Om at deltage i DM i Rally

2016 (foto: Carsten Andersen)

Blogindlæg dedikeret dem, der skal til DM for første gang, men andre må gerne læse med :-)

I år skal jeg deltage i DM i Rally og LP for syvende gang og endnu en gang glæder jeg mig ret meget.

Selv folk, der ikke helt kan forholde sig til det, når jeg fortæller, at jeg skal til HTM i Hangar 17 eller til rally i Vejen eller til Nose Work i Slagelse kan forholde sig til, at jeg skal til DM i Odense. DM, for de tyve bedste i klassen, med to hunde, det er da stort!

Det er den enkelte kreds der står for DM og herfra skal lyde en kæmpetak til kredsene, som påtager sin den kæmpeopgave det er, at arrangere DM. Der er mange ringe i gang samtidig, der er mange deltagere, der er mange der er kvalificerede med mange hunde, og alle uden undtagelse, skal gerne have en fantastisk oplevelse ved hver eneste banegennemgang.

Normalt overnatter jeg i nærheden dagen i forvejen, simpelthen for ikke at skulle vildt tidligt op, og det betyder så også at jeg kan komme i god tid og stille telt op og bare være klar til dagen. I år bliver en undtagelse, fordi Odense for mig er ret tæt på.

2015 (foto: Lonni Prirsching)

Der er tradition for en indmarch, hvor man går sammen med dem, fra sin egen kreds. Det giver ofte en hyggelig snak om grænsen mellem Kreds 1 og Kreds 2. Nogle har hundene med, det har jeg aldrig haft. Sidste år brød Kreds 8 traditionen på en måde, som ingen, der var med, nogensinde glemmer, idet Bettine Nordsejl holdt en fantastisk tale med temaet ”Hunden der startede det hele”, du kan læse uddrag her  - og jeg får altså stadig tårer i øjnene og gåsehud, når jeg læser det.

Efter indmarchen starter selve prøverne. Rally gennemføres i to ringe, så en dommer dømmer to klasser i den ene ringe, den anden de to andre klasser i den anden ring.

2014 (foto: Iben Marianne Krarup Pedersen)

Der er tradition for, at dommerne har tænkt lidt drilske/svære momenter ind i banerne, de skal gerne være i den vanskelige ende, for det er altså pr. definition toppen af poppen i Danmark i hver klasse, og der skal være udfordringer, som kan skille de bedste fra de næstbedste. For ikke at give mulighed for at regne resultaterne ud på forhånd, er det aftalt at dommerne ikke giver feedback, men kun oplyser om deltagerne har fået 10’ere og om de er IB’et – altså gjort noget, så de er blevet IB’et, de kan godt være IB’et på point, og det skal dommeren ikke oplyse (og de har måske ikke engang selv talt fradragene sammen).

Spændingen er stor, for alle klasser skal være gennemført, og alle resultaterne regnet ud og dobbelttjekket, før et af dagens meget spændende øjeblikke kommer: annonceringen af de 10 hunde pr. klasse, der kommer i finalen. Efter den annoncering kan man enten slappe helt af, eller begynde at tænke på, at man skal op én gang til.

I finalen dømmer dommerne de to klasser, som de ikke dømte i den indledede runde, og med samme regler om feedback.

Derefter er det bare at vente på at alle ringe (inkl. LP) er færdigdømt og alle resultater er gjort op og dobbelttjekket.

2013 (foto: Charlotte Lia)

Hvis man har tid, er der masser af LP og rally at opleve, min egen erfaring er, at jeg sjældent når at se meget andet end min egen ring, for vi kender alle sammen hinanden i championklassen, og følger spændt med i hinandens præstationer. Og der er altså en del i de andre klasser, jeg gerne vil følge …

Præmieoverrækkelsen er et kapitel for sig. På den ene side har det være en lang dag, og folk vil gerne hjem. På den anden side er det DM og de fleste vælger heldigvis at blive under hele præmieoverrækkelsen, selvom de selv er blandt de første der bliver kaldt op. Der er tradition for at overrække præmierne på skift mellem klasserne i hver af disciplinerne, fx LP1, rally begynder, LP2, osv. Klapsalver til alle og stigende spænding indeni, for dem, der stadig ikke er blevet kaldt op, og til det næsten allersidste kan håbe på at komme på en af de eftertragtede podiepladser, for ikke at tale om stå øverst som Danmarksmester 2017 i disciplinen.

2012

I Rally har jeg altid oplevet det, som vi også oplever til konkurrencer til ”hverdag”: man jubler og ærgrer sig med hinanden, man glæder sig over flot førerarbejde, også når det er de værste konkurrenter, der stråler, og man ærgrer sig over dumme fejl eller hunde/førere, som ikke kan håndtere al hurlumhejet på dagen.

Jeg har aldrig oplevet at tage fra et DM uden at være glad. Jeg har været træt, jeg kunne ønske mig at ting måske var gået anderledes, men i sidste ende har jeg forhåbentlig vundet, ved at have nået de præstationsmål, jeg havde sat for mig selv – jeg har nogle meget præcise forventninger til min egen indsats, som jeg vil holde mig selv oppe imod. Hvor langt det rækker på en skala fra 1 til 20 har jeg ingen anelse om, for alle de andre deltagere går også ind og gør det, så godt de kan. Hvis man spurgte hver enkelt af os på forhånd, om vi på en god dag kunne komme i finalen, ville de fleste formentlig svare ja. Men der er altså kun 10 der kan komme i finalen, så selv om vi alle gør det rigtigt godt, så er der 10, der bliver sorteret fra. Og sådan er det bare.

2011 (Foto: Martin Hasager)

Men DM er noget særligt. Da jeg første gang deltog med Lille Bjørn, det var i Vamdrup i 2014, endte vi som nr. 20 i ekspertklasse. Og tro mig, jeg var ikke mindre stolt af vores præstation af den grund. Jeg var smadderstolt af, at vi kom til DM, og det var skønt at være linet op til præmieoverrækkelsen.

Der er 23 dage til DM, så det er nok lidt tidligt at ønske alle pøj pøj, så jeg vil nøjes med at skrive to ”konklusioner”

• Husk at respektere det kæmpearbejde der ligger i at arrangere DM. Der vil både før og under DM opstå fejl, tag det med et smil, gør opmærksom på det, og det bliver rettet. Og husk at rose, når der bliver gjort noget godt, det er der masser af muligheder for at opleve.
• Husk, at den eneste, der er ansvarlig for, hvordan det går for dig og din(e) hund(e) til DM er DIG SELV. Vind, vejr, omgivelser, parkeringsforhold, konkurrenter, dommere, ringplacering osv. må du acceptere, som de er. Men i sidste ende vil din hund fortælle dig, hvordan du har trænet den. Det gør mine hver eneste gang. Nogen gange med et ”Far, hvor hjalp du mig godt i dag!”, men ofte med et ”Far, du gav mig altså et forkert signal ved skilt xx, så det er din egen skyld jeg gjorde noget andet, end der stod på skiltet …”. Og det har jeg altså lært: Hundene har altid ret!

En ting er sikkert: Langt de fleste bliver bidt af DM, og vil træne og konkurrere for at komme igen. Jeg er bestemt ingen undtagelse: jeg håber bestemt også at komme til DM i 2018.