Jeg er nødt til at have det som titelbillede i dag. Screenshot fra Hundeweb, hvor Lille Bjørns seneste 6 titler er kommet på, og dermed 14 af hans 15 titler fremgår – i HTM bortfalder HTM1, når man får HTM2.
Dagens første træningsrunde var i hallen i Viby. Anita var forhindret og Lonni var lokket med i stedet, og vi fik 1½ times træning med gode snakke om andre vigtige emner indimellem.
Jeg startede igen med Max, han var på en lille halv time, og vi arbejdede med challenges til på fredag. Jeg arbejder nu med en sekvens, hvor han cirkler rundt om mig, hvor jeg starter stående og gradvis går ned og ender med at ligge ned. Bakke mellem benene og twiste er nogenlunde ok, men han bakker skævt, og det skal vi arbejde med. Bakke væk fra er blevet SÅ flot, vi endte med at han bakkede fra midten af hallen og helt ud til enden på den lange led – og lavede en twist. Hold da op, hvor han rykker.
Belønningen kostede et stykke legetøj livet :-)
Med Lille Bjørn arbejdede jeg lidt med positioner, mens jeg havde Paddington i hænderne, i lommer mv. Konklusionen var simpel: Jeg skal arbejde med grundindlæring af højre (P5), og jeg skal notere programmet, så jeg har styr på historien og hvor jeg skal have Paddington undervejs. Ingen genveje!
Turen gik videre til Jersie, hvor Mette endnu engang var vikar for Merete.
Max og jeg startede med den ene kortside med 5 kilder, herunder et tærskelsøg, som voldte problemer. Men med passende volter kom vi igennem og de næste 4 kilder fandt han fint, blandt andet det sidste ved trappen.
Vi gik videre til containeren med to klasse 2 søg, som krævede en lidt større indsats, men da han fandt ud af at han skulle søge op, gik det fint.
Derefter to kilder på cykelstativet på den anden kortside, dem kæmpede han med, jeg besluttede at stoppe, da han var ved at blive frustreret.
Hos Mette arbejdede vi med et udesøg med diverse interessante genstande. Max arbejdede fint og lavede en superflot markering.
Så var der beholdersøg med 8 plastickødben, det var for svært. Mette åbnede det rigtige, og så kom der en fin markering. Der var et beholdersøg med hylstre fra tandbørster, Max skulle lige i gang, men så ingen problemer.
Endelig nogle ænder, der hang i snore, det var lidt svært at vænne sig til, med de bevægelser, men markeringen var sikker nok.
Derefter gik vi videre til søgene ved de tre bord-/bænkesæt. Jeg tog linen af, og Max markerede uden problemer de to klasse 1 søg.
Vi havde fået at vide at det sidste var et klasse 2 søg, så jeg fik Max til at springe op på en af bænkene, han begyndte at snuse ind over border, sprang op og markerede lige så flot.
Derefter vendte vi tilbage til cykelstativerne, og efter lidt frustration gik Max i gang og lavede to flotte markeringer. Vi sluttede hos Mette med et nyt ænder i snor søg, meget flot markering. Og endelig en kilde i bunden af en kasse med bolde; Max borede sig ned i boldene og lavede markeringen.
Meget tilfredsstillede runde, meget flot arbejde af Max, og igen superveltilrettelagt af Mette og meget fin feedback og råd.
Jeg fik en hyggelig eftersnak med Hanne om rally og rallyens fremtid, rigtigt spændende!
Resultaterne fra den næstsidste og tredjesidste rallyprøve der tæller til Årets Hund i rally i DKK er registreret på kvalifikationslisten, og nu er der kun en kvalifikationsprøve tilbage, på lørdag i Ballerup. Jeg har planlagt lige om lidt, at gøre kvalifikationslisten klar, så hunde der kun har et kvalifikationsresultat og ikke deltager på lørdag, fjernes, det gør det mere overskueligt, og jeg forventer at kunne have en uofficiel kvalifikationsliste klar på lørdag umiddelbart efter de sidste prøver.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar