Skøn rallyaften

Den kommende tid står virkelig i rallyens tegn.

Jeg vågnede til en indbakke med 6 mails med startnumre til prøverne på Bornholm 11.-12. marts, og inden da står der både Rallydysten på lørdag på programmet og prøver i Border Collie Klubben på søndag.

Rallydysten er uofficiel og for sjov, men samarbejdet mellem Sorø Hundevenner, Hougaard&Hund og Sydkystens Hundeskole har alligevel resulteret i 42 tilmeldinger. Anita og jeg deles om at dømme og jeg skal naturligvis op med alle tre hunde i championklasse, perfekt mulighed for at træne under forhold, som jeg opfatter som helt prøvelignende.

Søndag skal jeg igen op med alle tre hunde, men det er til en officiel prøve, og perfekt med championklasse som den første på dagen, så vi møder tidligt og kommer tidligt hjem.

Dagens tur til Stestrup var fantastisk, jeg var nødt til at stoppe, da jeg kom til Viby, for at fotografere himlen.

Træningen hos Johanna var ikke mindre fantastisk. Der var igen tre dele: en fuld bane til selvtræning, en sektion med kegler og to spring til selvtræning og et bart midterstykke med en kegle og et felt, til individuel tid med Johanna.

Lille Bjørn var som altid helt oppe at køre til at starte med, men gevaldigt på. Han gik fint, men stoppede flere gange for at slikke på sin venstre bagpote, og til sidste tjekkede jeg den grundigt; en frøkapsel havde sat sig fast, ikke underligt at han var generet af det.

Vi gik kegler til den store guldmedaljer på højre og venstre side, dobbeltspring ro har fået en væsentligt bedre grad af sikkerhed, den fulde bane gik vi også på højre og venstre side, han er blevet ret skarp på højre side. Den individuelle tid brugte vi på nogle sekvenser, Johanna fandt på, og fik noget nyt input til bakke væk fra fører, som er en af de få øvelser, som driller endnu. Vi gjorde forbløffende fremskridt, og går i skarp træning op til weekenden!

Med Max havde jeg ét fokus: en logrende hale. Og lade mig sige det med det samme: Det lykkedes i høj grad. Jeg var totalt opmærksom på ham, så jeg kunne ændre kriterierne, hvis han så ud til at noget var for svært. Vi startede i kegleafdelingen, og gik nogle fantastiske forløb både på højre og venstre side.

Da vi kom til Johanna var halen lige, hvor den skulle være, og vi lavede en stribe superflotte sekvenser. Johanna havde (naturligvis) læst blogindlægger Dejlig træning og roste Anita for hendes iagttagelser vedrørende min livscyklus med hundene, og mente bestemt også, jeg var blevet meget bedre. Vigtigste læring: Vær endnu skarpere med at give kommandoer, så Max ikke skal gætte noget – specielt nu hvor jeg eksperimenterer med overgange i HTM er det supervigtigt, så Max ikke kommer i tvivl. Han skal ikke nødvendigvis ind på højre eller venstre side efter at spinnet eller twistet fx

Endelig gik vi de to fulde baner først på højre og så på venstre side. Jeg kunne mærke at Max var ved at være træt, og hvad gjorde jeg så … Stoppede og han fik leget med den pivende julemand.

To skønne træningstimer og en meget tilfreds fører.

10 års serviceeftersyn

Lille Bjørn har med mellemrum haft nogle krampeanfald; de har ikke varet så længe, lidt massage gjorde ham frisk igen, men naturligvis lidt bekymrende. Selvom vi synes han er ret ung, så siger kalenderen at bliver 10 år om 10 dage. Jeg havde i dag aftalt et besøg hos Thomas Ingvorsen, som undersøgte Lille Bjørn meget grundigt og stillede en masse spørgsmål.

Heldigvis var konklusionen positiv. Lille Bjørn er sund og rask, der er intet kiropraktisk at komme efter, og kramperne er med meget stor sandsynlighed muskelkramper. Det var da en diagnose, der var til at forstå og til at forholde sig til. Kuren er tilskud af magnesium (evt. andet, det undersøger vi), præcis det samme som jeg skal til at tage mod mine kramper i læggen. Ja både Lille Bjørn og jeg er blevet lidt ældre, og nu er vi på samme kur. Kontrolbesøg er aftalt i næste uge, og vi er ganske lettede.

Lille Bjørns rallykarriere fortsætter uændret :-)

CD’erne til træning og konkurrence har også fået et serviceeftersyn, og det indbefattede også et opdateret cover for fleres vedkommende.

Og et vemodigt kig på det øverste foto, jeg har faktisk trænet et nummer med Lille Bjørn, men han er så frygtelig følsom overfor at bliver trådt over tæerne …

Tre glade hunde

Jeg trak morgenturen lidt, så der var en god chance for at møde andre hunde på stranden, og det var perfekt timing. Vi mødte 10+ andre hunde (med mennesker!) alle tre hunde løb løs, og alle tre havde det sjovt.

Det er ikke en selvfølge med Max, som nogen gange trækker sig lidt væk fra de andre. Men i dag var der bestemt ingen problemer. Han løb glad hen til de andre hunde, fik sig nogle ordentlige løbeture med de andre (store) hunde i vandet og på stranden, det var dejligt at opleve.

Lille Bjørn var også med, men han kan i sagens natur ikke følge med de andre hunde, men han det bestemt ikke mindre sjovt.

Megan hyggede sig for sig selv og var en del hos mig, jeg tror bestemt også hun hyggede sig. På et tidspunkt, hvor jeg egentlig ville være gået hjem, kom der nogle nye hunde til, og så gik vi et stykke igen, for at der kunne blive noget mere leg.

Det var en meget fin måde at starte dagen på!

Efter morgenmaden kørte Megan og jeg til Maxi Zoo i Tåstrup, som vi havde fået lov at bruge til sidste runde af Tinas Nose Work hold. Det var rigtigt lærerigt, og uha, igen kom det til at handle om førerne, der kunne være skarpere.

Der var et søg, hvor Megan lavede noget de andre opfattede som en meget tydelig markering, men hvor mit kriterie var et andet (FOR højt?!), og det gav frustration – har jeg gjort forkert, tænkte Megan måske?

Et andet søg var for svært, for på den modsatte side af siden med kilden stod bokse med alle mulige hundeslikstænger, og til sidst måtte vi gå væk derfra, det var for svært at ignorere.

Heldigvis fik hun flot markering til sidst, om end jeg markerede for sent, men hun var meget tydelig – og jeg skal lade være med at tænke, at det kan da ikke være der. For hundene véd meget bedre!

Jeg tror Megan tilgav mig hurtigt, og hun fik en god tyggepind til turen hjem – og hun har oplevet så mange underlige ting med mig gennem sit liv, så vi gør det bedre næste gang.

Det er et superhyggeligt hold, vi sluttede med hjemmebagt fastelavnsbolle (tak Karinne!) og en aftale om at mødes på torsdag til noget selvtræning i Glostrup.

Dejlig træning

Max på en skøn tur I regnvejr og masser af apportering :-)

Overskriften burde jeg kunne bruge hver gang jeg har været til træning, men det ville måske bliver lidt ensformigt med den samme overskrift så ofte :-)

Anita og jeg havde aftalt to timers træning i Ringsted i formiddags, fik hurtigt koordineret planerne, og så blev der ellers arbejdet med HTM og FS. Vi har begge været i gang i de to discipliner i cirka to år, og der er godt nok sket meget med træningen i den periode.

Jeg havde primært fokus på FS-programmet. Anita fik givet mig det rette mentale spark, inden jeg gik i gang, så jeg havde det rette fokus og Max halen oppe, og resultatet blev to virkeligt gode fulde programmer, tilpasset med de mange ideer jeg fik af Sonja for nylig.

Specielt rådet om at huske, at jeg optræder som en ældre herre, har jeg taget til mig; mere rolige og adstadige bevægelser, kortere skridt, mere ro i bevægelserne. Max og jeg har det meget bedre sammen i programmet nu, er tæt på hinanden hele tiden, overgangene fungerer og der er god balance i programmet.

Jeg skal have arbejdet lidt med at udnytte arealet bedre, jeg skal have nogle vendinger med, så vi har den rigtige position i forhold til dommerne og så er det ”bare” at finpudse detaljer.

Jeg glæder mig til at vise det til officielle prøver, jeg føler virkelig det har fået sin rette form nu i forhold til FS1.

I HTM hørte jeg ikke en stump musik. Jeg arbejdede med nogle udvalgte positioner og nogle lækre overgange. Lækre = enkle, flydende, ser næsten ikke ud af noget, men hov, pludselig er Max i en ny position.

Det er først nu for alvor blevet tydeligt for mig, for vigtige de overgange er, og det er altså sjovt at arbejde med. Og jeg kan se på Max, at han også synes det er sjovt. Det er jo i virkeligheden ”bare” nogle simple tricks, som han kender, der kommer i en ny sammenhæng. Og det er alfa og omega for at vi får et solidt nummer opbygget: det skal være noget, der kan fungere under pres, så det skal være simpelt og trygt. Og det bliver det.

Anita og Osseau arbejdede med deres HTM og FS, og det er dejligt at se hvordan de numre har udviklet sig mere og mere, og specielt HTM-programmet er skønt.

Django var også med, og jeg dirigerede Anita og ham i noget rally, og det var lækkert at se, at han kan det meste inkl. de ”nye” rallyøvelser, som han ikke har prøvet før. Og de blev også lokket til lidt højrehandling, så måske de bliver fristet til at vende tilbage til rallybanerne, når ærespladsen forsvinder?!

Anita og jeg har kendt hinanden i snart 10 år, så Anita har oplevet mig næsten hele vejen igennem med Megan, og hele vejen med Lille Bjørn og Max. Jeg fik noget ret tankevækkende tilbagemelding til sidst, om hvordan jeg har en livscyklus i forhold til hundene; Anita trøstede Max med, at han bare skulle holde ud et par år endnu, så ville jeg lige så god fører for ham, som jeg er det overfor Megan og Lille Bjørn i dag.

Jeg véd at Anita (igen igen!!!) har ret, så det kom lige ind i min mentale planlægning af den videre træning og konkurrencerne.

It’s not impossible

Foto: Grafiko.dk

Lidt om dit og dat: Umulige hunde, Nose Work med alle tre hunde, Michelinstjerner og musikklipning.

Mit allerførste blogindlæg hed When Pigs Fly og handlede om nogle udfordringer med Lille Bjørn og læsning af Jane Killions "When Pigs Fly! Training Success With Impossible Dogs". Jeg kom til at tænke både på bogen og blogindlægget to gange i dag.

Den anden var på arbejde, da vi talte om næste leverance af det projekt, som jeg skrev om i går. Planen siger 28. marts, en dato som jeg har helt styr på, bl.a. fordi jeg mindst kender to vigtige personer, der har fødselsdag den dag. 28. marts er ikke så realistisk, som den har været, men som vi talte om i eftermiddags: den er ikke umulig. Og så gav vi hinanden håndslag på, at det skulle lykkes.

Den første gang var i morges, da mindet fra for et år siden poppede op, Grafiko.dk (= Camilla Johannesens) billede af Lille Bjørn til rally, et billede jeg er totalt vild med.

Efter beslutningen om at gå championklasse med ham, og begynde at gå til træning med ham hos Johanna, er han blomstret op. Han elsker at træne, han elsker at gå til konkurrence, han er bare en fantastisk hund. Da vi først kom på bølgelængde (nedsmeltning …) han har performet fantastisk og jeg glæder mig meget til en række rallyprøver med ham de kommende måneder, i championklasse, som jeg ville have anset for en umulighed for ikke ret længe siden.

Jeg havde ikke planlagt noget træning i dag, det endte med 4 søg pr. hund i haven i rækkefølgen Max, Megan og Lille Bjørn. Et halvhøjt, et højt og to lave. Det var en perfekt mulighed for at sammenligne søg og markeringer.

Max er helt klart den skarpeste, han arbejder virkelig seriøst med søgende og markerer knivskarpt, og det gjorde han så også på dagens fire søg.

Megan søger også fint og de to første søg var med klare markeringer. De lave var sjuskede og hun bliver fjollet og frustreret, når hun ikke kan finde dem. Husk at sænke kriterierne.

Lille Bjørn arbejder også rigtigt godt, men han begynder at skrabe, hvis han ikke kan komme til kilden, og apporterede et par af dåserne. Ja, jeg er gået for hurtigt frem med ham.

I denne uge blev det offentliggjort hvilke danske restauranter, som fik Michelin-stjerner. Vi elsker god mad og der er flere af restauranterne der står på ønskelisten. Bl.a. Frederiksminde i Præstø, som ligger med udsigt til Kirstens barndomshjem. At få ledige tider hos dem til at gå op med ledige weekender i min kalender var ikke nemt, men 12.-13. august er nu på plads med hundepension og et meget lovende ophold. En Michelin-stjerne (igen) til Præstø, der er flot gået og altså ikke umuligt.

Til aften fik jeg også set på klipning af min egen musik til HTM/FS. Jeg blev enig med mig selv om, at HTM’en lige nu hedder fokus på positioner, fokus på overgange. Der skal ikke musik på endnu.

I FS1 er der tale om et efterhånden gammelt nummer, som er ændret en del undervejs, så opdelingen lå ikke lige til, men det blev til fire dele.

Anitas numre klarede jeg i går, og Here I Am er altså skønt at høre, jeg bliver gladere og gladere for det. Og jeg lærte at fade ud i mp3DirectCut!

Og nu vi er ved hvad der ikke er umuligt. Til prøverne på Bornholm 11.-12. marts er der 96 deltagere lørdag til to prøver og 59 søndag til én prøve. Og en tidsplan lørdag fra 11:00 til 19:30/20:00. Det er da fantastisk!

Det er skønt, når alt det umulige alligevel sker!

It's time to drink champagne and dance on the table

Dagens ordveksling: ”Du ser glad ud!”. ”Jeg er også meget glad. Det er ligesom at vinde en hundeprøve … nej endnu bedre!!!”.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er ansat i Nets og arbejder som projektleder. På grund af nogle interne rokeringer skulle jeg overtage et kørende projekt fra en anden 2. januar i år, og i går og i dag skulle vi have vores første store leverance.

Jeg kan ikke komme med detaljer, men som det er normalt for projekter, er der mange mennesker involveret fra forskellige afdelinger, og vi havde flere forskellige udenlandske underleverandører: fra Indien, Rumænien og Belgien.

For at sikre størst muligt fokus og øjeblikkelig håndtering af fejl, havde vi de to implementeringsdage inviteret de væsentlige aktører til projektlokalet i Ballerup og vi var et meget internationalt team: to indere, to rumænere, en lette, en franskmand, en japaner, en dansk/kineser (mig selv) og fire danskere til stede. Meget internationalt og meget fokuseret – vi var der alle med det fælles mål, at få systemet succesfuldt i produktion.

Da vi stoppede først på aftenen i går, var det med en erkendelse af, at det meste var gået godt, men der var nogle ting, som vi ikke kunne komme videre med før i dag – vi manglede simpelthen adgang til de rigtige mennesker. Jeg må indrømme, at jeg bandede lidt, vi var så tæt på en 100 % succes. Men jeg huskede min mentale træning, og fokuserede på alt det, der var gået godt.

Til morgen faldt det hele i hak, og stor var glæden da vi lidt op ad dagen kunne konstatere, at alt var på plads, vi var i produktion og alt var, som det skulle være.

Ordvekslingen foroven kom lige efter et statusmøde, hvor vi kunne konstatere at alt var vel, og det var en af rumænerne, der sagde det til mig. I forlængelse af ordvekslingen fik hun et link til min hjemmeside og vi fik talt lidt om hundekonkurrencer.

En ret spontan fejring blev arrangeret, en hindbærmousse og en blåbærmousse kage og et par flasker Asti spumante, 9 glade mennesker samlet og ønske hinanden tillykke med veludført arbejde – det er en ÜBERFED fornemmelse!

Hvad har det med hundetræning at gøre? ALT!

Aktiviteterne i går og i dag (= prøven) er resultatet af lang tids arbejde, omhyggelig planlægning og forberedelse. Det er i virkeligheden meget sværere end en hundeprøve, for selv om vi alle véd, at alt muligt kan ske i den forbindelse, kan jeg garantere for, at endnu mere kan ske i et projektforløb.

Den gejst, den gensidige opbakning, den vilje til sammen at klare alle udfordringer, fik mit hjerte til at banke, som når det kører allerbedst til en hundekonkurrence.

Og så forløsningen, når det hele går op i en højere enhed og man sammen kan glæde sig over succesen. Det giver virkeligt livet værdi.

Det med champagnen var noget jeg fandt på at lægge på Facebook som hilsen til den ansvarlige for projektet, som ved et rent tilfælde var på ferie langt væk, mens ovenstående fandt sted. Jeg synes det var en god måde at fortælle hende, at det var gået godt.

Lige om et øjeblik går jeg i gang med noget hundeorienteret. Jeg skal nemlig lave nogle CD’er til Anita og mig selv, med vores HTM- og FS-musik i bidder, som grundlag for at vi træner passager af programmet, og ikke altid fra starten. Anita har skrevet, hvor hendes klip skal ligge, jeg skal lige overveje klippene i mine programmer. Det bliver sjovt!

Rallybaner - og koncentreret fører

Aftenens træning hos Johanna bød på noget så utraditionelt som to fulde rallybaner med skilte og det hele. Ingen udenadslære. Den nærmeste var til selvtræning, den fjerneste kom der lige nogle regler til. På Lille Bjørns hold var vi tre der skulle gå banen på skift. Jeg havde numrene 1-2-3, en anden 2-3-1 og en tredje 3-1-2. Så jeg skulle starte og udføre første skilte, den næste de to første, den tredje de tre første, så skulle jeg udføre skiltene 2 og 3 osv. Så alle kom til at gennemføre den fulde bane, men med forskelligt antal skilte pr. runde. Der var ingen konkurrence i det, kun et spørgsmål om at arbejde med at holde fokus, fordi vi havde omkring 10 starter.

Jeg valgte at have Lille Bjørn på højre side næsten hele vejen igennem, og han var igen lidt overfrisk i starten. Jeg fik nogle tips til at få spejlvendt mine håndtegn ved højrehandling, jeg bruger næsten som refleks samme håndtegn som ved venstre side, med det resultat at Lille Bjørn kommer til at stå skævt.

Selvtræningen kørte vi fuld bane med først venstre start og dernæst højrestart og hold da op, hvor er han en fornøjelse at gå med. Der er nogle få momenter vi stadig skal have udviklet lidt bedre, men han er forbløffende hurtigt blevet en ret sej championhund, så jeg glæder mig til en masse konkurrencer den kommende tid, hvor vi kan have det sjovt sammen. Han er den sjoveste af alle tre hunde at gå med – den vilje og lyst til at arbejde, der lyser ud af ham, er altså ikke til at stå for.

Max var i snus fra starten, men jeg havde lagt en helt klar plan:

1. ikke på noget tidspunkt blive irriteret
2. Holde skarpt øje med, om det blev for svært for ham
3. Bruge min sunde fornuft hvis 1 og 2 ikke dækkede.

Der var en duft af løbsk tæve, han troede det var en på holdet, så han fik lov at snuse Annesine bagi og konstatere, at det var hun ikke, og så kunne vi gå selvtræningsbanen om ikke uden snus, så fornuftigt. I anden runde af banen, lige efter, gik han rigtigt flot. Jeg belønnede fornuftigt, fejlmarkering (som der næsten ikke var noget af), meget neutral. Rigtigt godt.

Setup på den bageste bane var lidt anderledes, for vi var kun to i min gruppe, så jeg gik 1-2-3 og den anden 3-2-1, dvs. der var ingen pauser. Det passede perfekt til at holde Max’ fokus, og han gik rigtigt flot, udelukkende højrehandling. Der var nogle håndtegn på højre side, der skal overvejes, men generelt superflot arbejde.

Derefter gik jeg FS-programmet (uden musik) og der var et par tidspunkter hvor jeg kunne mærke at han var lidt frustreret, og straks fik han hjælp, og hurtigt belønning, og så kørte vi videre.

Jeg måtte holde nogle pauser undervejs i træningen, for jeg kunne mærke at det var hårdt at holde dette fokus, men hold da op, hvor det virkede. Max var glad og på næsten hele vejen,

I øvrigt gik challengen fint med begge hunde. 360 grader til venstre, tysker og stillingsskift (jeg havde sit-dæk-sit) med hænderne på hovedet eller ryggen. Max havde jeg på højre side, og det var lidt svært, men han gjorde det!

Jeg er sikker på at begge drengene var tilfredse med deres fører til aften :-)

Nostalgi - og konstruktiv feedback og inspiration

Megan nr. 3 i championklasse 19.2.2011

I en weekend næsten fri for hundeaktiviteter, blev der tid til så meget andet.

I går formiddags var vi i Skageraks (tidligere Trip Trap) butik i Køge, som har lukkeudsalg., og det er til virkeligt fordelagtige priser. Vi synes Skagerak har nogle lækre produkter, men til nogle pebrede priser, men med de nedsættelser fik vi købt lidt.

Derefter gik turen til EFA Møbler, en lokal møbelforretning som har ligget i den nordlige del af Køge i over 40 år, og som vi senest har været i for 30+ år siden. Kirstens lænestol er brudt sammen, og vi skal have fundet en afløser, og det er ikke nemt. EFA Møbler reklamerer med 110+ lænestole, og sørme om vi ikke fandt én, som faldt i vores smag. Og en masse andet, som fik alle vores fordomme om EFA Møbler til at briste. Der var meget andet, vi blev fristet af.

Vi aftalte at vi i dag søndag ville besøge FDB Møblers showroom i Lyngby, for de har godt nok også nogle spændende møbler. Det blev en lidt nostalgisk tur. Jeg er opvokset i Lyngby, og har boet der næsten 20 år indtil 1976. Selvom meget er forandret er der alligevel meget jeg kan genkende.

Vi fik en croissant og en cappuccino i Meyers Spisehus i Lyngby, fortsatte over til FDB Møblers showroom, med masser af møbler vi kender, og som er af god gedigen kvalitet og moderne (igen?). Vi var i Lyngby Storcenter, i Lyngby Hovedgade og i Magasin. Hjemturen gik over Brede.

Hundenostalgien var dagens minde på Facebook, det er 6 år siden Megan debuterede i championklasse i rally, som man kan læse i dette blogindlæg. 113 prøver er det blevet til i alt i klassen, og forhåbentlig yderligere et par på vej. Megan er virkelig en sej gammel dame, og vi håber naturligvis hun holder sig frisk længe endnu. Men hver dag med hende er en gave, og hvis hun bliver syg eller kommer til skade, kan jeg garantere for, at hensynet til hende vægter 110 %.

Dagens enetime hos Sonja med Anita blev mindst ligeså god, som jeg havde forventet, dvs. den var fantastisk!

Jeg viste først hvad jeg annoncerede til at være det bedst mulige FS-program Max og jeg kunne gå. Det blev det så ikke … Der skete forskelligt undervejs, starten kom trods nogle ommere ikke til at fungere; heldigvis havde Sonja styr på videoen fra sidste søndag, så hun havde et sammenhængende program i baghovedet også.

Der skete præcis det, som typisk sker til konkurrencer, noget fungerede ikke (SPring og SPin ligger måske for tæt på hinanden), føreren stressede lidt, hunden dæmpede og den dårlige spiral kørte.

Jeg har hørt det før og Anita skrev det til mig for to dage siden og jeg gjorde det igen: agerede så Max kun kunne fejle. Han kan ikke have en fører, der ikke støtter ham 100 %.

Ideer til selve programmet var der også masser af:

• Fraværet af stokken gør det vigtigt, at jeg husker at agere gammel – der er noget af min ageren på videoen som ikke passer til en mand på 64
• Jeg skal være skarpere i overgangen fra indlednings spring (herunder hvor han skal slutte) og slalommen
• Jeg skal overveje de to lange follows, som fylder ret meget af programmet
• Jeg skal overveje momenter, der viser samhørigheden (touch, hoved og lignende)
• Bakke væk virker for ofte ikke til træning og ikke mindst konkurrenter, så jeg bør overveje noget andet. Max har det ikke godt væk fra mig ...

Jeg har redesignet programmet på vejen hjem for jeg kan på simpel vis får et mere sikkert og mere flydende program.

HTM-programmet blev alene baseret på videoen, der var inge3n grund til at vise noget, som på ingen måde er klar. Vi fik talt en del om kravene til et godt HTM-program i klasse 3. Om at have ro i programmet, der passer til musikken og teksten. Om at udnytte de bløde links. Om at have skarpe og præcise links, jeg har masser af tid til dem, og de skal hver især trænes omhyggeligt og være knivskarpe. Om at min koreografi skal være simpel og udstråle ro.

Og først og fremmest at træningen kræver: TÅLMODIGHED

Her knap to år inden min debut i HTM og et år inden min debut i FS må jeg indrømme, at min fascination af begge discipliner bliver større og større.

Keine Hexerei, nur Behendigkeit

Rally ER populært

At rally er blevet en populær hundesport er helt sikkert. Mange prøver bliver fuldtegnet meget hurtigt og det er jo dejligt, for så er der noget ved at arrangere prøver.

Selv prøver, som ikke kvalificerer til DM eller Årets Hund (i DKK), bliver hurtigt fuldtegnet, og dobbeltprøver virker som om, de er ekstra attraktive. Det synes jeg absolut selv, som deltager.

Der er prøver, som i princippet burde kunne tage alle, som var interesserede i at deltage. I DKK-sammenhæng gælder det prøver, der kvalificerer til DM og til Årets Hund.

Som deltager bliver jeg selv irriteret over ikke at kunne få plads, så som medansvarlig for at arrangere DKKs prøver har jeg været med til at sætte grænserne for deltagertallet til prøverne op.

Prøverne i Roskile 30. april havde oprindeligt to dommere, som vi havde aftalt et max på 60 hunde med. Da vi var tæt på at nå det loft, inviterede vi en tredje dommer, og hævede loftet til 75 pr. prøve. Det blev også nået. Så med lidt behændighed blev der i går ændret til at lidt flere kunne tilmelde sig. Men helt ærligt: 150+ deltagere til ro rallyprøver er da vildt.

Weekenden 11.-12. marts skal Anita og jeg dømme tre rallyprøver på Bornholm. Tre prøver, alle kvalificerer til DM, to til Årets Hund, så de er da attraktive, men altså 154 tilmeldte, det er også helt vildt.

Bloglæsning

Jeg har siden NW-træningen i tirsdags ikke været til noget organiseret træning, og skal først i morgen sammen med Anita have en enetime med Sonja.

Jeg har brugt en del af lørdagen på at læse mine egne blogindlæg. Med fare for at lyde selvfed synes jeg, at det er skønt at læse de blogindlæg: De handler om glæde, positive oplevelser, udfordringer på en konstruktiv måde, og det vakte masser af glade minder.

Jeg begår dumheder, jeg gentager fejl, jeg lærer nogle gange meget langsomt af egne erfaringer, men generelt udvikler jeg mig og når dagen er omme kan jeg kun være tilfreds med det samarbejde, jeg har og de resultater, jeg når med hundene.

Hvis jeg kigger på det udefra og skærer igennem alt fedtet, så er det svært at være utilfreds med:

• At konkurrere med en næsten 14 år gammel, døv engelsk springer spaniel, og få 95 point i rally championklasse og kunne arbejde godt i NW med hende
• At debutere med en næsten 10 år gammel stivbenet Norwich terrier med ikke helt skarpt syn i rally championklasse og få 96 point
• At træne med en selvudslettende border terrier, som går i rally championklasse, FS1 og HTM2/3 og træner NW – og som er god til det hele.

For helvede Paul, tag dig sammen og glæd dig over det, i stedet for at jamre over småting, der ikke lykkes!

At læse Max

På morgenlufteturen mødte vi et par med to løse hunde, det lignede bestemt amstaffer. Jeg gik som sædvanlig med drengene i flexline og Megan løs. Jeg læste de to amstaffer og slap Max – men ikke Lille Bjørn. Den ene amstaff (Yrsa) og Max legede fint sammen, den var ret pågåemde, men Max svarede fint og de legede pænt sammen. Den kvindelige del af parret sparkede flere gange efter sin hund, ikke hårdt, men irriteret, og jeg overvejede om jeg skulle sige noget, men det gjorde jeg ikke. Hundene var nemme at læse og der var ikke problemer. Yrsa forstod ikke at Megan sagde fra, så jeg endte med at gå væk fra dem.

Og være stolt af at mine hunde agerede med tydeligt hundesprog og at de andre hunde og jeg kunne læse dem.

På eftermiddagsturen havde Kirsten som sædvanlig Lille Bjørn og Megan i almindelig line og jeg havde Max i flexline. Vi (= Max) faldt over et ret spændende stykke bræt, Kirsten gik væk med de andre hunde, og så fik Max lov at apportere brættet, som jeg kastede ud i vandet.

Igen var han nem at læse. Han kunne bruge resten af sit liv på dette! Fuldstændig som oldefar Otto. Man kan se det på det på billedet, det er en glad hund, og hvis hans fører kan skabe bare 80% af den glæde til træning og konkurrencer, så bliver vi verdensmestre.

Motivation – eller Forever young

Hundepris 2016 givet til Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat

Jeg ville have kaldt dette indlæg Forever young, men det har jeg jo brugt. Jeg kan mærke, at der er behov for en gang coaching, og da jeg alligevel skulle have fat i Anja om en enetime til Anita og mig, kom begge aftaler på plads.

Jeg har fået en rigtig god hjemmeopgave til den kommende coachingtime: ”for hvert mål for 2017, skal jeg til næste session lave en prioriteret list med mål pr. hund, og sætte ord på, hvad målet gør for mig. Hvorfor har Paul det mål?”

Jeg startede forberedelserne med Lille Bjørn. Der kom til at stå følgende mål i rally: Debutere C, Bestå C, Placeret champion cup, ÅH kvalifikation, DM kvalifikation, Supercertifikat, DM bestå, ÅH bestå.

Hvorfor: Fordi jeg vil udfordre mig selv, opgive det ”sikre” i ekspertklasse, indlære øvelser, som jeg ikke troede, var muligt med ham, glæde mig over hans fantastiske udstråling, grine under banegennemgangene og glæde mig over hans glæde ved at træne og konkurrere. Jeg synes bare det er så fantastisk at gå med ham igen, at finde ud af hvor glad han er for at arbejde, og han er bare sjov at gå i championklasse med.

Megan. Hendes mål er indenfor NW: Træne, bestå uofficiel NW1 og officiel NW1. Fordi jeg nyder at indlære nyt med den allerførste hund, som jeg har trænet seriøst med. Samt udfordre mig selv ved at målet er at bestå NW1.

Megans mål i rally: Logre gennem banen ved prøver, der ikke tæller til DM/ÅH, og sekundært at bestå. Fordi jeg nyder at kunne gå med hende, så længe hun er åbenlyst glad for det, kunne grine under banegennemgangene og som ekstra bonus bestå indimellem.

Megan og Lille Bjørn forventer jeg intet af og er jeg totalt afslappet når jeg går til prøve med dem.

Så kom jeg til målene med Max, og det var nemt nok.

• Rally: DM kvalifikation, ÅH kvalifikation, Supercertifikat , DM bedre end sidst (9), ÅH bedre end sidst (8)
• HTM: Indlære nyt program, HTM2 1.4, HTM2 6.5, HTM3 2.9?
• FS: FS1 titel, ?
• 6+: I ringen igen, Landshold?
• NW: Træne

Det var her jeg gik i stå. Og tænkte rigtigt mange tanker og tænkte rigtigt meget over, hvad jeg har fået af feedback om Max og mig.

Mine forventninger til Max er skyhøje, uanset hvad vi laver, og som jeg fik at vide af en person, der kender mig ret godt: ”Hvis der nu kunne komme til at stå noget med glæde og engagement i stedet for en masse forventning om at præstere fantastisk, så vil det godt nok være skønt”

Jeg kan godt stille det som åbent spørgsmål her, og jeg får uden tvivl god feedback ---

• Stiller jeg for store krav til Max?
• Går jeg for meget op i resultater med ham?
• Skal jeg finde mere realistiske mål?

Jeg har prøvet at komme i tanker om situationer, hvor Max har gået rigtigt godt. Dengang han fik sit rallychampionat, DM2015 finalen, vores debut i HTM1, rallyprøven på Samsø sidste år, hans rallyprøve ved juleafslutningen. Det har intet med point at gøre, men alt med hvordan, jeg har følt det.

Så det skal jeg bestemt have arbejdet med. Og det er på papiret nemt, men bestemt ikke i praksis. Jeg fik engang at vide: ”Max er nok ikke hunden, du kan realisere de vildeste drømme med, men så find de mål, du kan realisere. Max er så dygtig og han kan så meget, så hvis du kan slappe af, kan I opnå vildt meget!!!”. Det var et ualmindeligt godt råd!

PS: På vej hjem fra arbejde var jeg forbi Dyrenes Beskyttelse, Roskilde Internat, med deres diplom og gave som synlig tilkendegivelse af, ar de har vundet Sydkystens Hundeskoles hundepris 2016. De er de første, som modtagerprisen to år i træk, og de var meget glade og stolte.

Nose Work og Freestyle

Det er vigtigt med pauser, når der trænes Nose Work

Til aften var Max og jeg til anden runde af Johannas Nose Work øvet hold.

Temaerne var: Beholdersøg, beholdersøg med forstyrrelser, højt søg (oppe, helst ikke op af væg) og lavt søg (helst under gulvhøjde).

Beholdersøget var lidt drilsk og meget lærerigt. Max søgte eminent, og da han havde tjekket alle beholdere bortset fra den rigtige, begyndte hans fører at ændre adfærd, og Max begyndte at tilbyde markeringer … Ligeså snart jeg bare opførte mig naturligt, markerede han rigtigt. Meget vigtig læring!

De høje søg var svære, fordi jeg ikke har trænet med højder, som han ikke kan nå. Så han blev tydeligt frustreret over ikke at kunne komme til kilden, vi skal bygge træningen mere systematisk op – og ja, Johanna havde fortalt, at det VAR svære søg.

De lave søg gik det meget bedre med, og selv om man (ikke jeg) nogen gange tror han er på afveje, er det tydeligt at han arbejder meget koncentreret.

Beholdersøg med madforstyrrelse. I første søg strøg han forbi både den med distraktion og den med fært, og da vi vendte lavede han den smukkeste markering af den korrekte. Anden gang blev han ved den med distraktion, blev dirigeret videre og lavede en kort markering af den med fært og så en korrekt en med langt touch.

Superarbejde af Max og masser af nye ideer til træningen.

Amanda lagde i går videoerne af Anitas og mit HTM/FS-programmer op i en gruppe på Facebook.

Jeg blev simpelthen så glad, da jeg så FS-programmet: ”Hold da op hvor blev jeg glad da jeg så den!!! Max' hale kører jo helt vildt :-) Det er den nye udgave, jeg er tilbage ved den korte udgave af nummeret. 1:39 stokken er væk - den var altså i vejen for mig og skabte forvirring for Max. Denne udgave synes jeg allerede ser godt ud, fint flow og tricks vi kan finde ud af.”

Videoen kan forhåbentlig ses via dette link

Her er video af HTM-nummeret, ret improviserede positioner: link til video

1 år i championklasse – og gode minder

13. februar 2016

Dagens minde var Dejlig debut og skøn rallydag. Jeg troede det var løgn. Det ER altså kun ét år siden Max debuterede i rally championklasse, ved en dobbeltprøve i hallen i Kamstrup og med Anita og Conni som dommere. De dømte jo også Lille Bjørns debut i klassen i går. Det føles som om, det er meget længere siden.

Men vi har sørme nået rigtigt meget på det år: 33 officielle rallyprøver, deltagelse i DM og i finalen i Årets Hund. Han kom i finalen til DM og endte samlet som nr. 9, og han blev nr. 8 til Årets Hund.

Min helt store udfordring med ham er at han er så ekstremt følsom overfor omgivelserne og hans resultatliste viser en kedelig statistik:

10 IB’er heraf 6 hvor han forlod ringen, er ikke rigtigt tilfredsstillende. Men, når jeg er allermest nede i kulkælderen med ham, så slår han lige til, og redder min dag. For engang imellem kan han gå fantastisk, og den dag, jeg finder nøglen til, at han går fantastisk det meste af tiden, så rykker vi op i toppen af klassen – og det er bestemt mit mål!

Og helt ærligt, så er statistik bare statistik og mindekontoen har en skyhøj positiv saldo, for hold da op hvor er der mange rigtigt skønne minder, og selv de mindre gode oplevelser har altid ført til noget positivt.

Max har i øvrigt været op i championklasse hos alle danske rallydommere

Og nu til noget helt andet.

I det nye nummer af SKKs medlemsblad Hundsport, er der en artikel med overskriften ”Dansk domare dömde svenska toppekipage”, i anledning af at ”Danske Paul Lysholdt blev den första utländska domare som har dömt rallylydnad i Sverige.” Dejlig artikel og masser af gode minder fra en skøn weekend.

Om at glæde sig på andres vegne

Foto: Conni Hansen

Hold da hvor blev jeg glad på mange andres vegne i går i forbindelse med Sydkystens Hundeskoles rallyprøver. Der er så mange af deltagerne jeg kender, som træningskammerater, prøvedeltagere, kursister mv., og jeg har bare fået lyst til at dedikere et blogindlæg til dem.

Majbrit har i sit blogindlæg skrevet det så præcist: ”Søreme om ikke vi blev nummer 2 med 97 point. Nummer 1 var Super Champ - så første Super Champ cert er sat på plads i bogen. Stor var min glæde, og igen må jeg sige - stor glæde hos alle de andre også. Til stadighed bliver jeg så positiv overrasket over den gode spirit der udvises - ja vi konkurrerer, men alle kan i den grad glædes på andres vegne. Jeg tror, det er en ret så væsentlig faktor i forhold til, at vi er så mange der hænger på i den sport.”

Jeg stod ved siden af Majbrit idet Lille Bjørn og jeg blev nr. 3 i klassen og jeg blev superglad på hendes vegne, jeg har ikke engang tænkt nærmere over det, for selvfølgelig gjorde jeg det.

Her har jeg virkelig bare taget et udpluk, så hvis du ikke er nævnt, så er det ikke fordi jeg ikke er glad på dine vegne. Kæmpestort tillykke til:

• Anne Ingevold og Get Away Avendesora Poland med RBM
• Birgit Dahlgren og Chili med to gange 1.v. i championklasse med 99 og 98 point
• Birgitte Rønsner og Gawain's Shining Like A Diamond med RØM (med 100 point)
• Camilla Johannessen og Emma med DKRLME
• Dorte Alsing Øtoft og Soweto Bonolo Zola med DKRLCH
• Elena Berthelsen og Allegra med 100 point og RBM
• Gitte Fischer og Lacewood The Star Trooper med DKRLCH
• Lisbet Becher og Shinbi Mailie's Kinkai Miki med RBM
• Majbrit Bengtson og Caro med første supercert.
• Neel Ane Smed og Apachi med 99 point i begynderklasse og bedste sejrsdans ever
• Poul Jensen og Bernerbrukets Twittra med første cert.
• Signe Hjorth Jensen og Sitka med to certer
• Sofie Hvid Haurholm og Khetashio Sexy Little Convertible med 99 point og 3.v. i ekspertklasse
• Svenja Arendt og Deb's Cortina med RØM
• Tina Lander og HappyCocio med RBM
• Tina Lander og Chessie med RØM

Jeg glæder mig på jeres vegne over de flotte resultater og glæder mig til at følge jer i denne skønne sport.

FS, HTM, NW og rallynørderi

Præmieoverrækkelse i 1. championklasse i går (foto: Sandie Højgaard Larsen)

Anita og jeg mødtes i dag 8:45 foran Jersie Hallen for at filme hinandens FS- og HTM-programmer der hvor vi er nået til, som grundlag for en enetime med Sonja næste uge. Vi var ret enige om, at vi godt kunne mærke gårsdagens rallyprøve i kroppen og benene, men som sande nørder, ville vi naturligvis ikke drømme om at ændre aftalen pga. det.

Der var heldigvis meget tomt på parkeringspladsen, så vi i ro og mag kunne spille musikken højt via min afspiller i bilen og filme fra bilen, så musikken kunne høres på optagelsen.

Jeg startede med FS-programmet, som jeg også havde varmet op med, men måtte afbryde efter 10 sekunder, fordi det gik helt i skuddermudder. Næste runde blev meget bedre, springene i starten pepper Max op, og jeg synes der er kommet rigtigt god fart i programmet. Max har det også meget nemmere, nu hvor jeg ikke står med den stok, som jeg ikke kan finde ud at bruge fornuftigt, og som forstyrrer ham. Der var lidt småkiks – og ja, det er der jo stort set altid (godt til at tænke/træne plan B’er – og jeg var tilfreds). Der er noget at tale om ikke at forglemme!

HTM-programmet blev noget meget dogmeagtigt, for jeg kan ikke startpositionen P8 endnu, og startede derfor med P1 sidelæns til venstre og halvimproviserede positioner og overgange. Nu er der et udgangspunkt for at tale om noget.

Derefter optog jeg Anitas programmer og efter en ½ times fin træning stoppede vi og jeg kørte det korte stykke til Jersie Privatskole, hvor dagens runde af NW-holdet hos Tina skulle afvikles.

Megan var med på første hold, hvor vi skulle arbejde med beholdersøg, søg i rum med 1 dåse med lavendel, 4 uden, søg hvor der var blandet dåser med lavendel og pølse, samt det løse bl.a. på legestativet.

Beholdersøget var interessant, for jeg fik markeret to gange forkert før den rigtige markering. Jeg skal øve mig i at læse hende lidt bedre på de søg og lade hende afsøge alle, inden jeg kommer med den hurtige markering? De andre søg var flotte, og hun valgte fint pølsedistraktionen fra.

Beholdersøg

Max var med på næste hold. Han brugte meget tid på udenomsværker ved beholdersøget, det virkede definitivt som om han arbejdede, men mente at kilden var uden for arealet, hvor kasserne stod, men til sidst markerede han tydeligt den rigtige kasse.

Lavendel fundet - pølse ignoreret (foto: Tina Hougaard-Nielsen)

Hans arbejde med pølsedistraktionen var eminent. Han søgte intensivt væk fra væggen med boksene, men endte med flotte markeringer på de to rigtige dåser og ignorerede helt dem med pølser. Flot arbejde. Det var en dejlig måde at bruge formiddagen på!

I går aftes ordnende jeg diverse administrativt vedrørende rallyprøverne, bl.a. registrering af resultater samt opdatering af performancejournal og generel refleksion over dette og hint.

Både i går og i dag har jeg naturligvis glædet mig rigtigt meget over, at Sydkystens Hundeskole har fået så meget ros for arrangementet, og det er da totalt sejt at 4½ person (hvis jeg er venlig og tæller mig selv med som en ½) kan gennemføre en dobbelt rallyprøve på en effektiv og ustresset måde, uden at noget bliver forceret, og så forhåbentlig mange oplever arrangementet som hyggeligt og velorganiseret, og får lyst til at komme igen en anden gang. Jeg er meget stolt af at have gennemført dette arrangement sammen med Amanda, Anita, Conni og Connie!

I dag udsendte Annie den opdaterede stilling i rally champion cuppen 2016/2017og det var dejlig læsning. Max og Megan er begge oppe på 5 kvalificerende resultater, han er nr. 16 og hun nr. 17. Lille Bjørn er med sine to resultater fra i går kommet ind på en 34. plads.

Lille Bjørns første roset i championklasse

Lille Bjørn blev 3. vinder ved sin debut i championklasse, det var hans 75. rallyprøve og 8. gang han kom i top 3:

Og nu jer er i gang med nørderiet, er her en statistik over hvor mange gange hundene har været oppe hos hvilke dommere:

Sidst med ikke mindst er skuffelsen over Max’ indsats i går håndteret og det, der står tilbage efter en dejlig weekend er først og fremmest Lille Bjørns flotte start på championkarrieren og Megans fantastiske friskhed, både i rally og NW.

Super Bjørn i championklassen!

Foto: Neel Ane Smed

Det har været en fantastisk dag. Alle tre hunde var med til Herringløse Agilitycenter, og alle tre var oppe i championklasse to gange.

Jeg har ifølge Amanda ombestemt mig cirka 700 gange vedrørende den prøve, kun en lille overdrivelse, men på dagen valgte jeg at tage det hele.

Først hos Conni, hvor championklassen var første klasse. Syv hunde med Megan som nr. 1, Lille Bjørn nr. 4 og Max nr. 7.

Megan gik som en drøm. Fuld kontakt og superskarp, jeg tør næsten skrive: bedre end nogensinde. En ommer og 2 1’ere og 95 point.

Lille Bjørn gik totalt fantastisk i sin debut. Meget opmærksom og præcis. 1 ommer (fremsending til kegle) og 1 1’er og dermed 96 point og 3. vinder.

Den følelse, som jeg havde med hjem fra prøven, var den følelse i hjertet, som jeg havde under de to banegennemgange. Megan på snart 14 år, Lille Bjørn på snart 10 år, gik så godt, så jeg havde tårer i øjnene og mit hjerte boblede af glæde. Det er bare noget af det fedeste og skønneste og mest fantastiske jeg har oplevet som hundefører. Som jeg fortalte et par af de andre, hvis jeg kunne komme den følelse på flaske, ville jeg blive milliardær :-)

Max var bestemt ikke på. Han snusede til underlaget fra starten af opvarmningen, tænderne klaprede (løbsk tæve) og da vi gik på banen, var han meget lidt fokuseret. Jeg synes selv, jeg arbejdede godt med ham, og vi endte med en 10’er (jeg stillede ham ved keglen, for han ville ikke forlade mig), 1 ommer og 6 x 1, i alt 81 point. Men på en ikke så spændende måde.

I en luftepause løb mine tre hunde sammen med Neels Apachi og Sisu, Sandies Rumle og Annes Daya, det var virkelig skønt. Tak for foto Neel.

Dagens sidste prøve var hos Anita, hvor de samme 7 hunde skulle op, nu med Lille Bjørn som nr. 1, Max som nr. 4 og Megan som nr. 7.

Det var teknisk en noget sværere bane end Connis, men Lille Bjørn gjorde det godt igen. Vi fik en 10’er (bakke 1, bakke 2 skridt), 3 ommere og 4 x 1 og dermed 77 point. Absolut godkendt, og en flot debutdag for ham.

Jeg havde forudset at Max ville forlade ringen, han kiggede langt efter en tæve, som ikke var løbsk, men kunne være det. og vi endte med at blive IB’et for at han forlod ringen. Vi gennemførte banen, da han kom tilbage, men hverken før eller efter var han ordentligt på.

Megan gik igen fint, men med 2 x 13, 1 x 3 og 3 x 1 var der for lidt til at bestå. Jeg begik en dum fejl ved den anden 13’er, fordi jeg ikke fuldførte ommeren – jeg tænkte et øjeblik som dommer, i stedet for at optimere mine chancer. Anita havde måske godkendt den, jeg var selv i tvivl. Det burde ikke betyde noget, men alligevel nagede det mig, at vi ikke bestod.

Men pyt, Lille Bjørn brillerede, overgik mine største drømme og jeg er superglad for, at jeg valgte at satse på championklasse med ham

Klar til rallyprøver

I morgen afholder Sydkystens Hundeskole dobbelt rallyprøve i Herringløse Agilitycenter. Det er vores 38. og 39. officielle rallyprøve og den 11. dobbeltprøve. Så vi har rutinen i at afvikle sådanne stævner.

Fotoet er fra vores første officielle prøve 29. december 2010, hvor Megan i øvrigt blev DKRLCH.

Bemandingen er optimal! Dommerne er Anita (som for 8. gang dømmer for Sydkystens Hundeskole), Conni (for 6. gang), Connie er tidtager for jeg véd ikke hvilken gang, og chefsekretær er Amanda for xte gang med mig som hjælpesekretær. Og det er netop sådan en supererfaren besætning, der kan sikre at prøven bliver afviklet hurtigt og effektivt uden at det går ud over det hyggelige, den gode feedback og gode præmier til alle deltagere. Faktisk så gode, at vi har aftalt at dommere og øvrige hjælpere i morgen må vælge én præmie hver, til at starte med, så de ikke bliver alt for misundelige på deltagerne under præmieoverrækkelsen :-)

Vi vil have tilfredse deltagere til vores prøver, og det mener vi os vi har i altovervejende grad. Vi prøver at være meget fleksible, og det plejer at lykkes at få det hele til at gå meget godt op i den sidste ende.

Apropos præmier har vi været i tænkeboksen med hensyn til præmien, for at blive champion på dagen. Vi har hidtil haft nogle store pokaler, men nu, hvor de er brugt op, har vi lavet en slags kompromis, hvor champions får en stor blærerosette + en lille pokal; vi håber, vi kommer af med en masse i morgen, for det er altså dejligt at være med til at fejre, at deltagere får den eftertragtede titel.

Jeg glæder mig altid til at komme til rallyprøve, jeg glæder mig ekstra meget til vores egne arrangementer, og i morgen er en ganske særlig dag, fordi alle tre hunde skal med i championklasse. Der har godt nok været mange overvejelser frem og tilbage, men konklusionen her lige før lukketid er – og det er på Kirstens anbefaling! – at alle tre hunde kommer med fra morgenstunden. Megan og Max skal op til den første championprøve (som starter med banegennemgang 9:10) og til den sidste skal alle tre op med Lille Bjørn som den første – det er hans debut i championklassen, og jeg skal jf. bloggen i onsdags, have mulighed for at varme ham ordentligt op.

Så velkommen til alle deltagerne, dommere og hjælpere. Jeg ønsker at vi sammen får en fantastisk dag!

LP og Freestyle

Foto: Lonni Prirsching

Jeg var heldig at kunne overtage Amanda og Osseaus plads på Johannas LP-hold i går aftes og sagde ja tak med det samme. Det er meget længe siden (over et år) siden jeg har trænet noget LP overhovedet, og endnu længere siden med Max.

Der var tre sektioner på holdet.

Først havde vi banegennemgang af en LP-bane, som det forrige hold havde bygget. Klasse 1 spring. 2 skridt til venstre. Stillingsskift stå-dæk-sit-stå på 2 meter. Dæk under gang. Hund rundt om fører (rally). Bakke ved siden af fører. Stå under gang. Klasse 2 spring. Indkald med stop. Løbe rundt om kegle (lavede vi som fremsending). 8-tal (rally). Vi skulle huske banen helt som til rally i tirsdags, og efter at have gået banen et par gange, skulle vi selv gå den med hund som selvtræning.

Jeg gik den to gange, og det var virkelig en fornøjelse. Vi har aldrig prøvet klasse 2 springet (med opsamling af apport), men det lavede han helt cool med sin lilla legetøjs apport. Indkald med stop var bare så lækkert. Jeg blev mindet om, hvorfor jeg savner at træne LP for alvor. Omvendt blev jeg også mindet om, hvorfor jeg ikke gør det – hans piv i stillingsskiftet, ved hvert skifte. Men det var sjovt og haleføringen høj det meste af tiden.

Så var der en lille ikke-konkurrence, lav mest mulig forskellig adfærd på banen på 90 sekunder. Jeg havde nogle gentagelser og fik ikke altid rykket til næste kegle, men Max var totalt på og havde det sjovt og vi nåede alligevel 19 stk. adfærd :-)

Den individuelle runde var en perfekt mulighed for at afprøve vores nye FS1-program med musik. Jeg er ved at have styr på koreografien, så banen bliver udnyttet fornuftigt, springene i startsekvensen fungerede godt, og jeg kunne bare mærke at det føltes godt.

Johannas feedback var virkelig lækker – det er blevet et meget bedre program, vi følger musikken, vi udnytter banen og der er et godt flow. Nu hvor jeg ikke skal kæmpe med stokken føler Max sig tydeligvis meget tryggere. Nu ser jeg frem til at skulle vise det til en prøve!!!

Dejlig træningstime og masser af god motivation af både Max og mig.

Fotoet foroven dukkede op forleden, da Lonni spurgte om det må bruges til noget reklame, hvilket det naturligvis må. Som hun skrev: ”Syntes det er et knald godt arbejdsbillede af Max.. Med høj hale, på vej ind med apporten!! Så skønt :-)

Mere konkurrencetræning – og noget om motivation

Gårsdagens rallytræning hos Johanna var igen med tema konkurrencetræning. Johanna kan på en simpel måde få skabt det ekstra pres, som gør at man føler sig i en konkurrencesituation.

Banen til Lille Bjørns time kan ses ovenfor. Vi var 6 på holdet, fik beskrevet reglerne banebygning, fik tildelt numrene 1-6 og så skulle nr. 1 (jeg) fortælle hvor man skulle gå hen og udføre den første øvelse og hvilken øvelse det var. Efter 3 runder havde vi en bane på 18 skilte, som vi alle havde bidraget til, og som vi efter lidt banegennemgangen skulle gennemføre med hund.

Det gik ret hurtigt med at lære banen, jeg tog Lille Bjørn ud, og så trænede vi alt muligt – bl.a. felt, fremsending til kegle, dobbeltspring ro og diverse øvelser på højre side. Indimellem den fulde bane i træningsområdet. Lille Bjørn var som sædvanlig god oppe at køre, bjæffede noget og var næsten for ivrig. Da vi nærmede os tidspunktet, hvor vi skulle ind (vi var nr. 4), lavede vi 3-4 øvelser + belønning nogle gange, og da det var vores tur gik vi hen, startsignal og så i gang. Jeg belønnede 3-4 gange under hele banen, vi måtte lave et springvand om, og han gik i snus et sted mellem to skilte.

Det var det.

Han gik som en drøm og var så opmærksom og så præcis. Hans fører var også virkelig skarp.

Johannas feedback var klar: Hun havde aldrig set Lille Bjørn gå bedre, og vi lavede lige High Five. Var det motiverende? Ja!!!!

Og så lidt stof til eftertanke. Når jeg nu havde planlagt at gå op med tre hunde i samme klasse på lørdag, så var det godt at vide at Lille Bjørn gik så flot, som han gjorde, efter cirka 40 minutters opvarmning …

På næste hold var det Max’ tur, der blev flyttet lidt på keglerne, og der var 5 andre deltagere. Så det blev en helt anden bane, og meget sværere. Bl.a. fandt jeg ud af, at det drillede at den samme kegler både indgik i sekvens 2 og sekvens 3.

Max var nr. 2, der skulle op, men opvarmningen var ligesom Lille Bjørns, bare noget kortere tid. Rigtig god kontakt fra starten, en MEGET opmærksom fører, og nogle meget flotte øvelser. Der var en fremsending til kegle, som var interessant. Johanna stod måske 5 meter bagved i lige linje, og Max rørte sig ikke, da jeg ville sende ham. Johanna gik nogle skridt til siden, og Max strøg ud og stillede sig …

Så var der bakke væk fra fører, hvor han fik sat sig, og ellers var det ikke så meget at sige.

Nå ja, føreren sprang øvelsen ved ”dobbeltøvelseskeglen” over i første runde, og opdagede det, da han passerede det næste gang og udførte så begge øvelser dér. Johanna havde ikke afbrudt, fordi det ville have afbrudt vores gode flow og det var egentlig heller ikke en vigtig pointe, at vi gik banen præcis som tænkt, det var kun for at lægge presset på os, at vi skulle huske banen.

Jeg må indrømme, at jeg kørte hjem med en følelse af, at have vundet et vigtigt mesterskab, og det havde jeg jo sådan set også – det var virkelig flot arbejde af begge drengene, og det er sådan oplevelser der giver livet værdi for en hundenørd.

Hvad sker der på HTM/FS-fronten? Ja, jeg, må konstatere at nogle datoer i kalenderen hjælper træningen gevaldigt på vej.

Anita og jeg har aftalt nogle fælles enetimer hos diverse eksperter, for at have nogle pejlemærker i forbindelse med udviklingen af vores respektive programmer. Jyder og fynboer kan så misunde os, at vi i nabolaget kan vælge mellem fx Anja, Johanna og Sonja, og netop Sonja står for tur 19.2. Hun var så sød at minde os om det i går, hvor hun bl.a. skrev: ”hvis I vil have input til jeres programmer, vil det være en fordel, hvis I kan sende mig video af dem på forhånd... derfor skriver jeg nu, så I evt. kan nå at filme hinanden, hvis det er relevant. :-)”. Det kan man kalde et vink med en vognstang :-) og Anita og jeg fandt lige et hul i kalenderen søndag morgen, til at filme hinandens programmer.

Et vigtigt målepunkt er næste prøve, hvor jeg har vaklet lidt frem og tilbage vedrørende prøven 1. april. Louise og jeg har talt en del om den prøve i dag, og konklusionen er, at vi i starten af marts beslutter os endeligt. Men målet er helt klart at vi skal over og udføre nogle fine programmer. Så over fredag, en god middag i Århus, og så op i diverse programmer lørdag i Hangar 17. For mit vedkommende FS1 og HTM2, og sammen 6+. Jeg har et plinghalsbånd klar, som skal debutere!!!

Vi kom også til at tale om diverse måder at indlære kæderne på, og gøre leddene lige stærke. Så nu skal jeg have lavet de to udgaver af numrene, hvor de er opdelt i 3-5 kæder, som skal trænes særskilt. Jeg brugte billedet fra min barndoms klaverundervisning, hvor jeg altid spillede første del af stykkerne meget bedre end slutningen, simpelthen fordi starten var trænet så meget mere.

FS-nummeret skriger efter at blive opdelt i 3 sekvenser, og jeg kunne mærke, da jeg gennemgik programmet for Louise, at det bliver godt. God udnyttelse af ringen, nogle flotte flow – uden stok! – og en meget bedre start og afslutning.

HTM-nummeret har jeg afprøvet masser af gange i hovedet og i går til rallytræningen var Max og jeg igennem det meste, som en del af selvtræningen. Det begynder at lige noget; jeg skal huske at have MEGET fokus på overgangene, for hold da op hvor en god overgang giver en fantastisk effekt.

Så masser af motivation til at gå videre med træningen og nogle klare målepunkter til at konstatere, at vi udvikler os.

Ikke dårligt ;-)

Perspektiv og prioriteter

Dagens første minde på Facebook var fra for præcis et år siden. På Kirstens fødselsdag i 2016 debuterede Max og jeg i HTM2, bestod og fik 4Q point. Det var en dejlig dag, og jeg så da ret tilfreds ud :-)

Der var en, der skrev til mig, om jeg kom til Rønde 1.4. Jeg skrev om mine overvejelser for og imod, og så kom den kommentar, som gjorde mig superglad: ”Ihhh det bliver SÅ fedt at I er i HTM3”. Og det er da præcis, hvad det er! Når jeg skærer al snakken og undskyldningerne væk, så er Max og jeg kvalificerede til at gå i HTM3, vi skal bare træne, så vi også er klar til det!

Jeg kunne mærke, at jeg i løbet af samtalen blev ret tændt på at komme til Hangar 17, og hvis jeg vil, så kan jeg. FS1-programmet er på plads, og kan jeg få en god HTM2-udgave klar til den nye musik? Ja, selvfølgelig kan jeg det. Jeg søger lige efter godt selskab til turen, og så tror jeg, at jeg tilmelder.

Jeg var tilmeldt med makker til et Nose Work hold kaldet Murder She Wrote. Min makkers hund er død. Jeg fik mulighed for at finde en anden makker eller melde fra, og jeg meldte fra. Det havde altså ikke været det samme på nogen måde at deltage.

Kirsten fortalte i dag, at vi var inviteret til hendes bror 70 års fødselsdag. Han fylder den 13. maj og holder fødselsdagsfrokost den 20. maj. Det er der, jeg skal til rally med Max og Lille Bjørn og dømme rally i Aarslev. Klip fra korrespondance med Anita:

”Afbud fra mig …”

”Aii!! Skulle du ikke dømme?”

”Afbud til fødselsdagen selvfølgelig!! :-)

”Nåh ja, naturligvis :-) :-)”

Det viser sig, at frokosten er med mulighed for overnatning, det overvejer Kirsten og svenskerne, og ”til gengæld” kan jeg tage Megan med til Fyn …

På ét af mine projekter på arbejde nærmer vi os en vigtig produktionsigangsættelse, og der foregår det på samme måde: noget bliver testet, der bliver fundet fejl, der bliver prioriteret, hvad er vigtigt, hvad er mindre vigtigt, kan vi undvære dit og dat, hvor længe osv. osv. Masser af spørgsmål og masser af beslutninger.

Det er derfor jeg elsker projekter, det er derfor livet er fantastisk. Der sker noget, vigtigt og ikke-vigtigt i en skøn pærevælling, og det er MIG, der bestemmer, hvad der er vigtigt i mit liv. Valg betyder også fravalg, ikke nødvendigvis fordi det, der bliver valgt fra, ikke er vigtigt. Men fordi vi ud fra vores egen overbevisning, vores prioriteter, vores værdier, vælger noget andet til.

Dejlig weekend

Fødselsdagsbuket med eukalyptusgrene :-)

Dejlig weekend var titlen på et blogindlæg 5. oktober 2014, dagen efter at Max var blevet DKRLCH.

Forhåbentlig kan jeg sige det samme om de fleste weekends, men i dag havde jeg ekstra meget lyst til det.

Jeg er på mange områder privilegeret. Jeg har en fantastisk kone, som betyder utroligt meget for mig, og som jeg bestandig husker mig selv på, ikke at taget for givet. Jeg har en fantastisk søn, svigerdatter og to skønne børnebørn. Jeg er sund og rask. Jeg har et godt arbejde. Vi har orden i økonomien. Jeg har tre skønne hunde, som alle er friske og raske, og som jeg alle træner med og konkurrerer med. Hvis jeg ikke synes, jeg er privilegeret, ville jeg være et utaknemmeligt skarn.

Jeg kan tillade mig den luksus at blogge om ikke mindst hundene, træningen, konkurrencerne og alt muligt andet relateret til det.

Jeg kan glæde mig over, at jeg gennem hundene har lært utroligt mange dejlige mennesker at kende, mennesker, som betyder noget for mig, og som jeg betyder noget for, og det er da kort og godt: FANTASTISK!

I går oplevede jeg det til NW-prøven. Vi var en masse NW-nørder, nogle kender jeg fra andre hundediscipliner, nogle har jeg lært at kende gennem NW og nogle kender jeg slet ikke, og så står vi bare og taler sammen, som om vi har kendt hinanden altid og interesserer os oprigtigt for hinandens resultater, træning og problemer.

Kirsten har fødselsdag på mandag, og vi fik for nogle år siden den idé, at det var lidt kedeligt kun at fejre fødselsdag på dagen, så vi fejrede hende fredag, havde svenskerne på besøg i går og i dag, så vi havde en særlig fejring lørdag aften og lidt søndag morgen, hun fik sin gave af hundene og mig i eftermiddags, vi fejrede hende til aften og i morgen fejrer vi det for alvor.

Jeg gentager citatet fra ovennævnte blogindlæg fra 2014: "Og jeg priste Glæden, fordi Mennesket ikke har andet Gode under Solen end at spise og drikke og være glad, og at dette ledsager ham under hans Flid i de Levedage, Gud giver ham under Solen." (Prædikerens bog kapitel 8, vers 15).

Megan markerer fund af lammekød

Jeg fortalte til aften Kirsten om, hvordan jeg kunne mærke, at jeg boblede af glæde indeni, under gårsdagens Nose Work prøve, fordi Megan var så fantastisk. For helvede da, vi har været uadskillelige i 13½ år og hun er stadig lige skøn at træne og konkurrere med. Min tolerance er vokset uendeligt efter at det blev klart, at hun ikke kunne høre, og jeg kan bare mærke indeni, at vi er noget helt specielt sammen – Megan og jeg.

Vi kom til at tale om tiden efter Megan, og hvor gamle vi så ville være, og vi har ikke tradition for at blive gamle i familierne. Vi besluttede, at det ville vi ændre på. Vi vil have en ny Megan og vi vil blive gamle sammen med hende.

Noget af det, der gjorde weekenden ekstra skøn var Lonni. Det lyder ikke af meget, men da hun tilbød mig at være oprydder efter hendes fredags NW-hold i Solrød, fik jeg pludselig nogle fantastiske træningsseancer stillet til rådighed, med masser af feedback og konstruktive råd i forhold til træningen af Max.

Som arrangør og dommer for den uofficielle prøve i går var Lonni direkte i skudlinjen, for det var godt nok en stor opgave, hun havde påtaget sig. Og hun klarede det hele suverænt og rutineret. Smilende og konstruktiv feedback, og godt humør hele vejen igennem. Det er præcis den overskudsagtige Lonni, der har fået Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2016. Alle priserne har det været skønt at uddele, men den til Lonni var og er noget ganske særligt.

Så: Det har været en dejlig weekend, der kommer mange andre skønne weekends, og alle der er nået hertil i blogindlægget: Husk, at det suverænt er DIG der bestemmer, hvordan du vil have, dit liv skal være.

Nose Work

Lørdagen stod i Nose Workens tegn. I morges læste jeg DKKs Noseworkreglement 2017 og i eftermiddags deltog Megan og jeg i en uofficiel Nose Work prøve arrangeret af Lonni hos Hvalsø Hundevenner.

Hedder det Nosework eller Nose Work? DKK har besluttet at kalde det Nose Work, og det hedder det gennemgående i reglementet, bortset fra at det på forsiden hedder Noseworkreglement 2017. Når man er sprognørd, som jeg definitivt er, skriver jeg det - forhåbentlig konsekvent - Nose Work, men når jeg citerer, gør jeg det korrekt, så det hedder Noseworkreglement 2017.

Jeg lavede et par køretøjsøg med alle tre hunde efter morgenlufteturen og begyndte at overveje, hvem der skulle med til eftermiddagens prøve. Max var tilmeldt, jeg havde spurgt Lonni, om jeg kunne komme med Megan i stedet, og det måtte jeg naturligvis, og så kom overvejelserne.

Jeg skrev til mig selv: ”Svære overvejelser. Selvom det kun er en uofficiel NW prøve i dag. Jeg kan godt se at Megan er svær at spore ind, når vi skal starte, jeg har et håndtegn, rør ved hendes snude, og hun tror altid hun skal udføre bakning eller snurre rundt el. lign. Jeg er faktisk ret sikker på, at Max kan gøre det væsentligt bedre. Men jeg må jo være tro mod mine mål og værdier, så det er hende jeg tager afsted med. ... fordi det ikke er resultatet, der betyder noget, men oplevelsen sammen med hende. Og hold da op, så er indledningen til dagens blog allerede skrevet ;-)”

Så naturligvis kom Megan med!!!

Lonni havde lavet et superflot arrangement, vi var 18 deltagere, Megan og jeg nr. 8, der var masser af kendte ansigter, og endnu en nøgtern erkendelse, lutter kvinder … og så mig.

Fotoet viser de to udendørs områder: til højre Køretøjssøget og til venstre Udendørssøget. Jeg synes vi gik rigtigt flot, gode starter og systematisk tilgang til søgene. Efter 1:26 (ud af 3:00) markerede jeg for fund ved Køretøjssøget, korrekt.

Efter 0:31:50 (max 2:00) markerede jeg for Udendørssøget, også korrekt.

Så kom vi til Indendørssøget, og der blev søgt fornuftigt, og da Megan for anden gang tydeligt markerede på en hylde med nogle rallyskilteholdere markerede jeg for fund, desværre forkert.

Vi sluttede med Beholdersøget, meget systematisk kom vi alle 10 beholdere igennem, lidt tøven ved tre i første runde, men ikke nok til markering, og da vi fik at vide, at der var 30 sekunder igen, fik Megan lidt tid endnu, inden jeg markerede det første sted, hvor der havde været noget, der lignede markering, hvilket ikke var korrekt.

Hun arbejdede superflot og skarpt og ja, det var altså for svært det sidste søg, og jeg var måske for hurtigt ved det næstsidste.

Vi fik Køretøjssøget og Udendørssøget, som vi mistede sidste gang, så vi klør bare på. Ingen tvivl om, at det er mere træning der skal til, for Megan arbejder superflot, markerer meget tydeligt, og det er bare rutinen, der mangler

Dagens absolut bedste oplevelse var at se Megan på alle fire søg. Hun arbejdede flot og systematisk, og jeg kunne mærke pulsen stige af glæde over hendes flotte arbejde.

Vi blev nr. 16 ud af 18, og består naturligvis, når vi kommer til officiel prøve!

Megan 164 måneder – luksusproblemer – mål

 

Jeg bliver ved med at vende tilbage til min sidste coachingsession Lose your dreams and you will lose your mind, og dens konklusioner vedrørende mit behov for udfordringer, nødvendigheden af at prioritere samt at sætte ord på hvorfor de enkelte mål pr. hund var vigtige for mig.

Et af målene for 2017 er, at Lille Bjørn skal debutere i rally championklasse, det skal ske næste lørdag, den 11. februar, ved Sydkystens Hundeskoles dobbeltprøver i Herringløse Agilitycenter. Jeg har flere mål med ham i championklasse, men debuten er den naturlige start :-)

Megan blev jo officielt pensioneret som rallyhund på Samsø sidste år, men var med igen den 15. januar for at DKK Kreds 1 kunne nå op på 5 deltagere i championklasse, og så var det altså fristende at trylle et mål op: at gå op med alle tre hunde i en officiel championklasse, efter debuten ved en juleafslutning den 20. december 2016.

Megan fylder 164 måneder i dag – 13 år og 8 måneder – hun er frisk som nogensinde, og det vil da være sjovt at gå op med hende også.

Max skal naturligvis med, og så vupti var alle tre hunde tilmeldt championklasse til begge prøver.

Jeg har spekuleret lidt over præcis dette, de sidste par dage, for hvordan ville vilkårene være for hunden på dagen? Møde kl. tidligt, for at starte i ring 1. Være i bur en del timer, mens jeg er sekretær, for at komme ud og skulle gå op i ring 2. Vejrudsigten siger kulde, det er bestemt ikke optimalt for hundene.

Det kunne man kalde et luksusproblem. Luksusproblem er et lidt sjovt ord, for det er jo et udtryk for, at set udefra og set i forhold til helbred, krig osv. er det om ikke ligegyldigt, så et ubetydeligt problem. Men for den enkelte, konkret mig selv, er det VALG, som luksusproblemet er udtryk for, jo netop meget vigtigt. Det er her MINE værdier kommer i spil, hvorfor et det vigtigt for mig med rallyprøverne 11. februar?

Hvis det var DM og det ikke kunne være anderledes ville jeg måske gøre noget for at få det hele til at gå op. Men prioriteringen er helt klar: Lille Bjørn skal debutere og have de bedst mulige vilkår, som noget sekundært skal alle tre hunde op til samme prøve.

Konklusionen blev – jeg skal bare have overtalt Kirsten! – at jeg tager Max med fra morgenstunden, så der stadig er 5 i championklassen, og hun kommer med Lille Bjørn og Megan om eftermiddagen. Lille Bjørn er frisk til sin debut og alle tre hunde kommer op til samme prøve.

Det ændrer bestemt ikke ved, at Megan kun er med for sjov, og at hendes nye disciplin er Nose Work, hvor hun i morgen skal til uofficiel prøve igen. Det er virkelig skønt at arbejde med hende i Nose Work, som ikke er fysisk krævende, men bare kræver en god snude og en skarp hjerne, og det har Megan!

Det, at der kom styr på Max’ mål har været en stor lettelse, for det giver grundlag for fokuseret træning og planlægning af konkurrencer.

Rally er uændret hans hoveddisciplin. Målene er at komme til DM og Årets Hund igen, og gøre det endnu bedre end i 2016.

Sidste år var jeg til 11 ud af 12 mulige HTM-konkurrencer med ham, i år bliver spørgsmålet, hvor mange, jeg overhovedet når at komme til. Jeg havde på et tidspunkt drømt om at konkurrere om Årets Hund i HTM2, men jeg tror ikke målet betyder nok for mig. Det er vigtigere for mig at få det nye HTM-program til at fungere godt, og det vil jeg ikke forcere ved at skulle debutere med det 1. april. Næste mulighed er 30. april, hvor jeg skal dømme rally og op i rally. Og så er der kun 2. september tilbage, så svaret har stort set givet sig selv.

Jeg arbejder med HTM-programmet, udnytter at jeg kan gå op i HTM2 endnu, og debuterer med programmet, når vi er klar til det – hvilket er ganske nye toner fra min side :-)

FS1-programmet er justeret tilbage til den korte udgave, og der går vi op, når der er prøver i nærheden, som fx 5. juni i Ringsted. Ja, det er da et mål at opnå FS1-titlen, men helt klart lavere end rallymålene og målet om at debutere med det nye HTM-program og debutere i HTM3; det sidste er for mig mentalt som at skulle op i Eliteklasse i LP, tænk at vi er kommet så langt.

Max og Nose Work er for sjov og fantastisk aktivering for ham. Igen i dag havde vi fået mulighed for at hjælpe Lonni med oprydningen efter hendes hold, som i dag søgte omkring Jersie Station. Jeg tror der var omkring 10 søg, og hold da op hvor Max arbejdede intensivt. Der er nogle typer søg, der er svære for ham, men bortset fra til sidst, hvor han helt tydeligt var træt, arbejder han med fantastisk intensitet og gejst.

Konkurrencetræning i rally

Rallytræningen hos Johanna i går aftes var med fokus på konkurrencetræning.

Der var en cirkel bestående af 15 af skilte, som vi skulle gå mod uret, så vi kun så bagsiden af skiltene, og vores makker skulle fortælle, hvad der stod på næste skilt, inden vi kom til det. Så udover have fokus på hund og bane skulle vi også høre efter og lave forkommandoer og stille os rigtigt ud fra ren verbal information.

En anden bane omfattede et flugtspring, et fristende 8-tal, et spring-ro-spring, et fristende 8-tal og derefter et forløb med nogle sideskifter, slalom, hente-bringe og fremsending til kegle.

Til sidst skulle vi på hold med to andre gennemføre cirkelbanen på tid, idet vi max måtte udføre 2 skilte i træk, alle skulle udføre 5 skilte, og champions skulle højrehandle mindst 2 skilte.

Lille Bjørn var på den første time. Kisten mente han ville være træt efter at være blevet trimmet, men det var han bestemt ikke. Lidt overfrisk i starten, men han var hurtigt tilbage i topform. Han bjæffer stadig utålmodigt af bare iver; højrehandlingen går bedre og bedre, dvs. bliver skarpere og skarpere, og jeg gjorde mig umage med næsten kun at have ham på højre side. Hans fokus i fristende 8-tal var fantastisk, hans fremsending til kegle flot, bakning væk flot, og bakke på højre side er glimrende. Dobbeltspring er nu bedre end fifty-fifty.

Sandheden er, at han mere klar til sin debut i championklasse end Megan og Max har været og når han går bedst er han også den skarpeste af hundene. Han er også totalt upåvirket af omgivelserne når han arbejder, han er supersej.

Max havde det igen ikke godt i starten. Han smuttede under opvarmningen, lidt mærkelig fornemmelse fordi jeg synes jeg gjorde mig rigtigt meget umage med motivationen …

Cirkelbanen dirigeret gik pænt, men han var ikke glad. Han ville næsten ikke dække. Hans fører fik lige en overfusning, fordi han ikke havde legetøj klar til belønning, uha uha ….

Max gik bedre og bedre. Fristende 8-tal superskarpt og den afsluttende konkurrence var også med høj haleføring. Fremsending til kegle ville han ikke, der var vist nogen for tæt på. Fra den modsatte vinkel gik det fint.

Højrehandlingen er nu blevet så naturlig for os, at jeg måtte kigge nøje på skiltene med ind foran og så højre/ venstre om, for at være sikker på at gå dem rigtigt.

Superdejlig træning, som altid, og lidt stof til eftertanke, også som sædvanlig!