fredag den 3. august 2018

Ferie dag 1 – træning og planlægning

Max ved kegle

I morges læste jeg The Guilt of Knowledge, endnu et fantastisk blogindlæg af Denise Fenzi. Der er ingen grund til at føle skyld, bare fordi vi er dygtige trænere og ikke altid lever op til det, sådan cirka. Eller sagt med andre ord: Hundene kommer rigtigt langt uanset hvor kloge vi er. Læs det og bliv lidt klogere på dig selv og hundetræning 😊

Bedre end vandskålene ...

Jeg prøvede at fortrænge ærgrelsen over at have meldt fra til Johanna & Anjas HTM summer camp – det gik forbløffende let, da jeg først fokuserede på det. Ja, jeg ville rigtigt gerne have været en del af det sociale fællesskab, og nej, jeg ville være taget afsted med Lille Bjørn og han kan næsten ikke klare varmen pt.

Jeg kørte fra arbejde kort efter frokost, og yes, det er starten på 3 ugers ferie, næste arbejdsdag er 27. august.
Bedre end stolen :-)

Jeg ville have kaldt dette indlæg noget med ferie dag 0, men 0 er et underligt ikke-tal, så dette er dag 1. Det betyder også (mentalt vigtigt!), at jeg har 24 feriedage, straks omsat til en julekalender, med 24 skønne overraskelser/oplevelser i vente. Jeg startede med at tage til Viby med Max. Det var over 30 grader og bestemt ikke bjørneegnet, så han blev hjemme.

Jeg lagde en rallybane i ydersiden af hallen, stillede højtaleren på en kegle midt i det hele, satte musikken (Liberty Bell) på, og så gik vi ellers rally og HTM til den store medalje.

Rallyen var god, HTM’en fantastisk. Vi holdt nogle pauser undervejs, hvor Max kom i bilen, og var måske 45 minutter i alt hallen. Det var perfekt.

Jeg har booket hallen i morgen og på søndag 8-9, den står på fuldt HTM-program med begge hunde lørdag, og momenttræning og udvalgte stumper søndag.

Jeg tog hjem via Havdrup og fik nogle friske vinforsyninger fra Super Brugsen.

Kirsten og jeg strøg i vandet, da jeg kom hjem, fantastisk skønt.




Jeg gider ikke fortælle, at vi fik noget fantastisk mad, men det gjorde vi …

Vi er også kommet videre med planlægningen af ferien. Dengang ferien blev aftalt var der næsten ingen hundeaktiviteter i kalenderen, men det er der kommet, så nogen af de andre planer bliver på bekostning af hundetræning, og det kan jeg godt leve med. 14.-16. august går turen til Bornholm, og det eneste vi har booket bortset fra overnatning er middag 15. august på Stammershalle Badehotel.

Efter lidt planlægning fik vi også noget på plads i den følgende uge: den 21. tager vi via Odden-Ebeltoft til Jylland og første delmål er Fru Larsen, hvor vi har booket værelse og en gourmetmiddag. Næste dag går turen sydpå og til Fyn, og vi har booket gourmethold på Lieffroy i Nyborg.

Dag 1 ud af 24, hvad kan det ikke ende med?!

Ingen kommentarer: