I forbindelse med den seneste coachingsession stillede Anja på et tidspunkt spørgsmålet, hvordan jeg ville have det, hvis jeg aldrig mere skulle til konkurrence med Max. Det kunne jeg ikke svare på, jeg padlede lidt rundt, og der kom aldrig noget klart svar. Det har jeg stadig ikke …
For et par dage siden vågnede jeg tidligt, tankerne kørte, og så kom der en underlig visualisering, som jeg slet ikke havde kontrol med. Til Samsø går i hundene har jeg for længst booket sommerhus på Samsø sammen med Anita og Amanda, samme sted som sidste år. Visualiseringen handlede om lørdag morgen, hvor vi skulle afsted fra sommerhuset til Tranebjerg, Anita og Amanda kørte først, jeg fulgte efter, men i stedet for at følge efter dem drejede jeg til højre og kørte nordpå. Jeg forestiller mig at hundene og jeg gik ud til Issehoved. Og jeg kan huske at jeg tænkte, om jeg skulle melde afbud, eller om jeg bare ville blive strøget, fordi jeg ikke dukkede op. Og jeg tænkte at nogen ville undre sig over, hvor jeg var forsvundet hen ….
Virkeligt mærkeligt, men sådanne visualiseringer kommer jo ikke af ingenting.
Lille Bjørn, Max og jeg startede dagen i dag fornuftigt (igen!), vi tog til Viby, og jeg havde planlagt fuld HTM2 med Lille Bjørns, fuldt HTM3 med Max, lidt rally med Max og leg med begge hundene.
Dobbelt fremsending til kegle
Lille Bjørns program var ikke helt så skarpt, som jeg havde forventet, og der opstod nogle misforståelser undervejs, som jeg i situationen ikke kunne forstå. Absolut et fint program, men ikke helt på det vanlige niveau.
Max gik fantastisk igen, det var mest føreren, der havde problemer med at følge musikken, og først bagefter huskede på, at han skal huske, at dette ikke handler om et nyt HTM-nummer. Det handler om at tage en ordentlig afsked med HTM med Max (eller forhåbentlig bare en pause 😊). Jeg har lyttet til mig selv, og husker, at vi har fokus på at træne rally og overgange fremover.
Max hygge :-)
Kirsten og jeg tog til Kaffekælderen i Køge for at få brunch, ok, men ikke så meget at skrive hjem om, og bortset fra lidt småindkøb har den stået på afslapning herhjemme.
Aftensmaden var hjemmelavet pizza à la Kirsten, og DET var fantastisk, og noget at skrive hjem om 😊
Så var der det med Lille Bjørn. Kirsten har længe talt om det. Han er ved at blive gammel. Han har grå stær. Hans hørelse er ikke helt så god længere. Jeg har fortrængt det hele, for det er jo gået fint til træning og konkurrencer. Men i dag var så en god anledning til at se lidt nærmere på det, og ja, ingen tvivl om, at Lille Bjørn ikke hører særlig godt længere. Vi skal hæve stemmerne, for at han kan høre os.
Pludselig faldt en masse på plads i mit hoved, ligesom dengang jeg opdagede, at Megan næsten ikke kunne høre mere. Mine verbale kommandoer, som Lille Bjørn ellers har været ret god til at følge, men pludselig havde problemer med, det er selvfølgelig fordi han ikke kan høre …
Når han kigger intenst på mig, hvilket jeg hele tiden har synes var fedt, er det ikke kun fordi han synes jeg er fantastisk (!), men også fordi han skal se på mig, for at få signalerne. Nogle overgange, fx slalom fra P1 til P5, har været nemme, fordi jeg altid har sagt slalom og stillet benene, så han kunne komme igennem. Jeg må konstatere, at det er benstillingen han agerer på.
Det er ikke en katastrofe. Jeg nåede da en masse med Megan, selvom hun var døv, og jeg kan se hvordan Anita og Amanda er fantastiske med Osseau, som også er døv.
Det er nok bare den sene erkendelse af, at noget Kirsten har talt om et stykke tid, har overrasket mig, og naturligvis betyder, at jeg skal gennemgå mine signaler nøje, og i endnu højere grad tænke i kæder, og mindre i at få den perfekte positionsindtagelse mv. og da slet ikke på verbal kommando.
Jeg kan ikke forestille mig at Lille Bjørn, eller Max for den sags skyld, skal pensioneres, men jeg må naturligvis forholde mig til, hvordan jeg vil arbejde med Lille Bjørn med kraftigt nedsat hørelse, så det bliver fair over for ham og til glæde for os begge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar