Klar til præmieoverrækkelse i ekspertklasse (foto: Conni Hansen)
I dag afholdt Sydkystens Hundeskole den traditionelle (4. år i træk) rallylandskamp i rally mellem Danmark og Sverige. Den officielle danske prøve omfattede – trods nogle afbud - 26 begyndere, 1 junior, 17 øvede, 24 eksperter og 9 champions, og derudover var 31 ekvipager til uofficiel svensk prøve. I alt 108 starter på dagen. jeg må indrømme, at jeg havde lavet en ret udfordrende championbane.
Dagens championbane
Et dobbeltspring ro som start, med en fristende tunnel lidt til højre for springet. Bakning lige før tunnelen, synkronvending lige efter tunnelen, tyskervending lige foran tunnelsen, der var nok at lade sig friste af. Som altid tog deltagerne udfordringerne med et smil, der var også pæne resultater.
I ekspertklassen var starten et enkeltspring ro, og det havde jeg ikke forudset ville give så mange ekvipager problemer, men det gjorde det.
Jeg har det bedst, når pointskalaen bliver udnyttet fuldt ud, for så har banen ikke været for let og ikke for svær. Så championresultater fra 93 til IB, og ekspertklasse fra 100 til IB, det var jeg tilfreds med.
Noget af det spændende ved at være rallydommer – og sikkert dommer i alle mulige andre sammenhænge – er, at der hele tiden sker ting, som man ikke har set før, eller som man ikke kunne forestille sig ville ske. Og skal forholde sig til dem, som dommer. Jeg havde nogle skøn, som jeg nok bagefter ville have gjort om, men jeg var nødt til at fastholde dem, så der var en linje i bedømmelserne. Men det var til deltagernes fordel …
Resultaterne taler deres tydelige sprog (se resultaterne her), der VAR meget flot førerarbejde, og det var en fornøjelse at dømme.
I morgen afholder vi en almindelig dobbeltprøve samme sted (Dansk Hundeskole Roskilde), og der er jeg med som almindelig deltager – Lille Bjørn og Max skal begge op i to gange championklasse – og det er igen igen ren træning for mig.
Jeg glæder mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar