tirsdag den 25. juli 2017
Mere om opvarmning – Rally og Nose Work
Tirsdag er pt. den mest fantastiske eftermiddag/aften, hvor jeg både kan træne rally med Lille Bjørn og Max hos Johanna i Haraldsted, og Nose Work med Max hos Lonni i Jersie.
I dag var vi også så heldige at det regnede lidt, hvilket jeg godt kunne bruge til rallytræningen. Det blev ikke så vildt, men lidt har også ret, det var fint at arbejde med hundene i det våde græs.
Johanna havde lavet 2 sektioner. Den ene bestod af 6 skilte på den ene side, 7 skilte på den anden, 4 kegler adskilte de 2 grupper skilte, og vi skulle udføre først 2 (en gang 3) fra den ene gruppe på venstre side, så lave noget med kegler, så et sideskift, og så 2 på den anden.
Den anden sektion bestod af 4 korte baner, som gik i stjerneform ud fra et midterareal, hvor 2 eller flere ekvipager kunne opholde sig. Ekvipage 1 gik bane 1, derefter ekvipage 2 osv., derefter gik ekvipage 2 bane 2 osv. Det drejede sig om at træne starter (altså 4 muligheder) under pres, ved at der var andre hunde og førere meget tæt på.
På Lille Bjørns hold startede vi med at skulle vise vores challenge: hund 2 gange rundt om fører, sideskift, hund 2 gange rundt om fører den modsatte vej. Lille Bjørn var lidt eksalteret (= ikke ordentligt varmet op), så det tog lidt tid inden vi lige var helt tunet ind. Sektionen med de 6 + 7 skilte trænede jeg selv – det gik noget bedre. I den anden sektion dannede jeg par med Signe og Sitka, og her var Lille Bjørn virkelig skarp. Vi havde god tid, så både Signe og jeg kørte hele forløbet 2 gange, først med venstre start, derefter med højre start.
I den individuelle tid fik Johanna og jeg talt om opvarmning med Lille Bjørn – billedet i dag var præcis det samme, som i går – og vi fik trænet nogle tricky udfordringer forbindelse med tunnel, det klarede Lille Bjørn virkelig flot. Endelig trænede vi lidt dobbeltspring, der var næsten gået 50 minutter, og jeg kunne godt se at Lille Bjørn var ved at være lidt slidt :-) Men superdejligt at opleve, at han med lidt opvarmning kan gå fantastisk over en længere periode. En meget sej Bjørn!
Max fik den sidste del af Lille Bjørns træningstid, den brugte vi til at træne lidt tunnel og til at gå 6 + 7 banen. Jeg var i gruppe med Amanda og Jette på næste hold, hvor vi skulle gå sektionen med de 4 korte baner, og det var virkelig en fornøjelse. Max var varmet tilstrækkeligt op, og giv 4 virkeligt flotte baner. Præcis som jeg gerne vil opleve ham til DM! Jeg lavede 4 rigtige starter, hvor Johanna gav startkommando, jeg havde ham med fra starten og det føltes super supergodt.
Vores udgave af challengen sad også lige i øjet, og så sagde vi tak for i dag og tog til Jersie.
Der var regnen brugt op, så fik vi trænet på vådt areal men uden regn. Charlotte havde højløbske Dizzy med, så Susanne og Berry dannede par med Max og mig, så vi kunne gå før Charlotte med de to hanner på holdet.
Temaet var træning af søg på distance. Der var sat kantbånd oppe et stykke fra de mure/vægge, som der skulle søges ved, så vi kunne bruge den som rettesnor, når vi trænede afstand. Max søgte lidt ustruktureret i starten ved det første søg, men efter et stykke tid gik han i gang for alvor, og fandt hurtigt de to kilder. Jeg tog linen af og gik om på den anden side af kantbåndet – og hold da op, hvor arbejdede han flot og lavede to supermarkeringer. Ved næste søg startede vi uden line, han skulle lige guides lidt, men så gik han i gang og igen to superflotte markeringer.
Næste område havde igen kantbånd et stykke fra de ydervægge, der skulle søges ved, og bortset fra 1 ud af 4 gik det nemt og flot. Den sidste skulle der arbejdes lidt mere for, den var i en fordybning, men flot markering fra Max, da han fandt den.
Det sidste var et klasse 2 udesøg, den ene kilde ved jorden fandt Max uden problemer. Den andet sad højt, og her blev vi hjulpet af at Susanne og Berry havde været der lige før os. Jeg lod Max søge uden line, der var tydelig reaktion, da han bevægede sig undere bordet, som kilden befandt sig over, jeg opmuntrede ham til at gå op på bordet, og med lidt yderligere opmuntring kunne han ved at strække sig fuldt ud præcis nå kilden. Superflot arbejde!
Til sidst kom vi til muren, hvor Lonni havde placeret 7-8 kilder gradvis højere, for at vi kunne arbejde med videresøg kombineret med højde. Max startede med intensivt at interesse sig for et sted på asfalten, som Susanne kunne fortælle var det sted højløbske Dizzy havde siddet. Så opgradering af godbidder og parring af godbidder med kilder blev dikteret og så arbejdede Max også flot med denne del.
De langsomme starter er Lonni ret sikker på skyldes manglende opvarmning, manglende tydeliggørelse overfor Max af, hvad jeg forventer han skal gøre – nemlig bruge næsen. Når han går i gang arbejder han som en drøm, så jeg skal gøre det nødvendige, for at han gør det fra det sekund, vi går i gang.
Det var virkeligt nogle skønne træningstimer, masser af flot arbejde af både Lille Bjørn og Max, masser af succesoplevelser og masser af god læring.
Susanne, Charlotte og jeg fik en hyggelig eftersnak om min næste hund, men det er en helt anden sag!
Etiketter:
Johanna Allanach,
Lille Bjørn,
Lonni Gulmark Prirsching,
Max,
Nose Work træning,
Rallytræning
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar