torsdag den 29. maj 2025

Livet som pensionist - fortsættelse

Fra morgenturen 29. maj 2025

Jeg minder mig selv om, at jeg skriver min blog for mig egen skyld. For at fastholde noget, som er værd at fastholde, som jeg selv kan have brug for at genlæse (måske flere gange), som jeg kan referere til – det sker faktisk ret ofte efterhånden – og forhåbentlig ”tilfældige” læsere kan finde lidt inspiration i.

Her kommer forskelligt fra de sidste par uger.

En af del af min faste morgenrutine er at høre Darren Hardy Daily, som giver dagligt positivt input. I denne uge og starten af næste er der dagligt råd om, hvordan man bliver 100+ år. De hidtidige råd har handlet om:
  1. At bevæge sig (Movement)
  2. At have et formål med det, man beskæftiger sig med (Purpose)
  3. At huske at geare ned for ikke at brænde ud (Downshift)
  4. At lade være med at spise for meget (Eat until you are 80 % full)
Som pensionist har jeg prioriteret at have formål, med det jeg beskæftiger mig med. Sommelieruddannelsen er et eksempel, som fører andet med sig. Et andet eksempel er den igangværende Master of Mental Training™. Plus forskellige andre ting, som jeg kommer ind på nedenfor.


Sommelieruddannelsen har for mig været afsættet til at have et mere professionelt forhold til at smage vin, kommentere vin og bedømme vin. Som en del af min efteruddannelse har jeg i tirsdags været på et 4-timers kursus hos René Langdahl om bedømmelse af vin.


I den meget korte udgave kom vi grundigt i dybden med akronymet BLIK = Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet. Vi havde for nogle uger siden en virtuel introduktion, hvor vi smagte tre forskellige vine. Vi er blevet opfordret til at træne duosmagning – hvor vi blindsmager to vine på samme druesort, men på forskelligt prisniveau, groft sagt under 100 kr. og over 250 kr. flasken. På 4-timers kurset var der 16 vine der skulle smages to og to, og parvis bedømmes ud fra BLIK.

Det var noget sværere end jeg (og formentlig flere andre) havde regnet med at identificere den potentielt bedste. Først og fremmest var det ekstremt lærerigt at træne at sætte ord på dufte og smage samt at klassificere.

Master of Mental Training™ har jeg skrevet en masse positivt om tidligere, her vil jeg ”nøjes” med at nævne det seneste. Som nævnte i indlægget om modul 7, arbejdede vi sidst med Spiral Dynamics. Jeg har siden da læst bogen færdig. Det er ærligt talt tungt stof, jeg er glad for den One-pager Rasmus har lavet til os, som giver et fantastisk overblik over de 8 niveauer.

En anden bog vi er blevet opfordret til at læse er Henrik Fexeus: Konsten at läsa tankar (2007), som jeg har fået fat i i den vistnok nyeste engelske udgave ”The Art of Reading Minds” (2020). Jeg er godt i gang med bogen og den er vidunderligt lærerig og humoristisk. Den handler om hvordan man ud fra andres kropssprog og nonverbale kommunikation kan læse deres tanker. Jeg skriver om bogen, når jeg har læst den hele. Delen om at skabe Rapport og aflæsning af øjenbevægelser eye accessing cues (EAC) var repetition af stof fra kurset, men med nye lag og masser af sjove og lærerige eksempler.

På hundefronten er jeg i den sjældne situation ikke at være tilmeldt prøver eller træning overhovedet. Jeg træner dagligt med Otto, og har i dag kritisk gennemgået status og ændret træningsplanerne for den kommende periode – jeg kunne mærke at jeg var ved at gå død i træningen, og det kom der ikke god træning ud af. Der kommer noget revitalisering nu.

Jeg har haft den store fornøjelse at dømme fire rallyprøver de seneste to uger. Banerne til alle prøverne kan ses her.


Den 17. maj for Dansk Schnauzer og Pinscher Klub arrangeret af Basta Hundeskole i Allerød havde jeg udfordret mig selv med at designe baner med få skilteholdere, på fotoet championbanen med 19 øvelser og 10 skilteholdere.


Den 23. maj dømte jeg for 7 gang i træk for Dansk Brugshundeklub, Rødovre, hvor jeg havde eksperimentet (igen) med at genbruge skilte på banen, smukkest synes jeg selv på championbanen, hvor deltagerne skulle gennemføre de samme 9 skilte to gange, men på hver sin side.


Dagen efter gik turen til Langeland, hvor jeg havde fornøjelsen at dømme en dobbeltprøve kun for Berner Sennen i forbindelse med et stort klubarrangement. 7 begyndere, 3 eksperter, 1 champion, en dobbeltprøve og et tårnhøjt niveau!

De fire prøver – nr. 237-240 som dommer - mindede mig på allerbedste måde om, hvorfor jeg fortsat synes det er skønt at være rallydommer. Der var kælet for de enkelte arrangementer, så det både som udøver og som dommer var dejligt at være en del af, og præmieniveauet var vildt højt, specielt hos Bernerne fuldstændig fantastisk!

På fitness-fronten fortsætter jeg med enetimerne hos Tina denfittecoach. Jeg rykker virkeligt på flere forskellige parametre, og specielt glæder jeg mig over at min venstre fod er ved at genvinde noget af styrken, og så er det da ikke dumt med en metabolisk alder på 57 år 😉

Jeg har mine daglige ture med hundene, hvor specielt den tidlige, normalt med start ved 7-tiden, langs fjorden og gennem Næbskoven er meget vigtig for den gode start på dagen. I maj har vi – Max, Otto og jeg - deltaget i en indsamling til fordel for Scleroseforeningen, og både hvad angår afstand og indsamlet beløb har vi nået vores mål. Men skulle du kære læser have lyst til at yde et lille bidrag til indsamlingen inden den slutter lørdag aften, så er det mere end velkomment!!!

Hvad hygger jeg med ellers med?

Jeg er i gang med at blive bedre til fransk og italiensk ved brug af duolingo, som jeg er meget begejstret for. Det bliver til typisk 20-30 minutter daglig, jeg skifter mellem de to sprog, hygger mig med min udvikling, og en app der virkelig animerer til at klø på!

Kunstig Intelligens (Artificial Intelligence) er et overordentlig aktuelt emne, som jeg gerne ville blive klogere på. Jeg kan varmt anbefale dette online introduktionskursus udbudt af Helsingfors Universitet.

På hyggelæsningsfronten – og det er helt sikkert ikke nedsættende ment!!! – er jeg færdig med Harry Potter bøgerne, og har set 6 ud af 8 film. På planen står The Lord of the Rings, ikke mindre end 15 diske. Jeg er netop gået i gang med at læse Kampen om tronen, første af fem bind i George R.R. Martins Game of Thrones. 


På madfronten har der været to særlige oplevelser på det sidste. Tirsdag aften en dejlig to-retters på aye aye på Admiral Hotel inden kurset hos René.


I dag fik vi ret spontant lyst til frokost på Muldiverset i Stavreby, og vi fik heldigvis en plads og nød for femogtyvende gang maden fra denne fantastiske perle.

Jeg nyder livet som aktiv pensionist!

søndag den 18. maj 2025

Master of Mental Training™ modul 7 - FirstMind, Spiral Dynamics


Den 15. og 16. maj blev modul 7 af Master of Mental Training™ afviklet som online modul. Nedenfor korte noter om de to dage.

Opfølgning på modul 6

Fra maskinrummet (foto: Rasmus Bagger)
  • Jeg delte refleksioner over positiv visualisering, om hvor naturligt det er at blande intern og ekstern, specielt (?) når man arbejder med et dyr; hvor stærkt det virker kombineret med Emotionalisering og Fysikalisering, og er oplagt at tørtræne (dvs. uden dyr)
  • En simpel visualiseringsøvelse: 1) hvor langt kunne vi dreje vores arm; 2) visualisere 3 gange at vi gjorde det længere; 3) gjorde det – jeg prøvede det med to i går, og det virkede. Som jeg sagde i torsdags: ”Det var satans!”
  • Det nødvendige antal visualiseringer er … til du tror på det!
  • Visualisering er én, stor snydeøvelse i forhold til hjernen
  • Vi repeterede ankeret, hvor vi genoplever en god tilstand (som SKAL være ressourcefuld) internt, og plantede den i et triggerpoint. Det kan aktiveres når man mangler energi. Ankeret kan tankes op. Sidebemærkning: Som nybagt Harry Potter nørd: Det minder meget om Expecto Patronum 😊
  • Den psykologiske hjemmebane, det sted hvor man har tryghed (jf. FirstMind-talenter), er den vi skal sikre os
  • Prissætning af konsulentydelser: Det er ikke et spørgsmål om timer, det er kundens oplevede værdi, de skal betale for 
Vi skulle i to-mandsgrupper coache hinanden på basis af EPI-siden sidst. Jeg kan mærke positivt at jeg er i god træning med at lave EPI, så jeg noterede på under 5 minutter 20+. Jeg fik super coaching af Charlotte med udgangspunkt i mine ikke-ressourcefulde følelser i perioden. 

I feedbacken med/fra Rasmus fik vi bl.a. talt om quick fixes, som er vigtigt i forhold til performance coaching, og som Rasmus til enhver tid vil foretrække for slow fixes. Vi skal bare gå til den, men med kærlighed! Don’t assume rapport. Vi skal arbejde med at bryde mønstre, ikke lade coachee blive fastholdt i en negative historie.

Endelig var det lejligheden til at genopfriske eksamensopgaven i forhold til Primary Question, hvor jeg fik bekræftet, at jeg har gjort det helt rigtigt (hvilket jeg også kan mærke 100 %).

FirstMind

Derefter gik vi guidet af Marie i dybden med hvordan vi skal læse den rapport, der kommer ud af FirstMind-testen. 

Det grundlæggende i modellen er at den rangordner en persons instinktive adfærd, dvs. den giver bevidsthed om naturlige styrker og talenter. Det er et godt grundlag for at arbejde med en coachee, og forstå deres autopilot. 

Definition af talent: præference som påvirker den måde vi tænker, føler og agerer i forskellige kontekster. 

Som en del af MMT-certificeringen skal vi certificeres som FirstMind Practioners, vi skal derfor finde 5 personer, som vil gennemføre testen, og som vi kan give feedback. Jeg har tre på plads - hvor to allerede har gennemført testen - og to jeg håber på. 

Dag 1 sluttede med en coachingsession, hvor vi i to-mands grupper blev coachet af en anden med udgangspunkt i vores FirstMind-profil, gerne område(r) hvor vi ville være bedre. Jeg fik igen en stjerne coaching af Charlotte. 

Dag 2

Vi fulgte op på coachingsessionerne dag 1 om eftermiddagen, herunder kom vi ind på de fem tests vi skulle lave med brug af FirstMind-modellen. Det er vigtigt at vi bliver fortrolige med modellen, så det er fint at slå op i håndbog og noter undervejs. 

Note: Der er står intet i rapporten, som vi ikke kan se med det blotte øje: ”Hvis du skulle score dig selv diskussion …” kan resultere i rigtigt godt udgangspunkt for samtale hvor talenter afdækkes. 

Vi talt om kamp vs. træning. I kamp skal vi have 100 % fokus på de stærke sider, i træning skal vi have mindst 80 % fokus på det vi er gode til, max 20 % på det vi vil være gode til. Growth mindset er at ændre skuffelse til nysgerrighed. Vane 1: Det er vores ansvar ALT hvad der er sket. Det er ikke dommerens, modstanderens, vejrets osv. 

Derefter gennemgik Marie de sidste områder af FirstMind-rapporten. 

Endelig fik en opgave, hvor vi i tre grupper med fem i hver skulle forestille os at være i en koncentrationslejr, og skulle vælge en person, der skulle dø . fordi vagterne havde forlangt det, for at de ikke vilkårligt skulle skyde folk. Meget tænkt, og alligevel ikke, så der var spændende læring om hvordan vi reagerer under pres.

Spiral Dynamics


Dagen sluttede med at Rasmus gav overblik over Spiral Dynamics (dansk: At Mestre forandring) af Don E. Beck og Christopher C. Cowan). Spiral Dynamics er en beskrivelse af et bevidsthedsfællesskab. Øverst min tegning af de 8 niveauer på meget højt niveau samt lige over Tony Robbins: Six Human Needs. 

Vi skal bruge modellen til at finde os selv (både når det kører for os, og når vi er stressede). Vi skal BRUGE det til at møde folk, hvor de er. I Performance-sammenhæng (bedst når det gælder) kan det være nødvendigt i kort tid at gå ned i niveauer.

Hjemmeopgaver:
  • Læs og forstå de 8 bevidsthedsniveauer fra Spiral Dynamics. Find dig selv i niveauerne og træn dig selv i af finde andre.
  • FirstMind: Send test ud til 5 forsøgskaniner, hvor du træner dig selv i at give feedback på FirstMind profiler. 
Noter til mig selv. Efter at have gennemført kurset i grafisk facilitering er jeg dels som træning i at tegne, dels for at styrke læringen bl.a. i MMT, begyndt at tegne nogle af modellerne. Her to eksempler:



tirsdag den 13. maj 2025

Grafisk facilitering og andet spændende


I går var jeg på kurset Grafisk Facilitering for dig som er nybegynder, hvor Peter Levinsen fra futurefactor introducerede mig og 5 andre deltagere til grafisk facilitering. 

Hvor godt var det? Min feedback: ”Tusind tak for et suverænt godt kursus i dag. Jeg var naturligvis topmotiveret, men du overgik mine tårnhøje forventninger på alle parametre: Dit smittende engagement, din humor, din pædagogiske tilgang, din feedback mv.” 

Jeg har ”altid” drømt om at blive god til at tegne. I forbindelse med en brainstorm med en god ven om, hvad jeg skulle bruge tiden på nu sommelieruddannelsen var afsluttet, poppede det med at tegne op igen, og pludselig var jeg tilmeldt KURSET. 

Selvfølgelig skulle vi præsentere os selv med en tegning, og ovenstående var min, den vender jeg tilbage til … 

Vi fik intensiv læring. Alle kan tegne var udgangspunktet. Vi tegnede ansigter, kroppe, lavede flotte programmer, processer, talebobler, udviklingsforløb, bogstaver, skygger, farver, rammer osv. Min ”afslutningsopgave” var en illustration af Coveys 7 gode vaner, som jeg fik en masse feedback på, som resulterede i en meget bedre tegning. I går aftes kunne jeg ikke dy mig for en miniudgave i min notesbog til MMT-uddannelsen … 


Jeg planlægger 3-4 ugentlige træner i at tegne Og jeg er tilmeldt fortsættelseskurset den 2. juni 2025. Forvent flere tegninger fra mig😉 

Tegningen fra oven kort fortalt:
  • Mine top-3 værdier er kærlighed, omsorgsfuldhed, gavmildhed, det er mig i midten
  • I mit blogindlæg 30. april skrev jeg bl.a. ”Og så, efter eksamen på MMT, skal jeg i gang med at lære fransk, hvor jeg lærte det grundlæggende i gymnasiet for en del år siden, og nu gerne vil blive god til det.” Så længe varede det ikke. Louise gjorde mig opmærksom på appen Duolingo, og nu er jeg gennem prøveperioden og klør på med daglig træning af fransk og italiensk – det er vildt spændende at få genopfrisket mit gymnasiefransk og selvom jeg er helt ny indenfor italiensk, synes jeg det går ret godt med at komme i gang
  • På vinsiden har jeg lige nu offentliggjort en anmeldelse af Pascaline Lepeltiers One Thousand Vines. A New Way to Understand Wine (2024), som jeg er meget begejstret for. Derudover er jeg i gang med et Vinbedømmelseskursus hos René Langdahl, med at ”analysere” vinanmeldere og lave duosmagninger (en billig og en dyr vin bedømmes i forhold til hinanden), vi skal træne at blive endnu bedre til at bedømme kvalitet, inden vi mødes fysisk sidst i maj. Næste vinbog ligger klar til at læse, jeg har bare 4 jeg skal vælge imellem som den næste! 
  • MMT (symboliseret ved isbjerget), vi har modul 7 torsdag-fredag i denne uge og jeg er i gang med som lystlæsning af læse Spiral Dynamics, og arbejde med mine coachees
  • På sundhedssiden er jeg langt med personlig træning hos denfittecoach. Jeg er blevet opfordret til at deltage i en indsamling til scleroseforeningen, den kan du bidrage til her. Hundene og jeg har meldt os til at gå 100 km. i maj og indsamle 1.914 kr. og vi er tæt på det økonomiske mål, men vil rigtigt gerne have endnu flere penge til det gode formål
  • På hundesiden er der er ret forkølet tegning af Otto - jeg skal øve at træne hunde 😊 – men vi træner og udvikler os hele tiden i fri ved fod på venstre og højre side. På dommersiden har jeg opgaver lørdag, fredag og lørdag, tre prøver jeg glæder mig meget til, men jeg er lidt ked af at arrangørerne åbenlyst har svært ved at tiltrække deltagere 
  • Den sidste tegning er mit første forsøg på Harry Potter, ham skal jeg også øve mig mere på 😉 Jeg er i gang med Harry Potter og Dødsregalierne (bind 7) og sørme om jeg ikke også blev ”lokket” til at købe filmene. Harry Potter og De vises sten er set, og de øvrige 7 videoer står på programmet resten af måneden. 
Det var fedt på så enkel en måde at kunne illustrere mig selv og mine interesser og jeg glæder mig ret meget til at træne mine grafiske færdigheder!

Pascaline Lepeltier: One Thousand Vines. A New Way to Understand Wine (2024)


Engelsk oversættelse (2024) af Mille vignes : Penser le vin de demain (2022).

Pascaline Lepeltier Credit: Cedric Angeles (Decanter)

Pascaline Lepeltier er trods sine kun 44 år for længst en legende i vinens verden. Hun vandt i 2018 titlen som Frankrigs bedste sommelier, blev i 2023 verdens 4. bedste sommelier, og er også meriteret på en lang række andre måder. 

Hun læste alt muligt som barn og ung, specielt Tout L’univers (1961), en fransk encyklopædi som hun fandt i bedsteforældrenes reol, har lært hende en masse om mange forskellige emner, og formen var lidt en inspiration til One Thousand Vines. 

Hun har læst filosofi i flere år, og skriver ærligt, at når hun elsker at beskæftige sig med noget, kan hendes passion ofte blive en besættelse. 

Da filosofien blev for overvældende, havde hun brug for at beskæftige sig med noget andet. Inspireret af en af sine lærere i filosofi, begyndte at interessere sig for vin. Hun vidste stort set intet om vin før 2004, men da hun kom i gang skete der en masse. Det afgørende vendepunkt kom, da hun fik mulighed for at smage Château d’Yquem 1937, som gav hende en transcendental oplevelse. Hun skriver det så smukt: 

"Thanks to the grape vine and its anchoring in the senses, its literal rooting in the earth and metaphorical entrenchment in the history of humanity, I realized that I could satisfy my philosophical curiosity through the prism of wine and wine tasting."
[Takket være vinstokken og dens forankring i sanserne, dens bogstavelige forankring i jorden og metaforiske forankring i menneskehedens historie, indså jeg, at jeg kunne tilfredsstille min filosofiske nysgerrighed gennem vin og vinsmagningens prisme.] 

One Thousand Vines er den bog som Pascaline Lepeltier ønskede hun kunne have læst, da hun begyndte at interesse sig seriøst for vin. En belysning af vin fra mange forskellige vinkler og med en filosofisk tilgang. 

Filosofi beskriver hun som ”it is an accessible, essential and enlightening discipline that, like taste, should be taught to all. It is a permanent invitation to be amazed, to question knowledge, sensations, and experiences, to learn to think for yourself and to accept the limits of what can be understood.”
[det er en tilgængelig, væsentlig og oplysende disciplin, der ligesom smag bør læres til alle. Det er en permanent invitation til at blive forbløffet, til at sætte spørgsmålstegn ved viden, fornemmelser og oplevelser, til at lære at tænke selv og acceptere grænserne for, hvad der kan forstås.] 

Med det som indfaldsvinkel har Pascaline Lepeltier skrevet en banebrydende bog om vin. Den er baseret på dyb viden, enorm nysgerrighed og ikke mindst stor kærlighed til alle aspekter i forhold til vin, kritisk forholden sig til hvordan den generelle vinverden har udviklet sig, fordi den har tilpasset sig verden i øvrigt, og brændende engagement i vin der afspejler traditioner, kærlighed til jorden, ønsket om at vinen er sig selv, et individ - fremfor et massefremstillet, syntetisk produkt. 

Det er en bog der kan læses fra ende til anden (som jeg har gjort i første omgang) og er genialt som opslagsværk, med en meget anvendelig indholdsfortegnelse, et godt stikordsregister og en meget omfattende bibliografi. 

Bogen er opdelt i tre hoveddele: Vinplanter (domesticering, natur, økologi), Landskaber (klima, geologi, terroir) og Vine (fremstilling, smagning og servering). I alt godt 50 artikler, eller snarere essays der med dybdegående og opdateret viden præsenterer ”alt” hvad der er værd at vide om de forskellige emner. 

Jeg sidder og blader gennem bogen mens jeg skriver disse noter, nyder de smukke tegninger (tegnet af Loan Nguyen Thanh Lan), falder over flere oversigter som jeg kigger en ekstra gang på, genlæser over nogle af de mange gode spørgsmål hun stiller – og kommer med bud på svar på. 

Nogle tegninger der gjorde særligt indtryk:
  • Et familietræ med de historiske druesorter i Nordøstitalien (side 38-39)
  • Bærtyper (faconer) (side 46) og klasetyper (side 48)
  • Phylloxeras livscyklus (side 53)
  • Harmonisering af biodiversitet på arealer, hvor der dyrkes vin (side 90)
  • Transportveje for vin og spiritus i det andet franske kejserrige (side 175)
  • Ordet ”Vin” og dets rødder i forskellige indoeuropæiske sprog (side 190)
  • De vigtigste franske egeskove som anvendes til vintønder og deres aromatiske profil (side 229)
  • Hjernen – som er med til skabe lugt og smag (side 255)
  • Livscyklus for boblen i et champagneglas (side 261)
  • En grafisk illustration af Cathy Corison’s Kronos Cabernet Sauvignon gennem 20 år (side 283)
  • Udviklingen af førende teorier om sammensætning af mad og vin siden 1800 (side 318-319) 
Nogle fede spørgsmål:
  • Hvorfor dominerer 10 druesorter den globale vinproduktion, når der findes omkring 6.000 druesorter?
  • Hvordan er samspillet med vinstokken og jorden – og hvorfor er det så vitalt for både vinstokken og jordens sundhed?
    Hvordan er vi nået til et punkt hvor vinstokken er en passiv, isoleret plante, uafhængig af andre planter og dyr?
  • Kan terroirvine beskrives alene ud fra klima og jord?
  • Hvad siger arkitekturen i vinområderne om vindyrkningens historie?
  • Hvordan påvirker vinarealerne de nærliggende byer og vice versa?
  • Hvordan opstod AOC-systemet (Appellation d’Origine Contrôlée), hvilke kriterier og fremgangsmåde blev benyttet, og hvorfor er systemet nu i krise?
  • Kan vi bogstaveligt talt drikke farver?
  • Hvordan skal vi forstå ønologiens betydning for vine før, nu og fremover - fra håndværk/kunstart til videnskab?
  • Hvordan fungerer vores sanser, når vi smager på vin, hvilken rolle spiller hjernen og vil udviklingen indenfor kognitiv videnskab føre til en anden tilgang til det at smage vin?
  • Hvorfor forekommer duften så subjektiv?
  • Kan man virkeligt beskrive smagen af vin? 
Ingen vinnørd kan undvære denne bog i samlingen. Og selvom man (endnu) ikke er nået til nørdeniveauet er det en bog som kan give en masse viden, og måske ligefrem skubbe læseren ud af komfortzonen og inden i nørdernes verden. Det er en vidunderlig bog!

onsdag den 30. april 2025

Livet som pensionist

Vi oplever magi på næsten hver morgentur

Jeg er privilegeret. Jeg har haft mulighed for at fordybe mig i nogle emner, som jeg ”altid” har interesseret mig for, men nu har mulighed for at fordybe mig i: dels vin, dels mental træning.

På vinsiden afventer jeg resultatet af WSET-3-eksamen, jeg er netop gået i gang med et kort vinbedømmelseskursus hos René Langdahl og jeg er fortsat i gang med at læse Pascaline Lepeltiers vidunderligt kloge, nørdede og inspirerende One Thousand Vines, som er en kæmpe kærlighedserklæring til vin; jeg glæder mig til at skrive en anmeldelse af den!

På mentaltræningssiden er jeg i fuld gang med Master of Mental Training™ (MMT). Med ”fare” for at gentage mig selv; jeg elsker det forløb, det har givet mig ekstremt meget i forhold til min personlige udvikling og min livskvalitet, og det har allerede nu (6 ud af 10 moduler), givet meget MANGE værktøjer som jeg kan bruge til at hjælpe andre med, hvilket jeg er i fuld gang med.
 
Næstelsø, lidt regn :-)

Jeg har kunnet fortsætte i hundeverdenen som dommer, arrangør og udøver. Som dommer har jeg ærligt takt været lidt i vildrede med om jeg kunne magte det, ikke mindst pga. problemer med fysikken. Men de problemer er ikke relevante længere (se nedenfor), og jeg siger ja tak til opgaver indenfor DKK/FCI, hvis der er plads i kalenderen 😉

Pernille og Cathrine, altid glade, positive og hjælpsomme

Som arrangør har måneden budt på dobbeltprøver i Næstelsø 19. april og på Hestehovedet i Nakskov 26. april. Vi har i Sydkystens Hundeskole besluttet at det er de to sidste ”store” arrangementer vi står for, for der er nu så mange rallyaktiviteter i gang, at vores ”perifere” arrangementer har svært ved at trække deltagere og dermed ikke er rentable. Vi har to enkeltprøver på planen, den 2. august i Næsted og den 13. december i Stestrup, men derudover har vi ingen planer … Ganske usædvanligt.

På udøversiden er Otto og jeg i fuld gang med at nørde fri ved fod for begyndere. Der er op og nedture, men heldigvis mest det første, så vi træner videre – og det er nemt, for Otto er ellevild hver eneste gang!
 
Påskefrokost på Herthadalen

På madsiden har jeg været superprivilegeret med to frokoster på Muldiverset, påskefrokost på Herthadalen og ikke mindst en dejlig aften på 73 Strandgade Vinbar & Butik i Helsingør


Jeg har altid elsket at læse, men nu er der skruet op for blusset både professionelt og på hyggesiden. Der bliver læst meget vin, jeg har en længere liste efter One Thousand Vines. På hyggesiden er jeg i gang med Harry Potter og Halvblodprinsen, den sjette af de syv bind; jeg er godt nok meget sent blev suget ind i Rowlings magiske univers, men jeg elsker det og trækker læsetempoet lidt, for pludselig er det slut. PS: Jeg skal med sikkerhed genlæse både Ringenes Herre, Hobbitten og alle Harry Potter bøgerne 😊

I går slugte jeg Torben Rifs Giv Slip (se her). Det er en hurtigt læst bog, med dybe indsigter. Om et menneske som havde Significance som det altoverskyggende Need. Gennem en skræmmende, personlig oplevelse fandt han ud af, at hans liv indtil da havde været drevet af forkerte præmisser, ønsket om at opfylde andres ”forventninger”. Da han gav slip blev han sig selv, gav slip på fortiden og tog ansvaret for sig selv og sit eget liv. Kan varmt anbefales!

Jeg har fået overskud til igen at interesse mig seriøst for at holde mig selv i form ikke bare mentalt, følelsesmæssigt og åndeligt men også fysisk. Jeg er i fuld gang med et forløb hos Tina, Denfittecoach,  hvor jeg kommer i form igen, og ja, der er allerede sket dramatiske ændringer, jeg kan ikke mindes hvornår jeg har været SÅ frisk fysisk. 

Psoriasissen, hvad med den? Jeg nævnte Flemming Hermansen i dette indlæg. Jeg var til konsultation hos ham 7. april, og efter en succesfuld behandling regner jeg med at have taget min sidste pille mod psoriasis den 5. maj – jeg troede før konsultationen at jeg skulle tage pillerne resten af livet.

Jeg har overskud til endnu mere 😉Min hverdag (7 dage om ugen) prioriterer jeg hver søndag, så jeg får balanceret alle mine aktiviteter den kommende uge. Det er sgu seriøst! Med værdier som kærlighed, omsorgsfuldhed og gavmildhed, med top-2 needs Growth og Contribution, så er der sket en radikal ændring at hvad jeg bruger tiden på. Helt basalt har jeg valgt at bruge meget mindre tid på især sociale medier (ikke mindst Facebook)  og spil (Wordfeud, Sudoku, Krydsord).

Til gengæld kommer der nu nye muligheder. Senest har jeg tilmeldt et kursus i Grafisk facilitering - jeg har virkeligt ønsket at kunne tegne bedre. Og så, efter eksamen på MMT, skal jeg i gang med at lære fransk, hvor jeg lærte det grundlæggende i gymnasiet for en del år siden, og nu gerne vil blive god til det. Hvis nogen skulle være i tvivl … 

Jeg ELSKER mit liv som pensionist.

mandag den 28. april 2025

Master of Mental Training™ - Tai Chi Chuan – Qigong – NLP – Visualisering x 14

Kronborg 25. april 06:36

Den 24. og 25. april blev modul 6 af de 10, som Master of Mental Training™ omfatter, afviklet i de flotteste rammer på Kulturværftet i Helsingør. 

Hver gang, som hver dag i hvert eneste modul, glæder jeg mig over at være en del af et fantastisk forløb, med passionerede medkursister, og en altid topoplagt Rasmus Bagger og blive klogere og klogere, bedre og bedre rustet til at udvikle mig selv, og bedre og bedre til at kunne hjælpe andre med at realisere deres drømme.

Jeg har tidligere nævnt, at jeg skriver et blogindlæg efter hvert modul (se samlet oversigt sidst i dette indlæg) som en del af min egen læring. Det tvinger mig (meget positivt ment) til at gennemgå mine noter, reflektere og skrive det på en måde så jeg selv – og forhåbentlig andre – kan have glæde af det.

Denne gang blev jeg selv overrasket over omfanget, men vi var virkelig omkring mange emner og teknikker,

Tai Chi Chuan og Qigong

Torsdag formiddag stod Torben Rif for. Det handlede om Tai Chi Chuan og Qigong.

Alle fotos herefter taget af Rasmus Bagger

Rasmus introducerede Torben, bl.a. fortalte han, at det der tiltalte ham ved Tai Chi Chuan og Qigong i forhold til meditation, var at man opnåede grounding mens man bevægede sig, det var ikke så kedeligt som meditation.

Tai Chi Chuan er en indre kampkunst karakteriseret ved rolige og flydende bevægelser. Tai Chi Chuan betyder Den højeste ultimative knytnæve og indikerer at det er en kampkunst. Qigong betyder energiarbejde Øvelserne udføres så meridianerne (energibanerne), der dækker hele kroppen, altid holdes åbne. Over tid vil centralnervesystemet blive stimuleret af den rolige tilstand og den dybe koncentration, som er et resultat af at udføre bevægelserne i Qigong. Herved forbedres tilstanden af alle organer i kroppen. Kilde PTCC. 


På græsarealet foran Kronborg fik vi introduktion til og arbejdede med nogle grundlæggende øvelser. Både individuelle øvelser, og øvelser med en makker, hvor vi via vores bevægelser kommunikerede: stillede spørgsmål (skubbede) og svarede (fulgte makkerens bevægelser) altså vane 5 (søg først at forstå, dernæst at blive forstået). Det essentielle var at have 100 % fokus, at være i nuet.

Efter træningen fortalte Torben om sig selv, noget er beskrevet i hans bog Giv Slip (ja, den er købt, og står på læselisten) som kort fortalt handler om at kunne give slip på fortiden for at tage magten over sit eget liv tilbage. Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan ændre betydningen af fortiden. At give slip betyder at man ikke er afhængig af andres positive meninger.

Nærvær

Efter frokost talte vi om betydningen af nærvær. Nærvær er pr. definition en tom tilstand i nuet. Når vi skal performe, og er optimalt forberedt – dvs. har trænet, så underbevidstheden kan styre det hele – kan vi nøjes med nærvær. Hvis man ikke (hvilket er det helt normale) er i den situation, skal vi bevidst kunne vælge at have fokus. Der kan altid opstå noget uventet, så man mister fokus, og så skal man være bevidst om, at man kan vælge fokus til.

Eye Accessing Cues


Vi arbejdede med NLP-teknikken Eye Accessing Cues, hvor vi ved at iagttage makkers øjenbevægelser når de fik spørgsmål, skulle forsøge at afdække om deres persontype (modalitet/repræsentationssystem) var Visuel, Auditiv, Kinæstetisk eller Audio-Digital. Det er et stærkt værktøj i coachingsammenhæng, fordi afdækningen muliggør en mere målrettet kommunikation.

Rapport

Vi talte om begrebet rapport, om at skabe rapport og sikre at der er rapport.

Rapport indebærer at der er etableret gensidig forståelse og tillid mellem individer/grupper, hvorved kommunikationen bliver lettere. Det er coachens eller chefens ansvar at sikre at der er rapport.

Vi talte om begreberne Match/mirror og Pace/Lead.

Ved match/mirror efterligner/spejler vi den andens kropssprog og ord – med forsinkelse, det er ikke kongens efterfølger 😊 – da det hjælper til at opbygge tillid og skabe relation.

Pace/Lead, her ændrer vi adfærd, og ser om den anden følger med – hvis der er skabt rapport, kan det fungere, og der kan skabes tillid.

Det drejer sig om at møde folk hvor de er; hvis den anden fx er dominerende, taler bestemt osv., så gør det samme.

”Never assume rapport”. Det kan være nødvendigt at bryde den indimellem og så knytte den igen.

Rasmus gav et eksempel på hvordan indianere ved at skabe rapport med vilde heste, bryde den, genskabe osv., kunne få de vilde heste til at følge med ind på områder, hvor de nemmere kunne indfanges.


Vi havde derefter en lærerig øvelse om at efterligne kropssprog. Vi var tre i hver gruppe. Én skulle tænke på en speciel situation, leve sig ind i den, føle den og indtage den position, som matchede. En anden skulle så godt som muligt stille sig på eksakt samme måde, hvor den mindste detalje blev søgt matchet, hjulpet af den tredje i gruppe. Den anden skulle derefter forsøge at beskrive den førstes følelse, og det var fantastisk præcist i mange tilfælde. Vi blev mindet om, at vores ”gæt” skulle komme hurtigt, styret af underbevidstheden, inden man begyndte at tænke 😉

NLP

Fredag havde vi fokus på NLP (Neuro-linguistic programming). NLP er udviklet af Richard Bandler og John Grinder i 1970’erne, var og er kontroversielt – jeg faldt over betegnelsen pseudovidenskabelig om NLP på Wikipedia. 

Rasmus har uddraget det relevante i forhold til deltagerne på MMT: performance coaches, som vil hjælpe folk med at blive (endnu) bedre, ikke ”helbrede” syge mennesker. 

Mange har udviklet på NLP, bl.a. Tony Robbins til Neuro Associative Conditioning (NAC).

Det hele handler om hjernen, og hvordan vi opfatter ting underbevidst før vi bliver bevidste om det (hvis vi overhovedet gør) og anvende det til vores fordel.

Vi fik flere historier/eksempler, som er fantastiske til at genskabe essensen af læringen
  • Møde mennesker, hvor de er: Historien om manden der troede han var Jesus og blev mødt hvor han var. Han blev kureret, da personer klædt som romerske soldater kom for at hente ham til korsfæstelse
  • Manden der var bange for at himlen faldt ned. Rasmus aftalte møde med ham hos Rasmus, da han ringer på, lukker Rasmus op, kigger på himlen, siger ”Du er kureret” og lukker døren igen 😊
  • Spørgsmål til en deprimeret/angst etc.: Hvor god vil du godt være til det? Vil du være Danmarksmester eller Verdensmester? Det er normalt at have det sådan, men ikke særlig brugbart i forhold til det du gerne vil. Hvad vil du hellere være god til? Vil du være taber eller vinder, dum eller klog, fattig eller rig?
  • Vi talte om frygtskalaen – fra panisk/dødsangst (minus 10) til begejstring (plus 10) og hvordan man rykker, fx ved brug af naturligt lederskab (vælg tilstand, vis følelser, føl, giv)

Ankre

Vi talte om at sætte ankre, hvor vi skaber association mellem fx en lyd, melodi, berøring, og en stærk, positiv følelse, så vi kan genkalde den, når vi ønsker det . Fx lige før start i en konkurrencesituation. Der er fire steps:
  1. Personen skal tænke på en situation med stærk/positiv følelse, huske situationen, hvor man var glad, troede på sig selv, var fuld af selvsikkerhed
  2. Genskabe situationen ved at tænke på den, føle som om man var der, trække vejret på samme måde, tilpasse kropssproget, forstærke så meget muligt
  3. Sæt ankeret ved at coachen fx knipser med fingrene, trykker på knæ eller skulder. Følelsen associeres med ankeret
  4. Test at det virker
Ankeret er en af flere måder at komme i en ressourcefuld tilstand på. Andre er:
  • 4 steps til naturligt lederskab
  • Power Mantra/Vinderremse
  • Hop på stedet/spring frem/råb jaaah
Det essentielle er, at man hurtigt kan komme ud af en negativ situation, fx en mistet øvelse, en brændt chance. Det handler om at vælge sin tilstand.

Kollapse anker

Vi kan ønske at komme af med et negativt anker, der kan teknikken Kollapse anker anvendes:
  1. 2 positive ankre sættes fx i venstre knæ
  2. 1 negativt anker sættes i fx højre knæ
  3. Begge fyres af samtidig
  4. De positive kollapser det negative
  5. Test
Coach kan gøre det for coachee ved at #1 og #2 lægges i coachs venstre og højre hånd og coach klapper hænderne sammen (Handövningan).

NLP-timeline


Vi arbejdede med NLP-timeline, hvor en coach guider en coachee til at realisere sine mål. Øvelsen udføres stående, coachee skal udpege sit mål om fx 2 år, og afstanden markeres; desuden skal eventuelle særlige udfordringer undervejs markeres. Coachee skal lukke øjnene, der sættes et positivt anker, og guidet af coach skal coachee med lukkede øjne gå til målet, vende om og ”se” den vej, hun har gået, vende igen og gå baglæns tilbage til start. Coach skal forstærke (anvende anker) undervejs fx ved start, lige efter særlige udfordringer, når man går i mål osv. Det giver en stærk oplevelse af at gå i mål og have overvundet alle vanskeligheder.

NLP Phobia Cure


Vi arbejdede med NLP Phobia Cure, hvor en fobi kureres:
  1. Forankring af fobi
  2. Beskrive fobien. Vise følelsen i forskellige vinkler/afstand, fx i biograf, få det på afstand, så det ikke virker så stort (des-associering)
  3. Scramble: lave sjov med det (IKKE hvis det er overgreb) fx sige som Arnold Schwarzenegger eller Mickey Mouse)
  4. Test

Swish Pattern

Vi arbejdede med Swish Pattern:
  1. Man sætter et anker (positivt)
  2. Man tænker på traumet/det uønskede og skubber det længere væk
  3. Man genkalder det positive
  4. Man swisher mellem 2 og 3, hvor 2 gradvis skubbes længere og længere væk, gøres mindre og mindre, et lille sort/hvid billede, brændes, smuldres, smides væk
  5. Når det positive kaldes frem til sidst sættes anker (igen) og coachee har igen magten over sit liv

Visualisering


Dagens sidste emne var visualisering. Vi kom omkring en lang række typer.
  1. Positiv præ-visualisering (intern/ekstern). Vi forestiller os mentalt den vellykkede gennemførelse af fx en prøve, hvor alt fungerer. Intern visualisering er som vi selv oplever den. Ved ekstern visualisering ser vi på os selv som en tilskuer. Vi gennemfører visualiseringen til vi tror på billedet.
  2. Negativ visualisering (intern/ekstern). Den farlige visualisering, hvor vi mange gange ubevidst tænker på, at det kan gå galt, vi kan begå fejl, glemme noget osv. Det virker desværre meget bedre end positiv og det skræmmende er, at man ofte slet ikke opdager det.
  3. Emotionalisering. Vi kobler tilstand til den positive visualisering, vi skaber følelsen i kroppen. Det virker meget bedre hvis følelsen kobles på. Det skal gøres bevidst.
  4. Fysikalisering. Vi gør bevægelserne, vi går banen, det kan nemt gøres så Emotionalisering følger med.
  5. Mental fartblindhed. Vi kan træne en bane i slowmotion, måske helt superlangsomt, så vi kan føle/se/mærke alle de mindste bevægelser. Vi kan derefter gå banen fx de sidste 2 dage før en konkurrence i fastmotion. Når vi så skal gå banen for alvor, vil det føles meget nemmere. 
  6. Verbalisering. Fortælle/beskrive hvordan vi vil gå banen. 
  7. Audificering. optage den verbale beskrivelse og lytte til optagelsen. Hvis vi tøver, så er vi usikre, og skal træne dér.
  8. Postvisualisering (intern/ekstern). Det sker efter prøven, og her skal vi KUN visualisere hvordan vi skulle gå de steder, hvor der var fejl. Så vi samlet får en en perfekt visulaisering. Det skal ske hurtigt efter prøven. Derved har vi den perfekte bane liggende i vores underbevidsthed.
  9. Baglæns visualisering. Vi kan gøre det på særligt svære passager, starte med at vi har gennemført et moment, og så arbejde os baglæns.
  10. Live visualisering. Det kan fx være en video af drømmebanen (se fx Mind Movies her).
  11. Videovisualisering. Gense optagelse af den perfekte bane, du har gået, se det du har gjort godt igen og igen.
Endelig talte vi om hjernens filtre ved al kommunikation: den generaliserer, forvrænger og sletter. Ved at være opmærksomme på disse filtre, og hvordan de påvirker os, kan vi forholde os til dem og kompensere for dem.

Således kom vi igennem en masse meget spændende stof på to dage, og jeg har mange ting jeg skal overveje både i forhold til mig selv og i forhold til min coachrolle. 

Litteratur

  • Torben Rif: Giv slip
  • Don E. Beck, Christopher C. Cowan: At mestre forandring : en introduktion til Spiral dynamics (Spiral Dynamics)
  • Henrik Fexeus: Lær at læse tanker
  • Joe Dispenza: Becoming Supernatural inklusive at udføre øvelserne

Tidlige blogindlæg om MMT

onsdag den 9. april 2025

Otto – Vin - Fitness

Afslutningen på Ulven Peter, Ottos og min FS1-musik

Først og fremmest tusind for en masse søde kommentarer i anledning af rallyprøven 29. marts, hvor jeg gik op for sidste gang med Max og Otto i rally. 

Max er dermed definitivt pensioneret. Men jeg fik en gave, som bringer glæde i lang tid: en bog, med fotos fra Max’ karriere! Jeg skal selv samle fotos, og det er tidskrævende og vidunderligt. Der er så meget materiale at gennemgå, og det er superhyggeligt og nostalgisk på en dejlig måde. Siden bliver det til en bog, som jeg vil elske at bladre i og mindes fantastiske oplevelser i Max’ og mit lange liv sammen. 


Otto er definitivt ikke pensioneret. Han var senest oppe i FS1 den 5. april, og bestod for tredje gang. Han fik desuden dommerens favorit, det satte jeg virkelig stor pris. 

Hvad nu Paul (i forhold til Otto)? Ja, der skete jo en del 29. marts og dagen efter. Det har udmøntet sig i en målsætning. Der er en ydre målsætning, og en træningsplan. Jeg har taget en helt ny notesbog i brug til træningsdagbog, første notat er fra 29.3, og der står noget hver dag. For planen omfatter at jeg mener det alvorligt. Så udover at jeg har ugentlige træninger på 45-50 minutter, så er der korte daglige træningspas, og de er korte, 2-6 minutter. 

Seneste lange træningspas var i tirsdags i Neels hal, og det var noget af de bedste træning ever med Otto. Vi rykker 😊 Hvad det kan føre med sig aner jeg ikke lige nu. Jeg har som nævnt nogle ydre målsætninger men i dette øjeblik har jeg for første gang i mange, mange år ingen prøver med egne hunde i kalenderen. Og heller ingen planer for det. 

11 Chianti Classico Gran Selezione

På vinfronten har jeg været til et spændende seminar med Thomas Ilkjær - Få styr på Chianti Classico og UGA – den 1. april. UGA står for Unità Geografiche Aggiuntive, en geografisk tillægsbetegnelse der inddeler Chianti Classico i mindre, officielle geografiske zoner. Under seminaret smagte vi 11 vine fra den øverste kategori, Chianti Classico Gran Selezione – én vin fra hver UGA. Et meget spændende og lærerigt arrangement. 

Den 26, marts og 2. april har jeg været til suppleringskursus til sommelieruddannelsen, med henblik på at gå til eksamen i WSET Level 3. Vi er 5 fra mit sommelierhold der har fulgt det, og i dag var eksamensdag. Den omfatter 3 elementer: smagning af en hvidvin og en rødvin i henhold til WSET’s smageskema (½ time) samt en 2 timers skriftlig eksamen med 50 multiple choice spørgsmål og 4 short answer questions. Jeg kan garantere at jeg ydede mit bedste, om det rækker til at bestå eksamen, får vi at vide om cirka 8 uger. 

På den fysiske side er jeg i fuld gang med ”genoptræningen” i fitness med enetimer hos min fitte coach Tina. De første 10 er gennemført og i morgen fortsætter næste runde på 10, hvorefter jeg regner med at deltage i normale hold igen. Jeg rykker i den grad og nyder det. 

Præst Fjord tirsdag kl. 7:12

Udover de 2 ugentlige træninger er jeg også meget mere disciplineret med at fastholde gode vaner i øvrigt. Min typiske morgen starter med: kort meditation, morgentur med hundene på cirka 45 minutter, kort træning med Otto, lidt administrativt herunder høre Darren Hardy Daily mandag-fredag, skrive træningsdagbog og tjekke/besvare mails. Derefter er der morgenmad, og jeg er kommet i gang med dagen på en fed måde inden klokken er 8:30. Specielt morgentur gennem skoven og langs Præstø Fjord nyder jeg i den grad, det er den skønneste måde at starte en dag på.