mandag den 9. september 2019

Lille Bjørn 12½ år


Det kan ikke skjules, at Lille Bjørn ikke er helt ung længere … i dag fyldte han 12½ år, og selvom vi ikke fejrer hundene for alvor, så gav dagen anledning til at genkalde sig rigtigt mange minder om fantastiske oplevelser vi har haft sammen.

Men det er ikke en nekrolog, det varer forhåbentlig længe før den skal skrives, og selvom han har lidt småskavanker, så er han stadig frisk på en gang træning.


I dag gik turen til Jersie Hallen og Nose Work hos Merete.


Lille Bjørn arbejder virkelig godt, og som jeg tidligere har nævnt, helt forskelligt fra Max = masser af ekstra læring for mig. Han går i gang med det samme, han er omhyggelig og springer ikke noget over, med mindre hans fører kommer lidt for tæt på og forstyrrer ham.


Hos Merete startede vi med beholdersøg (2 kilder, 18 beholdere), lynhurtigt og præcist. Et udesøg op ad bagsiden af hallen, lynhurtigt fundet, et tærskelsøg hvor han kom direkte i hjørnet. Et udesøg med to kilder, hvor han fandt det ene, og det andet med lidt forsinkelse, fordi jeg kom for tæt på, og troede han var på afveje – hvad han selvfølgelig ikke var.

Et søg, hvor to kilder var placeret under en bænk, som Merete sad på, de var lidt sværere, men han var bestemt ikke negativt påvirket af Merete. Endelig et søg ved en container, heller ikke problemer med det.


I selvtræningen tog han alle 6 i cykelstativerne i rækkefølge, og de andre søg (jeg sprang alle NW2 over), gik også fint.


Så det var bare succes på succes.

Lille Bjørn er (også) en fornøjelse at gå Nose Work med og jeg håber vi får mulighed for at gå til en prøve snart.

Tillykke med fødselsdagen Lille Bjørn, jeg håber vi får lov at fejre dig flere gange endnu 😊

Ingen kommentarer: