mandag den 27. august 2018

Anita Jakobsson & Paul Lysholdt: Stjerner på vej – juniorklasse i rally


Mathilde Petersen og Elverlamshuset’s Boogie (foto: Zakkai Hundevenner)

Artiklen er fra sidst i maj 2018. Den skulle have været bragt i Hunden august 2018, men kom pga. en misforståelse ikke med.

Den 1. januar 2015 indførte DKK juniorklasse i rally for at skabe et incitament for unge udøvere (10-17 år) til at dyrke denne sport.

Juniorklasse er en selvstændig klasse i rally, som gennemføres på helt samme bane, som benyttes i begynderklasse og bedømmes efter helt samme regler. Hundene kan opnå titlen Rallyjuniormester (RJM), efter samme regler, som begyndere kan blive Rallybegyndermester (RBM). Forskellen fra begynderklassen er, at juniorerne kan få deres egen banegennemgang og må have en hjælper med under banegennemgangen.

Der afholdes ligesom for de øvrige fire rallyklasser DM og Årets Hund i juniorklasse. Regerende Danmarksmester og vinder af Årets Hund 2017 er Sofie Nielsen med Australian shepherd Magic Fireball's Ghost Dance.

Der er ingen begrænsninger for hvilke hunde, der må gå i juniorklasse. Junioren kan op med sin egen hund eller med mors og fars hund, som måske går rally i forvejen. Junioren kan også gå med en ”fremmed” hund.

Vi ser det samme billede som i de øvrige rallyklasser: mange forskellige racer er eller har været repræsenteret: Australian shepherd, Berner sennenhund, Bichon havanais, Border collie, Border terrier, Collie, Finsk lapphund, Jack russell terrier, Labrador retriever, Norwich terrier, Nova scotia duck tolling retriever, Samojedhund, Shetland sheepdog og Welsh corgi cardigan.

Den 14. maj 2015 gik May Hansen-Schwartz med Chihuahua Dimma som den første
til prøve i juniorklassen. Her ses hun på podiet med dommer Trine Dyrgaard.

Der har været støt stigende interesse for juniorklassen. I 2015 gik 6 op i juniorklasse, i 2016 21, i 2017 38 og i 2018 har der allerede været 54 oppe (pr. 27. maj).

18 førere har hidtil været oppe, nogle blot 1-2 gange, men der er et stigende antal, der fortsætter i klassen og konkurrerer med flere hunde.

Den 16. -17. juni til DKKs prøver i Vejen er tilmeldt 9 ekvipager i juniorklasse både lørdag og søndag, det er det største antal nogensinde! Prøverne kvalificerer til Årets Hund 2018, og tilmeldingerne vidner om, at der er stor interesse for at kvalificere sig til finalen. Det samme billede tegner sig til DM-kvalifikationsprøver.

Der er to førere, som i særlig grad skiller sig ud: Kimmie Wolsted og Mathilde Petersen.

Kimmie og Max (foto: Ditte Wolsted)

Kimmie, som fylder 13 år til juni, debuterede 4. december 2016. Hun er datter af Ditte Wolsted, som er en af de absolutte topudøvere i rally. Kimmie har konkurreret i rally med 5 forskellige hunde, både sin egen Jack russell terrier Max (Hvilebakkens Vincent Van Gogh), og mors og venners dygtige border collier. Hun har allerede været oppe 36 gange.

Mathilde og Boogie (foto: Zakkai Hundevenner)

Mathilde, som fyldte 10 år i december, debuterede 11. februar 2018 med farmor Mette Thomsens sheltie Boogie (Elverlamshuset’s Boogie), og det er gået rigtigt godt! Boogie, som ikke har gået rally tidligere, er blevet RJM og er kvalificeret til både DM og Årets Hund.
 
Mathilde med Boogie, Max og Lille Bjørn (foto: Mette Thomsen)

Paul Lysholdt med Norwich terrier Lille Bjørn og border terrier Max, som begge er rally champions, spurgte, om Mathilde ville gå juniorklasse med de to, og det ville Mathilde gerne. Så hun har sørme også gjort dem begge til RJM og kvalificeret dem til DM og til Årets Hund. Hun har allerede været oppe 27 gange, ret vildt på 105 dage …

Hvis Kimmie, Mathilde og andre af de dygtige juniorer bevarer interessen for sporten - det er vi mange, der håber, de gør - har de bestemt potentialet til at blive nogle af fremtidens stjerner i rally.

Ingen kommentarer: