mandag den 24. juli 2017

Opvarmning

Lille Bjørn efter sin superflotte 2. banegennemgang

Christina skrev i går eftermiddags og spurgte til, om vi kunne træne sammen, og det blev hurtigt til en aftale i eftermiddags i Søborg. Christina ville have filmet nogle hele baner med Tempo, for at få et bud på hvornår og hvorfor han gør, og jeg havde bare brug for at gå nogle hele baner med begge hundene. Vi blev enige om min championbane fra i lørdags var velegnet, og den var så grundlag for en times hyggelig træning i det skønneste solskinsvejr.

Vi blev enige om at holdere ikke var nødvendige, og den lille IKEA-legetunnel viste sig at være en glimrende erstatning for en ”rigtig” tunnel. Perfekt setup.

Jeg gik banen tre gange med Max og to gange med Lille Bjørn, og der var derfor god mulighed for at iagttage performance kontra opvarmning.

Lille Bjørn kom fra bilen ud at tisse, og så var vi klar – jeg synes det var passende opvarmning i den varme. Det var det så ikke. Han var lige lidt for meget op at køre, så vendingerne bort fra mig fungerede ikke; tunnelen røg han direkte i (det gjorde alle hundene første gang) og der var også noget rod med fremsending til felt og kegle. Han havde det gevaldigt sjovt, men det var ikke helt godt nok til et DM.

Christina havde nogle gode iagttagelser til mine kommandoer til fremsendingerne og til (manglende) verbale signaler ved vendingerne, glimrende input og lidt mere at træne på.

Da Lille Bjørn kom ind igen til allersidst var han præcis i det rigtige mode. Han gik faktisk som en drøm, og hans fører var også lidt mere oppe på dupperne. Han var faktisk lige præcis dér, hvor han godt må være den 5. august, når vi går ind til DM! Superflot og præcist arbejde.

Max havde jeg varmet lidt op, men han havde ikke løbet løs, som han ellers altid gør, og der kom kontant afregning. Jeg havde fuld kontakt til ham og vups, så smuttede han alligevel et pænt stykke væk til Christina og Tempo, markerede og strøg ligeså hurtigt til mig i pladsposition, og så gik vi i gang. Det var nogenlunde ok. Nogenlunde kontakt, nogenlunde øvelser, men lidt ukoncentreret. Definitivt for lidt opvarmning.

De to andre gange han kom ind gik det bedre og bedre, og den sidste runde var rigtigt pæn. Så der er helt klart brug for bedre afbalancering af opvarmningen.

Christina gik tre baner med Tempo (og Casper på 9 dage!) og har tre interessante videooptagelser at studere. Der er vist også noget med at afbalancere opvarmningen :-)

Super dejlig træning!

Ingen kommentarer: