Viser opslag med etiketten Foundation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Foundation. Vis alle opslag

onsdag den 13. november 2019

Flow og balance

Megan (foto: Grafiko.dk)
Jeg har taget en masse fotos i dag, men kun i forbindelse med kickoff på arbejde, og de var lidt usexede i forhold til denne blog 😊 Så jeg ledte efter et billede og faldt over ovenstående fra 2016, og faldt også over et blogindlæg fra for næsten præcis 10 år siden, den 10. november 2009 skrev jeg Megan som hvalp, hvor Megan som 6½-årig startede på et Foundation-hold hos Johanna.

I dag var Otto og jeg allerede nået til næstsidste af de 8 runder på den nyeste omgang af Johannas Foundation-hold, hvor blev tiden af?

Selvom jeg ikke tænker så meget over det til daglig, så giver sådan en træningstime en ret god indikation af, hvor langt vi er nået, stille og roligt.

Da jeg i den anden individuelle runde skulle have Johanna til at se på nogle problemer med at Otto stoppede under udførelse af adfærd, skete der en helt masse fantastisk. Rundt om stok: hanstoppede efter en runde, satte sig, jeg ventede, og han rejste sig og tog to runder og fortsatte. Det var lige det, jeg skulle huske at give ham en chance for at tænke sig om.

Derefter det samme med move-on (hvor han går rundt om mig).

Og slalom, hvor han har haft en tendens til at stoppe, og jeg så også gør et eller andet. Når jeg gav ham chancen, fortsatte han, og pludselig gik vi en lang blæret slalom.

Endelig giv pote, som vi startede på i dag. Da jeg belønnede, når poten var helt oppe på den knyttede hånd, fremfor når den var på vej, så gav det pludselig pote 😊

Jeg huskede – fordi Amanda mindede mig om det!!! – at holde en pause efter næsten 40 minutter, det blev til 7 minutter, og vi havde en skøn træningsaften, med masser af udvikling, masser af tænkning og lidt frustration, som vi kom godt over. Og så at opleve hvordan en lille bitte detalje kunne gøre, at tre øvelser, som jeg har kæmpet noget med, pludselig rykkede og der kom flow i rundt om stok, rundt om mig og slalom. FEDT!

Ordet balance har indgået i mine overvejelser det sidste stykke tid, faktisk ret længe. Det kan lyde lidt højtravende at tale om balance i livet, men det er cirka sådan, jeg opfatter det 😉 I bund og grund handler det om, at jeg på en lang række områder, fx arbejde, træning på forskellige områder, tillidshverv og fritidsaktiviteter, samt i forskellige relationer, har tænkt over balancen mellem indsats og udbytte/belønning, begge dele i vid forstand. Indsats kan være meget forskelligt, men typisk tid og/eller følelsesmæssig investering. Udbyttet kan også være meget forskelligt, fx løn, honorarer, gaver eller anerkendelse.

Det er bestemt ikke et objektivt regnskab, for der er opgaver der er så sjove og meningsfyldte, at de stort set er belønning i sig selv, så bare at få tak og et smil er rigelig belønning. Og så kan der være nogen, det er meget store og krævende, og måske ikke sjove hele tiden, og hvor der end ikke kommer den mindste anerkendelse, og man kan overveje, om det er indsatsen værd.

Det er sådanne overvejelser jeg gør mig, hvor jeg forsøger at få et overblik over verdenssituationen, med en pensionering ikke så langt væk, som den har været.

Hundetræning, hundekonkurrencer og at dømme rally er alt sammen belønning i sig selv, og indgår ikke i regnestykket!!!

onsdag den 6. november 2019

Rally, Foundation, 9. november og Tidsvender

I går havde jeg fornøjelsen at undervise et kursus for Johanna om nordisk klasse. Det var, når jeg selv skal sige det, perfekt timet, lige efter NM, og mens kommende NM og VM er i støbeskeen. Vi kom omkring cirka ”alt” i forbindelse med nordisk klasse, fik gennemgået bedømmelsesregler og ikke mindst forskellene i forhold til dansk rally, og alle deltagere med hunde skulle gå to baner, bl.a. finalebanen fra NM. Jeg håber at mange af deltagerne får lyst til at prøve kræfter med nordisk klasse, når kvalifikationsprøverne til landsholdet 2020 går i gang til foråret.

I dag havde jeg tredje og sidste aftale med Mathilde og Mette inden Årets Hund i rally på lørdag. Jeg havde opbygget en ”normal” begynderbane, som Mathilde skulle gå først med Lille Bjørn, derefter med Max.

Lille Bjørn ville ikke rigtigt sætte sig, og dækken var heller ikke det store hit, men det blev bedre og bedre, og jeg er helt sikker på at Mathilde har helt styr på, hvordan de kommer til at gå bedst muligt på lørdag.

Max var lidt støjende i første omgang, men efter et par gange på banen var der ro på. Mathilde fik nørdet med nogle detaljer, og den sidste bane var blændende.

Vi fik talt om opvarmning mv. på lørdag. Der er ingen tvivl om at Max skal varmes godt op, så der er lagt en plan for det lørdag morgen.

Uanset hvordan det går lørdag er jeg vildt stolt af Mathildes superprofessionelle tilgang til at arbejde med Lille Bjørn og Max, og det er åbenlyst at begge er vilde med hende, og det er gengældt 😊

Forberedelserne har været helt i top, og Mathilde er så godt forberedt, som det er muligt. Der er kun tilbage at ønske held og lykke! Jeg tog direkte hjem og byttede Lille Bjørn og Max ud med Otto, og kørte til Ringsted for at deltage i 6. runde af Johannas Foundation hold.

Dagens nye øvelser var Hop/spring (fra setup springe over førers hænder) og Hoola (fremsending til Hulahopring). Derudover arbejdede vi med de fleste af de ”gamle” øvelser. Jeg havde glemt Max’ halsbånd, men fik lov at låne Boogies (tak!) og glemte i forvirringen at få Max’ legetøj med ind, så belønningen med godbidder blev lidt ensidig (og kedelig i længden). Da jeg desuden fik trænet stort set uden pause, var det måske ikke mærkeligt, at han gik lidt død til sidst … Masser af energi, masser af tænkning og gode fremskridt. Føreren skal lære at nære sig, ikke noget nyt 😉

9. november har jeg for længe siden planlagt i detaljer. Årets Hund i rally har været i kalenderen i over et år, og jeg skal være prøveleder. Det har længe været sikkert, at Lille Bjørn og Max var kvalificerede i juniorklasse, og jeg har kæmpet for at komme med i championklasse. Jeg endte som nr. 20 på kvalifikationslisten, og da kun top-15 inviteres i championklasse anså jeg løbet for kørt.

Der kom en invitation til Max og mig om at optræde som hvid hund i FS2 (vi var reserve, men der kom et afbud), og den oplevelse ville jeg naturligvis ikke gå glip af, ved det første DM i HTM/FS – som afholdes samme dag som ÅH i rally - så det er der taget højde for planlægningen.

Pga. nogle afbud rykkede Max og jeg op som 1. reserve i championklassen, og jeg havde også planlagt med, at det kunne nås at gå i championklasse. Der er kun 30 minutter fra hallen i Lille Skensved til Sjællands Agility Center.


I dag skete det så – der kom et afbud, og vi fik invitationen og svarede ja tak med det samme. Omhyggelig planlægning, og meget kan lade sig gøre.

Jeg lærte et nyt begreb, og fik afsløret at jeg er tæt på total-ignorant indenfor Harry Potters univers. Mia skrev, at jeg nærmest fik brug for en Tidsvender på dagen, og jeg var nødt til at slå det op. Men jeg håber det kan lade sig gøre uden 😉

Kunne jeg have valgt noget fra? Ja, men det er ikke faldet mig ind. At være med til DM i HTM/FS, selvom det kun er for en kort bemærkning, er en ære og det er stort for mig. Jeg véd helt sikkert, at jeg ville ærgre mig over det, hvis jeg ikke deltog, når jeg havde fået muligheden.

Rally championklasse. Det er min klasse, Max og jeg har kæmpet for at komme i finalen, og det bliver fedt bare at være med.

Det er femte år mine hunde skal til ÅH-finale. I 2015 var det Max i ekspertklasse og Megan i championklasse. I 2016 Lille Bjørn i ekspertklasse, Megan og Max i championklasse. I 2017 Lille Bjørn og Max i championklasse. Og sidste år Lille Bjørn og Max i juniorklasse.

Så Max har været med alle gangene 😊

Jeg har fået flere rigtigt dejlige henvendelser om dagen, med oprigtige bekymringer om, hvorvidt det bliver for stressende for mig. Jeg kan love, at jeg uanset hvad der sker, vil gøre mit yderste for at holde hovedet koldt og være den allerbedste fører for Max. Jeg er helt bevidst om, at han er totalt ligeglad med om det hedder leg i haven, DM i FS eller ÅH i rally, han ønsker bare at vi har det sjovt sammen. Det skal vi nok få!!!

onsdag den 30. oktober 2019

Nose Work, Foundation og mere nordisk rally

Foto: Lone Sommer
I går aftes var jeg til 2. runde af Nose Work træningen hos Merete, igen i Solrød Centret.


På begynderholdet gik vi i gang med parring, i skåle på beholdere (2 ud af 10), godbidder på rør på bil, og godbidder på rør på cykelstativer. Otto er vild med konceptet og arbejder supergodt og sprængfyldt af energi. Det var også tydeligt, at han arbejdede for at komme til kilden/godbidden og det var en ren fornøjelse.


Derefter blev det Max’ tur, på en udvidet udgave af søgene fra mandag.


Han virkede lidt stresset og ufokuseret til at begynde med, og halen var lidt nede indimellem, men da han først kom i gang, gik det flot. I de tre søgeområder, hvor vi skulle finde et ukendt antal kilder, fandt han det hele (8) og hos Merete fandt han også, efter lidt hjælp for at komme i gang et par gange, også det hele, bl.a. to høje søg blevet håndteret rigtigt flot.

I dag var Otto igen afsted, til femte runde Foundation hos Johanna. Det var ekstra luksus i dag, kun 3 ud af 5 kom, og der blev trænet intensivt.

De nye øvelser var venstre/højre, kik/kuk og 8-tal om stående hulahopring. Vi arbejdede med dem alle plus videre med de gamle. Jeg er helt vild med Ottos energiniveau og gå-på mod. Han rykker meget, jeg tror det virkelig har været godt at vi har givet os god tid med det hele, en helt anden tilgang end for 8 år siden Max.

Jeg skal være helt på dupperne for at følge med ham, og det føles ret godt.

Dagens drama opstod i forlængelse at der kom et spejl på banen, så jeg kunne se hvor Otto var, når vi startede kik/kuk. Det gik fint, og vi gik videre med næste øvelse … og så fik han øje på hunden i spejlet, begyndte at knurre, kiggede bag spejlet og halen kom ned mellem benene!

Belønning på det liggende spejl, som gradvis blev rejst, et par indkald og nogle favoritøvelser foran spejlet, så var vi i gang igen 😊

Vi sluttede med at træne nogle korte sekvenser tættere på de andre, for at få forstyrrelser på. Det gik også fint.

En lækker træning på alle måder og ikke mindst fedt at mærke og se Ottos totale glæde ved at træne og lære.

Jeg har kørt nogle iterationer af NKU-evalueringsrapporten gennem hovedet, og i morgen begynder jeg at skrive på den. Det er et vigtigt dokument, som vi skal være enige om i udvalget og som skal danne grundlag for beslutningen om kommende mesterskaber.

Jeg har i dag afleveret en artikel om NM, som gerne skulle komme i Hunden til december. Den var lækker at skrive, for der var så meget positivt ved den weekend, som jeg havde lyst til at fortælle.

Der er også dukket nogle vigtige læringspunkter op, for selvfølgelig var alt ikke bare godt. Jeg kan garantere for at alt bliver noteret og dokumenteret, så det (forhåbentlig) næste NM kan blive endnu bedre.

Billedet for oven er taget af Lone Sommer (tak!) og viser en meget fokuseret dommer og en meget fokuseret sekretær. Hvis alt går vel, skal Amanda og jeg også udgøre det danske dommer-/sekretærpar ved næste NM, bare med modsat rolle: Amanda skal dømme og jeg skal være sekretær.

onsdag den 23. oktober 2019

Når det hele spiller

Jeg har slet ikke taget billeder i dag, så derfor bruger jeg dette fra 22. september 2018, hvor Mathilde var oppe med Max, Boogie og Lille Bjørn i juniorklasse.

Jeg har været til to virkelig skønne træningstimer i dag.

Den første var kl. 16-17 i hallen i Gadstrup med Mathilde og Mette. Vi har aftalt tre træningstimer inden finalen til Årets Hund, så Mathilde kan få arbejdet med Max og Lille Bjørn.

Jeg havde lavet en supersvær bane til i dag, 15 skilte heraf 7 stationære med i alt 14 sitter, og nogle svære kombinationer.

Vi gennemførte som en rigtig prøve: Jeg lavede banegennemgang, Mathilde havde banen i 10 minutter og så gik hun banen først med Max, så én gang til med Max (for at spare tid på bytning af hunde) og så en gang med Lille Bjørn.

Først bane med Max var rigtig flot. Der var lidt snus, der var en uønsket sit i en 270 grader til venstre og en ommer i bakning. Jeg gav feedback, Mette supplerede og vi talte alle tre om nogle bittesmå justeringer, som Mathilde kunne prøve.

Så i næste runde med Max kom der lidt mere tempo, der kom lidt flere kommandoer og der kom lidt mere ros. Jeg hoppede af begejstring flere gange under banegennemgangen, for hold da op hvor var det bare flot!!! 100 point og det allerflotteste jeg nogensinde har set Mathilde og Max gå. Det er virkelig sejt at kunne lave sådanne justeringer uden videre, virkelig imponerende førerarbejde af Mathilde.

Så skulle Lille Bjørn varmes op, og der var lidt mere at kæmpe med. Jeg skulle vise, hvordan jeg fik ham til at stå, og det kunne jeg ikke …

Mathilde varmede ham systematik op, og så gik de i gang. Det var som sagt en supersvær bane, og jeg vidste Lille Bjørn ville hade de mange sitter, men det gik supergodt. Den første del var suverænt flot: Sin foran venstre plads, slalom, tyskervending, venstre spiral, snur rundt, stå, venstre omkring – ikke en finger at sætte på det. Skilt 8 Sit dæk gå rundt om, Lille Bjørn blev ikke liggende. 270 grader til venstre, bakke (yes!!!) og højre rundt var fint. 12. skilt sit gå rundt om, han blev ikke siddende. Sit foran bagom rundt ok. Og så kom sit foran, 1-2-3 skridt bagud og Sit 1-2-3 skridt sit, en hadeafslutning for Lille Bjørn. Der var lidt kludder i starten af begge øvelser, men ellers flot udført.

Jeg var vildt imponeret af Mathilde og sagde direkte til hende, at jeg ikke kunne have gået banen så flot selv.

Vi valgte kun at lade Lille Bjørn gå én bane, og i stedet arbejdede Mathilde med at han skulle holde sin position (sit, dæk gå rundt om), og med at han satte sig direkte – og det kom der hurtigt styr på med input fra Mette.

Det var meget opløftende at se begge hunde performe eminent efter at have trænet lidt med Mathilde – det er så tydeligt, at de begge elsker at gå med hende, og det er vist gensidigt 😊

Turen gik hurtigt hjem, Lille Bjørn og Max skulle skiftes ud med Otto, som skulle til Foundation runde 4 i Ringsted.

Den time gik også helt forrygende!

Vi startede med introduktion til to nye øvelser: Hund gå rund om fører, og hund gå rundt om stok. Vi kom rigtigt godt i gang med dem, og jeg fik kommando på den første, og vi er tæt på med den anden.

Jeg var hele vores repertoire af øvelser igennem: Face (kan sagtens holde tre sekunder), spin (har vi helt klart ikke trænet ret meget), setup (flot, fik input til belønningsposition), elefant (4 gange kom han efter lidt afventen 360 grader rundt, jeg skal have gjort belønning mere variabel), slalom (er der godt flow i), bukke (kan også holdes tre sekunder), kegle (godt på vej). Det er første gang jeg har arbejdet intensivt med alle øvelserne, til daglig er det ganske korte pas med 2-3 forskellige øvelser. Det var lækkert at se, hvor godt de alle er kommet i gang, og hvordan Otto arbejder intensivt for at forstå, hvad jeg ønsker, og gøre det. Virkelig fed træning!!!!

I dag har jeg i øvrigt givet mig selv en belønning. Jeg trænger i den grad til en weekend, hvor jeg bare kan tage af sted og slappe af, og det blev til en tur til Bornholm den 30. november og 1. december med Max. Vi er tilmeldt to rallyprøver, og ellers står den på drengehygge. Jeg har fundet en lækker lejlighed i Svaneke, og booket bord på Vinøst lørdag aften.

onsdag den 18. september 2019

Foundation dag 3

Lille hund på stor balje, og flot elefant :-)

Dagens Foundation træning foregik udendørs i det skønneste vejr.

Vi blev introduceret til tre nye øvelser: slalom, bukke og (hoved i) kegle.

Vi fik trænet en masse korte pas af de fleste øvelser, vi har været igennem på de tre runder inkl. de nye, og der er godt nok sket stor udvikling på det sidste. Jeg træner ganske korte pas hjemme måske 5-10 minutter hver anden dag, typisk 2-3 forskellige øvelser.

I dag rykkede det dramatisk i mindst to, og var gode fremskridt i de andre.
  • Face, det træner vi faktisk lidt hver dag, og i dag var den der pludselig, lige da Johanna kom forbi, hovedet helt roligt i min hånd et stykke tid, uden at rykke frem mod min hånd med godbidder!
  • Spin, jeg har fået gjort det lidt akavet, fordi jeg skal bukke mig så langt, for at belønne ham, men Johanna foreslog at jeg satte mig i en stol, og pludselig var det meget nemmere. Vi arbejder videre med det.
  • Setup. Uha, jeg har været for hurtig til at ”gøre noget”, hvis der var stilstand, i stedet for at lade Otto finde ud af, at han skal bevæge sig for at få belønning …
  • Krads krads. Jeg stillede brættet op ad bilen, da vi skulle afsted, og Otto løb direkte hen til det og satte forpoterne op. Det gjorde han også ligeså fint flere gange til træningen, så jeg skal havde det generaliseret.
  • Elefant. Vi var kommet rigtigt godt i gang hjemme, på en lille balje, dog uden at komme mere end 270 grader. Ret spontant lånte jeg en større balje til træningen (Meretes orange) og i løbet af ingen tid var Otto kommet hele vejen rundt, og jublen ville ingen ende tage 😉 Jeg fik talt med Johanna om, hvornår jeg skal introducere Jumbo (modsat elefant), og det skal jeg, når elefanten er sikkert indlært, og så bruge en tydeligt anderledes ”balje”, så det er tydeligt for Otto, at det er noget andet, vi skal træne. Målet er helt generelt, at vi skal være lige gode på højre og venstre side.
  • Slalom. Vi kom godt i gang, og så lidt stilstand, og det var præcis samme problem som med setup, Otto skal have tid til at tænke og finde frem til en løsning. Jeg kunne også gøre det nemmere for ham at komme i gang ved at bevæge mig sidelæns, så han var i fart, når han skulle lokkes mellem benene.
  • Bukke. Rigtigt fint i gang med ren lokning, og fint at jeg ikke har arbejdet med dæk, så Otto holder positionen uden videre.
  • Kegle. Øvelsen (hoved stikkes i kegle og holdes dér) er stadiet mellem face og håndtouch, og sværhedsgraden er selvfølgelig, at hunden ikke kan se føreren. Vi går i gang med den. 
Valg af kegler

Fed træning og meget opløftende, for hold da op hvor Otto rykker helt vildt.

Der er første 4.runde den 23. oktober, og dermed masser af tid til at arbejde med alt ovenstående, og det gør vi!

onsdag den 4. september 2019

Foundation dag 2




Det var en af de mest fantastiske morgener, jeg har oplevet på stranden. En uforlignelig start på dagen.

Jeg havde en hjemmearbejdsdag og nåede en times fitness fra morgenstunden. Der var lagt lidt ekstra på flere af øvelserne, og jeg var godt brugt bagefter, på en god måde.

Til aften var jeg til anden runde af Foundation-holdet hos Johanna.

Der var flere der bemærkede, at Otto var vokset! Jeg vejede ham i morges til 3,1 kg. Han vejede 2 kg., da vi hentede ham for 2½ uge siden.

I dag skulle vi træne i ridehal, og det var en vildt spændende tur fra vejen og ind. Meget der skulle undersøges, og vi fik hilst på en sød pige og hendes hest 😊

Dagens to nye øvelser var krads-krads (forpoterne sættes på skråtstillet bræt, så neglene slibes, når poterne kører ned) og baljeøvelsen.

Otto er den kloge type, så han kaster sig ikke hovedkulds over nye genstande, men undersøger dem omhyggeligt, accepterer dem, og så kan de tages i brug. Således også med skærebrættet og baljen, som han listede omkring og kigge forsigtigt på. Jeg klikkede og belønnede fuldstændig som med kasseøvelsen, i eller på genstanden, og pludselig kørte det.

Vi er kommet godt i gang med begge øvelser. Jeg skal have udviklet set up til krads-krads – større bræt, og trænet øvelsen, hvor jeg sidder, og han rigtigt gerne vil hoppe op ad mig. Lige nu er det for besværligt at håndtere med et lille bræt.

Baljeøvelsen kom der pludselig gang i, fordi jeg fik belønnet smart, og vi fik de første små bevægelser.

To af de tre gamle øvelser er kommet fint i gang: set-up og spin. Jeg synes ikke face kørte rigtigt, men da Johanna demonstrerede den for mig med Otto, viste det sig, at jeg faktisk var kommet ret godt i gang 😉

Johanna fik også mindet mig om at belønne med legetøj, det havde jeg fortrængt lidt, men det kom hurtigt i gang, og Otto er vild med det.


Efter træningen talte jeg med Amanda og Mette, og Otto var i total hopla, og hilste på alt og alle, og fik apporteret både Mettes og Amandas nøgler. Han er meget glad for at bære noget i munden.

Virkelig skøn træningsaften!!!

torsdag den 22. august 2019

Tyvende feriedag: Fitness og Foundation

Spændende underlag (foto: Amanda)

Igen en stille og rolig feriedag.


En skøn morgentur med Lille Bjørn og Max.

Morgenhygge med alle tre hunde, mens Kirsten gik sin morgentur.

Så til Køge og have enetime hos Tina, et godt program, hvor der virkelig blev knoklet igennem, det trængte jeg til 😊

Kirsten gik tur med Lille Bjørn, og jeg spiste frokost med Max og Otto.


Da Kirsten kom hjem, gik Max og jeg ud til Strandengene og retur.



Ren afslapning i haven med sovende hunde alle vegne.

Lidt over 17 gik turen til Ringsted med Otto, vi skulle have vores første time på Johannas Foundation hold.

Megan var med som voksen se Megan som hvalp.

Max var med som hvalp se Første skoledag.

Så Otto fortsætter en stolt tradition 😊


Vi kom i god tid, og da Otto er rigtig god til at køre i bil – han falder hurtigt i søvn – fik han sovet lidt ekstra, inden vi steg ud.

Træningsstedet kender jeg godt, men det gør Otto selvfølgelig ikke, så der var mange indtryk at forholde sig til. Startende med larmende biler og lastbiler på Køgevejen, den indimellem mørke sti til træningspladsen, toget tæt på, osv. osv.

Foto: Amanda

Vi skulle også hilse på Amanda og Dumle, Otto var klart mere begejstret for Dumle end omvendt 😉

Foto: Amanda

Foto: Amanda

Foto: Amanda

Dagens øvelser var hage-target/face, spin (hund dreje 180 grader foran fører og ende med mås mod fører), set-up (P9) samt en valgfri håndteringsøvelse.

Hvad laver du egentlig? (foto: Amanda)

De to første kom vi godt i gang med, selvom der var en masse andre ting der skulle håndteres før, under og efter. Set-up fik vi taget hul på, men Ottos fokus var på alt muligt andet også, naturligvis.

Jeg er meget tilfreds med en hyggelig første træningstime, fint fokus fra Otto indimellem, god haleføring hele vejen og nogle gode øvelser at arbejde videre med til om 13 dage. Den første træningsplan er klar til at blive udarbejdet!

Amanda fik taget en del fotos, jeg har valgt nogle ud til dette indlæg.

Efter timen skulle Amanda og jeg tale sammen, Otto peb i buret i bilen, indtil jeg lukkede døren på bilen, så lagde han sig til at sove. Både den lille time, Amanda og jeg talte sammen, og hele vejen hjem.

Til gengæld har han været ganske frisk her til aften!

tirsdag den 23. august 2011

Engagement en masse



Et rigtigt dårligt foto af to af stjerneinstruktørerne i Sydkystens Hundeskole: Marie Veje Gormsen og Susanne Jervin
I går var Max og jeg til anden gang Foundation træning hos Johanna. Max er meget hurtigt opfattende, så jeg skal virkelig være på dupperne – yes! Dagens øvelser var baljeøvelsen, setup, tandvisning, In Da Box og indkald. In Da Box fangede Max straks, og jeg arbejder nu med afstand og at holde position (stå). Baljeøvelsen gik lidt sejere … Generelt gør Max meget hurtigere fremskridt, det er tydeligt at der er sket rigtigt meget med ham den sidste uge. Johannas engagement er uforligneligt! God og præcis feedback, ideer  at arbejde videre med og masser af forstærkning til eleverne. Godt!!!!

I dag startede Megan og jeg dagen på Hasselgaard Træningscenter med Annie, Sidsel og Majbrit og trænede rally i en time inden vi alle skulle videre på arbejde. Vi fik rigtigt arbejdet med sideskift, dobbeltspring, bakninger, tunnel, sære slalomer og spiraler osv. God måde at starte dagen på, og Megan var virkelig skøn at arbejde med. Og dejligt at træne sammen med andre der er mindst lige så engagerede i nørdede rallydetaljer.
Megan kom med på arbejde, og jeg havde hende ude til to korte træningspas med fokus på sideskift og fremsending til kegle. En ren fornøjelse at arbejde med hende.
Til aften stod den på teori i Sydkystens Hundeskole, hvor Marie og Susanne havde fælles teori for to hvalpehold og to begynderhold for voksne hunde. Jeg er med som deltager på et af Maries hvalpehold med Max, er medinstruktør på Maries andet hvalpehold og underviser derefter på et begynderhold for voksne hunde.
Det er første gang jeg oplever Marie og Susanne sammen som undervisere og det var godt. Rigtigt godt. Fantastisk godt. Teorien handler om vores træningsmetoder, herunder information om klikkertræning, indlæringsprincipper og lidt praktisk om træningen. Marie stod for det meste af gennemgangen, mens Susanne og Kellie supplererede og demonstrerede. Og de fungerede alle tre fantastisk sammen. De kom rundt om alt væsentligt, svarede flot på alle spørgsmål og engagementet og entusiasmen lyste ud af dem alle.
Jeg er ikke helt upartisk, men jeg synes det var en verdensklasse introduktion til positiv træning med brug af klikker og jeg er meget meget stolt af at have Marie og Susanne med i instruktørgruppen i Sydkystens Hundeskole!

mandag den 15. august 2011

Første skoledag


I dag var det Max’ første skoledag. Han skulle starte på Johannas Foundation hold i Ringsted. Jeg har jo tidligere gået på Foundation med Megan som voksen, men at skulle starte med en hvalp er naturligvis ganske anderledes.
Johanna sørger for meget pædagogiske lister med bl.a. ting man skal have med, så jeg linede det hele op på et have bord:
  • Trækkelegetøj
  • Godbidder (to slags)
  • Hulahopring
  • Target
  • Klikker
  • Vand og vandskål
Jeg lagde billedet på Facebook, og et splitsekund senere fik jeg at vide at der manglede en papkasse, og næste gang skal vi også have en balje med :-)
Der er i alt 8 hvalpe på holdet - og det bliver rigtigt godt! Max er den mindste på holdet, og den næstyngste – og jeg var da lidt spændt på hvordan hans første træningstime ville forløbe. Det gik naturligvis fantastisk. Han fik hilst på en masse søde hvalpe, han fik set nogle meget store heste (dem skal han nok vænne sig til), og så fik han – med passende pauser undervejs - prøvet at træne godt en time. Han var meget træt til sidst, men der er også rigtigt mange nye indtryk.
Dagens øvelser var: Touch (håndtarget), left/right (snurre om sig selv venstre eller højre om), tandvisning, setup (indtage position mellem førerens ben) og indkald. Max er meget opmærksom og meget lærenem, så jeg skal virkelig være på dupperne for at få klikket og belønnet fornuftigt. Dette bliver en kærkommen anledning til at gå genoplivet træningsdagbogen, som har ligget på hi i et par år efterhånden.
Hjemmeopgaven til næste gang er at klikke og belønne med én hånd (på tid). Det er nødvendigt til fx håndtarget (klikke og belønne med den hånd, der ikke er target), og det kræver lidt træning at gøre det godt.