onsdag den 29. juli 2020

Mere rallytræning

Max og Otto (Hundefoto.nu)
I går trænede jeg med Christina i Søborg og i dag med Amanda i Benløse.

En meget lang bane
Jeg vågnede natten mellem mandag og tirsdag og kunne ikke falde i søvn igen, og så drømte jeg banen til tirsdagstræningen op 😊 Banen skal opstilles på et langt smalt stykke, så jeg lavede en bane, der gik lige ud med 5 øvelser på linje, og så kom 3-skridt til H/V og sideskift om kegle efter hinanden, med den finesse at de stod på hovedet, for at indikere, at afhængig af hvilken side man havde hunden på, skulle man lave H/V-udgaven 😉 Efter keglen kom der 225 grader den ene eller den anden vej, og på bagsiden af de første 5 øvelser var yderligere 5 øvelser, som skulle udføres på højre side, så var der mål, og derefter tyskervending.

Derefter kunne man gå banen igen med hunden på modsat side af første banegennemgang. I alt 29 øvelser, og en – viste det sig – ikke helt nem bane …

En lidt svær bane ... og der kom lidt regn
I dag havde jeg designet noget der lignende en ”normal” rallybane, fordi jeg til ugens sidste træning (der er træningsfri torsdag og fredag i denne uge) bare ville prøve at gå en lidt svær championbane med Max.

Det var to gode træningsoplevelser, og den allervigtigste læring – nå nej, reminder! – er, at jeg skal huske at varme Max ordentligt op, for han går altid bedre, når han er varmet op. Jeg foreslog selv, at jeg skrev det i håndfladerne på lørdag, så jeg husker det 😊

Otto skal bestemt også varmes op, og så går HAN også fantastisk. Udover en kort bane i går, fik vi arbejdet med dæk i forskellige varianter.

I dag kom han på til allersidst, Amanda havde lavet en lille lækker bane på 4 skilte, hvor vi genbrugte de første 4 skilte fra championbanen, så der blev rigtig god transport! Det småregnede lidt, og det var tydeligt at Otto synes det var mærkeligt, og Amanda stillede naturligvis spørgsmålet: Hvor meget har I trænet i regn? Ikke nok åbenbart 😊

Der var også kommentarer til min belønningsstrategi ved dæk og til mit manglende fri-signal, og sådan bliver jeg klogere (håber jeg!) ved hver eneste træning 💓

mandag den 27. juli 2020

Træning af starter

Fokuseret Otto (Hundefoto.nu)
I dag havde jeg en aftale med Anita om at træne rallystarter, og heldigvis havde Amanda også mulighed for at være med, så det blev fremragende træning med Otto!

Ved tidligere træninger har jeg bemærket, at der kan mangle lidt fokus mellem start og det første skilt, så det havde vi fokus på først.

Opstilling til træning af starter
Opstillingen var simpel, som man kan se på fotoet: kantbånd, startskilt, og så lidt kegler og skilteholdere og et målskilt.

Hele opvarmningsritualet havde jeg styr på og gennemførte som planlagt, Anita kaldte ind som til en prøve, og så havde Otto og jeg tre perfekte starter: Mit kriterie var, at vi kunne starte banen, og få en sit foran. 3 ud af 4 skulle være ok. Og det var de 😊

Otto (Hundefoto.nu)
Så fortsatte vi med flere runder med lidt længere forløb, hvor Anita i forbindelse med hver øvelse skulle fortælle, hvor jeg skulle udføre den næste, og hvad det skulle være. Midt i den allerførste øvelse, dobbeltslalom, hørte jeg Anita sige noget, som jeg ikke forstod, indtil det pludselig gik op for mig, at hun sagde BELØN, for Otto havde det mest fantastiske fokus!!!

Jeg havde i øvrigt også aftalt med Amanda, at hun og Dumle skulle agere forstyrrelse, og helt ærligt: jeg lagde ikke mærke til dem, og Otto reagerede slet ikke på dem, for han havde kun fokus på mig.

Det var virkelig vidunderlig træning 💖

Max, Dumle, Osseau og Django skulle naturligvis også prøve banen, det var superhyggeligt at se dem alle arbejde 😊

søndag den 26. juli 2020

Rally, rallytræning, fitness og livsnydelse

Otto (Hundefoto.nu)
Der er god gang i rallyen igen. I næste weekend arrangerer Sydkystens Hundeskole prøver lørdag, og jeg skal dømme for Specialklubben for Belgiske Hyrdehunde søndag. Den følgende weekend skal jeg på forlænget weekend til Bornholm med prøver lørdag og søndag. Den efterfølgende weekend er der kursus for kommende rallydommere lørdag og HMC holder rallyprøver søndag i Roskilde.

Max på blæsende morgentur
Min rallytræning er kommet i en god gænge. Jeg træner med flere andre en del forskellige steder, primært med fokus på noget prøveagtigt, og desuden er der naturligvis træning af detaljer.

Max (Hundefoto.nu)
Jeg har træning på mandag, tirsdag og onsdag, og lørdag, hvor jeg ”normalt” ville være prøveleder, er alt lagt i de bedste hænder, så jeg bare skal tænke på at skulle gå op.

Jeg er også begyndt at se på et FS-program med Otto, jeg har fundet noget musik, som skal testes, og vi skal begynde at kæde nogle tricks. Det er kun i sin spæde start, men jeg glæder mig til at tage hul på denne del af hundesportsverdenen med Otto.

Efter dagens bootcamp
I juli er Kirsten og jeg tilmeldt en bootcamp med Amalie som instruktør hos Den fitte coach. Det slutter på onsdag, og har været et skønt forløb, hvor jeg synes Kirsten og jeg sagtens har kunnet været med, selvom de andre er meget yngre end os. Man kan vist ikke rigtigt se det på billedet, men det regnede lidt under dagens træning, og det var egentlig meget rart. Vi har været godt svedige efter hver træning, og følt, at vi virkelig gjorde noget for at holde os fitte!

Fajitabowl med kylling, i glasset Margarita
Vi har som altid fået noget lækker mad i weekenden, vi har eksperimenteret med at få cocktails til i stedet for vin, og det var bestemt ikke dumt.

Champagne Margarita

torsdag den 23. juli 2020

Rallytræning, DM og NM

Otto og Max (Hundefoto.nu)
Mandag kørte jeg til Jersie Hallen og parkerede, gik tur til Jersie Landsby og retur med hundene, og havde et kort træningspas med hver af hundene ud for hallen.


Tirsdag eftermiddag havde jeg den ugentlige træning med Christina og Tempo. Christina havde ”bare” ønsket en bane med de to sideskifter om kegler, og for en gangs skyld designede jeg en bane. Det væsentligste kriterie er, at banen skal være smal, for at passe til arealet. Og så blev det ovenstående bane med 13 skilte, inkl. genbrug af den ene kegle (det må man ikke i praksis). Der var et ekstra kriterie; som man kan se til højre, så kunne den samme bane bruges som begynderbane, og det er jo smart, når jeg skal træne med både Max og Otto 😊

Det skønneste træningsvejr i Lyngby
I går havde jeg en aftale med Louise, vi mødtes hos hende og kørte til arealet ved Lyngby Svømmehal. Jeg havde genbrugt banen fra tirsdag, men udbygget med dobbelt 8-tal med sideskift og skilt 321 til sidst. Kun 15 skilte, men en ganske svær bane.

Jeg har naturligvis styr på kriterierne med begge hunde, for hver træningsrunde bliver jeg mere og mere bevidst om forskellige detaljer, og specielt arbejder jeg med opvarmningen med begge hundene. Jeg har undervurderet behovet for at varme op med Max, og Otto skal definitivt varmes godt op, hans fokus bliver bedre og bedre i løbet af et træningsforløb 😊

Det er meget længe siden Louise og jeg har trænet sammen, og hun havde nogle supergode kommentarer til noget at det, jeg gjorde og noget af det, jeg ikke gjorde med Otto, så jeg fik klikkeren frem, fik klikket for følget (som er fantastisk, og skal forstærkes!), og belønnet undervejs.

Til sidst gik Otto og jeg et stræk uden line, og det var vildt lækkert, for der var endnu bedre kontakt end med line på.

Det har været en uge, hvor der også har været fokus på rally i lidt større perspektiv.

I tirsdag kunne de officielle invitationer udsendes til DM i rally den 6. september. Godt 100 invitationer. For første gang skal DKK stå for DM, og jeg glæder mig meget! Lonni og jeg har skitseret en tidsplan, og det ser rigtigt fornuftigt ud. Vi har fire ringe og fire dommere, og det bliver rigtigt godt. For første gang står jeg som ansvarlig for DM og for første gang skal jeg dømme til DM.

I tirsdags havde vi møde i NKUs rallyudvalg, og vi har lagt sidste hånd på opdatering af retningslinjerne for bedømmelser.

I dag kunne vi i Danmark melde ud, hvordan de danske kvalifikationsprøver til landsholdet til NM 2021, som skal afvikles i Stockholm 11.-12. december 2021, finder sted. Vi er i Rallyudvalget blevet enige om der afholdes én kvalifikationsweekend 14.-15. august 2021, og jeg tror det er en super god løsning i bestræbelserne på at få udvalgt det bedst mulige landshold. Alle interesserede kan nu med over et års varsel planlægge mod den weekend, og når landsholdet er udtaget, er der næsten fire måneder til NM, og dermed god tid til fællestræning mv.

Det bliver en weekend med seks prøver i nordisk klasse, og heldigvis har Beatrice Palm (som dømte NM 2019) og Ida Lindgren (som skal dømme NM 2021) fra Sverige sagt ja tak til at dømme sammen med Amanda (som skal dømme NM 2021) og mig selv (som dømte NM 2019).

Så selv om det er ferietid for mange, så kan jeg love for, at der sker en masse på rallyfronten.



I dag havde jeg mulighed for at tjekke tidligt ud, Kirsten og jeg tog til Køge og fik en skøn frokost på Bistroen.

onsdag den 22. juli 2020

Fedeste fotooplevelse ever!

Det er hårdt arbejde at være til den Fedeste fotooplevelse ever 😊(Hundefoto.nu)
Søndag aften opstod ideen ret spontant: Anita, Amanda og jeg skrev sammen om en fotosession med alle 5 hunde hos Camilla. Vi skrev til Camilla (Hundefoto.nu) og vupti, så var en aftale klar.

I går morges mødtes vi kl. 7 ved et område lige ved Hotel Comwell i Køge i (næsten) perfekt fotovejr – Camilla er ikke nem at gøre tilfreds i den henseende 😊

Jeg har været til en håndfuld (eller flere?) fotosessioner hos Camilla efterhånden, og det har altid været gode oplevelser, og der er kommet mange gode fotos ud af det.

I går var det bare ekstraordinært godt. Camilla har selvfølgelig altid en masse tanker om, hvordan forløbet skal være, og hvilke opstillinger der skal fotograferes. Hun kender også Anita, Amanda og mig og vores hunde, og vi er alle opmærksomme på, hvor der kræves en ekstra indsats for at få et godt foto. Og i går gik det hele så op en højere enhed!

Anita med Django og Osseau, Amanda med Dumle og Paul med Otto og Max (Hundefoto.nu)
Der blev taget individuelle/gruppe fotos af hundene i sit og dæk, hundene med førere, hundene i løb, os alle på én gang og fri ved fod fotos med enkelte og to hunde. Pludselig var to timer fløjet afsted på allerbedste vis.

Jeg har siddet og bladret gennem de 117 fotos, som Camilla har valgt ud, og er vildt imponeret: det ene mere fantastiske foto efter det andet, jeg synes virkelig Camilla har overgået sig selv!!!

Mange af situationerne krævede en anelse (hmmm) forberedelse og en del gentagelser, og der blev grinet en del undervejs. For selve forløbet er en fantastisk oplevelse i sig selv.

Dobbelt fri ved fod (Hundefoto.nu)
Jeg har valgt tre fotos ud i dag, der kommer flere de kommende dage, og lur mig om Anita og Amanda ikke også lægger nogle ud.

Tak til jer alle for en SKØN oplevelse 💖

søndag den 19. juli 2020

Mental træning


Det er fem år siden at jeg for alvor blev bevidst om, hvor vigtig den mentale del er af det, at performe på topplan: With Winning in Mind - en anmeldelse og en udmelding.

I dag er det ganske ubevidst, men når jeg taler om det, er det så åbenlyst hvor meget jeg gør, for at være mentalt klar til at håndtere alle mulige situationer til træning og prøver.

Jeg blev mindet om det, da jeg fik det seneste nyhedsbrev fra Lanny Bassham, hvor han har skrevet om ”Why is Mental Training so Neglected in Sports?” Mange er helt bevidste om, at "My game is 90% mental! Now, I ask the second question. "If your game is 90% mental, what percentage of your time and money have you spent learning mental skills?" The answer I receive most often is 5 to 10%. Now that just doesn't make sense. The most important thing is the one that they tend to ignore.

Jeg er helt bevidst om, at min træning primært er og skal være mental.


Det betyder ikke, at den tekniske træning skal negligeres. Selvfølgelig skal hund og fører kunne de forskellige elementer i øvelserne teknisk. Men, når det er på plads – og vedligeholdes på passende vis – er resten i høj grad mentalt.

Når jeg sammenligner min nedsmeltning (link i ovenstående blogindlæg) med andre dårlige dage, så er jeg blevet meget, meget bedre til at håndtere det og komme konstruktivt ud af det.

Jeg har gjort rigtigt meget på at forberede Ottos debut i rallyringen 1. august, og har planlagt mere endnu. Jeg føler mig meget mere klar, end jeg har gjort med de andre hunde, før vi debuterede, og jeg føler mig bestemt også klar til at håndtere mindre gode oplevelser. For naturligvis er jeg bevidst om, at der altid kan ske noget, som jeg ikke havde tænkt på at træne.


Jeg har planlagt at blive i begynderklasse en rum tid, uanset hvordan det går til den/de første prøve(r). Jeg har nævnt, at jeg har en coachingsession hos Anja den 5. august, og uanset hvordan det går den 1. august, vil jeg kunne fortælle, hvorfor det giver mening at fortsætte i begynderklasse længe endnu.

Jeg har en masse drømme med Otto, men en del af drømmen er, at vi har mange, mange år sammen, og der er intet, vi skal nå til en bestemt tid.

Time is on my side, yes it is.

lørdag den 18. juli 2020

Minder, læring og kærester


For over 8 år siden deltog Lille Bjørn og jeg i et vildt spændende kursus hos Kathy Sdao Cues and Behavior Chains Explained. Jeg kom til at genlæse blogindlæggene fra dengang, fordi jeg i morges kom til at tænke på hendes åbning af seminaret, hvor hun stillede spørgsmålet: Hvis vores hunde kunne tale, bare ganske kort tid, hvad ville de så sige til os? Der kom mange bud på svar, men det fremherskende var vist noget à lá: Bare du ville være tydelig med dine signaler!

Det er så sandt, så sandt.

Jeg kan i tæt på 100 % af de situationer, hvor der opstår fejl til prøver med Max, konstatere, at det er mig, der giver forkerte eller uklare signaler (eller der opstår noget, vi ikke har trænet).

Hvorfor kom jeg til at tænke på Kathys åbning af seminaret?

Det gjorde jeg, fordi jeg, da jeg vågnede i morges, kom til at tænke på: Hvis der er et liv efter døden, hvis Megan, Lille Bjørn, Max og Otto om mange år skulle mødes i hundehimlen, hvis de var i stand til at kommunikere, og hvis de kom til at tale om ham Paul, som havde trænet dem alle sammen, hvad de så ville sige om ham …

Der er en masse hvis’er, og hvis situationen skulle opstå, kan jeg i sagens natur ikke bruge resultatet til noget, medmindre jeg selv var til stede, og der også var hundetræning i hundehimlen 😉

Jeg tror og håber, at Otto ikke ville forstå, hvad de andre fortalte om træning, for han ville ikke kunne genkende det. Jeg er en helt anden fører i dag, og jeg har en helt anden tilgang til træning. Jeg er SIKKER på, at Otto har den allerbedste fører, som jeg kan tilbyde. De havde de andre hunde også, men Paul er altså blevet meget klogere.

Heldigvis kan Max også nyde godt af det, men Otto kan især, for han har aldrig kendt den gamle Paul …

Det er også andre discipliner jeg har fokus på i dag.

For 2½ år siden skrev jeg indlægget Gammel kærlighed … og nye kærester, hvor jeg fortalte, at jeg havde slået op med LP, og at mine nye kærester var HTM, Rally, NW, 6+ og FS.

I dag ville jeg formulere det anderledes: jeg er smaskforelsket i Rally, og ret lun på NW og FS, og så kigger jeg ikke efter andre 😊

Kirsten har et par gange spurgt, om Otto ikke skulle lære næseprøve, og jeg har fortalt, at det var en del af LP-programmet, og det kommer han aldrig til at beskæftige sig med. Jeg stoppede i disciplinen for flere år siden, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg begynder på den igen.

Jeg skrev i mit blogindlæg i går Når tingene spiller, at mine discipliner med Max er Rally, NW og FS. Med Otto er det også Rally, NW og FS. Otto er lige fyldt ét år, og der kan ske så meget, men det giver mig mental ro, at have fokus på de tre discipliner med begge hunde, og have konkrete træningsplaner og konkrete mål med dem begge i de discipliner.

Jeg har også fået en mere livsnyder tilgang til træningen. Jeg træner meget mindre med Otto, end jeg gjorde med de andre.


I dag var en ren slapperdag. Morgentur. Morgenmad.


 2 timers cykeltur uden hunde. Frokost. 1 times luftetur med hundene. Afslapning. Grillmiddag. En skøn dag, som både menneske og hunde har nydt i fulde drag.