lørdag den 29. september 2018

Askov


I dag var jeg inviteret til at holde indlæg på DKK-træf på Askov Højskole. 2 x 1½ time for repræsentanter for DKKs kredse og for specialklubber under overskriften ”Hvad skal der til, for at I som klub eller kreds kan tilbyde en helt ny aktivitet?”

Jeg elsker at fortælle om dette, det minder på mange måder om mit professionelle liv som projektleder, om end i mindre skala. Jeg lagde begge gange vægt på, at deltagerne endelig måtte afbryde og at det var vigtigt med dialog. Og der var rigtig god gang i diskussionerne i begge runder. Jeg håber alle har fået noget med hjem, så der kan komme endnu flere arrangementer til glæde for hundeejerne.

Grafikken blev brugt til min præsentation af mig selv: privat, arbejdsmæssigt, hundene, Sydkystens Hundeskole og DKK. Jeg er jo god til at lægge hundearrangementer, så de overlapper vigtige mærkedage, og det lykkedes også i dag. Det er Kirstens og min 39 års bryllupsdag, men jeg havde bestilt en flot buket, som blev perfekt leveret mens jeg på vej til Askov, og jeg var hjemme før 18, så alt var godt.

Små 4 timers kørsel gav anledning til en masse tanker, bl.a. nogle visualiseringer af begge hundenes HTM-programmer, og i bund og grund en god følelse, det er to fine programmer.

I morgen skal jeg dømme rally i Måløv, og så kommer en oktober med masser af hundeaktiviteter.

Rallytræning med Christina (1), NKU rallymøde (2), Nose Work-træning (2), Tricks-træning (5), Rallyprøve i Høng (6), Rallyprøve I Ølstykke (7), Rallytræning I Viby (9), Rallydysten (14), Samsø går i Hundene med fridag, HTM og rally (19-21), Rallytræning (23), Nose Work-træning (24), Tricks-træning (26), Rallyprøve (28) og Nose Work-træning (31).

Jeg savner noget HTM-træning, men det skal nok komme til 😊 .

Ingen kommentarer: