søndag den 2. juni 2019

Vidunderlig søndag

Max slapper af

Hvad var det bedste dagen derpå? Dagen efter en af mine allerbedste dage som hundefører?

Badebro til morgen

Jeg er blevet rigtigt glad for en masse lykønskninger – og ja, de betyder noget hver eneste af dem. Der er nogle med en lille bonus kommentar, som fx Hanne, der skrev ”Det kunne også ses på dig at du havde det godt. Du så afslappet og overskudsagtig ud og det klæder dig vældig godt. Tillykke med de flotte resultater.” Den ramte altså lige i hjertekulen, for det er sådan, jeg selv bilder mig ind, at jeg fremstår, når jeg er i total balance. Som jeg følte mig i går.

Der var situationer, hvor jeg i tilbageblik kunne forstille mig, at Paul mindre end 100 % ville have reageret anderledes og mindre klogt. Men gjorde det fornuftigt i går.

Jeg synes ærligt talt Max og jeg fortjente en god hyggedag i dag. Det fik vi også 😊

Fra formiddagsturen

Efter morgenturen, lidt senere end til hverdag, skrev jeg blogindlæg om i går. Det er sjældent jeg ikke skriver indlæggene samme dag, som den, de handler om, men Københavnerturen i går aftes gjorde, at skrivning af indlægget blev skubbet til i dag.

Hele forløbet i går kørte gennem hovedet på morgenturen, og jeg kan godt afsløre, at højre øreflip fik indtil flere klem. For det var en fantastisk oplevelse at genafspille gårsdagen i hovedet. Og se videoen af den første prøve.

Efter morgenmaden gik Kirsten og jeg en kort tur sammen, Max kom med, og det endte med en ret varm tur på en lille time, for det blev bare varmere og varmere mens vi gik.

Rallybaner i solskin
 
En let frokost, og så tog Max og jeg afsted til rallytræning! Vi var tilmeldt et Konkurrencerally spotkursus hos Amagerlands agility & lydighedscenter på Gemmas Allé i Kastrup. Jeg har aldrig været der før, men havde tilmeldt et to-timers kursus hos Camilla Jaller, som er nyuddannet rallyinstruktør hos Sydkystens Hundeskole, og jeg havde virkelig lyst til at prøve et hold hos hende.

Det var et luksushold med 4 deltagere, og indhold og afvikling var helt perfekt i forhold til mine forventninger.

Efter en kort præsentationsrunde var der et oplæg om det at gå til prøve. Derefter banegennemgang af en begynderbane (til de tre andre), og en championbane (til mig) og derefter talte vi om opvarmning af hund i forhold til at gå til prøve. Det havde jeg luret ud fra oplægget, så jeg havde gjort præcis som til en prøve, havde haft Max inde og gå rundt på arealet inden vi startede, og nøje planlagt, hvornår han skulle ud og gå bane.

Der kom lige en finte: Camilla skulle, hvis vi ønskede det, dirigere, hvornår vi skulle belønne undervejs, og det ville jeg rigtigt gerne have.

Resultatet blev meget interessant. Jeg tror at alle belønningerne faldt på tidspunkter, som jeg synes var rigtigt dårlige i forhold til de øvelser jeg udførte, og der var dermed perfekte tidspunkter, for dér ville jeg aldrig have belønnet selv! En rigtig god pointe. Max var på hele vejen og snusede ikke overhovedet!

Derefter talte vi om ommerstrategi, altid et godt emne, og vi skulle hver især på vores niveau gå de første fem skilte af vores baner med tvungne ommere af hvert skilt!

Min start var sekvensen: Skift side bagved –– bakke væk – rundt om fører - synkron højre – skift side foran. Under alle omstændigheder en tricky sekvens, og med tvungne ommere skulle jeg også overveje strategi for at få Max tilbage på den rigtige side og så udføre igen, uden at han opdagede at det var en ”fejl”, sjovt og lærerigt.

Til sidst skulle vi gå en bane på konkurrencemæssige betingelser, med max 4 belønninger undervejs, som vi skulle planlæge på forhånd. Jeg aftalte med Camilla at tage begynderbanen med højrehandling og det var også rigeligt, for Max var træt og gik i snus. Vi måtte lave en bakke øvelse om, og han ville næsten ikke dække, så det var en klar udmelding om, at han havde lavet nok i weekenden 😊Det var egentlig rart at se, at det skete så tydeligt, og at han arbejdede superflot indtil da.

Det kan føreren godt notere sig i forhold til kommende todages arrangementer …

Camilla skal have stor ros for kurset. Det var på et meget flot niveau, det var tilrettelagt så både begyndere og champions kunne være med, og jeg fik en masser input til min videre træning, helt som jeg havde håbet på. Camilla har supergode ideer til tilrettelæggelse af træningen og er god til at give feedback.
 
Jeg kan helt sikkert lokkes til Amagerlands en anden gang 😉

Tidlig aftensmad

Helt ærligt havde Kirsten og jeg ikke specielt lyst til at skulle lave aftensmad selv i dag, men jeg havde fået den lysende idé, at jeg efter træningen kunne hente mad på LêLê Street Kitchen på Amager Strandvej, ganske nyåbnet, og den idé tog det mindre end ét sekund at sælge. Så da jeg ringede og fortalte at træningen var slut sendte Kirsten en bestilling, som jeg hentede og så gik turen til Solrød med en bil der duftede fantastisk!!!

Rosé champagne

Vi behøver ikke særlige anledninger til at fejre herhjemme, så jeg kan jo sige, at vi fejrede de gode resultater i går, eller at vi er i live og har det godt, men vi forsøger at få mest muligt ud af livet, mens vi har det.

Lækker rødvin

Ingen kommentarer: