søndag den 25. december 2016

Juleaktiviteter

De to bøger, som skal læses i juleferien

Vi fejrede jul for 14 dage siden, så i går aftes fik Kirsten og jeg bare andesteg og risalamande, vi har stort set ikke julepyntet og der var intet med gaver. Vi genså Love Actually, som vi så ved den danske premiere i 2003, en sød, charmerende og vittig julefilm om kærlighed naturligvis.

I dag havde vi absolut ingen planer, så jeg havde nogle minitræningssessioner med hundene. Med Megan og Max noget Nose Work med Lille Bjørn bakning væk fra og på højre side og stationære sideskift.

Jeg leger også med Lille Bjørn :-)

Nose Work'en er gået for hurtigt frem, det vender jeg tilbage til, og Lille Bjørn er rigtig sej også til at bakke på andet end venstre side, som han nu er en haj til.

Jeg har to bøger, som skal læses i juleferien, og begge er superaktuelle: Nosework: allt du behöver veta af Helena Lindhe og Britt Nylund og Østers af Erwin Lauterbach, Jan Hurtigkarl, Søren Gericke og Hans Beck Thomsen.

Førstevalget er bogen om Nosework, som jeg har læst lidt på kryds og tværs de sidste uger, men nu læser systematisk fra en ende af. Det er en bog lige efter mit hjerte, og jeg skriver en anmeldelse af den, når jeg har læst den hele og fordøjet den. Det jeg specielt kan lide er den meget systematiske tilgang, omhyggelige trin-for-trin beskrivelser for hver del af træningen, de alternative måder at indlære på – fx introduktionen for hunden af at arbejde med næsen og introduktion af specifik duft – og den løbende understregning af omhyggelig og meget belønning. Det var under læsningen af sidste del, at jeg vist blev opmærksom på, at jeg er gået lidt for hurtigt frem - så det retter jeg op på.

Afsnittet om Nosework prøve er helt aktuelt, idet jeg skal til uofficiel prøve 29. december vistnok (næsten) efter de svenske regler, og pludselig gik det op for mig: at jeg jo slet ikke har trænet noget der ligner systematisk i forhold til en prøvesituation.

Så jeg kan roligt skrive, at Megan og jeg kommer til prøven på torsdag for at opleve og lære :-)

I morgen har Anita og jeg sygeeksamen for en af deltagerne fra Rallyinstruktøruddannelsen; vi har allieret os med Amanda, og Amanda og jeg kommer til at gå rally og få feedback. Max og Lille Bjørn får fornøjelsen, og vi glæder os.

Tirsdag har Anita og jeg bestilt en enetime hos Johanna. Jeg skrev dette oplæg til Anita: ”1 ideer til både udvikling af FS og HTM. 2 Flow og variation i FS. 3 Sværhedsgrad i HTM. 4 måske en anden koreografi eller mere show så jeg kan bruge Walking the Dog på en ny måde”. Hun svarede, at hun var helt med på de første 3 punktummer :-)))

Tidspunktet for enetimen er absolut tilsigtet, det ligger så tæt på Hangar 17, at vi stadig har de prøver helt friske i erindringen, og Johanna dømte os i FS, så vi får helt sikkert en masse at arbejde med.

Onsdag krydser jeg fingre for godt fotovejr, idet Camilla er bestilt til at fotografere Anita og mig med alle 5 hunde.

Torsdag skal Megan og jeg om formiddagen til uofficiel Nose Work prøve og forhåbentlig bliver der lidt rallytræning om eftermiddagen, idet Christina forsøger at arrangere noget med Sebastian, som skal op med Max og Tempo 31. december.

Fredag har Anita og jeg aftalt to timers træning i Ringsted, så har vi også haft tid til at overveje inputtet fra tirsdag ;-)

Lørdag den 31. december er det igen tid til dobbelt rallyprøve i Herringløse Agility Center. Lone og jeg skal dømme, og jeg har designet fire spændende baner ud fra et kriterie: kun start, mål og æresplads må genbruges fra Lones baner. Jeg glæder mig rigtigt meget til denne dag, herunder at skulle offentliggøre vinderne af Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2016.

Søndag den 1. januar har jeg ingen planer pt.

Og så er den juleferie brugt …

Ingen kommentarer: