mandag den 31. december 2012

Nytårsrally

Sydkystens Hundeskole stod for årets sidste rallyprøver i hallen i Køge i dag den 31. december 2012.

Johanna Allanach dømte, og den samlede bestyrelse stod for alt det praktiske, herunder sekretær opgaver og tidtagning. Og det hele gik fantastisk.

Christinas fantastiske kage- og sandwichbord (foto: Conni Hansen)

Med Brogaarden og My Dog som sponsor var det præmier til alle, Conni havde lavet festlige nytårsknallerter med lys og servietter og så havde vi købt crémant som præmier til de første 5 i hver klasse.

Første klasse var championklasse, hvor Megan var oppe som nr. 2. Anita og jeg tippede den til 90 point, og det var præcis hvad vi fik, og det rakte i dag til en 3. plads. 2. pladsen gik til bestyrelsesmedlem Christina og Tempo, som debuterede i championklasse med imponerende 96 point. Og vinder blev den nykårede superrallychampion Bylgja med Sidsel – de vandt med ubeskedne 100 point!!!

Med denne prøve er de første 8 måneder gået af konkurrencen om årets rally champion og der er 54 hunde på listen og meget hård kamp i toppen.

Før præmieoverrækkelsen i championklasse havde Oldfruen nogle specialrosetter der skulle uddeles, til tre nørder der havde fortjent anerkendelse for deres ihærdige indsats med deres hunde, uanset resultaterne ikke altid fulgte så hurtigt med. Jeg er MEGET beæret over at blive belønnet med rosetten som årets nørd nr. 1 – og jeg vil gøre hvad jeg kan for at leve op til titlen også i 2013!!! Tusind tak for det fantatstiske initiativ Conni!!!

Begynderklassen havde jeg set specielt frem til, fordi 5 af de 13 deltagere har været på hold hos mig. Jeg husker første træningsrunde 24. oktober, hvor der blev arbejdet intensivt med helt grundlæggende kontakt. Og jeg husker hvordan ALLE bare udviklede sig fra gang til gang, og til generalprøven 12. december alle bestod to prøver. Og alle 5 bestod heldigvis også i dag, med 85 point og opefter. Jeg er meget stolt af dem alle sammen :-)

I øvet klasse, dagens sidste klasse, var Max oppe, og blev filmet af Lonni:



Det blev til 90 point og 5. vinder.

Alle bestod i øvet klasse (foto: Christina Ulrich Pedersen)

Prøven var afsluttet 13:30, et meget effektivt forløb, og alle kunne tage hjem med forhåbentlig trætte hunde, og langt de fleste med nogle flotte resultater i resultatbøgerne.

Jeg ønsker alle læserne af min blog et fantastisk hundenytår! Vi ses i 2013.

lørdag den 29. december 2012

Max dygtig

Lonni & Colombo, Conni & Cocky og Paul & Max

I går trænede Anita og jeg igen sammen. Anita med Osseau og jeg med Max.

Hold da op hvor er det effektivt! Vi var i hallen cirka 1½ time, først vendte vi verdenssituationen, så varmede vi op, og så dirigerede vi hinanden i forskellige øvelser og trænede frit indimellem.

Uha, Max er lækker at arbejde med. Han opfatter lynhurtigt og udvikler sig rigtigt meget i øjeblikket. Det er næsten ikke muligt, men jeg bliver endnu gladere for ham dag for dag :-)

Anita dirigerede os i en fuld LP3 fri ved fod, naturligvis med forstærkninger undervejs. 8½ sagde Anita, inden vi talte om detaljer!

Dernæst en dirigeret apport på 2/3 afstand, som også blev udført superflot.

Og så en masse andet, men de to nævnte var det allerbedste.

Så gik turen til fiskehandleren for at hente rødspættefileter, som indgik i aftenens middag, hvor Christian og hans svenske kæreste Sandra var hjemme hos os for første gang. Det blev en dejlig aften, og det blev sent.

Da vækkeruret ringede kl. 6:30 i morges (det er sent for mig), må jeg indrømme at jeg havde lyst til bare at vende mig om og sove videre. Men naturligvis stod jeg op for at gå i gang med dagens program.

Først skulle Megan op i rallychampionklasse ved Hundekompagniets prøver i Tune. Det gik ok, selv om Megan tydeligt dæmpede da vi gik imod væggen. Megan var oppe som nr. 2 ud af 10 i klassen.

Direkte efter at have været oppe tog vi til Vesterbro for at fejre niece Annes fødselsdag. Jeg havde en aftale med Conni om at hun skulle tage Megans resultatbog og ringe, når det var tid for mig til at tage af sted til Tune igen.

Connis opringning kom lige som vi havde sat os til bords, så det blev et af mit livs hurtigste måltider, inden vi kørte tilbage til Tune.

Max blev luftet, kom ind i hallen, og fik hilst på en masse hunde fra ekspertklasse, som var ved at slutte. Efter et stykke tid faldt han til ro, Ulrike holdt ham under banegennemgangen, vi kiggede på de to første ekvipager, varmede lidt op under den tredje og gik ind som nr. fire. Der var lidt snus og lidt forsinket reaktion, men alle øvelserne blev udført – og Max fulgte pænt med hele vejen.

Lonni, som havde været oppe som nr. 2, syntes det gik fint med os, men var bestemt ikke tilfreds med sin og Colombos banegennemgang, så det var lidt spændende til præmieoverrækkelsen. Der var 8 deltagere, nr. 7 fik 84 point, og så så det jo fornuftigt ud. Det sluttede med at tre instruktører fra Sydkystens Hundeskole tog de første 3 pladser: Lonni og Colombo 90 point, Conni og Cocky 93 point og sørme om Max ikke endte med 95 point og vandt klassen!

Hans forrige optræden i rallyprøven var 22. september, hvor han debuterede i øvet klasse, og forlod banen mellem skilt 1 og 2 … så der er virkelig sket en udvikling må man sige. Jeg kom i tanker om, at bakning og æresplads skal på træningsplanen, for pludselig skal vi da gå i ekspertklasse.

Megan fik i øvrigt 90 point og det rakte til en 7. plads, der er virkelig hård konkurrence i championklassen!

I morgen står den på lidt let træning, og mandag har Sydkystens Hundeskole rallyprøve, og Megan og Max skal op til årets sidste konkurrencer.

torsdag den 27. december 2012

Træning med improvisationer

Eftermiddagstur med Megan og Max ved Trylleskoven

Det er fantastisk at have den hal så tæt på. Jeg bliver nærmest ”tvunget” til at bruge den aktivt, og får prøvet en masse muligheder af på en hel anden måde end jeg normalt ville kunne gøre det.

I går trænede jeg med Anita; jeg havde Max og Lille Bjørn med.

Jeg fik nogle gode kommentarer til fællesdæk og dirigeret apport med Max, og så fik jeg igen noget at spekulere over med fremsending og springapport, for der kommer sjove svinkeærinder, som snus i 1. fremsending og knaldapportering i apporten i 1. forsøg ….

Lille Bjørn var en total stjerne i dirigeret apport og positioner under gang, og lavede meget andet pænt, men var indimellem fuldstændig opslugt af en plet på gulvet.

I dag havde jeg valgt at deltage i to fællestræninger. På den første havde jeg kun Max med. Springapporten blev totalt rodet, måske fordi det var første øvelse? Måske fordi der var andre hunde der fik sjove belønninger? Det skal jeg bestemt have arbejdet med – altså både at det sjove legetøj bruges som belønning til andet end fællesøvelser og at der arbejdes med sådanne forstyrrelser på struktureret vis. Fremsending, stillingsskift og fri ved fod var til gengæld rigtigt gode.

Til aftenens træning havde jeg meldt Lille Bjørn til, men havde egentlig besluttet bare at lukke op for hallen, træne en enkelt øvelse og så køre igen.

Det blev til en anelse mere. Jeg var alene i hallen og der lå feltet, og naturligvis skulle jeg lave en fremsending med Lille Bjørn: 100 % perfekt! Mens jeg stod og ventede på at de andre kom ind så jeg at Annie og Tira også lige skulle prøve fremsendingen (99 % perfekt) og sørme om Dina og Amber var de næste der skulle lave fremsending :-) Sande nørder kan ikke se et felt uden at skulle bruge det!

Så havde jeg en blændende gang fri ved fod med Lille Bjørn og sagde farvel til de andre.

Hvorefter Annie spurgte om vi ikke skulle lave fællesøvelser. Og nå ja, dem skulle vi da lige være med til. Fællessit, belønning efter 50 sekunder og efter 90 sekunder, super. Og fællesdæk, belønning efter 2½ minut og til sidst, også super.

Så jeg følger pænt mine træningsskemaer, og der er plads til lidt improvisation, når man kommer i godt selskab.

tirsdag den 25. december 2012

Juletræning

Albert

Vi gør ikke ret meget i jul hjemme hos os, men da Christian kom hjem til jul blev det alligevel til en god julemiddag og lidt gavegiveri. Og til et større drama med Lille Bjørn som uheldigt midtpunkt. Han hader at blive omklamret, men det var Christian ikke opmærksom på; lige inden Lille Bjørn bed ham, nåede Kirsten at gribe ind – og fik til gengæld to kraftige bid i armene. Lille Bjørn – som ellers var mors yndlingshund – har mistet en del status efter den episode …

Så til gengæld bringer jeg et foto af Albert, Lille Bjørns søn, som stortrives hos sin nye familie.

Otto og Max

Og så var jeg nødt til at forevige Otto og Max, som lå ved siden af mig og sov i morges.

Først og fremmest giver julen mulighed for at indhente en masse af det jeg ikke har nået til hverdag, og da jeg jo har erkendt, at der skal trænes mere, er julen en kærkommen lejlighed til at gøre noget ved det.

I går stod den på selvtræning sammen med Lonni og Johanna, med Max og Megan. Med Max prøver jeg at blande stærke og mindre stærke momenter, fordi han let mister motivationen, hvis det er for svært. Så jeg skal virkelig være omhyggelig med at hæve kriterierne på en måde, så succesraten ikke daler for pludseligt.

En af favoritøvelserne er fremsending, hvor jeg bare fylder på, så vi er tæt på en færdig øvelse. Springapporten ligeså, der er det primært at holde på apporten, vi arbejder med, og afbalancere belønning for ikke at springe når apporten kastes. Og så fik vi lige udnyttet en mulighed for fællesdæk, hvor jeg dels stod på pæn afstand, og fik nogle fornuftige klik, dels kom i skjul tre gange, og han lå eksemplarisk uden at sige en lyd. Den dirigerede apport halter lidt, måske fordi han ikke er helt tændt på apporten …

Med Megan fik jeg også arbejdet med LP, hvor de jeg har fokus på at udvikle dirigeret apport, fri ved fod og positioner under gang, mens de relativt sikre øvelser fremsending, springapport og næseprøve skal give nogle nemme succeser undervejs. Men fremsendingen skal vi vistnok lige have skærpet, for det er nogle mærkelige førstegangsfremsendinger, hvor det i går blev mod støvsugeren i stedet for feltet …

I dag skulle jeg åbne hallen 10:45 for en lejer og sørme om jeg ikke fik en fin buket blomster, en dejlig og aldeles uventet julehilsen :-)

Derefter kørte Kirsten og jeg op på kirkegården og lagde en blomst på Brads grav, han har fødselsdag den 26. december.

Til eftermiddagens selvtræning var det igen Megan og Max der var med, Christina og Lisbet var de andre til selvtræningen. Med Megan havde jeg alene fokus på de svære øvelser: dirigeringen i apporten, stillingsskiftet stå-sit og stå-dæk, sit og dæk under gang samt indkald med stå – som i dag bestod af fire indkald à la LP1. Og hun stoppede ikke en eneste gang, godt!

Vi rundede af med at gå championrallybanen to gange direkte i forlængelse af hinanden, og det gik rigtigt fint … anden gang.

Med Max startede jeg med dirigeringen, og det blev for svært, da han kunne se de andre hunde blive belønnet, så vi tog en timeout.

Generelt havde jeg vist fået gjort dagens træning for svær. Vi arbejdede med stillingsskift; jeg har kørt kampagne på stå, så nu kommer det som et tilbud i mange andre sammenhænge … Dirigeringen tog vi fat på igen, men igen, han dæmpede lidt på selve apporten. Sit og dæk under gang gik fint med minimal hjælp, og indkald med stå arbejder vi stadig med på relativt kort afstand.

Også Max sluttede af med at gå rallybanen, ganske nydeligt. Jeg skal have arbejdet med frontpositionen, og med det fristende 8-tal, men ellers virker det ganske sikkert.

I morgen står den på den traditionelle julefrokost i Præstø, men sørme om Anita ikke spurgte om jeg ville træne om formiddagen, og jo tak, det passede da helt perfekt! Lille Bjørn og Max får fornøjelsen i morgen.

søndag den 23. december 2012

Selvtræning

Fem nørder med hunde (foto: Conni Hansen)

Det er dyrt at have en hal, så bestyrelsen i Sydkystens Hundeskole har gjort forskellige tiltag for at skaffe flere kunder i butikken. Ét af dem er det simple men geniale koncept selvtræning. Der er en instruktør eller træner der opslår et hold på 1-1½ time, der er mulighed for at op til fem andre kan tilmelde sig for 50 kr., og så er der ellers fri træning i tidsrummet. Det er i en opvarmet hal (11-13 grader pt.), absolut i luksusenden af træningshaller.

Jeg har juleferie + jeg har under 10 minutters kørsel til hallen = der er grundlag for fornuftig træning!

I går var vi seks nørder der mødtes for at træne rally championklasse i hallen. På billedet foroven, som er tyvstjålet fra Connis blog, ses de fem nørder. Her ses den sjette:

Oldfruen i juletræningsoutfit

Ikke så meget pjank: Jeg havde en bane med, på ganske få minutter havde vi sammen fundet skilte frem og stillet banen op, vi havde aftalt rækkefølge (Conni og jeg havde hver to hunde med, de andre én), og så gik vi ellers banerne. I anden runde gik vi samme bane, men startede med hundene på højre side. Og derefter var der fri træning.

Robert og Tira (foto: Annie Larsen)

Under den fri træning var der mulighed for at arbejde med en forstyrrelse i form af Robert aka Neato XV-15, se Annies blog.

Jeg havde Megan og Max med og trænede meget konkurrencemæssigt (bortset fra at jeg belønnede undervejs):
  • Megan varmes op, et par tricks, direkte ind på banen, og en drømmebanegennemgang. Efter to skilte ændrede jeg mit kropssprog (blev bevidst om det), og det hele gik fantastisk.
  • Så blev Max varmet op, det tog lidt længere tid, men da vi først gik i gang på banen var der ingen slinger. Jeg lavede noget andet ved championskiltene, men gik den fulde bane.
  • Så Megan igen, samme procedure og samme grad af succes. Der var lidt tendens til at ville på venstre side, men det er fair nok.
  • Max’ anden runde var ligesom den første, bare med længere mellem belønningerne, og det gik igen fantastisk.
Derefter hyggesnak, gensidig kommentering af hinandens udfordringer, og det var bare hyggeligt.

I dag havde Lonni arrangeret to selvtræningstimer fra 12-14. Jeg var egentlig ikke tilmeldt, men da jeg havde lovet at lukke op til hallen tog jeg lige en god halv times træning med Lille Bjørn og Max. For begge havde jeg planlagt at gennemføre de samme fire fulde øvelser i stræk – på det niveau vi er nået til – dirigeret apport, indkald med stå, fremsending og næseprøve.

Lille Bjørns dirigerede apport er blevet ret sikker, og indkaldet udvikler sig også positivt. Fremsendingen er svær, når der er forstyrrelser (så det træner vi), og gentagelse af næseprøven er altid ukoncentreret i andet forsøg …, det må den ikke være. Mange detaljer at arbejde med.

Max skulle igennem samme forløb, men i dag var særlig, fordi godbidsskålene i dirigeringen var erstattet af apporter, og han vidste simpelthen ikke hvad han skulle gøre efter dirigeringen, før jeg viste ham apporten; og pludselig faldt 10-øren og jeg kunne bare stille ham og dirigere.

Indkaldet skrider fornuftigt fremad.

Fremsendingen er hmmm. Han har en forkærlighed for forreste kegle til venstre, så frem med target og så kommer det hurtigt knivskarpt i midten af feltet og med perfekte afdækninger.

Næseprøven er også nydelig.

Jeg skal helt sikkert have meldt mig til flere selvtræningstimer og mon ikke jeg også selv opslår et par?

fredag den 21. december 2012

Juleferie

Udsigt fra Staunings Ø

Mandag sluttede mine to LP-hold. Det første med fulde generalprøver (LP1 og LP2), stjerneholdet med fællesøvelser og derefter tre favoritøvelser pr. ekvipage. To fantastiske hold og masser af fantastiske øvelser.

Bison steak med tilbehør

Tirsdag klokken meget tidligt gik turen til Stockholm og et heldags planlægningsmøde. Vi sluttede med en hyggelig middag på Saddle & Sabre Saloon, hvor jeg fik Buffalo Rib Eye House Specialty, Mashed Potatos, Creamed Corn, Cowboy Beans, Veggies, Red Onions & Saddle & Sabre's Smokey Steak Sauce.

Lille Bjørn og Max i Terrier Nyt
 
Onsdag igen klokken meget tidligt gik turen tilbage til København og direkte på arbejde. Hjemme igen kunne jeg glæde mig over en fin artikel om DM for terriere i Terrier Nyt – jeg har selv skrevet den :-)

Torsdag havde Anita og jeg aftalt at træne sammen, og jeg havde Max og Lille Bjørn med. Max er bare lækker at træne med, så jeg virkelig skal passe på ikke at glemme de andre hunde :-))))) Det skrider stille og roligt fremad med alle øvelser.

Lille Bjørn var lidt rusten, han havde helt glemt stå under gang, men efterhånden som vi kom i gang vendte hukommelsen tilbage. Dirigeret apport bliver mere og mere sikker, og indkald med stop bliver bedre og bedre på kort afstand.

Fredag var sidste arbejdsdag inden 2. januar, den blev kort.

Neato XV-15 i baggrunden

Først på eftermiddagen kørte Megan, Max og jeg til hallen og installerede Sydkystens Hundeskoles nyeste medarbejder, Neato XV-15 (en robotstøvsuger). Og da Kirsten havde gået tur med Otto og Lille Bjørn imens tog jeg Megan og Max med ud på Staunings Ø, en herlig tur i det friske vejr.

Nica og Max

Vi mødte bl.a. Nica, som fik leget lidt med Max.

Nu står den på juleferie.

søndag den 16. december 2012

Endnu et fantastisk hundeår

For et år siden skrev jeg om mit fantastisk hundeår 2011. 2012 har ikke været mindre fantastisk. Jeg har lige skimmet årets 182 blogindlæg, og fik genopfrisket en masse herlige minder.

Først og fremmest om mine tre skønne hund Megan, Lille Bjørn og Max – og naturligvis gamle Otto, som heldigvis stadig nyder sit otium.

Megan har netop passeret de 9½ år, men det er kun meget sjældent jeg synes man kan mærke alderen trykke. Hun må stadig trækkes med mig som fører, men indimellem får vi tingene til at lykkes, og så går det godt. Vi havde en dejlig tur til Spøttrup hvor vi deltog i DM i rally, dog uden resultatmæssig succes. Dagen efter var vi til gengæld virkeligt gode og vandt kredsmesterskabet i Kreds 9  og kvalificerede os formentlig til DM 2013. Megan fik efter to års pause endnu en start i LP3. Og jeg må indrømme at jeg fik lyst til at træne lidt mere med hende i LP.

Min blog resulterer løbende i tilbagemeldinger og årets bedste kom fra Christina og resulterede i denne blog. Jeg genlæste den lige inden noget selvtræning i dag, pudsigt nok med Christina, og hvis jeg virkelig tager mig sammen, så går Megan som en drøm. Og jeg synes selv jeg bliver bedre og bedre til at tage mig sammen.

Lille Bjørn nærmer sig de 6 år, og hans intensitet på banerne kan der ikke klages over. Hans fører skal arbejde lidt mere med præcision i en række detaljer, og så når vi videre. I år debuterede han i LP3 og har været oppe til 9 i alt, men vi mangler lidt det sidste for at få 1. præmier. Han fik sin DKRLCH en herlig 3. juni. Han blev også far for første men forhåbentlig ikke sidste gang. Hans søn hedder Albert.

Sammen med Max deltog Lille Bjørn i DM for terriere og blev Danmarksmester i LP3.

Max fik sin debut i rally 3. juni og fik også sin RBM-titel. Han debuterede i LP1 med 149½ point, ½ fra en 1. pr. Men ved DM for terriere tog han revanche og fik både LP1-titlen og DM i LP1. Og i øvrigt også DM i rally begynderklasse. I andet forsøg i LP2 fik han sin LP2-titel.

Da året startede havde jeg Johanna Allanach som eneste faste træner. Jeg går fortsat hos hende med både Lille Bjørn og Max, og Megan har også været med nogle gange, ligesom hun har været med på nogle af Johannas specialkurser fx  rally kursus for Ekspert & Champion og Kick Ass Champ Class.

I løbet af året har jeg trænet en del med Anita Jakobsson, min yndlingstræningsmakker. Jeg går nu fast på hold hos hende med Max og får ny inspiration og masser af luksustræning.

Sydkystens Hundeskole – hvor jeg er formand og instruktør – har efter en turbulent start på året, fået styrket trænerstaben, har et kæmpeudbud af kurser og har en fantastisk bestyrelse. Instruktører og bestyrelse havde en skøn temadag. Vi har været rigtigt heldige med en opvarmet træningshal i vinterhalvåret, og den skal bare udnyttes til det yderste.

Og så det internationale sus. Jeg har været så heldig at opleve tre af de helt store stjerner på allernærmeste hold. Ken Ramirez på et 3-dages seminar i München; Kathy Sdao på et 2-dages kursus med Lille Bjørn på Fuglsøcentret ; og så Niina Svartberg, som jeg selv havde inviteret til Danmark, og som dels holdt et foredrag om belønningstræning, dels holdt et 2-dages kursus , hvor jeg deltog med Lille Bjørn den ene dag og Max den anden.

Og så bliver jeg nødt til at næve årets vigtigste enetime. Max’ forlod LP- og rallyringen i utide, og det kunne jeg ikke finde ud af at gøre noget ved. En enetime hos Christina Ingerslev  gav mig grundlaget for at gøre noget ved det. Og hold da op en effekt … 5½ uge efter fik han sin LP2-titel.

Det er svært ikke at være tilfreds efter sådan et år!

lørdag den 15. december 2012

Kriterier

Trefjerdedele af bestyrelsen i Sydkystens Hundeskole

En travl uge, og nu er der heldigvis dømt afslapning!

Mandag. Næstsidste træningsomgang på de to LP-hold blev massivt afbudsramt pga. sygdom og dårlig vejr. Jeg havde et ganske kort øjeblik overvejet at aflyse, men jeg følte mig ikke sikker på at det var nødvendigt. Det endte med at kursisten fra Holbæk og kursisten fra Hellerup fik en enetime hver :-)

Tirsdag. Foredraget om planlægning (produktnedbrydning og aktivitetsnedbrydning) gik fint. Jeg følte mig virkelig oplagt, og med en gruppe kursister som var meget engagerede blev det rigtigt godt. Vi kom ud i interessante diskussioner, som man gør i mange sammenhænge, når man kommer ind til benet: hvordan gør man xxxx i praksis. Og svaret er ganske ofte: Det kommer an på. For heller ikke inden for planlægning er der geniale genveje; det meste er hårdt arbejde, og baseret på erfaring kan man spare en masse arbejde. Men der er tit mange alternativer, og i praksis skal man vælge …

Onsdag sluttede Anita og jeg vores rallyhold med uofficielle rallyprøver, hvor alle deltagere på begynder og øvet hold skulle gå to baner, en af begynderne skulle sågar gå både begynderbaner og øvet baner.

Vi dømte hinandens kursister, og det gik godt for dem alle. Rigtigt godt. Faktisk bestod alle kursister alle banegennemgange. Det var interessant at opleve, at vores prøvesetup uden videre gjorde, at mange af deltagerne (måske alle?!) følte sig stressede, som var det en konkurrencesituation. Og det er jo netop meningen. Vi valgte bevidst ikke at tage tid, så jeg havde fornøjelsen i øvet klasse i anden runde at kunne kåre tre 1. vindere, alle med 99 point! Fornøjeligt :-)

Derefter var der afslutning på Anitas LP-hold, hvor der pga. afbud kun var Summer og Max med førere. Anita havde arrangeret en sjov konkurrence, som meget passende endte uafgjort. Max arbejdede flot og koncentreret, lækkert.

Onsdag sent kom der også lige en dejlig mail fra en kunde, så kontrakten for første kvartal 2013 er nu på plads.

Torsdag var dagen hvor jeg var assessor på fire kandidater til at blive certificerede projektledere. Der er mange kandidater og der er mange assessorer; vi træner løbende for – så vidt det overhovedet er muligt – at være ens i vores vurderinger af de mange forskellige elementer, der indgår i vurderingen af kandidaterne. Det er svært, og rigtig god træning i at sammenholde en given præstation med en række forskellige kriterier. Desværre var der nogle af mine fire kandidater der ikke bestod, og der skal de to assessorer (vi er altid to), virkeligt være meget præcise og konkrete i deres tilbagemeldinger: Hvordan var ansøgning og adfærd i forhold til de fastlagte kriterier?

Fredag faldt en række detaljer på plads vedr. et møde i Stockholm på tirsdag. Vi har et planlægningsmøde hele dagen, og vi holder julemiddag tirsdag aften og rejser hjem onsdag morgen. Det bliver hyggeligt.

Fredag aften var der julefrokost for bestyrelsen i Sydkystens Hundeskole. Vi synes i al ubeskedenhed at vi har gjort det ret godt i 2012, og vi har store planer for 2013. En hyggelig aften med Nimb som ramme, først i baren, siden Brasseriet.

Lørdag var jeg ved hallen 8:40 for at lukke op for et tollerhold, og sørme om jeg ikke vendte tilbage ved 13-tiden for at selvtræne med Max og Lille Bjørn. Jeg fik trænet det jeg havde planlagt, men havde ikke planlagt træningen godt nok … Så jeg skal virkelig være mere fokuseret når jeg lægger træningsplaner, så jeg får præcis det fokus jeg ønsker jf. foregående blog.

I morgen søndag er der intet planlagt, så der kommer nok til at ske en masse!

søndag den 9. december 2012

Planer igen igen

Lille Bjørn efter træning i hallen

Der var dømt hjemmearbejdsdag, men jeg havde indlagt nogle motivationselementer undervejs – ikke fordi jeg ikke elsker mit arbejde, for det gør jeg, men alligevel – en søndag synes jeg at jeg fortjener lidt andet også :-)

Så efter at den første eksamensopgave var gennemgået var Kirsten og jeg ude og handle, og derefter tog jeg i hallen med Lille Bjørn og Megan og trænede en lille time, inden jeg tog hjem, spiste frokost og rettede den sidste eksamensopgave.

Og så gik turen til stranden med Megan og Max, som løb løs på en mennesketom strand. På et tidspunkt fik Max øje på en, der kastede en dummy for sin labrador laaangt væk og strøg af sted. Da han var et godt stykke væk fløjtede jeg en enkelt gang (med fløjte), han bremsede og kom tilbage i fuld galop! Masser af belønninger!! En ting er at han smutter efter andre mennesker og hunde, men hvis jeg kan stoppe ham på denne positive måde, er vi begge glade tror jeg. Vi har trænet det hjemme i haven, men det var første gang jeg prøvede hvor der var en STOR fristelse der lokkede.

I hallen trænede jeg LP-momenter med Lille Bjørn og Megan. Lille Bjørn var en helt anden end i torsdags i hallen i Tune. Det er helt klart at han er meget påvirket af, at der er mange hunde på et relativt lille areal. De helt positive øvelser var
  • Dirigeret apport (udlagt inden han kom ind), hvor han fulgte apporten, og efter at have skævet til feltet (som han kunne se mens hans vendte) løb direkte ud til den rigtige apport!
  • Springapport
  • Positioner under gang
Til gengæld var fremsending og næseprøve ikke særligt gode. Han løn direkte til en flad kegle (startpunkt for dirigeret apport) i stedet for til feltet første gang. Og han snuste og snuste og tog ingen næseprøve i første forsøg …

Megans dirigerede apport, springapport og næseprøve var superflotte! Kun fremsendingen var noget rod, hun ville altså også ud til den flade kegle :-(

Jeg fik skitseret en træningsplan for Megan, Lille Bjørn og Max, det blev til denne oversigt.


Jeg planlægger træningen så jeg har 1-2 hunde med hver gang, og udover at have fokus på de to dårligste øvelser, skal træningen naturligvis krydres med vedligeholdelse af de andre øvelser samt diverse andet sjovt.

lørdag den 8. december 2012

Rallytræning

Der var dikteret hjemmearbejdsdag.

Først færdiggørelse af oplæg til workshoppen på tirsdag, sendt til kunden lige over middag. Og så gennemlæsning og kommentering af to af certificeringsopgaverne til på torsdag.

Men heldigvis var der et behageligt afbræk i arbejdet i form af små to timers selvtræning med Annie og Tira, Majbrit og Louis samt Amanda og Osseau i hallen. Det var rallychampion, der var fokus på, men ikke mere end at Max også kunne være med. Vi startede med at hundene løb løs foran hallen. Tira ville gerne lege med Max! Det blev ikke til så meget, men alle hundene fik brændt lidt energi af.

Vi opbyggede i fællesskab nogle udfordrende forløb, som vi så arbejdede med individuelt. Det gik fint med Megan, men der er masser af detaljer, som vi bør arbejde med. Det er forskellen mellem nogenlunde og godt også i den klasse … Specielle fokusområder til kommende træning: Megan går i snus meget tit, jeg skal være tydeligere i håndtegn ved spin/twist, jeg skal holde hære hånd rolig når Megan går på højre side, vi skal have tættere vending i springvand, og vi skal have mere fart i sit ved afslutning.

Max gik også en del af skiltene, og han er god! God kontakt det meste af tiden (det gulv trækker altså!), og han ignorerede det meget fristende ottetal. Stå fra sit kørte vi lige kampagne på, for det har vi aldrig arbejdet med, og det kom hurtigt på plads.

fredag den 7. december 2012

Usikkerhed

Rådhuspladsen by night
 
Som læserne af denne blog formentlig véd, arbejder jeg som konsulent indenfor projektledelse. Som konsulent indgår man typisk kontrakter med tidsbegrænsning med et relativt kort opsigelsesvarsel. Aktuelt har jeg to kontrakter som begge udløber ved årsskiftet og ikke er blevet forlænget. Så i dette øjeblik har jeg ingen opgaver pr. 1. januar 2013. Til gengæld har jeg forrygende travlt lige nu. For det første skal de to kontrakter afsluttes. Derudover arbejder jeg som assessor på IPMA-certificeringen af projektledere og har fire kandidater til eksamen på torsdag. Og så har jeg sagt ja tak til at afholde en halvdagsworkshop om produktnedbrydning og aktivitetsnedbrydning på tirsdag.
 
Og det er denne vekselvirkning som er spændende og udfordrende: vildt travlt nu og intet efter nytår. Det kunne være dejligt hvis det var jævnere fordelt, men sådan er det normalt ikke tilrettelagt.
 
Selvom ovenstående kræver det meste af min tid, prioriterer jeg stadig både hundeundervisning og hundetræning højt, af flere grunde, men først og fremmest mentalhygiejniske – jeg kobler fuldstændig af fra arbejdet både når jeg underviser og når jeg træner egne hunde.
 
Stjerne LP-dæk

Mandag har jeg to LP-hold. Det første hold er et begynderhold, det andet et stjernehold, hvor vi kører på højt niveau og med finurlige detaljer. Det er nemt for mig at gå meget inspireret hjem fra sådan en træningsaften, for den entusiasme og energi der lægges for dagen er svær at matche!

Onsdag aften har Anita og jeg parallelt henholdsvis et rally øvet og et rally begynderhold. Jeg har tidligere skrevet om det fascinerende ved at have begynderhold: der skal så lidt til for at de rykker meget, og alle fem på mit begynderhold er for længst klar til at gå i gang med rallyprøver for alvor. Og de fire debuterer 31. december, den femte er undskyldt, hun er rejst på ferie.

Derefter går Max og jeg på Anitas LP-hold. Anita må bære over med at jeg roser hende igen igen :-) Hun kender mig ud og ind, hun vælger øvelser til os som skaber fokus på præcis de områder, som vi har brug for, og hun giver feedback som ikke bare er præcis, men superskarp! I min træningsdagbog bliver det til ”Fantastisk træning. Fokus på MIG og detaljer, velforberedt Anita, stærke iagttagelser.”

Så vi får vendt fællesøvelser (Max kan ikke lide dem), fri ved fod (som han synes er sjov), springapport med forstyrrelser (som bare bliver for svær med forstyrrelser), fuld fremsending men fornuftigt opdelt, samt næseprøve.

Jeg kan godt komme meget i tvivl om, hvorvidt Max synes det er sjovt at træne LP, så det får vi (også) talt om efter træningen.

Torsdag var der næstsidste træningsrunde hos Johanna i Tune; det er indendørs med det er koldt. Minus 8 grader udenfor og helt sikkert ikke meget varmere indendøre.

Max var ikke vild med træningen. Der var masser af piv, både separationspiv og kedsomhedspiv. Det er VIRKELIG et problem. I fællesøvelserne er der piv næsten fra start, og hvis der ikke sker noget er der også piv.

Han lavede den mest fantastiske fri ved fod og startindlæringen til indkald med stop var også superb. Men springapport, næseprøve og fremsending fungerede slet ikke på normalt niveau.

Lille Bjørn var totalt overfascineret af gulvtæppet. Fremsending og fællessit gik rigtig godt, men resten var ikke godt. I fællesdækken rejste han sig et par gange. Fri ved fod var nogenlunde, omend med noget snus. Både apport og næseprøve var han ikke vild med, og han ville ikke holde på hverken apport eller næseprøvepind i afleveringen. Positioner under gang blev totalt rodet, fordi han hellere ville snuse og endte med halen mellem benene, fordi jeg godt ville ham til at arbejde. Indkald med stå, der havde vi 4-5 gode forsøg på op til 15 meter.

Og stillingsskift, som var den øvelse vi arbejdede med hos Johanna, gik ikke så dårligt. Lille Bjørn skulle lige i gang, og jeg blev mindet om at jeg havde fået det jeg forstærkede: en hund der rykker frem efter klikket. Så jeg skal overveje ar træne sekvenser, bare et ok eller godt hvis det er noget adfærd, der ikke er til klik/godbid, og huske at træne sekvenser, så vi ikke får et mønster med adfærd efter afbrydelse.

I eftermiddags havde Camilla, Susanne og jeg en paneldebat (Camillas udtryk) om Camillas træning, og jeg lærte en masse, som jeg skal bruge i forhold til Max.


Aftenen stod på julefrokost på l’education nationale, og sjovt nok valgte jeg skaldyrsfadet igen.

søndag den 2. december 2012

Det skal være sjovt at træne – eller tre LP3-hunde

Fuglesangsvej, da vi kom hjem fra dagens træning

Lille Bjørn er en sjov hund. Når vi skal af sted til træning kan han hænge med halen, og vil ikke med ud til bilen. Når han finder ud af at han skal sidde på forsædet kommer halen op, og han vil gerne med. Men udgangspunktet er at han ikke synes det er sjovt …

I morges skulle jeg til hallen og træne med ham og Max, og Lille Bjørn gemte sig mellem Kirstens ben. Megan var til gengæld meget opsat på at komme med. Så det endte med at det var Megan og Max der kom til træning!

Det er dejligt at træne i en hal, hvor der er 13-14 grader, når der er minusgrader og det sner udenfor!

Uha, Megan var skøn at arbejde med. Vi fik trænet lidt rally: højrehandling i spiraler og slalomer, sideskift foran og springvand samt fremsending til kegle. Og springapport, fremsending og næseprøve fra LP-programmet. Og sikken en energi og entusiasme fra Megans side.

Jeg var faktisk så imponeret, at jeg tænkte at det næsten er synd at hun er LP-pensioneret. For når vi arbejder ordentligt sammen – dvs. jeg har den samme positive attitude overfor hende, som når jeg træner med ikke mindst Max – så er hun den mest fantastiske hund at arbejde med.

Så jeg kunne godt finde på at gå til (mindst) en enkelt LP3-prøve med hende i 2013.

Med Max trænede jeg en hel stribe forskellige momenter, inklusive at vi bare sad sammen og slappede af indimellem – og det gik fint.

Dækken kommer gradvis længere, de nemme stillingsskift får vi afstand på, de svære stillingsskift kæmper vi stadig med, dirigeret apport er vi kommet videre med (dirigeringerne ser ret sikre ud), springapport kan gøres sværere og sværere, sit under gang får øget succesrate, indkald med stå startede vi på og fremsending ser godt ud inkl. dæk ind imellem og næseprøven på 10 meter fungerer også nogenlunde (1. gang løb han til kegle …).

Der er lidt fascinerede at alle tre hunde nu træner LP3, og jeg kunne godt blive fristet til at gå op i LP3 med dem alle tre til samme prøve

lørdag den 1. december 2012

Flere forstyrrelser

I onsdags fik vi mulighed for at træne på tidligere hold en Johanna end normalt. Og jeg sagde straks ja tak, ikke bare fordi det passede fint tidsmæssigt, men nok så meget for at træne sammen med andre end vi plejer at træne sammen med.

Med Max gik det fint. Et par springture, det var mest mig der ikke var opmærksom, stor interesse for underlaget, men ellers flot fokus. Specielt fremsendinger er flotte, han elsker den øvelse. Vi havde fokus på stillingsskift (stå-dæk og stå-sit), hvor jeg skal arbejde med at han holder positionen knivskarpt, for han rykker meget villigt frem efter klikket. Og så fik vi arbejdet videre med introduktion til dirigeret apportering.

Lille Bjørn var totalt tændt = for meget tændt. Han var ligesom når hundene får mad derhjemme, totalt overfjollet og hans fokus er kun på belønningen. Vi startede med to superflotte fremsendinger inden fællesøvelsernegik i gang. Fællessit gik nogenlunde, selvom han ret hurtigt brød positionen for at gå hen til Anette, som stod lige ved siden af, for at tigge godbidder …

Dækken gik op i hat og briller. Han rejste sig næsten lige da jeg var kommet i skjul 1. gang. Og 2. gang. Så var jeg synlig og belønnede, gik i skjul, men i afslutningen rejste han sig … Vi fik lov at være med på de samme øvelser på næste hold, og der gik det hele fint.

Stå, sid og dæk i søjle gik også helt galt, han satte sig flot på alle kommandoer. Nå, fri ved fod, springapport og næseprøve gik flot. Og vi fik nogle ideer til at træne dirigeringen: kvadrat med kegler i midten og apporter i de fire hjørner, og så dirigering når apporterne bare ligger, dvs. han ikke skal markere.

Lille Bjørns attitude var i top, men koncentrationen var der ikke rigtigt. Jeg skal bestemt have tænkt mere over opvarmning. Eller også er han bare understimuleret. Eller begge dele.

I går skulle jeg lukke op for hallen sidst på eftermiddagen, og benyttede lejligheden til at træne lidt med Lille Bjørn og Max først.

Jeg havde lagt apporter ud som beskrevet ovenfor inden jeg startede med Lille Bjørn, og jeg ville så starte med fremsending. Det var for svært, når han kunne se apporterne ligge rundt omkring. Jeg fik ikke sænket kriterierne hurtigt nok, så det blev noget værre rod. Men jeg kan bare konstatere, at kommandoen felt ikke er generaliseret godt nok, når han kan løbe måd en apport, når jeg siger felt :-(

Så arbejdede vi med dirigeret apport, og det begyndte at fungere. Der er (mindst) to pointer i fremgangsmåden med kvadratet: Der bliver fokus på det at følge dirigering fremfor det at se apport blive lagt, og der er ligger ALTID en apport i en afstand og en vinkel cirka svarende til en prøve. Det arbejder vi videre med. Så lidt springapport, to rigtigt gode indkald (det andet på fuld længde og OK). Og til sidste fjernede jeg alle apporter og kegler, lagde target i feltet, en fremsending med target og en uden fra 20 meter – og for første gang i den omgang træning med fuldt knald på.

Med Max lavede jeg et par fremsendinger fra 20 meter og til sidste en på 10 med efterfølgende afdækning – totalt perfekt foldedæk!

Så springapport, hvor vi arbejder på flere fronter. For det første at han holder positionen, når apporten kastes. For det andet at han altid skal samle apporten op efter springet; han ville rigtigt gerne ud til feltet – og hvis jeg kaster apporten ”for langt” tager han tilbagespring direkte.

Endelig sluttede vi med en næseprøve på 10 meter, og det er helt klart at afstanden giver udfordringer, fordi han får øje på alt muligt andet, i dette tilfælde kassen med næseprøver som ellers lå et pænt stykke fra de udlagte pinde.

Jeg skal virkelig huske Anitas rigtigt gode råd om at huske at bevare glæden hos Max, når vi træner, for han bliver hurtigt frustreret, når det bliver for svært for ham. Øvelserne skal bygges stille og roligt op.

Der skal detailplanlægges træning af de forskellige dele af øvelserne både med Max og Lille Bjørn. Det bliver lækkert at få opdateret planerne, som er blevet forsømt på det sidste.

torsdag den 29. november 2012

Mere træning

Jeg har naturligvis tænkt en del over forløbet af søndagens LP-prøver, og noget af det jeg har noteret er at jeg pt. ikke træner nok. Specielt hvad Lille Bjørn angår, har jeg ikke fået arbejdet specielt med at fastholde de stærke momenter og udvikle de svage. Så vores gennemsnitniveau er ikke ændret af betydning.

Samtidig må jeg også erkende at det for Megans vedkommende er blevet til ualmindeligt lidt træning det sidste stykke tid.

Så nu forsøger jeg – udover den ugentlige organiserede træning 2 x 1 time med Max og 1 x 1 time med Lille Bjørn – at lægge fornuftige korte træningspas ind i løbet af hverdagen.

I går havde jeg lavet to 9-skiltes begynderbaner og en 6-skiltes øvet bane til rallybegynderholdet. Jeg testede banerne med Max, og bortset fra at gulvtæppet lokker meget, så gik det fint, også det fristende 8-tal.

På LP-holdet hos Anita arbejdede jeg med:
  • Fællesdæk, hvor jeg introducerede hagen i gulvet med target i de første 1 x 1½ minut, og derefter uden de næste 1 x 1½ minut. Som afslutning på anden runde kiggede han langt efter Gaia, som var ved at blive belønnet, Max valgte at lægge hovedet ned – flot!
  • Fri ved fod, almindelig gang og løb i søjler, og den mest fantastiske kontakt og høj belønningsrate.
  • Stillingsskift, vi arbejder med at få den rigtige bagudbevægelse fra stå til dæk og stå til sit, fordi Max når han kommer i stå får, en fremadlænet position, der komme nogle gode forsøg på kort afstand.
  • Springapportering: Jeg prøver med Megans gamle apport, som er lidt bredere på midten end den, jeg hidtil har brugt, og den ligger meget bedre i munden. Springapport bliver en superøvelse tror jeg.
  • Sid under gang: Introduceres stille og roligt, og det er med langsom gang.
  • Fremsending: Ingen tvivl om at Max elsker den øvelse. 10, 15 og 20 meter, styrter ud og stopper flot på kommando. Jeg afdækker et par gange separat, og han laver den flotteste dæk – men der står han også mere hensigtsmæssigt end i stillingsskiftene til stå.
  • Næseprøve: Superflot, antitygningskampagnen går fremskridt!
Halen kommer hurtigt ned, hvis det bliver svært for Max, som det gjorde i stillingsskiftet, så jeg blev i den grad mindet om, at det skal være sjovt, så han bevarer glæden ved at arbejde.

I eftermiddag tog jeg lige en 20 minutters omgang med Megan. Jeg vekslede mellem LP og rally, og det er fantastisk hvad vi nåede: Højrehandling, slalom, spiraler, sideskift, fremsending til kegle, bakke til højre og venstre samt væk + lidt mere rally. Samt i LP: Stillingsskift, Springapport, Stå, sid, dæk under gang, Indkald med stå, Fremsending og Næseprøve. Totalt logrende hale og smadderhyggeligt. Jeg arbejdede mest med præcision i højrefølget, og der skete virkelig gode fremskridt.

I aften står den på træning med både Max og Lille Bjørn hos Johanna, og så kommer der nogle mindre træningsrunder hen over ugen inden de næste faste træninger.

søndag den 25. november 2012

Black and white

Dagens blog version 1

Årets sidste LP-prøver blev bestemt ikke en succes for vores vedkommende. Max var oppe i LP2 og mistede fællesdækken som forventet, men hans manglende koncentration i ringen, måske pga. tæppet (?), var bestemt ikke som forventet.

Fri ved fod var meget ukoncentreret, og nok vores dårligste til dato.

I springet dækkede han da jeg gav klarkommando, men fik alligevel 9½.

I apporteringen knaldapporterede han og løb slet ikke ud til apporten, men ud til en plet på tæppet, hvor Border Collien, som han løb ud til i fællesdækken, havde ligget.

Stå og sit var ikke helt skarpt.

Fremsendingen: Inden jeg havde givet klar signal løb han ud og snusede, så jeg måtte hente ham tilbage for at vi kunne starte øvelsen korrekt.

Stillingsskiftet gik fint, han rykkede lidt frem (9½).

I indkaldet kom han ind til min højre side.

I næseprøven gik han mens jeg stod med ryggen til næseprøvepindene, men lavede dog et flot søg og kom ind med den rigtige.

145½ og en 3. præmie.

Lille Bjørn var oppe til årets sidste LP3-prøve, den niende af slagsen, og med årets dårligste resultat: 155 point. Han satte sig i fællesdækken, var ret ukoncentreret i fri ved fod, tog den forkerte apport, smed apporten i springapporten, drejede i ståen og mistede dækken i positioner under gang, mistende indkaldet (selv om jeg var HELT sikker på at han havde fået det for første gang), skulle have to ekstra kommandoer i fremsendingen og kom ind med den forkerte næseprøve.

Max kan tilgives pga. af sin unge alder, men Lille Bjørn – der er sket ingen udvikling hen over året, og stabiliteten er ikke værd at tale om. Måske jeg bare skulle droppe LP’en med ham, og begynde at træne højrehandling mv. og gå i rally med ham?

Dagens blog version 2

Border Collie Klubben havde arrangeret et af deres som sædvanligt stort anlagte arrangementer i dag i Sorø. 2 LP-ringe, rally og udstilling, og som altid velorganiseret.

Jeg havde tilmeldt Max i LP2 og Lille Bjørn i LP3, årets sidste LP-prøver. Som tidligere nævnt havde jeg spurgt om jeg kunne afgive pladserne til nogen på venteliste. Det var ikke muligt, så jeg valgte at tage dette som en bonusprøve. Anita har filmet prøven, den ligger her.



Max var på først. Dæk er vi slet ikke klar til, så det var ok at han forlod positionen efter cirka 20 sekunder.

Han var vildt fascineret af tæppet, og det gik ud over koncentrationen i flere øvelser. Men – han er altså kun 17 måneder, og der var alligevel rigtigt godt fokus det meste af vejen.

De officielle resultater kan læses her:

Ellers vil jeg gerne fremhæve følgende:

Spring: Han dækkede på mit klartegn til prøvelederen. Jeg gav ham springkommandoen, og resten kørte bare. Vi fik 9½ trukket for en ekstra kommando! Stå og sit: Selv om jeg synes han hang lidt, og stoppet i stå noget skævt, var han alligevel pænt på, og vi fik 10 for øvelsen. I fremsendingen var jeg ved at gøre klar, da han pludselig løb mod feltet og begyndte at snuse på halvvejen. Jeg gik ud og tog ham tilbage, gav klartegn, og gennemførte øvelsen – til 10! Stillingsskiftet var flot, han rykkede kun lidt frem, 9½. I indkald fra dæk kom han ind til min højre side. Det lagde jeg mærke til flere andre hunde gjorde i denne klase, måske fordi det var lige op i mod et højre i hallen? Vi fik alligevel 8½. Næseprøven. Hold da op, han løb da jeg stod med ryggen til, ud og søge og tilbage med den gamle. Erhard, som dømte, sagde han aldrig havde oplevet det før! Vi fik 5. Samlet 145½ og en 3. præmie.

Resultatet er ligegyldigt, det vigtige er attituden. Den var ikke i top, men han kunne trods alt for pæne point.

Så jeg har valgt at afskrive misserne på teenagekontoen, og ja, nu har vi fem måneder uden LP-prøver, hvor vi kan alle de små og store detaljer på plads.

Lille Bjørn var oppe for niende gang i år i LP3 og fik 155 point, og dermed vores 2. ingen præmie. Ellers er det blevet til 7 3. præmier.

Lille Bjørn var optil starten af de enkelte øvelser meget optaget af underlaget, men når han første gik i gang arbejdede han godt.

Vi fik 3 nuller: I dirigeret apportering tog han den forkerte, han fulgte ikke min dirigering – det er bare ærgerligt. Indkald med stå var jeg sikker på at vi fik, men Palle gav os 0. Det var nok dagens største skuffelse; men det er vores fokusøvelse, og den kommer på plads inden næste prøve. Og så fik vi 0 i næseprøve for første gang … det var en kedelig overraskelse, men han tog den ved siden af den rigtige, og opførte sig som var det den rigtige (ligesom ved apporteringen), så det er bare noget jeg skal arbejde med.

Til gengæld fik vi sitten (10)!, vi havde nogle flotte stillingskift, med en ekstra kommando og lidt rykken frem (8), en nydelig springapport (8), en fremsending, som trods lidt usikkerhed i starten alligevel gav 9.

Lille Bjørns attitude var helt i top. Ok han snusede, men han arbejde godt, og vi klør på næste år, så kommer de 1. præmier nok ind på kontoen.

Vi var i alt 8½ timer i Sorø Hallerne, så der var mulighed for masser af hundesnak og for at se en masse flot hundearbejde.

fredag den 23. november 2012

Årets sidste LP-prøver

Jeg går til mange rallyprøver, men når jeg skal være helt ærlig synes jeg LP er sjovere end rally, både at træne og konkurrere i. Sidste år var jeg oppe til i alt 3 LP-prøver, alle sammen med Lille Bjørn i LP2. Der har heldigvis udviklet sig betragteligt i år, hvor jeg indtil nu har været oppe til 13 LP-prøver: 1 LP3 med Megan, 8 LP3 med Lille Bjørn, 2 LP1 med Max og 2 LP2 med Max. Årets to sidste LP-prøver for mit vedkommende bliver på søndag i Sorø, hvor Lille Bjørn skal op i LP3 for niende gang i år og Max skal op i LP2 for tredje og sidste gang.

Lille Bjørn og jeg pudsede formen af til træning hos Johanna i går. Træning i hallen i Tune er meget mere udfordrende med ham, end det at gå til prøve! Underlaget er vildt betagende for ham, og han føler sig presset både langs væggene, og fordi vi går så tæt op ad hinanden.

Jeg var godt tilfreds med hans indsats. Fællessit, springapport, fremsending, næseprøve og indkald kører fint. Sidstnævnte, som er vores ”sikre 0” til prøver, fungerer godt på 12, 18 og 15 meter (vores tre forsøg i går), men det er bestemt fokusøvelsen inden vi skal op næste gang den 28. april 2013.

Lille Bjørn rejste sig efter knap to minutter i fællesdækken, der var en del snus i fri ved fod, han hoppede noget frem i de første førsteskifter i stillingsskift, der var en del usikkerhed i stå i positioner under gang (formentlig pga. presset fra andre hunde, da vi gennemførte alene med Johanna var det superflot) og endelig dirigeret apport. Han følger dirigeringerne flot, men skal bestemt forstærkes for at stå ved keglen, han vil rigtigt gerne ud til apporten … Han lavede de flotteste afleveringer.

Med 7 3. præmier og 1 ingen præmiering på 8 prøver skal vi arbejde med at opnå stabilitet, så vi kan få point i alle øvelser.

Med Max er det blevet til noget mere træning. Onsdag på hold hos Anita, torsdag hos Johanna og i eftermiddags fik vi trænet lidt i forbindelse med at jeg skulle vise Lonni hallen.

Jeg har tvunget mig selv til at holde lidt igen med LP3-øvelser i denne uge, men lidt springapport og dirigeret apport (intro) er det blevet til. Men ellers har jeg næret mig og haft fokus på diverse LP2-momenter, ofte i form af færdige øvelser.
  • Fællesdæk er ren succes, vi har skåret kriterierne i bund, og jeg står ved siden af/lige foran ham hele tiden, og forstærker hyppigt. I går stod jeg også lidt med ryggen til ham (på kort afstand), og Johanna styrede hvornår jeg skulle forstærke.
  • Fri ved fod. Det går fint, vendinger og højre om er skarpe, men jeg skal arbejde med venstre om.
  • Frem-/tilbagespring kører flot.
  • Apportering. Lidt ustabil. Når han først løber er alt godt, men nogen gange bliver han siddende, når han er blevet forstærket for ikke at gøre noget, når apporten bliver kastet.
  • Stå/sid under gang er flot.
  • Fremsending. Er en favoritøvelse, han elsker den kan man se.
  • Stillingsskift. Jeg arbejder meget med at variere afstanden, og holder fortsat fokus på de enkelte positioner, og det at tage første kommando. Stå-sit og stå-ned fungerer nu også på 2-3 meter, så det ser lovende ud.
  • Indkald fra dæk. Jeg træner slet ikke indkaldet, det bruger jeg kun til prøve, resten er fint.
  • Næseprøve. Søget og optaget er flot, men der tygges stadig en del. Vi arbejder med at løse dette som særskilt moment.
Så er der prøvepause til 28. april 2013, men mon ikke der bliver flettet et par nørdgeneralprøver ind i programmet?

tirsdag den 20. november 2012

Planlægning af træning


I går havde jeg så været så heldig, at jeg skulle gennemføre de første hold i vores nye hal, tre LP-hold som havde sidste træningsrunde. Bortset fra akustikken, er den nye hal på enhver måde bedre end den gamle, og den skal vi nok få rigtigt meget glæde af. Mens jeg skriver dette har jeg opslået 5 selvtræningshold og lukket et LP-hold, og der er fortsat ledige pladser på 31 hold, alle indendørs i en opvarmet hal – ren luksus.

Jeg er også selv ved at hane styr på trænings- og undervisningsaktiviteterne for de kommende 4 måneder, de er samlet i kalenderen.

Jeg fortsætter med at undervise i LP om mandagen og rally om onsdagen, jeg træner LP med Max hos Anita onsdag og Johanna torsdag, og LP med Lille Bjørn hos Johanna torsdag. Så er der planlagt en del selvtræning og i nævnte periode kun 4 prøver i alt: LP med Max og Lille Bjørn på søndag, og rally med Megan 29. og 31. december.

Jeg er fristet til at melde til lidt mere, men nu forsøger jeg at nære mig. Mærkeligt nok virker hundene ganske tændte til træning, selvom vi ikke træner vildt meget til dagligt, så egentlig synes jeg at vi har fundet en god balance mellem træning og ikke træning.

Jeg har naturligvis træningsplaner for alle hundene, og målet er at jeg kan gå op til LP3 med både Max og Lille Bjørn 28. april og gøre det rigtigt godt.


Jeg har 5 km til hallen, det er fantastisk luksus. I går gik vejen omkring min revisor (det er lige på vejen), hvor jeg hentede to fasaner. Under fuldt fokus fra alle hundene blev de ordnet i eftermiddags, og den ene indgik i aftensmaden :-) Jeg havde i et svagt øjeblik overvejet om en fasan kunne bruges i et fristende 8-tal, men det ville da være synd for fasanen.

søndag den 18. november 2012

En fantastisk hal


Søndag morgen, sove halvlænge, morgentur med alle hundene, cykle til bager med Max efter morgenbrød, morgenhygge.

Og så tænkte jeg at jeg nok lige måtte tage ned og ordne i hallen inden mandagens LP-kurser. Efter en kort sms-udvikling endte det med at Anita og jeg mødtes 10.30, fik ordnet lidt og trænet en god times tid.

Det føles godt at komme ind med det normale udendørs sommertræningstøj, og konstatere at det er godt nok. 14 grader er da skønt. Og så fik vi heldigvis også en kraftig byge, så vi ekstra kunne nyde at stå i en tæt hal :-)

Førerarbejdet var ikke helt så godt, som det kunne ønskes. Jeg minder altid kursister om, at første gang et nyt sted kan være svært, og det kan være nødvendigt at sænke kriterierne. Det kunne jeg passende fortælle mig selv.

Jeg gjorde det fornuftigt med Lille Bjørn, fik et par pæne fremsendinger, ok positioner under gang (lidt uklare førerkommandoer gav noget rod), fire flotte indkald med stå, det sidste på 20 meter. Flot springapport og nogle rigtigt gode stillingsskift.

Max blev varmet op ved at løbe løs rundt om bygningen. Da vi kom ind gik jeg direkte i gang med træningen, noget fri ved fod, og noget passende belønning. Det var Anita ikke specielt imponeret af, hun synes jeg skulle have belønnet ham meget mere.

Jeg er helt enig med Anita, og det var rigtigt dårligt førerarbejde. Han skulle have været varmet meget bedre op, og han skulle have været forstærket kraftigere – det skal være skønt at træne i almindelighed, det skal være sjovt at træne også i den nye hal.

Jo mere træningen skred frem, jo dårligere gik det. Fri ved fod, stillingsskift, apportering, spring og positioner under gang gik generelt fint. Fremsendingen gik mindre godt (total snus) og dæk ved siden af gik helt i skuddermudder, jeg fik forstærket lidt, men så begyndte han at pibe. Og så strøg han hen til Osseau.

Timeout.

5 minutter senere blev han hentet, Anita og Osseau var kørt (jeg tror ikke det forklaret forskellen), og vi fik lavet nogle flotte fremsendningen inden vi stoppede træningen.

Det er en skøn hal til hundetræning, det er dejligt at kunne træne i fornuftig temperatur, indendørs, med direkte afgang til udendørs areal. Det bliver meget attraktivt at træne i den hal!

lørdag den 17. november 2012

En rund dag – del 3

Det er 14 dage siden jeg blev 60, men som jeg løbende fortæller Kirsten: Det kan vi godt fejre mange gange. I dag stod den på fødselsdagsbrunch.

Uden at nævne navne kan jeg fortælle at der var nogle gode forretningsforbindelser og gode kolleger, Max’ opdrætter, mine yndlingstrænere, min yndlingstræningsmakker og hundevenner (nørder).

Oldfruen holdt en superflot tale, med en masse gode pointer om det fantastiske sammenhold blandt os nørdede hundefolk, og hvor lidt vi egentlig véd om hinanden udenfor træningssammenhæng. Fx havde Conni først i forbindelse med invitationen opdaget at jeg har en kinesisk mor.

Jeg blev begavet i den grad. Jeg havde fået en del forespørgsler om ønsker, og været ret defensiv: delikatesser, specialøl, vin. Og det blev i den grad bemærket :-) Så gavekort på kulinariske oplevelser, lækre vine, en flot buket blomster, et imponerende udvalg af specialøl, spændende chokolader, gavekort, rom og et ganske specielt gavekort fyldte gavebordet. Lutter gaver der er til for at nydes.

Der blev vist også talt om katte, projektledelse og andet væsentligt, men hovedsagelig var der hundesnak ved bordene.

Mens vi hyggede os havde Amandas kæreste Michael fuld gang i projekt tæppeflytning. Med virkning fra i dag er Sydkystens Hundeskole flyttet fra halmhallen i Havdrup til luksushallen i Køge.

Vi var naturligvis en håndfuld der skulle ud og se den nye hal efter brunchen, og den ser bare rigtigt godt ud. Flot, stor hal, nu med gulvtæppe; udendørs areal; toilet; varme. Og da jeg skal ud og ordne alle remedierne i morgen, så tror jeg at Lille Bjørn og Max lige får en lille træningsrunde. Jeg får fornøjelsen at stå for den ”officielle” indvielse med afslutningen på mine tre LP-hold på mandag.

En god, ekstra fødselsdag!

fredag den 16. november 2012

Forstyrrelser

Jeg fik tidligt fri i dag, og efter eftermiddagskaffe med berliner og småkage tog jeg ud til hallen i Havdrup for at træne lidt med Lille Bjørn og Max. Der var arrangeret noget selvtræning, med fredag kl. 15 er åbenbart et dumt tidspunkt, for der var kun Lonni og mig.

Både Lille Bjørn og Max var overinteresserede i underlaget. Det var helt vildt. Max trænede i samme hal for to dage siden og var fantastisk, i dag måtte jeg virkelig arbejde for at få kontakt. Var det de løbske tæver fra i onsdags? Har der været rotter? (En af Lonnis hunde fik næsten nakket en udenfor).

Jeg måtte sænke kriterierne og fik da noget nogenlunde fornuftig træning. Lille Bjørn skulle lige varmes op i stillingsskift, så kørte det flot. Springapport flot. Lidt slinger i ståen i stå, sid, dæk under gang. En masse snus i fremsendingen, som jeg konsekvens afbrød, og så endte vi med en flot fremsending på 20 meter. Næseprøve, igen vildt fokus på underlaget, så han bare tog den første pind uden at diskriminere; da vi så i anden omgang gik hen til pindene igen begyndte han igen at slå næsen rigtigt til, og så kunne han lave et flot søg, optag og aflevering igen.

Max var så påvirket af underlaget som jeg aldrig har oplevet tidligere … Vi fik lavet nogle pæne stillingsskift (3, 4, 6 meter). Springapporten voldte virkelig kvaler; jeg klikkede for at holde position når apporten blev kastet; han sprang pænt, men tog tilbagespring uden apport flere gange. Til sidst, med lav springhøjde og uden klik for bliv lavede han fuldt LP3-spring. I fremsendeingen var det Lille Bjørn om igen … masser af snus, og til sidst et flot udløb på 15 meter. Endelig næseprøve; bortset fra tygningen går det fint …, men jeg har altså et problem med at komme af med den tyggen.

Og så fik jeg til aften skrevet blogindlæg om vores besøg på Restaurant Oubæk i tirsdags.

torsdag den 15. november 2012

Genopbygning og luksus


Vores genbos husrenoveringsprojekt er i fuld gang. I denne tid behøver jeg ikke stille vækkeuret, for kl. 6:15 er der fuld gang i nedrivningen, og det går ikke stille af sig. Men det ser imponerende ud. Der bliver kun lidt af fundamentet stående tilbage og dermed er det teknisk set ikke et nybyggeri. Vi synes det hus, som bliver revet ned er fornemt, men det nye bliver helt sikkert endnu flottere.

Jeg kom til at tænke på, at det måske er præcis det samme jeg har gang i i forhold til Max. I går havde jeg første træningstime efter store LP-dag i søndags. Jeg var så heldig at de øvrige deltagere på Anitas LP-hold havde meldt afbud, så Max og jeg fik en enetime – ren luksus. Jeg skiver træningslog efter hver træning (og konkurrence), og det gjorde jeg naturligvis også i går. Ét af punkterne er ”Helhedsindtryk”. Jeg håber at Anita tilgiver mig, at jeg citerer fra i går, hvor jeg bare skrev: ” Fantastisk. Anita er bare skidegod!”.

Hun kender mig bare SÅ godt. Og selv om hun ikke siger det, så véd jeg godt at hun tænker, at jeg kunne finde på at forcere træningen med Max, når det lige går så godt. Så hun præsenterer nogle forslag til at træne forskellige momenter, jeg smiler, og så gør vi som Anita foreslår. Og jeg sørger for lige en enkelt gang i løbet af træningen at sige, at jeg nok skal sige hvis jeg ikke er enig … og det har jeg ikke haft brug for endnu :-)

En kort opsummering af dagens øvelser:
  • Fællesdæk: helt korte sekvenser (15, 40, 60 sekunder), spredt ud over timen, med massive variable forstærkninger undervejs. Øvelsen er en hadeøvelse for Max (han piber meget hurtigt) og skal ombygges til en favoritøvelse
  • Fællessit: ganske kort tid på kort afstand, så vi får opbygget dette som en positiv øvelse fra start modsat fællesdæk
  • Fri ved fod, korte pas, Anita klikkede, en masse point, men der skal arbejdes specielt med vendinger
  • Dirigeret apport: introduktion til dirigering (med targets). Uha, det var svært, og Max begyndte at pibe fordi det var for svært …
  • Springapport: Meget flot med træapport – han tog lige en elefant mellem springet og opsamlingen, det så blæret ud! Metalapport har vi kort introduceret de sidste to dage, og det var megasvært i hallen.
  • Indkald: Et fantastisk LP1-indkald over 25 meter.
  • Fremsending: Fantastiske udløb, til sidst fra 20 meter. Ingen tvivl om at han elsker den øvelse. At dække i feltet er svært, når man er forstærket meget for at stå,
Vi skal bare tage det roligt, og opbygge øvelserne fornuftigt. Jeg har spurgt Border Collie Klubben om mine to pladser til LP-prøven 25.11 kunne gå til andre, men det var ikke muligt, så derfor skal Max op i LP2 og Lille Bjørn i LP3. Jeg vil trods alt ikke afskrive 680 kr. Men det bliver bestemt en prøve, hvor jeg kan tillade mig den luksus at komme uden overhovedet at have resultatforventninger.

Vi blev også fristen af vinmenuen ...

Og så skal jeg da lige nævne, at Kirsten og jeg i går indløste min fødselsdagsgave fra hundene, en 4-retters menu på Restaurant Oubæk: Kammuslinger med soya/ingefær sauce, Svamperavioli, Boeuf bérnaise og Æblekage. Jeg regner med at skrive en blog om det besøg i weekenden.

tirsdag den 13. november 2012

Opdatering af planer

Jeg har været oppe til 60+ LP-prøver, men prøven med Max i søndags er den jeg har følt den allerstørste glæde ved.

For 2½ måned siden måtte jeg stoppe en LP-prøve med ham, fordi han forlod ringen. Jeg har arbejdet målrettet med at løse grundproblemet. Jeg havde fået en chance for at efteranmelde. Jeg troede på ham.

Og så er der naturligvis altid usikkerhed alligevel. Det var kun hans 4. LP-prøve. Det var den første indendørs. Der var flere der sagde, at det ikke var et nemt sted at gå til prøve. Under en af fællesdækkerne i LP3 var der én af de andre førere, der spurgte mig om det ikke var mig med den hund, der stak af under prøverne … Uha, der var meget man kunne gå og bekymre sig om.

Men ærligt talt skænkede jeg ikke alt det en tanke. Jeg varmede Max op præcis som jeg havde planlagt. Vi mistede fællesdækken præcis som jeg havde forventet. Og så var Max totalt fokuseret på at gennemføre alle øvelserne derefter, fuldstændig som jeg havde håbet og troet på.

Jeg havde ikke hørt alle bedømmelserne, men troede jeg lå lige under de 180. Så da jeg blev kaldt ind med 184½ var det bare den allerskønneste fornemmelse – forløsning for at sige det højtravende.

Og med det resultat – og de andre resultater i weekenden - har der været grundlag for at revurdere planerne for alle tre hunde i LP og rally.

Megan
Jeg var ikke tilfreds med min egen indsats med Megan i weekenden. Men hun gik rigtigt flot både i de to rallyprøver og i LP-prøven (den aller aller sidste), på trods af den manglende støtte fra min side.

Jeg vil bestemt ikke lægge den store indsats på rallytræningen, men jeg håber hun bliver kvalificeret til DM 2013 (og dermed for tredje år i træk), og vil naturligvis holde formen ved lige. De kommende planlagte prøver er 29. og 31. december.

Lille Bjørn
Rally er på standby indtil videre. LP er vi gået i stå med. Der er ikke over det sidste halve år sket nogen egentlig udvikling, så nu holder vi prøvepause og fokuserer på 1) de svageste øvelser (indkald og dirigeret apport), og 2) generelt at stabilisere på et lidt højere niveau.

Jeg regner med at melde fra til indendørs LP-prøven 25. november, og næste planlagte optræden er udendørs 28. april 2013.

Max
Fra træningsloggen har jeg fundet lidt historik.

Megan var oppe 3 gange i LP1 før hun fik 1. pr., 5 gange i LP2.

Lille Bjørn var også oppe 3 gange i LP1 og 5 gange i LP2.

De fire 1. præmier blev alle opnået med point i alle øvelser.

Max har fået 149½ i LP1 (med 0 i dæk) og 154 (med 0 i næseprøve). Han har fået 14 i LP2 (den hvor han forlod banen) og nu i søndags 184½ (med 0l i fællesdæk).

Så det er for mig åbenbart, at Max er væsentligt bedre og mere stabil end både Megan og Lille Bjørn. Det er så lidt der skal til, for at han kommer helt i toppen. Han bliver 17 måneder i morgen, og han skal ikke og bliver ikke pacet frem, men det rykker godt nok med den unge herre.

Jeg regner også med at melde ham fra 25. november. Jeg har ikke lyst til at gå op igen før fællesdækken er meget mere sikker. Og så kan det altså ligeså godt blive til foråret når vi er klar til LP3.

Jeg begynder at arbejde med dirigeret apport og indkald med stop med ham, og de øvrige øvelser er jo ”lige til at gå i gang med”, dvs. det er bare at øge kriterierne ud fra hvor vi står lige nu.

Max er tilmeldt rally 29. og 31. december i øvet klasse, og ellers ikke nogen prøver til ham før 28. april med LP3 som mål.

Den officielle træning bliver uændret: Lille Bjørn skal gå hos Johanna, og Max skal gå hos Anita og Johanna.

søndag den 11. november 2012

Spaniel Bonanza – dag 2

Det var så dagen hvor jeg skulle op i LP3 med Megan, LP3 med Max, rally championklasse med Megan og LP2 med Max.

De officielle resultater for Megan kan læses her.

Megan og jeg har ikke været oppe i LP siden 12. september 2010, og selvom vi har trænet lidt på det sidste er vi stadig meget rustne. Først og fremmest har jeg stadig mine dårlige vaner i forhold til Megan, så det lykkes mig at dæmpe den meget følsomme hund, så det går ud over vores resultater – dumt dumt.

Vi fik en perfekt start i LP med 2 x 10 i fællesøvelserne. 6½ i fri ved fod var ok, 5 i stillingsskift lidt under forventet. Den dirigerede apportering blev meget rodet, men vi fik dog 6 for den, Springapport til 10! Stå, sit, dæk til 6 var lidt under forventet, men ok. Indkald med stå blev som jeg håbede: ok tempo og acceptabelt stop og 8. Fremsending mistede vi, dårligt førerarbejde (hårde kommandoer). Næseprøve til 10 og helhedsindtryk 8. 190 point og en 3. præmie med en mistet fremsending var jeg meget tilfreds med.

Men nu er Megan helt sikkert pensioneret indenfor LP!!

Vores optræden i rally championklasse var på niveau med i går, dvs. ikke ok. 3 ommere og en del manglende fokus, vi endte med 84 point. Og blev klubmestre i championklassen og modtog en stor, flot roset.

Lille Bjørns resultater kan læses her.

Den korte udgave er: Han brød sig ikke om hallen … Han ville ikke følge med mig ud til siderne og lavede underlige ting i et par af øvelserne, bl.a. nogle underlige hop frem i stillingsskift (i dæk-sit bl.a.!!) og han holdt ikke positionerne i stå, sit, dæk under gang, som vi for første gang fik 0 i … Vi endte med ganske beskedne 180 point og lige netop en 3. præmie.

Max sluttede af med at deltage i LP2, de officielle resultater kan læses her.

Hans foregående prøve den 22. august var den, hvor han forlod banen tre gange. Her 2½ måned senere er der sket en masse. Enetimen hos Christina Ingerslev har sat gang i nogle enkle tiltag, som virker. Jeg har nu en gladere og mere fokuseret hund, som får masser af muligheder for at løbe løs til hverdag, og nu bruger prøverne til det, jeg gerne vil have ham til: at fokusere på mig, så vi kan arbejde sammen om at løse opgaverne.

Da jeg i fredags skrev til Anita, at jeg havde efteranmeldt Max til LP i dag skrev hun til mig: ”Det bliver spændende - og mon ikke han kommer til at styre showet:-)))) og levere det bedste resultat mener jeg - ikke ballade:-)”.

Anita, som Max og jeg træner hos, har fulgt os meget nøje, og hun havde naturligvis og heldigvis helt ret!!!

Jeg fik varmet op helt som planlagt, bl.a. ved at Max løb løs på det grønne areal udenfor hallen. Og så var vi klar!

Fællesdækken mistede vi, det er også vores svageste øvelse pt. Max rejste sig efter cirka 20 sekunder. Derefter gik det rigtigt godt. 8½ i fri ved fod, 10 i spring, 8½ i apportering, 10 i stå og sit, 10 i fremsending, 9 i stillingsskift (Max havde glemt hvad stå betød), 10 i indkald, 8 i næseprøve samt 9 i helhed med denne flot kommentar fra Marianne Jensen: ”Herligt samarbejde. Arbejdsglad lille hund, som får god støtte af sin fører. Kun absolut sidste præcision mangler”. Vi endte med 184½ og en 1. præmie og LP2-titlen.

Han arbejder så koncentreret og fokuseret, og det bliver en fornøjelse at arbejde videre med ham. Jeg er bare helt vild med Max.

lørdag den 10. november 2012

Spaniel Bonanza – dag 1

Spaniel Klubben region 2 satser hele butikken med et kæmpe Spaniel Bonanza arrangement i weekenden. I dag med skue og rallyprøver, i morgen med LP-prøver og rallyprøver, samt afsluttende konkurrencer i rally søndag aften.

Det vi oplevede af førstedagen var FLOT! En stor tak til kredsen med Anne Ingevold i spidsen!

Megan og jeg var oppe i championklasse, og halgulvet, som vi havde været lidt bekymrede for, var fint. Et par andre syntes det var for glat, men altså ok for os, og det skal bestemt ikke tjene som undskyldning for vores ualmindeligt dårlige indsats. Jeg havde varmet Megan op som jeg plejer, og jeg følte mig helt klar da vi gik ind som ekvipage nr. 1, men der var snus fra start, Megan var sågar henne at snuse til en kegle (!), og vi måtte lave sit-stå-gå rundt om om, fordi hun drejede. Fra skilt 6 var hun på, men det var for sent. Vi mistede 2 x 3 point på 2 ommere, og 12 point på ude af position, langsomme reaktioner og manglende flow. 82 point og ikke godkendt.

I morgen bliver den mest intensive prøvedag nogensinde for mit vedkommende. Planen er følgende:
  • Jeg kører til Strøby Hallen fra morgenstunden med Megan og Lille Bjørn. De bliver luftet og jeg afleverer resultatbøger.
  • Derefter ser jeg lidt Eliteklasse.
  • Så er der fællesøvelser for 15 LP3-hunde.
  • Derefter gennemføres LP3 med Megan som hund nr. 2 og Lille Bjørn som hund nr. 6.
  • Umiddelbart efter at Lille Bjørn har været oppe kører vi hjem. Kirsten har cyklet en tur med Max inden vi kommer hjem. Vi når måske lidt let frokost.
  • Men ellers af sted igen med Max og Megan.
  • Max skal luftes (løbe løs) på det grønne areal ved hallen.
  • Derefter skal Max op i LP2 (hund nr. 7 af 7) og Megan i rallychampionklasse. Det er ikke helt sikkert hvilken rækkefølge de to bliver i.
Rallyfinalerne søndag virker lidt utopiske efter dagens beskedne indsats, men jeg satser på at mine holdkammerater Charlotte Worm og Anne Baker Drud skaffer bedre point!

fredag den 9. november 2012

Tre hunde

Jeg har den luksus at have tre hunde at træne LP og rally med og konkurrere med. Onsdag og torsdag fik jeg så en sjælden anledning til at gå til træning med alle tre. Max træner fast hos Anita om onsdagen og Johanna om torsdagen. Lille Bjørn træner fast hos Johanna om torsdagen. Da Megan jo ekstraordinært skal til LP (og rally!) prøve i weekenden, havde jeg aftalt med Johanna at tage Megan med i stedet for Max.

Det er år siden jeg gik til LP-træning med Megan sidst, det var helt hyggeligt at komme i gang igen, selvom træningen er frygteligt fokuseret mod LP-prøven på lørdag, og indsatsområderne indpasset derefter. Her er den totalt ærlige status:
  • Fællessit: Hun begyndte at hænge på sin karakteristiske facon, så jeg forstærkede efter 45 sek. På en god dag får hun 10, men hun kan godt finde på at lægge sig længe inden minuttet er gået
  • Fællesdæk: Hun rejste sig da jeg forlod hallen. Men jeg regner den stadig for en sikker øvelse
  • Fri ved fod: Jeg synes faktisk hun går pænere end dengang vi konkurrerede ”for alvor”, men det skal der så heller ikke så meget til. Vi får bestemt ikke høje karakterer, men det skal nok gå
  • Stillingsskift: Stå-ned stinker, og stå-sit er ikke så godt. Resten er fint. Vi får point regner jeg med, men hvis vi er uheldige kommer hun ud over en hundelængde for hurtigt
  • Dirigeret apport: Den trænede vi ikke i går, men jeg regner med at hun gør det rigtigt
  • Springapport: Sikker øvelse
  • Stå, sid, dæk under gang: Stå sikker, dæk ret sikker, sit absolut ikke sikker – der skal lidt hjælp til
  • Indkald med stå: Jeg lavede 5 indkald i går, hvoraf kun ét var med stop, men hun vil godt nok gerne stoppe af sig selv. Hvis hun ikke stopper af sig selv får vi point :-)
  • Fremsending: Jeg troede indtil for nylig at det var en sikker øvelse, men når der er distraktioner er det ikke … Jeg tror det bliver en succes, naturligvis!
  • Næseprøve: Efter onsdagens rod i denne øvelse var det dagens fokus øvelse hos Johanna. Og naturligvis gjorde Megan det brillant: I første fremsending var der lagt en godbid under den rigtige pind, Megan tog pinden og var på vej tilbage, da hun pludselig opdagede godbidden, smed pinden og tog godbidden, tog næsepinden og ind i plads!!!! 2. gang var det perfekt.
Jeg er MEGET tilfreds med gode, gamle Megan!!

Så var det Lille Bjørns tur. Ham var jeg ualmindeligt tilfreds med. Han snusede rigtigt meget, nogen gange for meget, men når vi skulle arbejde for alvor var han på og gjorde det godt.
  • Fællessit: Han lagde sig efter 50 sekunder, blev sat igen, og derefter normal afslutning efter 2 minutter
  • Fællesdæk: Perfekt i 4 minutter
  • Fri ved fod: Ganske fint
  • Stillingsskift: Stå-dæk skal vi have kørt kampagne på, men ellers rigtigt pænt
  • Dirigeret apport: 2 gange flotte stop og 2 gange flotte apporteringer og afleveringer. Et enkelt ”uheld” undervejs = førerfejl
  • Springapport: 2 superflotte
  • Stå, sid, dæk under gang: Knivskarpt
  • Indkald med stå: 5 gange med bagudbelønning, afstand variabel 8-15 meter, og alle ok
  • Fremsending: Første gang stop ved kant lidt før feltet, men derefter perfekt
  • Næseprøve: Lagt op ad adskillelse til resten af hallen, som han ikke brød sig om. Og så gjorde han det til 10!
Både Megan og Lille Bjørn er klar til søndagens prøver.

Da jeg lå i sengen i går aftes kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor forskelligt der er at træne de tre hunde. Selvfølgelig er det det, men måden det er forskelligt på er interessant. For alle tre hunde afspejler jo i den grad deres træners formåen. Ikke bare i dag. Men i hele deres levetid.

Og heldigvis kan jeg selv se fremskridt, ikke mindst i det helt afgørende: attituden. Megan er på en del af tiden, men jeg skal virkelig arbejde for at få kontakt, og hun slår hurtigt fra. Lille Bjørns kontakt skal jeg også arbejde for at få, men når vi arbejder, så arbejder vi, og han har fokus på opgaven. Max er vildt lækker at arbejde med: Han tilbyder kontakt hele tiden, og når jeg beder om kontakt får jeg den; og han er totalt fokuseret, når vi arbejder.

Jeg nyder at arbejde med alle hundene, men efter at jeg har arbejdet konsekvent med Christina Ingerslevs anbefalinger i forhold til Max, og bakket op af mine to knivskarpe trænere Anita Jakobsson og Johanna Allanach, så er det godt nok ekstra lækkert at træne med Maximus :-)))))

Og så er det da også ham jeg mest lyst til at konkurrere med. Og det var derfor lidt underligt at få katalog til weekendens prøver, hvor jeg ”kun” har tilmeldt Megan og Lille Bjørn. Men muligvis kommer Max også med, og det bliver da det sjoveste af det alt sammen!!!

onsdag den 7. november 2012

Genial træningsaften

Jeg har haft den mest geniale træningsaften!

Jeg kom i god tid og stillede rallyskilte op til begynderholdet. Luftede Megan og Max. Og gik så først banen med Max (uden line). Jeg belønnede 5-6 gange undervejs på banen som bestod af 23 skilte, og der var fint fokus fra Max. Godt.

Så gik jeg den samme bane med Megan på højre side, og bortset fra to korte passager hvor hun kom for langt frem gik det supergodt. Derefter trænede vi sideskift, bakninger og fremsending til kegle. Vi føler os ærligt talt i ret god form til weekendens rallyprøver.

Så sluttede jeg af med næseprøve – og det gik helt op i hat og briller. Megan lignede en, der aldrig havde set sådanne pinde før, og først i 4 forsøg på tæt afstand lavede hun et ordentligt søg og tog den rigtige. Hmmm. Det var dagens eneste ikke helt tilfredsstillende øvelse.

Så havde jeg mit lille, lækre rallybegynderhold. Afbudsramt, så de tre der kom, blev virkelig udsat for massiv træning her på deres tredje træningsrunde. Baneforløb à 5 skilte, derefter sat sammen til baner à 10 og så én med alle 23 skilte i et sammenhængende flow, med næsten alle stationære. Naturligvis med belønninger undervejs, men der var én der blev revet lidt med, så jeg måtte minde om, at hun skulle belønne :-) Der er helt vildt lækkert at se hvor godt de alle arbejder med deres hunde, og jeg glæder mig til at se dem alle debutere 31. december.

Og så aftens højdepunkt: LP-holdet hos Anita. Jeg har ikke spurgt, men jeg har fornemmelse af at Anita nærmest fører en log for hver af os, og har helt styr på HVAD vi skal arbejde med og HVORDAN. I aften var der to obligatoriske øvelser for hver af os (mine var apportering og fri ved fod, glimrende valg!) og en frit valg (hvor Anita havde valgt fremsending for mig).

Jeg var nr. 3 i cirkulationen og startede derfor med Max på rallybanen, nu var der jo forstyrrelser. 6 skilte og forstærkning, 6 skilte og forstærkning, og så udfordrede jeg skæbnen på det sidste stykke ved skilt nr. 19 var hans fokus lidt væk og vi gik med udsigt til de to andre – og dér strøg han. Jeg kunne se det, og jeg var for langsom til at reagere, dårligt førerarbejde. Han fik 3 minutters timeout, og så gik vi til springet, hvor han skulle springe ud mod hallen; det gik perfekt. Og så kørte det ellers glat resten af aftenen.

Næseprøve med flot søg og optag, rigtig pæn aflevering. Stå, sid under gang, hvor jeg fik arbejdet med at få håndtegnet væk i ståen – og så går det meget bedre.

Apportering var første tvungne øvelse. Vi blev enige om følgende sekvens: 1) Kaste apport, klikke for fastholdelse af position, Anita hente apport. 2) Kaste apport, klikke for fastholdelse af position, sende Max efter apport. 3) Fuld øvelse. Max forventer forstærkning efter kastet, men han hører også efter, så alle tre forløb gik strygende, rigtig flot instruktørarbejde Anita!

Vi arbejdede med nogle stillingsskift ind imellem samt indkald uden indkald (jeg går rundt og drejer og hopper og klikker og belønner).

Og så var vi fremme ved anden tvungne øvelse: fri ved fod omkring de to andre ekvipager som stolper. Max var fantastisk fokuseret, og bortset fra lidt hæng når han var på ydersiden af 8-tallet gik det fantastisk flot. Stå, sid under gang udførte vi mellem de to andre, og det var lige i skabet!

Fremsendingen, lavede vi fra tre forskellige vinkler. Første gang var ”fuld øvelse uden indkald”, og han så feltet tydeligt, da jeg viste det, og lavede flot udløb og stop. Anden og tredje gang stod han i feltet med kun lige indenfor venstre forkegle. Jeg skal arbejde med at forstærke ham når han løber midt i feltet, for det gør han ret præcist.

Endelig fællesdæk, hvor Max lå ca. 45 og ca. 30 sekunder, han rejste sig efter at være belønnet første gang og blev startet om.

Netto: en superperfekt træningstime.