boursot Père & Fils
  • 1er Cru Lavrottes 2022, Domaine Boursot Père & Fils (som der er produceret 450 flasker af)
  • 1er Cru les Fuées 2022, Domaine Faively
Jeg noterede smagsindtryk for alle vine, og jeg noterede bl.a. at jeg synes de sidste to er fremragende. Vinene er vist ikke til at opdrive. Kvalitets-Bourgogne er bare ikke økonomisk indenfor rækkevidde for de fleste. Så meget desto større er det naturligvis at kunne være med til et sådant arrangement.

***

MMT-uddannelsen
 
Jeg har ”kun” gennemført 1 ud af 10 moduler à 2 dage, jeg har bestilt 3 obligatoriske bøger og låner en fjerde. Aktuelt har jeg fokus på hjemmeopgaven:

At have fokus på egne negative reaktioner/følelser og agere proaktivt (i modsætning til fastholdelse i nuværende situation). Er du lederen? Hvad kan du gøre?

Det er skræmmende så effektiv læringen går, når jeg har fokus på den. Jeg har i forrige blogindlæg nævnt, at jeg allerede lørdag aften havde mulighed for at træne en fantastisk case. En samtale, hvor jeg kunne mærke, at jeg fik dårlige følelser (ikke ressourcefuld indeni), blev irriteret og ikke kunne blive af med det dårlige. Jeg håndterede det mentalt bagefter, og næste morgen kunne jeg mærke, at det var en succes: den dårlige følelse var væk, jeg følte mig ressourcefuld igen.

Jeg har fortsat træningen, og der har kun været mindre situationer, men perfekte at træne på: mærke følelsen, konstatere at den ikke er ressourcefuld, håndtere den og så videre. Det er bare noget der kommer til at fortsætte, det er ved at blive en refleks, og det skal det også være.

Derudover er jeg mentalt klar til at præsentere læring fra de første moduler. Det er en naturlig del af vores træning, og jeg har en oplagt målgruppe, nemlig personer der sidste år deltog i mine arrangementer ” MENTALTRÆNING eller … Sådan lærte jeg at elske at gå til prøver og være sikker på, at jeg ALTID kommer hjem med armene hævet over hovedet”.

Jeg har en masse ekstra at fortælle med min nyerhvervede viden, og den vil jeg gerne dele med interesserede.

Bundlinjen er, at uanset om jeg træner vinsmagning, andet vinrelateret, mentaltræning, hundetræning eller noget fjerde eller femte: ”Det du øver bliver du bedre til hvad enten det er positivt eller negativt”.

søndag den 10. november 2024

Uddannelse hos Rasmus Bagger - Mental Trainer Practitioner™

Rasmus' tegning af MIG A/S

Torsdag og fredag deltog jeg i første modul af Mental Trainer Practitioner™ hos Rasmus Baggers Headcoach Academy.

Jeg har glædet mig rigtigt meget til at komme i gang med uddannelsen, som lanceres således: ”Dette grundlæggende certificeringsprogram er designet til at give dig de praktiske færdigheder og den teoretiske viden, der kræves for at arbejde med mentaltræning på et professionelt niveau."

Jeg kom med et åbent sind og et kæmpestort ønske om at lære – og hold da op, jeg fik meget, meget mere end jeg havde troet eller håbet på. Fordi:
  • Det var et dejligt setup. Rasmus’ private hjem var rammerne for de to dage og det gav mig positivt ment nogle meget mere intime/fortrolige rammer for læringen end et almindeligt kursussted.
  • Rasmus selv havde jeg selvfølgelig kæmpestort forventninger til … og de blev altså overgået. Jeg har ”kun” set ham på optagelser før, men han brænder endnu mere igennem live – han mestrer ”det hele” enestående – og det gav en ekstra dimension, som berørte mig dybt, og helt afgjort styrkede læringen, at han fortalte åbent om meget personlige oplevelser.
  • Vi fungerede som TEAM – der blev gjort meget for at tømre os sammen, og det lykkedes virkelig godt. Jeg føler mig i den grad som en del af familien. Vi giver og modtager i plenum, og vi giver og modtager i grupperne og på tomandshånd. Jeg har allerede delt private ting, som ikke engang mine allernærmeste kender, ikke fordi det er hemmeligt, det har bare ikke været noget jeg delte.
Rygraden i forløbet er Stephen R. Coveys 7 gode vaner - Personligt lederskab og livskraft (The 7 Habits of Highly Effective People), som jeg skrev en lille anmeldelse af for mange år siden, og nu ser frem til at genlæse.

De 7 vaner er:
  1. Vær proaktiv
  2. Begynd med slutningen
  3. Gør det første først
  4. Tænk vind/vind
  5. Søg først at forstå, derefter at blive forstået
  6. Skab synergi
  7. Slib saven
Nogle af de emner vi var inde på de to dage, svarende til de første tre vaner, var:
  1. Hvem er vi, det autentiske jeg. Psykologisk tryghed ved at kende sin styrke
  2. Hvor vil jeg hen, hvad vil jeg have (endnu mere) af
  3. Træn det
Det følgende er min koncentrerede noter fra de to dage.

Vi skal forstå os selv, før vi kan hjælpe andre. Vi gennemførte som første skridt en øvelse, hvor vi i brainstormmode skulle sætte navn på følelser oplevet i løbet af 2024, uden forklaringer eller kontekst. Resultatet er en Emotional Life Indicator (ELI).

Vi skulle derefter sætte ord på drømmescenariet, hvilke følelser skule der have stået i ELI, hvis vi selv kunne bestemme? Mit korte svar var, at der ikke var nogen følelser (de var over 50 på min liste), som jeg ville have været foruden. Men der var mange følelser, som jeg ville ønske jeg kunne have håndteret anderledes i situationen – det er bl.a. derfor jeg deltager i uddannelsen.

Følelser er der for at hjælpe os. Vi skal ikke blive i dem. Vi skal forstå dem og handle. Hvis tilstanden er ressourcefuld, så skal vi fortsætte. Den er brugbar hvis vi kan svare ja til: Føles det godt? Er det godt for mig? Er det godt for andre? Tjener det højere formål?

Hvis tilstanden ikke er ressourcefuld, noget er ikke som det skulle være, skal vi KORTvarigt mærke efter, hvad det er og så SELV agere proaktivt og håndtere det. Ved at have styr på følelser kan vi skabe en mere motiverende tilstand, fx ved at trykke på knappen ”Selvsikker”, så vi får adgang til alt med den label i underbevidstheden. 2 % af det, der foregår i vores hjerne er bevidst, de sidste 98 % underbevidst. Vi tænker i bevidstheden, husker i underbevidstheden. Vi kan lagre i underbevidstheden ved at forestille os, og dermed have ekstra ressourcer at trække på.

JEG er direktør for firmaet Paul A/S, og som den gode direktør er jeg:
  • ansvarlig for det jeg gør
  • ansvarlig for det jeg ikke gør (Vane 2: Begynd med slutningen)
  • ansvarlig for den mening og betydning og tillid jeg tillægges
Vi havde en øvelse, hvor vi skulle markere de fem ”værste” følelser på ELI 2024. Og meget kort: det handler om, hvad jeg kan gøre (proaktivt) i forhold til dem, handle indefra og ud. Hvis jeg ikke gør det, så lader jeg omgivelserne styre hvordan jeg har det: verden er imod mig.

Det er MIT ansvar. Hvis jeg bebrejder eller give andre skylden, giver jeg dem ansvaret for, hvordan jeg føler. Ved at tilgive er vi proaktive, ved ikke at tilgive sætter vi os selv i fængsel. Leder du primært efter det, der ikke virker, er du taber. Leder du primært efter det, der virker, er du vinder.

Vi fik som hjemmeopgave følgende: At have fokus på egne negative reaktioner/følelser og agere proaktivt (i modsætning til fastholdelse i nuværende situation). Er du lederen? Hvad kan du gøre? Jeg har committet mig i plenum! Og allerede i går aftes og i morges havde jeg en perfekt case.

I forhold til proaktivitet. Næste gang vi laver ELI, kan der i et vist omfang komme samme ”negative” følelser på listen. Hvis der gør, skal det være af en ny årsag, ellers har man været passiv.

Vi skulle notere vores livsværdier. Hvis værdierne ikke står på ELI, så lever man ikke sine værdier. Det er ikke vaner, der skal blive værdier, men værdier skal blive til vaner.

Vi tog hul på vane 2: Begynd med slutningen, hvor vi startede ved vores egen begravelse. Hvem er med, hvad vil de sige om mig? Did I live, Did I love, Did I matter? Vi skulle lave den ultimative drømmeliste, med det vi kunne dømme om resten af vores liv, hvis alt kunne lade sig gøre. Hjernen blev inviteret til at drømme, og vi supplerede bagefter med tidsindikation (1, 3, 5, 10+ år), og dermed begyndte noget at blive meget konkret = et mål, dvs. en drøm med en plan.

Jeg tog hjem i den mest fantastiske mentale tilstand, som har varet hele weekenden. Jeg synes at jeg på de to dage har fået øget selvindsigt og værktøjer til at forstå mig selv, og håndtere ”dårlige” følelser konstruktivt – og ser vildt meget frem til det videre forløb.

Mental Trainer Practitioner™ er en delmængde af MASTER OF MENTAL TRAINING™-programmet, det omfatter de 4 første af de i alt 10 moduler. Jeg har over weekenden skrevet med Rasmus, og jeg er nu med på det fulde forløb – og glæder mig så meget til at fortsætte forløbet.

lørdag den 9. november 2024

Træning med Otto hos Hund og Glæde Hundeskole - og Klubmesterskab til Otto 💖

Otto med flotte rosetter fra klubmesterskabet

Otto og jeg startede rallytræning hos Hund og Glæde Hundeskole 16. september i år. 

Jeg lærte Shandi, som har hundeskolen, at kende i 2019, da hun gennemførte Rallyinstruktøruddannelsen hos Amanda og mig i Sydkystens Hundeskole. Da jeg fik mulighed for at komme på et rallyhold hos hende slog jeg straks til, og det har jeg ikke fortrudt. 

Shandi gør en kæmpeindsats for at gøre træningen varierende og udfordrende og hun giver flot og anvendelig feedback. 

For mig er kvaliteten af træningen = den følelse jeg har indeni, under træningen og når jeg tager hjem, og den er rigtigt god hver gang! 


I den lyse til (vi træner 17:15-18:15) er der et stort areal til rådighed, og der kommer typisk tre baner op, på hver deres niveau. 


Nu, hvor dagslyset ikke slår til, træner vi på et mindre aflukke, hvor det i mandags lykkes Shandi på kreativ vis at anvende hele arealet, og samlet var der tre baner flettet sammen. Det gav en perfekt mulighed for at træne tre ekvipager samtidig, og da der samtidig var spots alle vegne, gav det en helt anden stemning end ude på det store græsareal. 

Shandi måtte minde mig om, at Otto vist synes det var lidt svært – jeg brugte lidt tid på at erkende det … 


I dag havde hun arrangeret klubmesterskab, og det var virkelig stort og flot sat op. Jeg startede med at deltage i ekspertklasse, to baner begge af pæn sværhedsgrad, med Shandi som dommer. Jeg fik en del læring med hjem, den største måske at jeg virkelig har arbejdet meget med FS-nummeret med spin og twist på verbal kommando – for der kom en del ikke planlagte spins, specielt på den anden bane. 

Jeg har noteret en række træningspunkter, og nu skal der nørdes for alvor. 

Klubmester i ekspertklasse og Shandi

Som bonus vandt Otto og jeg klubmesterskabet, fik flotte rosetter og meget flotte præmier. 

Tusind tak Shandi for dit kæmpeengagement og din enorme energi!

73SG – en skøn Vinbar & Butik i Helsingør


I forbindelse med et kursus skulle jeg booke en enkelt overnatning i Helsingør, og som jeg har for vane tjekkede jeg forskellige spisemuligheder, med kraftig skelen til vinkortet. 

Jeg fandt hurtigt frem til 73 Strandgade Vinbar & Butik, bookede bord og fandt et hotel ganske tæt på.

Det jeg specielt faldt for var det spændende vinkort, med egenimporterede vine, mulighed for glas på 12½ og 17½ cl., et meget rimeligt prisniveau samt muligheden for lidt let at spise – under overskriften tapas.
 

Jeg var der i torsdags og det blev en virkelig skøn helhedsoplevelse. Det var fornuftigt at jeg havde reserveret bord, for der var godt besøgt, og jeg kunne hurtigt konstatere hvorfor: der er et ualmindeligt godt forhold mellem kvalitet og pris, betjeningen er meget kompetent og serviceminded og der er hyggeligt. 


Det første jeg lagde mærke til var tavlen med tapas, og så var madsiden afklaret. 

Jeg fik også et vinkort, men jeg havde forberedt mig hjemmefra og valgte fire vine, jeg gerne ville prøve. 

Tapasserveringen var udsøgt, fem dejlige portioner, og et fund til prisen (195 kr.). 

Vinene: 
  • Clos Jangli, Riesling Tradition Grand Premier Cru (Luxembourg). Et dejligt glas Riesling med flot balance mellem frugt/krop og syre. 
  • Michael Shaps Wineworks, Petit Manseng 2019, noget så usædvanligt som en tør vin på Petit Manseng, fra Virginia. Et fremragende glas vin, med fantastisk intensitet, flotte aromaer af karamel, honning, rosiner og virkelig flot balance mellem sødme, frugtkoncentration og krop på den eneste side og syre og alkohol på den anden. Aftenens bedste vin for mig.
  • Uncle’s Pinot Noir Reserve fra Nahe & Rheinhessen, en lækker Pinot Noir. 
  • Den serbiske rødvin på bordeaux druer jeg have kig på var udgået, jeg bad om en anbefaling og fik Skærsøgaard Leon Millot 2020. Et virkeligt godt glas vin, med især flotte primære aromaer af rød og mørk frugt, god intensitet og pæn længde. Jeg synes syren dominerer lidt i forhold til frugten, men et rigtigt godt glas vin. 
  • Jeg fik lyst til nogle bobler at slutte af med og blev anbefalet en serbisk vin, nu jeg var blevet snydt for den røde. Trijumf Noir Sparkling - Oplenac, Serbien 2010 er lavet på den traditionelle metode og er et godt bud på en mousserende vin, når det ikke skal være champagne, med god krop og intensitet. Jeg savner lidt dybde og kompleksitet i forhold til champagne, men helt sikkert et godt glas vin. 
Jeg kan give 73SG mine allerbedste anbefalinger og har allerede booket bord til næste besøg i Helsingør til januar 😊 


Efter det skønne måltid nød jeg aftenturen til nærliggende Kronborg.

onsdag den 6. november 2024

Hvad laver jeg med hundene?

En skøn eftermiddagstur i Næbskoven. Efterår kan noget med farverne ;-)

Siden 1993 har mine 11 hunde været til 1.145 prøver i 11 forskellige discipliner. Hvis ikke andet er nævnt er det border terriere 😊
  1. Rasmine (ruhåret gravhund) var på 2 udstillinger
  2. Trine (ruhåret gravhund) var på 7 udstillinger og 1 gravprøve
  3. Emmy var på 25 udstillinger og 11 gravprøver
  4. Otto var på 54 udstillinger og 8 gravprøver
  5. Shauna var på 1 udstilling
  6. Anna var på 5 udstillinger
  7. Felix var på 7 udstillinger og 1 gravprøve 
  8. Megan (engelsk springer spaniel) var på 3 udstillinger, 3 dressurprøver (i Spaniel Klubben), 40 LP-prøver, 147 rallyprøver og 2 færdighedsprøver
  9. Lille Bjørn (Norwich terrier) var på 21 udstillinger, 50 LP-prøver, 138 rallyprøver, 1 færdighedsprøve, 3 seniorklasser (HTM) og 11 HTM-prøver
  10. Max har været udstillet 6 gange, været til 17 LP-prøver, 404 rallyprøver, 6 færdighedsprøver, 9 6+prøver, 17 FS-prøver, 29 HTM-prøver og 13 NW-prøver
  11. Otto har været udstillet 1 gang, været til 89 rallyprøver, 2 færdighedsprøver, 2 FS-prøver og 9 NW-prøver 
Den samlede oversigt over prøver

Max har ”rekorden” med 501 prøver, heraf 42 rallyprøver med juniorfører (3 x Sebastian og 39 x Mathilde). 

Han fyldte 13 år den 14. juni, og har været oppe til 19 rallyprøver siden, og han er også tilmeldt et par prøver i det nye år. 

Det har været tydeligt at skarpheden på det sidste ikke har været den højeste ikke mindst hos føreren, men jeg er ret god til at finde undskyldninger/forklaringer – og der var lige det med det ene øje. 

I dag var jeg til det årlige dyrlægetjek med både Otto og Max, og begge blev naturligvis undersøgt meget grundigt. 

Otto hos dyrlægen

Otto er i topform, der er ”bare” noget tandsten. 

Max har desværre lidt mere end det. Det er tydelig grå stær på venstre øje, højre øje virker ok. Der er også noget med hofterne … og pludselige flashbacks til problemer med at sitte ☹ 

Begge bliver set nærmere på om et par uger. Max er også i topform bortset fra de små, aldersrelaterede skavanker, men det ingen skam at trække sig tilbage fra konkurrenceverdenen efter en karriere som Max’. Den skriver jeg helt sikkert mere om en anden gang. 

Otto og jeg er helt klar til at fortsætte konkurrencekarrieren både i rally og FS, og mon ikke noget mere kommer til? Men det bliver helt ærligt underligt kun at træne og konkurrere med én hund …

tirsdag den 29. oktober 2024

Årets sidste prøve – og noget om kvalitet


I weekenden var jeg til årets sidste hundeprøve – og det er en god anledning til at se på året der gik.

Jeg har været til 69 rallyprøver. 47 med Max i seniorklasse, 15 med Otto i øvet klasse og 7 med Otto i ekspertklasse.

Med Max var der tre store finaler:
  • Årets Hund 2023, hvor vi blev nr. 2
  • DM 2024, hvor vi blev nr. 18
  • Årets Hund 2024, hvor vi blev nr. 8
Han fik en senior sølvtitel og to guldpinde. Han vandt 12 prøver og fik 100 point 2 gange.

Den bedste rallyprøve? Det var nok den første 13. juli, hvor vi gik den fedeste bane hos Liv og jeg sprang et skilt over. Glem ”nok”, det VAR den 😊

Otto og jeg har gået nogle fine prøver i Øvet klasse, og har fået både bronze- og sølvtitlen. Sidstnævnte også 13 . juli, hvor vi gik to flotte baner hos Liv, ved det jeg på forhånd havde sagt, var vores sidste prøver i Øvet klasse.

Vi har fået en fin start på ekspertklasse; der er en del detaljer at arbejde med, men udgangspunktet er det allerbedste: en glad og energifyldt hund, der så gerne vil gøre sit allerbedste; hans fører skal bare stramme sig an 😊

Otto og jeg fortsætter i ekspertklasse i 2025.

Max er officielt pensioneret efter en lang, flot karriere i mange discipliner, men hvis vi begge holder os skarpe, kunne jeg godt finde på at gå til en rallyprøve eller to med ham næste år.

Så meget om rally i denne omgang.

Årets sidste prøve kom jeg fra, det var i weekenden, en HTM Konkurrence arrangeret af Hornsherred HTM Klub med træningsklasse lørdag og officielle prøver søndag. 

Det er bestemt ikke hverdagskost for os at gå til HTM-prøver, men det ville være forkert at sige at jeg ikke har erfaring. Inden weekenden har jeg været oppe til 81 prøver (færdighedsprøver, 6+, seniorklasse, FS1-2 og HTM1-2-3). Men det næsten som en debut alligevel, for sidste optræden ligger lige over tre år tilbage, det var en FS1 på Samsø med Otto, og jeg må indrømme at jeg ikke engang kan huske musikken …
 

Jeg skrev i går at jeg havde skræddersyet et 4 minutters nummer til træningsklassen lørdag. Indholdet var naturligvis ikke helt tilfældigt 😊 Der var udsnit fra:
  1. Halloween Songs for Kids with Blippi – fordi temaet var Halloween, og det nummer var børnebørnenes yndlingssang for et par år siden
  2. Charles Trenet - Que reste-t-il de nos amours?– Max’ og min musik, da vi gik HTM3
  3. Paddington teamet – Lille Bjørn og mit nummer, da vi gik FS2
  4. Camille Saint-Saëns - Danse Macabre – en hilsen til Liv (som var DJ), det var hendes og Mangos musik til det nummer, der var med til at tænde min interesse for disciplinen
  5. Count down – som overgang til næste nummer
  6. Ulven Peter med Peter Belli og Les Rivals, det klip som vi skulle bruge til prøven søndag
  7. Pavarotti med Brindisi fra Verdis La Traviata – som festlig musik, da Otto og jeg legede og forlod ringen; jeg lukkede lågen præcis efter 4 minutter 😊
I går havde vi så den ”rigtige” (gen)debut i FS1. Blogindlægget i går Otto skønne debut i FS1 blev bevidst lagt ud, før jeg kendte ”resultatet” af prøven (point og placering), dem fik jeg først sidst på dagen.


Jeg skrev: ”Det var en vildt dejlig oplevelse! Otto sprudlede af glæde og energi, han var opmærksom, lydhør og syntes åbenlyst at det var fedt at være i ringen! Se den hale og se den udstråling! Jeg nød det i fulde drag, ligesom jeg nød generalprøven – og jeg fik søde kommentarer om, at man kunne se at jeg nød det.

Det er måden at gøre dét på, som jeg selv præker – og forsøger at overholde – at adskille oplevelsen fra bedømmelsen. At adskille det man selv kan påvirke som fører, med det som man ikke er herre over.

Jeg nød virkelig følelsen af prøven hele dagen og at det så udløste FS1-titlen pæne point og en 5. plads, det var da dejlig bonus, men slet ikke så vigtigt som den dejlige oplevelse i ringen.

Så må jeg også nævne, at det var to superhyggelige arrangementer. Hornsherred HTM Klub – Liv, Randi, Sandie og Tine – havde stablet et fantastisk arrangement på benene og gennemførte det med kæmpeoverskud. Som deltager husker jeg at værdsætte arrangører, der knokler for at vi andre kan nyde. Bare en ”detalje” som, at der var en spisepause i træningsklassen, hvor vi fik Thaimad – forretter og to hovedretter – og derefter et stort udvalg af Hansen Is og forskelligt drys. Det var skønt tænkt til en lørdag aften, og superhyggeligt som ”ny” at spise og nakke med andre deltagere.

Hatten af og kæmpetak til de seje arrangører for et fantastisk to-dages arrangement!

Og tak til alle de dejlige mennesker jeg hilst på, jeg følte mig så meget velkommen efter 3 år væk fra sporten … Jeg fortsætter helt sikker med Otto i FS, og vi begynder meget snart at udvikle programmet.

***

Så var der det med kvalitet.

Jeg kom til at tænke på det i går hos min fodterapeut Nanna, som fik status på bl.a. hundesituationen og sommelieruddannelsen.
     

Sidste tirsdag var temaet på sommelieruddannelsen: ”Champagne, prestige cuvéer. Mousserende vin”, underviser var Thilde Maarbjerg og hun er en stjerne til at formidle stoffet. Jeg følte mig da dagen var omme virkelig meget bedre klædt på, både men hensyn til viden i bred forstand om Champagne mv., dels at smage på mousserende. At identificere druen Xarel-lo i Recaredo, Corpinnat Terrers Brut Nature 2019 og fange den autolytiske aroma i Quartz Reef, Central Otage Traditional Method Brut, var virkelig stort for mig.

Jo mere jeg lærer, jo større respekt får jeg for at vinverdenen (også) er gigantisk, og hvor lidt jeg egentlig véd. Samtidig og heldigvis værdsætter jeg i endnu højere grad det jeg lærer og kan anvende; fordi det gør oplevelsen ved at beskæftige sig med vin på alle fronter til en meget større oplevelse.

Ja, jeg bliver mere krævende både i forhold til mig selv og i forhold til det, jeg drikker.

Jeg kunne mærke, da jeg fortalte om dét og det med Ottos og min FS1 i forlængelse af hinanden, at det hang sammen. Jeg mindede mig selv om, at det er præcis det, der nu kommer til at ske med vores FS: jeg vil blive mere kritisk, vil nørde mere med detaljer og vi kommer til at træne eget mere for at løfte vores niveau. Udgangspunktet er Ottos og min åbenlyse glæde ved at træne sammen og gå til prøver – det er alfa og omega

Der har været en del mentale hurdler, men jeg kan mærke, at de er væk nu. Så Paul, det er bare at komme i gang 😊

søndag den 27. oktober 2024

Ottos skønne debut i FS1

 
Otto i FS1 i dag – tusind tak til Liv for at filme

I dag debuterede Otto og jeg i FS1. Dvs. det passer ikke, det gjorde vi 16. oktober 2021, men det havde jeg glemt alt om indtil for nylig, så mentalt var det vores debut. 

Tanken har jeg leget med et stykke tid, men 2. september tilmeldte jeg både træningsklassen i går og FS1 i dag, og så kom der fokus på. 

Musikken var Ulven Peter med Peter Belli og Les Rivals, de første 1:37 minutter. 

Øvelserne skulle være enkle, så det blev en stribe rallyøvelser og simple træningsøvelser: cirkel omkring fører i gang, slalom mellem førers ben, sit gå rundt om, follow på højre side med twist og spin på ren verbal kommando, tulipan med et hyl (se videoen hvis du ikke ved hvad det er 😊), follow på venstre side med spin og twist på ren verbal kommando, cirkel omkring fører i gang, bakke væk fra fører, blivende stående når fører går væk, komme når fører kalder, cirkler om fører der ligger på knæ, sidde foran fører, blive knuget når musikken slutter. 

Det er blevet trænet behørigt. Vi kunne godt have trænet mere, og takket være Liv, som jævnligt mindede, om hvor kort tid der var til 26. oktober, blev der gjort noget seriøst. 

I søndags blev jeg lidt bekymret for, om nummeret var ”godt nok”, og det gav så en træningsuge udover det sædvanlige: 
  • enetime hos Louise i mandags, hvor der blev ændret lidt på starten og nogle andre momenter, og jeg fik en masse ideer til videreudvikling af nummeret, 
  • enetime hos Karina i torsdags – egentlig skulle vi have set på rally, men det blev lavet om til FS i stedet,
  • en del dialog med Liv,
  • fredag eftermiddag et skræddersyet musikprogram på præcis 4 minutter, til træningsklassen i går
Tusind tak til Henriette for at filme træningsklassen:

   

Hvordan gik prøven i dag? 

Det var en vildt dejlig oplevelse! Otto sprudlede af glæde og energi, han var opmærksom, lydhør og syntes åbenlyst at det var fedt at være i ringen! Se den hale og se den udstråling! Jeg nød det i fulde drag, ligesom jeg nød generalprøven – og jeg fik søde kommentarer om, at man kunne se at jeg nød det. 

Hvis jeg har været i tvivl før i går, så er jeg det ikke længere: Otto og jeg fortsætter med FS 😊 

Liv og Louise gav mig allerede få sekunder efter at Otto og jeg havde forladt ringen kærlige påmindelser om, at nu skulle jeg hæve sværhedsgraden, for det bad Otto om …

I øvrigt kæmpe ros til Hornsherred HTM Klub for et superflot arrangement!

***


Bonusinfo: Jeg har netop fået at vide at vi bestod med 19,30 point og dermed fik FS1-titlen.