onsdag den 30. august 2017

Sidste træning i denne uge, klar til Vejen, godt på vej til NM



Jeg har haft en fantastisk ferie indtil videre, med besøg på Frederiksminde (Præstø), en tur til Færøerne og senest 5 dage på Bornholm. Selvom jeg har været en del online, har jeg ikke været det nær så meget som til daglig, og der ligger ubesvarede mails, som jeg normalt ville have svaret på for længst, og jeg har ikke fået fulgt så meget med på Facebook, selvom jeg har slået en del op selv :-)

Så der popper ting op, som jeg normalt ville have opdaget, men som jeg nu enten overser eller bliver mindet om. Fx sendte Louise i dag et detaljeret program for NM, og det havde jeg da fuldstændig overset! Men nu er det der, og vi kan se præcis hvornår vi kan regne med vores 5 minutters opvarmning fredag, hvornår cirka vi skal op lørdag, og hvornår cirka vi måske skal op søndag.

Louise og jeg havde aftalt træning i dag, og der gik næsten tre timer, for vi skulle først opdatere hinanden om ferier mv., og så træne. Vi har trænet en del uden hunde, en del med hunde, arbejdet med specielle overgange, trænet indgang særskilt, arbejdet med stokpositioner, gennemgået materialelisten (musik, påklædning, sko, butterfly osv.). Og ikke mindst var vi rørende enige om, at prøven på lørdag i Vejen INTET betyder, så vi arbejder med belønning undervejs.

Vi synes selv, at nummeret begynder at se ret godt ud, men er også helt opmærksomme på, hvor lidt der skal til, for at der kommer uro i gellederne. Vi har fået talt en del om, hvad der skaber usikkerhed, så hundene optræder anderledes, end vi ønsker det, og det er altid rart at få talt detaljeret om dette væsentlige emne. Ærligt talt er Billie og Max begge ret skarpe, vi kan arbejde med hinandens hunde uden videre og de passer fantastisk godt sammen, så det er os – førerne – der skal være på toppen, for at få det bedste ud af vores hunde.

Vi glæder os til at vise den allerbedste udgave af os selv og vores hunde den 30. september!!!

Det var helt tydeligt at Max var træt til sidst, og han har sovet det meste af eftermiddagen. Men hans snu fører havde også meldt til noget rally hos Johanna 17:45-18:45, så det måtte han også lige med til.

Der var en bane, hvor vi skulle tænke over forskelligt, fx hvor langt vi skulle udføre øvelserne fra skiltene, huske de vendinger, der skulle foretages derefter, huske skiltene på en forstyrrelsesbane uden om banen, og så var der desuden fremsending til kegle, fremsending til felt samt spring i tre hjørner af træningsområdet.

Max arbejdede supergodt, og jeg arbejdede ret godt med at få hans fokus. Det var helt tydeligt, at han blev presset, når der kom andre for tæt på, man kan næsten læse på hans adfærd, hvor tæt der er ”uønsket forstyrrelse” på ham …

Den sidste halve time arbejdede vi i en gruppe på fire, der skulle gå mod hinanden/parallelt med hinanden og udføre øvelserne, så vi blev hinandens forstyrrelser. Det var helt åbenbart, at Max gik bedre og bedre, allerede i andet forløb à 3 skilte, måske en konsekvens af at hans fører også blev ekstra opmærksom. Og så sluttede træningen med en stribe flotte øvelser, hvor vi arbejdede som team, som vi altid burde gøre.

Max er helt færdig, og der er ikke mere træning denne uge. Prøver lørdag og søndag står for døren, og de markerer samtidig afslutningen af 23 skønne feriedage.

Sidste dag på Bornholm



Sidste dag på Bornholm (i går) blev en rigtig turistdag.

Sidste morgentur gik igen ned til stranden ved Fredensborg Badehotel. Hundene kom i bilen mens vi spiste morgenmad og pakkede og tjekkede ud.


Vi kunne se på parkeringspladsen, at noget kongeligt var under opsejling (Dronningen besøger Bornholm de næste 3 dage).

Derefter kørte vi til Hammershus og gik lidt rundt på området, men det var omkring 22 grader, og det var tydeligt at Lille Bjørn ikke syntes vi behøvede at gå helt op, så det lod vi være med :-)

Vi kørte til Promenadekiosken i Allinge og fik en øl og en softice inden turen gik sydpå og ind ved området med bl.a. Pyrritsøen.


Her gik vi igen en kort tur med hundene. Hvis ikke badetøjet var pakket godt væk, var vi også gået i vandet på stranden, det så vildt lækkert ud, og der var næsten ingen andre.


Vi kørte til Hasle Røgerierne for at få en let frokost (saltstegte sild og vand) og kørte langs vandet til parkeringspladsen lidt fra Jons Kapel.


Jeg havde regnet med at skulle derhen med hundene (Kirsten ville ikke med), og var begyndt at gå, men et tjek af afstanden, tiden for færgeafgang og Lille Bjørns pusten fik mig til at vende om ret hurtigt.


Vi tog i stedet til Kjærstrup Chokolade i Rønne og fik en softice – et godt bytte for turen til Jons Kapel!!! - inden vi tjekkede ind til hjemturen.

På turen hjem hyggede vi med familien, og kunne konkludere, at det havde været en meget hyggeligt og dejlig ferie. Vi har været sammen med vores børnebørn fem dage i træk og det er ærligt talt ret fantastisk og livsbekræftende.

Jeg føler mig ret slidt, så det er dejligt med nogle feriedage inden turen går til Vejen i weekenden. Lidt træning er planlagt og gennemført tidligere i dag og gennemføres senere, men det kommer i et andet blogindlæg.

mandag den 28. august 2017

Træning i Hønsehuset

Hundene på arealet bag ved Baltic Sea Glass

Det er vist ikke den mest spændende ferie for hundene. Der er ikke rigtig mulighed for at løbe løs. De er selvfølgelig med på alle turene, men kommer også i bilen, når vi spiser om aftenen, for når der ikke kan lukkes af og der er to små børn, bliver det ret bøvlet, hvis hundene også er der.

Morgenhimlen over Rønne
 
Jeg havde booket Hønsehuset 1 time til morgen, og det var ret lækkert at stå tidligt op, fodre hundene, gå en tur, færdiggøre blog om besøget på Kadeau i går og så gå køre til træning i den skønne hal.
Max med to dejlige stykker legetøj

Jeg havde ikke undersøgt om der var musikanlæg i hallen, men de var der, og så var det lige til at gå til træningen.

Motivation – jeg havde et læs friske skinkestykker med & to friske stykker legetøj & en 100 % konstruktiv tilgang. Det ene legetøj overlevede dagens træning, det andet ikke. Begge hunde var vilde med dem begge.

Max FS. Fuldt nummer to gange med musik og masser af godbidder og legetøj. Udover fokus på Max arbejdede jeg mest med mit eget bevægelsesmønster.

Max 6+. Vi arbejdede med startpositionen, og fik fuldt nummer to gange med musik og masser af belønning. Jeg havde glemt stokken men en tværpind til et spring fungerede fint.

Max rally. Vi arbejdede med sideskift, vendinger og bakninger.

Klar til at træne bak

Lille Bjørn HTM. Vi gik fuldt nummer med musik to gange, og arbejdede særskilt med starten (bakningen). Lille Bjørn er bare totalt tændt og arbejder med en energi, som jeg bliver gladere og gladere for. Han vil gerne arbejde lange stræk for en belønning, og legetøjet bringer ham yderligere op i gear. Fantastisk dejligt.

Lille Bjørn rally. Vi arbejdede med sideskift, bakning, fremsendinger til kegle og felt samt dobbeltspring

Max rally. Jeg sluttede med Max og samme rally som Lille Bjørn ovenfor.,

En times intensiv træning, masser af skønt hundearbejde, nogle ting der ikke fungerede, som der blev rettet op på, og god energi fra begge hunde, men allermest fra Lille Bjørn. En skøn måde at starte dagen på.

Visdom fra Gudhjem

Tilbage på hotellet fik jeg morgenmad med resten af familien. Kirsten og jeg startede dagens tur med at besøge Bente Hammer i Nyker, derfra tog vi til Baltic Sea Glass i Gudhjem, frokost med hele familien på røgeriet i Gudhjem, en softice i Snogebæk, en eftermiddagsøl på hotellet, og så fælles middag på vores værelse med diverse lækre fisk og skaldyr.

Programmerne for weekendens prøver i Vejen er kommet og det ser supergodt ud. Jeg starter med 2 x rallychampion lørdag, og så er der god tid inden FS med Max og derefter tre hunde inden Max og jeg skal op i 6+. Som Anita skrev: ”Afstand mellem fs og 6+ bliver slet ikke noget problem. Tvært i mod er det sikkert bare godt for Max, han skal bare være med til omklædningen og ikke holdes af andre så han bliver ked af det - så er han med garanti varmet godt op og helt klar!”

Søndag ligger championklasse sidst, der er præmieoverrækkelse derefter for alle klasser, og det passer jo helt perfekt.

NaturBornholm, Kadeau, detaljer

Morgen over Rønne

I dag var der kun to planlagte aktiviteter: Besøg på NaturBornholm med hele familien og besøg på Kadeau (Kirsten og mig).

Vi var også omkring Svaneke, fik frokost på hotellet og km i vandet. Og sluttede med nogle specialøl sammen med Christian.


NaturBornholm var et helt nyt bekendtskab for os, men bestemt turen værd. Det handler om hvordan Bornholm er blevet til, og der var meget som også var spændende for Frasse, da han først kom sig over den første benovelse.

Fantastisk udsigt

Kadeau har vi kendt fra den åbnede på Bornholm i 2007, men det er flere år siden vi har været der, og første gang efter at den har fået Michelin-stjerne. Det er samtidig ferien tredje (og sidste) besøg på Michelin-restaurant (tidligere Frederiksminde og KOKS), og forventningerne var store.

Først menu, vinmenu og fotos.


Tre snacks dertil NV J.L. Vergnon, ”Murmure”, Champagne

Glødebagt glaskål, ærter, skovmærke, blå ost

Squash, musling, stikkelsbær

Fritterede fjordrejer, Karl Johan, figen

2014 Amaury Beaufort, « Côte de Junay », Bourgogne

Østers, persille, surkål, solbærblade

Kål fra haven, musling, løvstikke, valle

Grillbagt brød

2015 Mark Angeli, « La lune », Loire

Kammusling, peberrod, gul bede, hamp, fyrreblomst

Kåltærte, varmrøget laks, fløde, marehalm

2015 Jean-Marie Berrut, « Le petit tétu », Bourgogne

Syltede græskar, hybenrose, skovmyrer, hvide asparges

Sprødt brød, kartoffel, blomsterkarse, gran

2014 Kéké Descombes, « Vieilles Vignes », Morgon

Lam, sort hvidløg, blomme, marv

Palthästa, 2 år Havgus, løg, skovmærke

2016 Canelli Pera, Moscato d’Asti, Piemonte
Æble, havesyre, røn, rabarberrod

Bær fra haven, crème fraiche, valnøddesnaps

Aftenudsigt fra Kadeau

Maden var fantastisk! Måske på nær æbledesserten var alle retter knivskarpe, ingredienserne indgik i en syntese og det det var en nydelse af smage den i små mundfulde, undtagen når vi blev anbefalet, at en ret var tænkt som en haps :-)

Det der undrede os mest på den front var manglende råvarer. Vi savnede virkelig en lokal fisk eller to, som ingrediens i en eller to retter.

Vinen var parret fint til maden, om end det kom bag på os at parringen var en vin til to retter. Da der blev skænket ret mådeholdent, var vi flere gange næsten løbet tør for vin til ret nr. 2.

En vinmenu prissat til 1.000 kr., der forventede vi helt klart mere end 6 små glas vin, dette var optrækkeri. Ved et eventuelt genbesøg vil vi helt klar vælge at bestille en flaske eller to fra kortet.

Der, hvor virkelig oplevede forskellen i forhold til KOKS og ikke mindst Frederiksminde, var timingen og passionen.

Det gik ret stærkt med at servere; vi fik simpelthen ikke tid til at nyde og fordøje den ene ret, tale om den – som man absolut gør med mad på dette niveau – før den næste kom på bordet. Vi havde aldrig forestillet os at en aften med tre snacks og ti retter kunne eksekveres på lige godt to timer. Hvis der var gået tre timer, havde der virkelig været tid til at fordybe sig i maden og vinen, nu gik det for stærkt.

Og så det med passionen. Maden og vinen blev præsenteret venligt, professionelt, kyndigt. Men den overskudsagtige stolthed og begejstring, som vi vil forvente på en restaurant på dette niveau, var der simpelthen ikke. Det var mekanisk, ikke entusiastisk. Kadeau er bestemt et besøg værd, de får det mest fantastiske ud af enkle råvarer. Men skrue op for mængden af vin på vinmenuen og skrue ikke mindst op for begejstringen og stoltheden over det, der bliver serveret, for det kan I godt være mere end bekendt.

lørdag den 26. august 2017

Ferie på Bornholm

 
Det var et rigtigt godt tegn, da vi til aften kom til at diskutere, hvor længe vi havde været på Bornholm. Christian mente bestemte vi var kommet torsdag, men vi kom altså først i går fredag kl. 14, så der er kun gået godt et døgn. Det føles bare længere, fordi det har været så intenst og godt.

Tjek ind på Fredensborg Badehotel var lidt problematisk, fordi deres IT-system var brudt ned, og vi derfor ikke kunne få nøgler til værelset. Det blev håndteret totalt professionelt, løbende orientering, mulighed fir gratis drink i baren (jah) og adgang til værelset med midlertidigt nøglekort. Masser af ros for den håndtering.


Så gik vi alle sammen ned til stranden, og Christian, Sandra, Frasse, Leo og Max var hurtigt i vandet. Det blæste og det var bare så lækkert og flot.

Vi gik op med hundene, mens de andre hyggede sig i vandet.

Vi besluttede at få aftensmaden på hotellet, men selv hente den og spise på et af værelserne, og inden kørte Christian og jeg til den nærmeste SuperBrugsen og købte snacks, saft, øl og vin.


Jeg fik til forret marmoret torsk, rødbede, peberrods mayonnaise.


Til hovedret stegt havtaske, majs kantareller. Derefter ren afslapning på værelset.


Morgenlufteturen var i det skønneste vejr.


Morgenmadsbuffeten i dag var nok den bedste, vi har oplevet, og at kunne nyde maden udendørs gjorde det ikke ringere.


Derefter kørte vi til Snogebæk, oplevede en ret overrendt by pga. noget marked, og endte hos Kjærstrup og fik en meget tiltrængt softice med flødebolle.


Vi var bagefter omkring Svaneke, men opgav at finde et sted at parkere og kørte derfor tværs over øen til Torvehallerne i Rønne, købte lidt pølser, ost og brød til aftensmaden, og fik en let, lækker frokost – en sandwich med pulled prok, skinke fra Hallegård, pickles og sennep, dertil en sommerøl fra Svaneke fra fad.

Derefter endnu noget hundeluftning, slappen af og planlægning af i morgen.

Den skønneste aftenudsigt


Lidt drinks, lidt lækker aftensmad – herunder lækkerier som Christian havde købt på Snogebæk røgeri – og en perfekt aften. Og så skal det da lige nævnes at Christians opus 5 som ølbrygger blev testet, og var var aldeles fremragende.

Endelig luftetur med hundene, hvor alle var med, herunder bl.a. Frasse med lommelygte – vildt hyggeligt.

En skøn start på ferien på Bornholm.

torsdag den 24. august 2017

Rally, (manglende) resultater, (manglende) motivation

Som nævnt havde jeg i tirsdags efteranmeldt begge hunde til rallyprøven i dag, hvor Chesapeake Bay Retrieverne fejrede deres 50 års jubilæum i Danmark.

Et lille lækkert arrangement, kun 5 championhunde og 3 i ekspertklasse, derefter præmieoverrækkelse, hvorefter jeg kunne tage hjem lidt over 17 og fortsætte ferien.

Frank havde lavet en helt regulær bane:

1. Cirkel i gang rundt om fører
2. STOP - hund bagved rundt - STOP
3. Højre sving, 90°
4. STOP - Stå - Dæk
5. Send over 2 spring
6. Tulipan
7. STOP - Dobbeltspring - ro - spring - STOP
8. Fristende 8-tal
9. 270° højre rundt/venstre sving?
10. Skift side foran
11. 270° højre rundt
12. STOP - 1, 2 skridt baglæns - hund bakker – STOP
13. Venstre spiral hund inderst
14. Springvand
15. Højre spiral hund yderst
16. Synkron venstre om
17. STOP - Højre om - 1 skridt - Kald på plads - STOP
18. 3 skridt baglæns - Hunden bakker

Jeg havde valg Max som nr. 1 og Lille Bjørn som nr. 5, opvarmningen gik fint med Max, og alligevel smuttede han, lige inden vi skulle ind på banen …

En lidt træg start, skilt 4 skulle laves om (han ville ikke stå), skilt 10 måtte jeg også lave om og skilt 12. Ved det sidste var vi meget tæt på ringbåndet og tilskuere, og det havde Max det ikke godt med. Derudover 6 x 1 for afstand/langsom reaktion. 85 point. 3. vinder.

Lille Bjørn blev også varmet perfekt op, han gik i snus da vi var gået i gang, så skilte 1 blev lavet om, fristende 8-tal fristede (!), skilt 10 måtte vi lave om, skilte 11 mistede vi (Frank mente buen blev alt for stor), skilt 12 mistede vi (Frank mente ikke Lille Bjørn sad til sidst), skilt 14 blev lavet om. Vi endte med 2x10, 4x3 og 3x1 = 65 point. IB

Ja, hvad skal jeg sige? Max havde det ikke godt på banen, og hvornår har egentlig det?, og 85 point var vel ok under de omstændigheder, selvom det ikke var rigtigt fedt.

Lille Bjørn var dejlig på, han var rigtigt sjov at gå med også i dag, der var lidt ommere pga. overivrighed, og det var ærgerligt med de to 10’ere.

En prøve der INTET betød, en fører der med garanti var ganske afslappet, en fin bane og omgivelser, som ikke gives meget bedre. Og nogle meget beskedne resultater, hvor jeg kun var rigtigt tilfreds med Lille Bjørns indsats.

Så kiggede jeg på årets statistik, 51 championprøver med disse resultater:

Champion
Lille Bjørn
Max
Megan
I alt
71
1
 
 
1
73
1
 
 
1
74
 
1
 
1
75
1
 
 
1
77
1
 
 
1
78
1
1
 
2
79
 
1
 
1
80
2
1
 
3
81
 
1
 
1
82
2
1
 
3
84
 
1
 
1
85
 
3
 
3
86
 
2
 
2
87
1
 
 
1
88
1
 
 
1
89
1
2
 
3
90
1
 
 
1
91
 
 
1
1
92
 
1
 
1
93
 
2
 
2
94
1
 
 
1
95
 
3
1
4
96
2
1
 
3
97
1
 
 
1
98
1
 
 
1
IB
4
2
4
10
I alt
22
23
6
51

Jeg har virkelig mærket efter, om jeg synes jeg er tilfreds med dette, og nej, det er jeg ikke. Hvis jeg ser på championklassen samlet, så er det blevet til 191 officielle prøver og intet supercertifikat. Vi har været tæt på 3-4 gange, og tabt på tid/eller placering.
Jeg er tilmeldt 20 prøver resten af året, og uden at kunne sætte præcise kriterier på, kan jeg godt mærke, at hvis der ikke sker NOGET i løbet af de 20 prøver, så vil det nok være passende at sige, at jeg har gjort min indsats med Lille Bjørn og Max i rally.