Forventninger

Foto: Grafiko.dk

Jeg glæder mig rigtigt meget til lørdagens prøver.

Foto: Grafiko.dk

Jeg vågnede tidligt i nat, brugte nogle soveøvelser, som plejer at virke, men ikke i morges. Så i stedet gik jeg Max’ HTM-program 4-5 gange mentalt og fik justeret en del deltaljer, ikke mindst hos mig selv, og det føltes godt. Min kropsholdning og måderne at have hænderne på bliver skærpet til på lørdag!

I dag genså jeg prøven, som kan ses her:

Max og Paul i HTM (foto: Louise Vig)

Jeg, kan tydeligt se, at det ikke alt er så skarpt som det burde være, men det er da heller ikke helt i skoven. Jeg er i bund og grund tilfreds og arbejder som sagt og skrevet med alle detaljerne.

Foto: Grafiko.dk

Der er flere, der har taget fotos i mandags, uden at jeg egentlig har tænkt over det, men i dag fik jeg set Camillas (Grafiko.dk) igennem og jeg købte alle 19 af Max og mig. Et par stykker er vist i denne blog, flere følger sikkert. Jeg synes det er så tydeligt, at Max er fuldt fokuseret på mig, på de fotos.

Foto: Grafiko.dk

Jeg har fået flere henvendelser vedrørende træstubbe. I dag kørte jeg forbi Mette på vej hjem fra arbejde, valgte en lovende træstub og fik en hyggeligt snak om HTM mv.

Test af træstub

 

Hjemme igen testede Max træstubben, og den er godkendt.

Foto: Grafiko.dk

 

I morgen står din på træning af lidt positioner og en overgang, så er vi klar til at tage til Jylland fredag ved middagstid.

Det bliver fantastisk!

Konstruktiv feedback

Max' og min debut i FS1 (foto: Conni Hansen)

To blogindlæg med samme udgangspunkt og de offentliggøres samtidig.

Hvis du starter med dette indlæg, så læs også Anja som coach :-) 

Jeg skrev i går i bloggen: ”Jeg må indrømme, at jeg var skuffet under præmieoverrækkelsen pga. Max’ ikke-bestået i HTM2, men skuffelsen forsvandt hurtigt, da jeg læste bedømmelserne …”

Jeg har tænkt over min reaktion og fundet frem til, at den var helt ok. At gå to gode prøver – som man selv oplever som rigtigt gode – og så ikke få Q point ud af det, kan godt føles lidt tomt.

Men jeg havde glæden i kroppen hele dagen – den var kun væk et kort øjeblik under præmieoverrækkelsen – og så var den tilbage med fornyet styrke.

Jeg nævner ofte Lanny Basshams With Winning in Mind. Når min indfaldsvinkel er at udvikle mig indenfor HTM/FS og at vinde, SKAL jeg anvende feedback fra prøverne positivt.

Citat fra morgens korrespondance med min coach: ”Det er mere end OK at være skuffet.... Blot man bruger det konstruktivt!!! Så det giver dig styrke!!!! Der er ikke nogen af os der kan præstere 100% hver evig eneste gang..... Men hvis man bruger det konstruktivt kan man komme 200% TILBAGE!!!!!!”

En gennemgang af mine bedømmelser giver følgende konkrete forslag:

HTM:

• Smil undervejs
• Max skal selv finde fra P9 til P1
• Ingen store armbevægelser
• Vent på din hund i skiftene
• Samme afstand i alle positioner
• Tydeligere ”Samle lort op”
• Arbejde mere sammen med musikken

 

FS:

• Kigge op og smile
• Pas på tøven undervejs
• ”Rigtig” træstub
• Mere tolkning til musikken

Det meste kan jeg "bare" kan gøre på lørdag (i et eller andet omfang) og der er også flere konkrete områder at arbejde generelt med.

Hvis jeg leger med tanken at Karolina Hasselroth havde givet mig 7,5 i stedet for 7 i udførelse, havde Max og jeg bestået, og jeg havde måske ikke haft så meget fokus på de konkrete forslag. Det har jeg nu, så - som jeg skrev i går aftes i en samtale om prøven: ”Det er nok bedre for min udvikling med denne bedømmelse end lige at slippe igennem :-)”.

Anja som coach

Anja og Queeny (foto: Vicky Bjerring)

To blogindlæg med samme udgangspunkt og de offentliggøres samtidig.

Hvis du starter med dette indlæg, så læs også Konstruktiv feedback :-)

Der er mange, der kender Anja Christiansen som en dygtig hundesportsudøver, som specielt sammen med Queeny har præsteret enestående resultater i HTM, bl.a. ved i 2014 både at blive Europamester og Verdensmester. Hun underviser i alle mulige discipliner på sin hundeskole Aktivt Hundecenter. Jeg har selv haft fornøjelsen at gå på flere hold hos hende, og opleve hendes fantastiske evner som formidler og inspirator, hendes ægte engagement, hendes fokus på præcision.

Jeg skrev en begejstret blog efter en træningsaften sidste år om Verdens bedste Anja, hvor jeg bl.a. skrev: ”Anja er knivskarp og kompromisser indgår ikke i træningen. Hun vil have – og det vil jeg også!! - skarpe positioner, som hunden kan indtage uden håndtegn. Hun udfordrer og presser os – og det elsker jeg.”

Mange vil supplere med flere superlativer, og de har uden tvivl alle ret :-)

Jeg har også fornøjelsen at kende Anja som coach.

Min baggrund for valget af Anja nævnte jeg i bloggen 6. juni sidste år Men jeg kan så meget andet,  dagen efter vores debut i HTM. Jeg valgte Anja af to grunde: hun er uddannet coach, og hun er erfaren hundefører – så hun kender hundeproblemstillingerne, som er årsagen til, at jeg søgte coaching - ud og ind.

Ovenstående debut var efter de to første coachingsessioner. Siden har jeg haft yderligere fem, senest den 18. marts. Den udvikling, dette forløb har sat i gang for mig, har indtil nu været en skøn rejse, som egentlig knapt nok er begyndt. Jeg tænker på rejsen som en rejse fra Good to Great, titlen på en bog af James C. Collins som bl.a. skriver: ”Greatness is not a function of circumstance. Greatness, it turns out, is largely a matter of conscious choice.”

Hvordan kan syv coachingsessioner indenfor 10 måneder have rykket mig så meget? Jeg ville ønske jeg kunne give et enkelt svar, men uden for enhver tvivl er Anjas indsats en væsentligt del af forklaringen.

Jeg taler, det er jeg ret god til :-) Anja lytter, det er hun exceptionelt god til. Hun spørger, hvorfor jeg siger sådan og sådan. Hun stiller udfordrende spørgsmål. Hun får mig til at prøve grænser af – først mentalt, siden i virkeligheden. Især i starten kunne det vare rigtigt længe, før jeg kunne nærme mig et svar. Nu går det nemmere, men helt nemt er det aldrig, og det skal det heller ikke være.

Anja fortæller mig, at jeg gør det meste af arbejdet selv, men det sker kun, fordi jeg bliver udfordret på flere forskellige planer, og føler at verden åbner sig for øjnene af mig.

Kunne andre coaches have gjort det samme? Muligvis.

Det jeg kan forholde mig til er, at Anja har er min coach og har fået mig til at rykke, så jeg i dag er et helt andet sted end for 10 måneder siden - både som hundefører og menneske - og ser et potentiale i mig selv, som rækker langt udover, hvad jeg nogensinde har drømt om.

Alle mine coachingsessioner hos Anja er fantastiske, og jeg glæder mig til hver eneste som til juleaften.

Ikke så meget snak, Anja er bare verdens bedste coach for mig!

HTM2 og FS1-debut

Aktivt Hundecenter stod for dagens store HTM-arrangement i Sjællands Agilitycenter. 107 katalognumre, hallen var åben fra kl. 8.00, første prøve var kl. 9.00 og vi kørte hjem lidt over 19.00. Jeg havde snydt og været hjemme til frokost, men alligevel en rigtig lang dag.

Jeg havde tilmeldt Max i HTM2 (2. gang) og han skulle debutere i FS1.

Jeg var meget tilfreds med begge banegennemgange. Rigtig opvarmning, de rigtige følelse hele vejen igennem. Der var nogle kiksere undervejs, som blev håndteret som planlagt og det føltes bare rigtigt godt. Jeg havde også den rigtige følelse af at have givet alt til begge prøver, og at Max virkelig havde gjort sit yderste. Så jeg kan kun være tilfreds med dagens indsats.

Jeg må indrømme, at jeg var skuffet under præmieoverrækkelsen pga. Max’ ikke-bestået i HTM2, men skuffelsen forsvandt hurtigt, da jeg læste bedømmelserne, og var helt væk, da jeg på vejen hjem ringede til Anita – som pga. sin egen 50 års fødselsdag ikke havde meldt til :-) – for at fortælle om dagen.

HTM2 – Walking the Dog. 23,00 point, 3. vinder af 5, ikke bestået.

	Carina Enevoldsen	Sonja Johannessen	Karolina Hasselroth
Udførelse	Smil gerne undervejs. Efter starten ”Frem og tilbage i hest pos.” ser jeg gerne at hunden selv finder positionen efter og ikke at du træder over i positionen. Et par enkelte store armbevægelser der trænger til at blive nedtonet og han går lidt kold til sidst. 7.5	Flere pæne passager/positioner – men pas på skiftene, der er du nogle gange ved at ”tabe” ham. Den sidelæns plads var meget skæv, men du gik også i gang, før han var i positionen – VENT PÅ DIN HUND! :-) 7.5	Fina självständiga byten. Bitvis mycket fine positioner. 7.0
Sværhedsgrad/indhold	8	Pas på varierende afstand i positionerne. 7.7	Väl planerat med tillräcklig svårighetsgrad 8.1
Musik og fortolkning	8.5	”Samle lort op”-sekvensen var ikke så tydelig, som sidst jeg så den – ved ikke om jeg havde forstået det, hvis jeg ikke havde set det før. 7.7	För klass 2 önskar jag se at du arbetar ännu mer tillsammans med musiken. 7.0

FS1 – When I’m 64. 23,13 point, 7. vinder af 20, bestået.

	Carina Enevoldsen	Jette Porter	Karolina Hasselroth
Udførelse	Glæder mig til du får det ekstra overskud i dine programmer til også at kigge lidt op og smile. 7.2	Lidt tøven indimellem . 7.5	Några missförstånd som stör flytet, men hunden jobbar mycket fint själständighett. 7.8
Sværhedsgrad/indhold	7.5	Fint 7.6	Lagom svårighets nivå för klassen. Bra nyttjande av ringen. 8.2
Musik og fortolkning	8.3	Du kunne med fordel lave en træstublignende balje/kasse. Plasticbaljen falder lidt udenfor – selvom vi desværre kan finde dem i naturen … 7.8	Ok tolkning till musik men vil gärna se mer :-) 7.5

Jeg er enig i ALLE kommentarer. De er gode og konstruktive incitamenter til at arbejde videre med begge programmer.

Tak til dommere, arrangører og deltagere for en hyggelig og veltilrettelagt dag.

Dette er ikke en pibe

Vi havde talt om at gå i biografen, om at spise frokost i København, om …

Da det kom til stykket trængte vi til en total gøre-ingenting-dag herhjemme, så sådan blev det.

Morgentur til samme tid eller en time senere? Jeg er i tvivl :-)

Jeg prøvede baljen med brunt håndklæde, og det synes Max var underligt, så inspireret af René Magrittes Ceci n'est pas une pipe (Dette er ikke en pibe) blev løsningen ovenstående, og en introduktion kombineret med træstokken – som naturligvis ikke er en almindelig stok, men en gren Christian har afbarket og slebet for mange år siden.

Tøjet til både HTM og FS blev tjekket, og jeg synes faktisk sidstnævnte med butterfly er blevet ret smart. Det er blevet udvidet med pyntelommetørklæde i lommen på opfordring

Meget usædvanligt havde vi ikke den store appetit til aften, så aftensmaden blev ”bare” en lækker salat og champagne til.

Jeg slukker for pc’en, og ser frem til i morgen.

Planer

Morgen på Solrød Strand - ikke helt tydeligt, hvilken vej det vil gå ...

Påskeplanerne har været ganske løse. Det eneste, som har ligget 100 % fast i kalenderen har været to gange to timers træning søndag og tirsdag, frokosten i Kong Hans Kælder i torsdags generalforsamlingen i Sydkystens Hundeskole i går samt HTM-prøven på mandag.

Vi havde regnet med at sveskerne kom på besøg, men det blev ændret, fordi Frasse blev syg. I stedet tog vi til Malmø i dag, arrangerede en dejlig påskefrokost, og fejrede Christians fødselsdag på mandag lidt på forskud. Max var med.

Vi tænkte: Butterfly :-)

Ved indrejsen skulle Kirsten og jeg naturligvis vise legitimation. Da betjenten så burene, blev vi spurgt, om vi havde hund med, og sørme om Max’ pas ikke for første gang blev vist frem i officiel anledning.

Det er dejligt at se Max være noget mere selvsikker uden Megan og Lille Bjørn i nærheden. Han kan sørme være lidt fræk, og det er vi rigtigt glade for.

Planerne for mandag er lidt uklare pt., men det er endnu ikke helt udelukket, at vi tager til Malmø om eftermiddagen for at fejre Christian på dagen.

Det, der ligger fast, er, at jeg deltager i HTM-konkurrencen på mandag, at Conni, Louise og jeg har aftalt at vi filmer hinanden (note til mig selv: husk at tjekke videokamera inkl. batterier), at Max og jeg skal op som nummer to ud af fem i HTM2 og som nr. seks ud af tyve i FS1.

Træning er efter planen = ingen træning. Cyklingen fik jeg overdrevet, så Max haltede en anelse i forgårs, men der er intet at se nu, så alt er vel.

Begge programmer er gennemført en del gange mentalt, fast hver aften inden jeg skal sove, og lidt indimellem, som det nu passer ind. Jeg har haft meget fokus på, at have delen før vi går i ringen med, og jeg kan mærke at belønningsdelen også skal med nu. Max har gået nogle stjerneprogrammer og vi skal bare ud og lege sammen bagefter!!!

Jag citerede i går Lanny Bassham: ”The optimum mental level and let’s just have fun today are really close together.” Jeg har specielt fokus på de tanker, jeg vil have i hovedet, når jeg går ind i ringen. Det, der vil få mig til at føle, at Max og jeg bare går ind for at have det sjovt. Og bare rolig, det har jeg helt styr på.

Har jeg styr på det hele? Næh, egentlig ikke. Kirsten har tvunget mig til at afprøve påklædning i morgen til begge numre, så der kommer helt styr på den side af sagen. Og det med baljen = træstub er ikke på plads. Plan B er, at det bare er en balje og ikke en træstub.

Max og jeg går i ringen for at have det sjovt sammen, og jeg er sikker på at vi begge vil have det fint med en balje, der ikke ligner en træstub :-)

Stjerner

Cecilia nærlæser regnskabet (foto: Connie Bai)

I går var Kirsten og jeg for første gang nogensinde i Kong Hans Kælder. Vi har længe talt om, at vi skulle derind, og tilfældet ville, at vi bestilte bord til deres påskefrokost, og kort tid efter fik de deres Michelin-stjerne igen. Så for første gang spiste vi frokost på en restaurant med en Michelin-stjerne.

Det var et fantastisk og overdådigt måltid. Der var ekstraordinære retter imellem og masser på gedigent niveau, helt klart en stor oplevelse. Det var ikke helt billigt, men sådan er det når man kommer op på dét niveau. Det koster mere at opleve stjernerne end de andre.

På næste fredag skal Louise og jeg spise på Pondus i Århus, som har fået Michelins Bib Gourmand (god mad til rimelige priser) og mon ikke også dét, bliver en stor oplevelse? Det er jeg ret sikker på.

I dag havde Sydkystens Hundeskole generalforsamling. Der var bestemt ingen overraskelser. Alle udskiftninger på diverse poster blev helt, som de implicerede havde ønsket og som vi havde foreslået fra bestyrelsens side. Det betyder at to af stjernerne fra den gamle bestyrelse, nu er suppleanter (Christina og Lonni) og i stedet er Amanda og Charlotte kommet i bestyrelsen. Charlotte har været med fra starten af Sydkystens Hundeskole som revisor, mens Amanda er helt ny i denne sammenhæng. Jeg er bare SÅ glad over, at hun sagde ja, til at være med. Hun er allerede en stjerne på rallybanerne med Osseau og Dumle, og jeg er sikker på, at hun vil berige arbejdet i bestyrelsen.

Som sædvanlig blev regnskabet godkendt med akklamation (det er altså også flot), og Cecilia, som var eneste ikke-stemmeberettigede deltager, var særdeles interesseret i det, som man kan se af fotoet øverst :-)

Rallyjubilæumsbogen står også på påske-aktivitetslisten, Jeg fik Anitas umiddelbare kommentarer i dag, og de er – naturligvis – alle sammen relevante, og mange af dem ikke lige lette at håndtere. Der kommer en ekstra side i bogen, der er afklaringer, der skal finde sted, der skal ske nogle ændringer i flere afsnit – og så en masse detailændringer. Det er lækkert med en superskarp korrekturlæser!!!

Hvis mor læser den, så ... (foto: Karina Green)

Så kom der lige en hilsen fra Karina på Facebook. Hun har modtaget With Winning in Mind, og skal i gang med en spændende mental rejse. Karina og Foenix er i forvejen stjerner på rallybanen, så jeg tør ikke tænke på, hvordan de kan udvikle sig, når det mentale i Karinas hoved kommer endnu mere på plads …

Jeg kan bare ikke lade være med at glæde mig over, hvor langt jeg selv er kommet mentalt, og hvordan det, at gå til konkurrencer, er blevet endnu sjovere. Glæden over både prøverne på mandag og på lørdag kan mærkes indeni. Eller sagt med et af mine yndlingscitater fra With Winning in Mind: ”The optimum mental level and let’s just have fun today are really close together.”

At blive udødelig … og så dø

Patricia (Jean Seberg): "Quelle est votre plus grande ambition dans la vie?"
Parvulesco (Jean-Pierre Melville): "Devenir immortel…et puis mourir."
(Jean-Luc Godard, A bout de soufflé, 1960)

Endnu en feriedag, intet planlagt på forhånd. Nogen kunne sige at der skete ingenting.

Sådan tænker jeg absolut ikke.

Jeg gik en dejlig morgentur med hundene, der var en masse fugleliv, men ikke rigtigt hunde at lege med. Det mest dramatiske var, at Megan pludselig strøg ud i vandet og fik jaget en svane væk.

Da vi kom hjem, lige indenfor lågen, hørte jeg pludselig en meget høj og uvant lyd, men puha en naturlig forklaring: to fasaner sad på hegnet og lettede da vi kom, men det gik bestemt ikke stille af. Hundene sagde ingenting …

Svare på mails, have styr på hjælpere til den afsluttende runde af rallyinstruktøruddannelsen 9. april, gøre klar til bestilling af rosetter til Rally Champion Cup 2015/2016 – der er altid noget administrativt at tage sig til.

Handle sammen med Kirsten, herunder glæde sig over at Meny både havde stenbiderrogn og Coppola-vinene.

Besøge Røde Kors butikken for at finde butterfly, de havde én, som jeg købte for en 10’er (forklaring følger).

På Kirkegården og plante lidt på Bradleighs gravsted.

Vælge skjorte, som passede til butterflyen. Forskellige livliner kom i spil. Det blev ovenstående kombination.

Gå tur med hundene. Kirstens synes det var pinligt at en kort tur på 2,24 km står på Facebook, men det var altså turens længde, den tog godt 36 minutter, og hundene fik snuset og tisset til den store guldmedalje.

Jeg fik en let frokost ude i det skønne vejr.

Der var et læs brænde der skulle flyttes, så der blev mere plads under halvtaget foran garagen.

Heldigvis kom bestillingen fra Olivers, så hundene kunne få hver et okseøre.

Kirsten talte med Christian (og Frasse!) og påskeplanerne er nu på plads. De kommer fredag til søndag, tager hjem søndag, så jeg kan være til HTM-konkurrence hele dagen. Jeg havde allerede meddelt, at jeg skulle gå efter at jeg havde været oppe anden gang, men nu kan jeg bare slappe af og se det hele og være med til afslutningen.

Aftensmaden var dels stenbiderrogn, dels rejer fra Skagenfood, dertil en Coppola Chardonnay.

Intet specielt, bare en dag som alle andre, men det er der alligevel ingen dage, der er.

Vi ser frem til morgendagens frokost på Kong Hans Kælder, som har fået sin Michelin-stjerne tilbage, efter at vi havde bestilt.

Det handler ikke om at blive udødelig, det handler om leve, mens man kan.

Ode til glæden

Freude heisst die starke Feder
In der ewigen Natur.
Freude, Freude treibt die Räder
In der grossen Weltenuhr.

(Glæden er den stærke fjeder
i den evige natur.
Glæden alle drivhjul leder
i det store verdensur.)

Indledningen til Friedrich Schillers ”An die Freude”, dansk oversættelse Henrik Nebelong ”Ode til glæden”.

I mit forrige blogindlæg Dobbelt generalprøve, som blev offentliggjort lidt over 14 i dag, skrev jeg om en dejlig træningsformiddag med Max og Megan sammen med Anita og Osseau.

På vejen hjem hørte jeg om terrorhandlingerne i Bruxelles og jeg har set en del TV om det i eftermiddags.

Jeg har også hygget mig med en 7½ km cykeltur med Max i det skønne vejr, det er noget af det bedste jeg ved, rigtig mental hygiejne. Vi cykler det meste af tiden på cykelstier, i områder uden biler, så jeg kunne godt nå at visualisere en fantastisk FS-prøve på mandag.

Jeg har også fået læst nogle blogindlæg, jeg forsøger at læse alle dem, som står under ”Blogs, jeg følger”, på min egen blog.

Lone skrev i dag Når man savner rigtig kaffe, nævner Bruxelles og skriver ”Dem, der skal vinde, er dem der er fyldt med glæde og venlighed til verden.” Det hold er jeg med på :-)

Anita har skrevet om Dejlige træningstimer. Jeg har selv oplevet træningstimerne på nærmeste hold, og hold da op, hvor er det dejligt at læse glæden over det fantastiske samarbejde Anita og Osseau har. Anita, som gik i gang med HTM, bl.a. for at kunne arbejde meget mere med Osseau tæt på, var årsagen til, at jeg gik i gang med HTM med Max – med præcis samme formål – og nu er vi begge totalt grebet af den fascinerende sportsgren.

Berits blog om Mine strande - Tormaj strand om dejlige problemer med at vælge hvilken strand, hun skal gå tur på.

Emmys blog om Crufts dag 3 – den Internationale Freestyle og en dejlig oplevelse med Hero, som vægtede uendeligt meget mere end nogle ligegyldige point.

Jeg har siden jeg opdagede Lanny Bassham bl.a. (primært måske) brugte mine blogindlæg til at fortælle om det gode ved træningsoplevelserne og det gode ved konkurrencerne jeg deltager i. For mig er det forstærkende at skrive om alle de dejlige oplevelser, jeg har til træning, til konkurrencer og alt muligt andet (mest) hunderelateret. Som at læse glade blogindlæg om luksusproblemer.

 

Ja, vi er privilegerede, det skal vi værdsætte. Kirsten og jeg gjorde det til aftenens bruschetta og parisertoasts ved at drikke champagne til.

Glæden er drivkraften i hundetræning og i livet.

Dobbelt generalprøve

HTM (foto: Anita)

Anita og jeg havde aftalt at træne et par timer til formiddag, og jeg havde annonceret, at jeg skulle køre fuld generalprøve med Max både i HTM og i FS.

Morgenforløbet var fuldstændig, som hvis jeg skulle til prøve, og bortset fra at Megan kom med, var det så tæt på en konkurrencedag, som det kan tænkes.

Ingen musik på vejen, bare den rigtigt gode stemning i kroppen, som kommer af at være velforberedt og i balance. Min påklædning var NÆSTEN som til prøve. Der var ingen hønseorden og der var ikke den røde skjorte, men resten var, som det skulle være. Begge generalprøver var med belønninger undervejs.

HTM-programmet gik nogenlunde, jeg kludrede med godbidderne, Max kom til at hænge flere gange og det blev ikke den generalprøve jeg havde forventet. Så vi prøvede en gang til, og denne havde jeg de nødvendige godbidder i hver hånd, for det blev noget rod at tage dem op af lommen.

Det gik meget bedre, jeg kunne mærke overskuddet ved ikke at skulle fumle efter godbidder, jeg fik rost meget bedre, belønnet magtet bedre og Max var super god. Derefter leg med to ænder og alt var godt.

FS (foto: Anita)

FS-programmet var vores bedste nogensinde. Selvom der var nogle ting, der ikke fungerede helt som tænkt, så er der ved at være et fornuftigt flow. Jeg kan mærke, at jeg føler mig tryg ved programmet, og den tryghed kommer gradvis ind i Max, specielt når jeg husker at give de rigtige kommandoer …

Anita foreslog, at jeg skulle have slips eller butterfly på (tjek!) og så har jeg lige en opgave med baljen, som skal forestille en træstub. Jeg er lige gået i tænkeboks med den, måske kan jeg finde en rigtig træstub i baljestørrelse, det ville være et hit!

Jeg véd ikke hvor tiden blev af, men pludselig var der gået 1½ time og Megan kom ind i stedet for Max.

Vi trænede lidt forskellig rally, og sluttede af med en bane, som Anita digtede undervejs, og hvor eneste krav var at dobbeltspring ro tilbagespring og tunnel indgik. Megan gik som en drøm.

Fantastisk træning, og det er den sidste træning inden prøverne på mandag. Jeg glæder mig rigtigt meget, både til at vise HTM-programmet, med større præcision og bedre overgange, og FS-programmet, som er ganske nyt, men indeholder potentialet til noget stort.

Lige til sidst: Facebook mindede om denne blog, som meget betegnende hedder HTM. Det er i dag præcis ét år siden, at Walking the Dog blev Max’ og min melodi!!!

Fuldt fokus

Mit hovedmål ved dagens træning var at have fuldt fokus fra Max, når vi trænede. Det betød omvendt at han kom i line undervejs, hvis vi holdt pause, eller skulle følge med i noget.

Det virkede rigtigt godt, han var lige ved at smutte i starten af den fulde bane, men jeg fik ham i plads, og derudover var der kun nogle småting.

Der var en fuld bane med skilte og kegler og felt, vi gik den med tilbagemelding fra Johanna, og i den fri runde, hvor Stine og jeg var i gruppe, gik Max og jeg den med højre start og derefter igen med venstre start.

Jeg blev mindet om at give kommandoer. Skiltet: sit-dæk-sit, jeg gik og Max gik med, men uden at jeg havde sagt noget … Ups, det er præcis det jeg har ekstremt fokus på i både HTM og FS (og også prøver i Rally): Hunden skal ikke selv regne ud, hvad den skal, den skal have en kommando.

Så gik vi en masse korte baner uden skilte med svære sekvenser à la bakke 1 skridt, sit-dæk-sit, sideskift til højre, bakke 2 skridt, twist, sideskift til venstre, bakke 3 skridt. Jeg fik virkelig sat fokus på nogle momenter, som jeg arbejder med pt., og hvor vi gør gode fremskridt.

Blandt interessante forstyrrelser var i den fulde bane, at genstanden I hente bringe var en hulahopring, vi skulle gå en dobbelttysker med den, og derefter lægge den tilbage.

Foto: Gitte Freytag

I en af sekvenserne uden skilte var der igen hente bringe, hvor den ene fører skulle tage en imaginær tiara af og give til den anden fører på halvvejen mellem de to baner osv. Interessant for hundene, som kunne se ingenting blive givet frem og tilbage :-)

Som det kan ses af Gittes foto var Stines tiara lidt for lille til mig, så jeg måtte kæmpe med at få den af igen!

Jeg er supertilfreds med Max’ og min indsats til aften, nu slapper vi af inden morgendagens træning i HTM/FS, sidste træning inden 28. marts.

Bobler

Jeg skrev i fredags om at have bobler i hjertet af glæde. Hvis man nogensinde har prøvet det, véd man præcis hvordan det føles, hvis ikke, så glæd dig til at prøve det!!!

Det er en følelse som for mig, var næsten fysisk, jeg kunne MÆRKE boblerne. De gav også tårer i øjnene.

En følelse jeg vil arbejde med at kunne fastholde i længere perioder, for den er fantastisk, og bevidstheden er åben for det hele, uden brug af narkotika.

Jeg havde følelsen med til formiddagens træning med Anita. Jeg havde lovet at fortælle om coachingsessionen, og jeg kunne mærke, hvor fantastisk det var, at fortælle om den.

Træningen kunne ikke gå andet end fantastisk (!). Den korte udgave: HTM med Max & musik med afbrydelser styret af Anita og belønning, et fuldt HTM program med Max & musik og belønninger, et fuldt FS-program med Max & musik og belønninger.

Jeg har fuldstændig styr på de to programmer, men hold da op, hvor er der masser af detaljer der kan pilles ved. I HTM-programmet er der timingen af nogle overgange, et ekstra skridt, en lille pause, bittesmå deltaljer der gør en kæmpeforskel i forhold til at Max og jeg er sammen.

Det samme i FS-programmet. Det er åbenlyst at der ikke er det samme flow i programmet som i HTM, for vi har ikke trænet momenterne nær så meget som HTM-momenterne. Men det begynder at ligne noget, og Anita gav mig nogle tips til uventede situationer. For mig giver det meget tryghed at have plan B og C på plads, så jeg kan improvisere ud fra en gennemtænkt plan :-)

Træningens ubetingede højdepunkt var Anita og Osseaus fulde udgave af Something's Gotten Hold of My Heart. De startede med to gange med musik og afbrydelser fra mig, når der skulle belønnes, og så den fulde. Det var deres bedste udgave nogensinde, fantastiske overgange, fantastiske positioner og et overskud af den anden verden, jeg kunne se Anita smile og synge med i afslutningen, og så er det bare godt. Det gav lige lidt ekstra bobler!

Megan var også med, og vi fik arbejdet med lidt forskelligt rally. Hun blev bare så glad, da hun fandt ud af at hun skulle med til træning, og hun var totalt overskudsagtig til træningen, det er også bare til at blive glad af.

Der var meget mere at glæde sig over i dag, for de færdigredigerede fotos fra sessionen hos Anne Gisselø sidste søndag er modtaget, og hold da op, hvor der de bare skønne. Der er nogle eksempler i dette indlæg, og der kommer flere i kommende blogs.

Jeg kan bare se at glæden lyser ud af os alle på de fotos, det er svært at skjule glæden over de skønne hunde :-)

Tusind tak til Anne for at forevige disse øjeblikke.

Træning, 100 % fokus og gensidig tillid

Årets første coachingsession var lagt tæt på Max’ debut i HTM2 og rally championklasse.

Årets anden coachingsession var i dag, timet i forhold til påskeferien og uge 13 med i alt 6 prøver, 3 x HTM2 og 3 x FS1, herunder Max’ debut i FS1.

Der var bare så meget fantastisk at fortælle om siden sidst. Herunder var det specielt interessant at få redegjort for én prøve, der ikke gik, som jeg havde drømt om, og kunne sætte præcise ord på hvorfor og hvordan, jeg håndterede det. Det er jeg blevet god til: at observere/mærke, når der er behov for korrektion og så korrigere. En del af det sker ubevidst, men en del også stadig bevidst.

Jeg talte også en del om nogle mål på lidt længere sigt, som kun er mellem min coach og mig. Men jeg vil rigtigt gerne dele, hvad jeg fandt frem til, der skulle til, for at nå disse mål. Det er det, jeg har skrevet i overskriften på blogindlægget.

• Jeg skal naturligvis træne med Max, alt det nuværende som skal udvikles og alt det nye, som der skal udbygges med. Det tekniske fundament skal være i orden.
• Jeg skal arbejde mod at få Max’ fokus 100 %
• Jeg skal udbygge den gensidige tillid mellem Max og mig.

De tre forhold tilsammen skal tilsammen gøre, at vi fortsætter den fantastiske udvikling, vi er i gang med.

Det var tydeligt for både Anja og mig, hvor fantastisk jeg har det, ånår jeg fortæller om dét, der er sket, og når jeg sætter ord på fremtiden og hvordan vejen til fremtiden ser ud.

Det er rigtigt godt at blive udfordret, presset ud af komfortzonen, skulle sætte ord på det svære i forhold til at komme videre. Jeg udfordrer mig selv bevidst og ubevidst hele tiden – og det skal jeg blive ved med.

At sætte ord på drømmene giver en forrygende energi. Jeg kunne mærke glæden boble inden i mig, både over fortiden og fremtiden, og bare være helt klar til de kommende prøver.

Jeg kørte hjem med bobler i hjertet og Aftermath i CD-afspilleren, det er en  fantastisk cocktail!

Tænk rigtigt :-)

Påsken nærmer sig, og jeg har fået mulighed for at holde de tre dage før påsken fri, og har dermed 10 feriedage i træk.

Den sidste af dagene er 28. marts og dér står den på HTM2 og FS1 (debut) med Max, så påsken ligger perfekt i forhold til prøverne.

Træningen er planlagt, der er 2 x 2 timer med Anita, hvor den sidste er dress rehearsal, der er en coaching session på fredag, og de daglige visualiseringer af begge prøver går i gang på fredag.

Der er en masse detaljer, der bliver arbejdet med, men det vigtige er, at jeg føler mig helt klar til begge prøver.

Overskriften brugte jeg som svar på en henvendelse, som jeg godt vil citere:

”Hvem hjælper dig med at visualisere dine prøver? Har brug for hjælp til at lade være med at tænke over, hvad det er, der kan gå galt i mine gennemløb, for det går lige ned i (hundens navn) 😔 Skal være bedre til at tænke på, hvor god (hundens køn) er 😊”

Jeg synes det er rigtigt godt at få sådanne spørgsmål, for det giver anledning til at reflektere over hvad jeg gør og hvordan det virker.

Jeg gav to svar, som jeg godt kan gengive her.

Jeg svarede i første omgang:

”Det meget korte svar er:

1. Jeg praktiserer visualiseringer som beskrevet i With Winning in Mind.
2. Jeg bruger Anja Christiansen som coach. Vi har bl.a. talt meget om det der sker inde i hovedet op til og under en prøve, og hvordan man skal træne at have de rigtige tanker i hovedet.

Helt grundlæggende (Lanny Bassham), kan man kun tænke på én ting ad gangen, og det skal populært sagt være (han var top konkurrenceskytte) "Jeg rammer" ikke "Jeg skyder måske forbi". Er på vej til træning, men vil meget gerne uddybe senere :-)”

Jeg skulle tænke over det andet svar, men så kom en lidt længere udgave.

”Det er egentlig to forskellige ting du spørger om (tror jeg), eller to forskellige syn på det samme måske.

Når jeg taler om visualisering er det en mental øvelse, hvor jeg i hovedet gennemfører en prøve, som jeg gerne vil have den til at se ud. Mine HTM- og FS-programmer har jeg gået 100+ gange i hovedet, så jeg véd præcis hvilken følelse jeg vil have, når jeg går med hund, hvordan jeg vil udføre de enkelte momenter osv. Med Rally gør jeg det med baner foran mig, og forestiller mig lige præcis hvordan jeg vil komme ind, starte, udføre de enkelte øvelser. Da du kan styre det hele selv, får du de mest fantastiske oplevelser, og får dermed den fornemmelse, som du gerne vil have i dig, når du går banerne. Du kan også visualisere alt det bagefter: lege, præmieoverrækkelsen osv. Lanny skriver, at da han fik den olympiske guldmedalje var det en oplevelse han havde prøvet mange gange før, mentalt!

Så kommer den anden del, at lade være med at tænke over det, der kan gå galt.

Det hænger sammen med ovenstående, fordi det er noget du OGSÅ kan træne mentalt, hvordan du håndterer fejlsituationer. Men det er også noget helt selvstændig træning. Jeg har klippet nogle af principperne i Mental Management ® fra min anmeldelse:

1. Din bevidsthed kan kunne rumme én ting ad gangen – så hvis du vælger at tænke på noget positivt (fx at noget lykkes), kan du ikke samtidig tænke på noget negativt

2. Det er ikke vigtigt hvad du siger. Det er afgørende, hvad du får dig selv eller andre til at forestille sig – hvis du siger: ”Lad være med at ramme ved siden af”, giver det forestillingen at ramme ved siden af. Hvis du i stedet siger ”Ram”, så er det billedet du skaber.

3. Underbevidstheden er kilden til al mental energi – på et tidspunkt i træningen tager underbevidstheden over, og udfører arbejdet. Lad det ske!

4. Din selvopfattelse (Self-Image) får dig til at gøre det din bevidsthed forestiller sig – og da du selv styrer, hvad din bevidsthed forestiller sig, er det vejen til udvikling

7. Forstærkningsprincippet: Jo mere vi tænker, taler og skriver om, hvad der vil ske, jo mere øger vi sandsynligheden for at det sker

8. Selvopfattelsen kan ikke skelne mellem hvad der faktisk sker og hvad man livagtigt forestiller sig. Generalprøve (rehearsal) – man kan træne hvor som helst, når som helst og det er et fantastisk effektivt værktøj. Man kan fx bruge det til at træne den attitude man ønsker i givne situationer ”

Det har jeg praktiseret i udtalt grad. Specielt princip 1 er jeg utroligt afhængig af i konkurrencesituationer. Du tænker fx i en konkurrence på, at du er på vej til det næste skilt, som er sit – sit foran – bagom sit. Du kommer til skiltet og tænker på præcis hvad du skal gøre for at første moment lykkes, så næste og så næste igen. Du går videre til næste skilt. Osv. Hvis et moment ikke lykkes (du erkender at du vil lave øvelsen om), så laver du øvelsen om, med helt samme mentale attitude til at hvert moment lykkes. Du tænker ikke et sekund på, at der er noget der er gået galt, men kun på at det næste skal lykkes. Du husker at rose, som var det lykkedes, selv om det ikke gør, for hunden gør, hvad den kan.

Det er nemt nok at skrive, og det tager tid at træne det og gøre det i praksis. Men din attitude, når du gør det, vil slå direkte over i , og I vil performe endnu bedre."

Jeg kan kun gentage, at du skal læse With Winning in Mind og prøve disse principper i praksis. Du vil elske det :-)"

Jeg har citeret det hele, fordi det er jo præcis hvad jeg gør.

Jeg er imponeret over hvor disciplineret jeg er, men den bedste begrundelse for det er, at jeg kan se at det virker.

Max

Råt og uredigeret foto af Max og far

Aftenens rally træning hos Johanna var igen uden skilte.

Som opvarmning en individuel øvelse, hvor vi skulle gå 5 skilte efter eget valg uden håndtegn, det var næsten bare at tage en FS-sekvens :-) Fremsending til en lille taske. Sekvens med 6 sideskift (4 synkrone, skift side foran og bagved) og valgfri øvelse mellem hvert skift. Stå, sid, dæk i forskellige afarter med fristelse i nærheden. Spiraler om tre tomme godbidsbøtter. To valgfri stationære øvelser på vej mod tasken, omkring tasken og to øvelser i andet tempo. Udføre øvelser, mens Johanna holdt spejl foran os. Udføre øvelse mens Johanna stod med noget andet foran os. Og sikkert noget jeg har glemt.

Så der var fristelser i mange afskygninger.

Jeg fik aftenens næsten hjertestop fra starten, da Max smuttede og lignede en, der var på vej ud af hallen. Det kom han ikke, og en tunnel blev strategisk placeret som spærring.

Derfra gik det rigtigt godt. Masser af skarp adfærd og virkeligt koncentreret førerarbejde. Det er kun de øjeblikke, hvor jeg glemmer fokus på ham – typisk fordi jeg ikke kan huske et skilt eller der er for lidt plads, til det jeg har planlagt, at han mister fokus. Og hvis det bliver for svært.

Så sådan en time er virkelig god motion også for føreren, både fysisk og mentalt.

Indimellem fik vi sørme også gået vores FS-program (bortset fra baljedelen), fik trænet sidelæns fod og nogle skifter fra P9 til plads.

Jeg var ualmindeligt meget tilfreds med Max’ indsats og har også husket at rose hans fører, som var godt på i dag.

Jeg var også i den helt rigtige mentale tilstand, for jeg havde netop skrevet om Max og fører, til et rallykursus i april som Christina har arrangeret med Siri Jungersen. Her er min beskrivelse:

”Lidt om hunden: Border terrier Max, næsten 5 år, forsigtig/usikker, træner og konkurrerer i rally/FS/HTM.

Hvad er hundens største styrke: Meget lærenem, kan en masse momenter, tricks, og øvelser, så det er ikke de enkelte elementer som sådan, der er udfordrende.

Hvad er hundens største udfordring: At hans fører glemmer at have fokus på ham, eller gør det for svært, så bliver Max frustreret og piber eller smutter. Eller far glemmer at Max synes det er smaddersjovt at lege.

Hvad er førerens største styrke: Mental balance og véd, hvordan Max skal trænes.

Hvad er førerens største udfordring: At han sjusker med førerarbejdet, tager for meget for givet, fordi Max er så dygtig, og glemmer at han også er en forsigtig lille hund, som har brug for fars fokus og bekræftelse.

Hvad ønsker du at have fokus på, på dagen: Hvad som helst, der kan styrke samarbejdet mellem Max og mig. Hvis det er rallyrelateret er det bare en bonus, men i virkeligheden lige meget.”

Jeg spurgte Christina hvordan det lød. Hendes svar: ”Det lyder præcis som jeg ville beskrive jer 😊”

Så det er nok ret præcist!

Det har været en dejlig weekend!

I går stod den på 3. runde af Rallyinstruktøruddannelsen i Sydkystens Hundeskole. Efter teori på Biblioteket tog til Jersie, hvor de 9 deltagere på instruktøruddannelsen skulle møde 7 rallyudøvere med 9 hunde, og arbejde med banegennemgange og hjælpe de enkelte med specifikke øvelser/momenter. En meget spændende seance, som alle lærte meget af.

Dagens sidste indlæg handlede om Træning mod konkurrence, hvor jeg bl.a. refererede til nogle af Niina Svartbergs gode råd, se referatet af hende foredrag fra 2012 her: ”Alle hunde er forskellige, så man skal iagttage sin hund, og se hvordan de enkelte belønninger og måder at præsentere dem på fungerer. Hunden er facit!”

Det mindende Max mig om til formiddagens hyggelige og lærerige træning med Anita, Conni og Louise i Ringsted.

Til allersidst i træningen (og Max havde været ude og hvilke indimellem!), skulle Max og jeg vise When I’m 64. Da vi stillede op, strøg Max ud til Connis træningstaske og fiskede et trækketov op, og så blev far lige mindet om, at trækkeleg er en god belønning for Max!!!

Udover diverse træning af momenter gik jeg to fulde Walking the Dog, med masser af belønninger. Første gang var noget rod, jeg mistede tempoet flere steder, og fik ikke ordentlig ro ved starten af de nye positioner. Det gik meget bedre anden gang.

Anita mindede mig om at huske at prioritere. Jeg har arbejdet rigtigt meget med FS-nummeret, og det er blevet på bekostning af HTM-nummeret; jeg skal sørge for at være afklaret med, hvad der er vigtigst. Det er helt klart HTM, som jeg sørger for at have mest fokus på de næste uger.

Megan var også med, og det er som altid en fornøjelse med hende, hold da op hvor er hun glad og arbejdsivrig.

Som man kan se af fotoet, er der virkelig gang i musikken til vores træning, og det er svært ikke at lade noget af træningen ved siden af til at ske i takt til den musik, der spiller.

Efter træningen gik turen til Munke Bjergby og fotosession hos Anne Gisselø med Megan og Max, primært med Megan.

Som planlagt kom solen frem og vi havde herlige 5 kvarter, hvor hundene hyggede og der blev taget masser af fotos. Anne havde en masse ideer til opstillinger, og vi var friske på det hele. Begge hunde var skønne at arbejde med, Megan var da totalt i hopla, hun må have drukket af ungdommens kilde, for hun var så frisk som nogensinde.

Jeg har valgt 25 fotos fra sessionen, som jeg får senere, men har fået lov til at vise de to i denne blog – bemærk at det er fuldstændigt rå og uredigerede billeder.

En virkelig skøn hundeweekend.

Forventningens glæde

Tre gaver jeg glæder mig over mange gange hver dag!

Jeg kan godt lide at give gaver. Det er tit svært at finde den perfekte gave, og mindre kan også gøre det. En gave er et udtryk for, at man bryder sig om en anden, hvad enten er det er en pligtgave eller bare en gave, man får lyst til at give.

Det kan godt være at Kirsten ville modsige mig, hvis hun læste dette. Det gør hun formentlig ikke :-) Men hun og jeg er nok lidt kedelige på den front, når vi skal give hinanden gaver; for jeg har ingen ønsker af den store betydning og Kirsten har alt, mener jeg.

Til jul fik hun et gavekort til smykker og til sin fødselsdag penge til en cykel, og begge dele blev først indløst i går. Men hun har glædet sig til indløsningen i lang tid. En ny cykel, og en ganske særlig ring – som den lokale guldsmed er i gang med – er værd at vente på, og får gaven til at række langt ud over det øjeblik, hvor den blev givet.

Kombinationen af at kunne lide at give gaver og være dårlig til at holde på hemmeligheder hænger uløseligt sammen hos mig, så jeg kan godt finde på at give gaven på forhånd, og så kommer der alligevel en gave på dagen. Jeg har ikke fået nogen klager over den praksis …

Det jeg egentlig ville skrive om var at give mig selv gaver. Det er rigtigt lækkert, og bliver altid vel modtaget!!!

Da jeg så Anne Gisseløs fotos af Anita, Osseau og Django (se Anitas blog) blev jeg MEGET imponeret, og den korte udgave er, at jeg skal have en fotosession hos Anne på søndag med Megan (og lidt Max). Jeg ønsker mig nogle gode fotos af Megan og mig, mens tid er, så er det sagt.

Der var en kollega som til frokost spurgte, om jeg skulle til konkurrencer i weekenden. Nej, det skal jeg jo ikke, men der er Rallyinstruktøruddannelsen hele dagen i morgen, træning i Ringsted søndag 9-11 og så fotosessionen bagefter, alligevel noget af en hundeweekend og hvert af arrangementerne er en gave.

Men jeg må indrømme, at den største gave, jeg kan give mig selv på hundefronten, er et kursus eller ikke mindst en prøve. Jeg er virkelig kræsen med kurser, men når muligheden dukker op slår jeg til.

Prøverne giver sig selv, når jeg stræber efter DM og Årets Hund i rally med alle tre hunde, så derfor er kalenderen tæt pakket, og der er er også kommet nogle bonusarrangementer med.

Det rigtigt dejlige er, at jeg tænker på hver eneste prøve med hver eneste hund som en gave. Det er som juleaften, som barn, hvor man kunne få ondt i maven af spænding på gaverne.

Jeg har ikke ondt i maven pga. prøverne, jeg glæder mig til hver eneste en.

Jeg glæder mig over at kunne stille op med hunde, som jeg har trænet, og som alle vil yde deres bedste på dagen.

Jeg glæder mig til at være sammen med en masse dejlige mennesker, som har den samme passion som jeg.

Jeg glæder mig over, at jeg glæder mig til de kommende prøver.

Jeg glæder mig over at jeg véd, at selve prøven vil være en skøn gave.

Jeg glæder mig over det privilegium, det er, at kunne have tre hunde og have det fantastisk med hver eneste af dem.

Hyldest til Bjørnen

Vores første møde

Vi husker naturligvis alle vores hundes fødselsdage, men vi fejrer dem ikke specielt på dagen. Alle tre hunde fik kødben i dag, men det gør de jævnligt.

Her til aften gik det pludselig op for mig, at jeg naturligvis burde skrive et blogindlæg, som en hyldest til Lille Bjørn i dagens anledning.

Onsdag morgen kl. tidligt

På morgenturen lagde jeg ovenstående foto på Facebook, jeg måtte bruge blitz, ellers kunne man ikke se Lille Bjørn. Jeg tjekkede lige, han har fået 159 likes og 80 lykønskninger. Lille Bjørn er kendt i hundekredse :-)

Lille Bjørn og jeg har oplevet rigtigt meget sammen. Hans udstillingskarriere, som var det, der var i fokus fra starten, da Kirsten valgte ham, er gået fint. Han er DKCH og KLBCH og det er jo rigtigt flot.

Men det er først og fremmest den udvikling, som jeg har været igennem med ham på lydighedssiden som var været unik.

Jeg sidder og læser på min hjemmeside om 2008: 4 rally begynderprøver, alle IB. 2 LP1'er ikke bestået.

I 2009 var der tre LP-prøver i kalenderen. Han fik sin 1. præmie i LP1. Og så fik han 56 og 49 point ved to LP2-prøver.

I 2010 var LP lagt på hylden og Rally var tilbage. Først 4 begynderklasse, hvor han bestod 3 og blev begyndermester. Så 1 bestået øvede klasse og 4 x ikke bestået.

3 år med LP og rally. 5 LP-prøver med 1 bestået. 13 rallyprøver, hvoraf 4 beståede.

Jeg kan minds, at jeg var klar til at pensionere ham indtil flere gange. Og når jeg ser tilbage på de tre år tænker jeg også, at det var da utroligt, at jeg blev ved.

Men det gjorde jeg, og i 2012 skete der noget. Lille Bjørn blev Rally øvede mester og fik sin første pind i Ekspertklasse. Og han fik sin LP2-titel.

Siden gik det fortsat op og ned, men mest op og det sidste år har det kørt rigtigt strømlinet og med fornuftig stabilitet.

Men når jeg ser på hans CV og læser følgende på lydighedssiden: ”LP1 LP2 LP3 RBM RØM DKRLCH Wessex Paddington. Årets LP2-terrier og årets rally ekspert terrier i DTK 2011. Danmarksmester i LP3 i DTK 2012. Årets LP3-terrier i DTK 2012 og 2013.” Og husker at han har deltaget i et DM i rally ekspertklasse. Så tænker jeg alligevel: Vi har sgu gjort det meget godt.

Der er stadig ingen, der skal beskylde os for at ligge på den lade side. Målet er, at Lille Bjørn skal til DM og til Årets Hund i rally ekspertklasse i år. Vi giver den i hvert fald en skalle, og vi skal nok nå mindst et af målene!

Lille Bjørn har virkelig sat Norwich terrieren på lydighedslandkortet herhjemme.

 

På kursus hos Kathy Sdao

Udover de næsten 100 prøver han har været oppe til, har vi været til utallige skønne træningstimer og kurser sammen. Han var min hund på Klikkerinstruktøruddannelsen. Vi har trænet hos en masse af de tunge indenfor hundetræning. Fx Helle Damkjær. Niina Svartberg. Kathy Sdao. Johanna Allanach. Susanne Bach. Og mange flere, som jeg ikke vil nævne, for ikke at glemme nogen.

Alle vores hunde har personligheder, men Lille Bjørns er noget ganske særligt. Hvis han ikke vil noget, så vil han det ikke. Jeg har virkelig lært noget om at arbejde med motivation sammen med ham.

Det sidste år, har vi virkelig fundet melodien, som nævnt, og nu hvor jeg ”kun” går rally med ham, er det bare en fornøjelse at opleve hans fokus og glæde til træning og til prøver. Lille Bjørn, som blev IB’et 9 ud af 13 gange de første år af sin rallykarriere.

Jeg træner ikke så meget med Lille Bjørn længere, men når vi træner, har vi en fest. Han elsker at træne, selvom han meget ofte er svær at lokke med, når vi skal afsted.

Han elsker også konkurrencer og der står 4 konkurrencer på tapetet de kommende måneder og jeg glæder mig til hver eneste en, det bliver fantastisk!

Lille Bjørn er bare verdens bedste Bjørn!!!

Forstyrrelser og skilte – og en enkelt kegle

Rallytræning med rallyskilte :-)

En ny runde af mandagsaftenrallytræningen hos Johanna startede til aften og temaet var forstyrrelser.

Efter opvarmningen kom der lave kegler frem – 4 på stribe – og førerne stillede sig på stribe og sendte samtidig hunden ud til keglerne. Det gik fint. Men da vi skulle sende to og to fra hver sin side, blev det for meget for Max, så på keglekommandoen strøg han ud til Johanna …

Der var en individuel runde/selvtræning. Til selvtræning et spring og 4 kegler (fokus på højrehandling) samt en bane i ring med 8 skilte (!!!!) og i midten forstyrrelser, og vi skulle gå 2 skilte, lave noget 8-tal mellem forstyrrelserne, 2 skilte, forstyrrelser osv., sideskift og det hele igen.

Fokus var at holde kontakten hele vejen, og det gik rigtigt godt, lidt snuseri ved kødbenet, men Max var tilbage med det samme.

I den individuelle runde arbejdede jeg med bakning (mellem ben og på højre side), og det går støt fremad.

Så skulle vi alle fire gå 8-skilte banen samtidig, hvor vi skulle gå hver andet skilt. Til sidst blev skiltene fjernet, og vi skulle lave en runde af huskekonkurrencen, hvor fører 1 laver en øvelse + 8-tal, næste den første førers øvelse + 8-tal samt ny øvelse + 8-tal osv.

Jeg arbejdede virkelig hårdt hele timen for at holde kontakten med Max og jeg gjorde det ret godt, synes jeg selv. Han smuttede alligevel nogle gange, og hver gang var det (naturligvis!), min egen skyld. Jeg skal bare holde fokus på ham. Og når det bliver svært, så skal jeg huske at komme nogle nemme øvelser ind imellem, så har han det meget bedre.

Meget effektiv træning og jeg havde det rigtigt godt bagefter. Max har været lidt underlig i nat og virkede ikke særlig oplagt, da vi skulle afsted, men hans arbejdsiver til aften fejlede bestemt ingenting.

Dekonstruktion af FS-program

En ny rekvisit testes til FS

Anita og jeg trænede sammen et par timer i formiddags. Det er altid lærerigt og hyggeligt, når vi træner sammen, men i dag fik jeg ekstra meget med hjem. Jeg skulle demonstrere Max’ reviderede FS-program, og det kan sagtens fungere, tror jeg (vi), men der mangler noget.

Der var et sted i slutningen, hvor jeg bare kunne mærke, at det, jeg havde tænkt, ikke virkede. Så kom der lige en stribe ideer. Max ultimative favoritøvelse er baljen, hvorfor er den ikke med? Det kunne fx være en træstub på vores tur i skoven. Der er for meget heelwork (det nævnte Sonja også), hvorfor ikke lave noget, hvor han følger min hånd/stok (follow)?

Jeg eksperimenterede med begge dele, og sikken det ændrede nummeret på den gode måde. Så jeg skal have justeret på programmet her til eftermiddag.

Heldigvis er der ikke nye tricks, der skal indlæres, men kædningen skal være anderledes, og det bliver et meget bedre program kan jeg godt mærke.

HTM-programmet arbejdede jeg også lidt med, det er primært positionerne, der skal gøres skarpere. Overgangene kan naturligvis udvikles, men de fungerer, som de er.

Megan var med og fik en halv time med træning af diverse rallymomenter, herunder skulle vi teste en interessant kombination, som en kursist på rallyinstruktøruddannelsen havde udtænkt, og som vi skulle afprøve i praksis: Bakke 3 skridt, 1 skridt til højre og Højre omkring i en sekvens, det kan laves på flere måder og ganske finurligt, og fungere!

Rigtig god træning – og tilbage til studiet :-)

Rally og minder

 

Lille Bjørn for 5 år siden (Foto: Vibeke Gyldenkærne)

 

Jeg har sat flere aftener af til at redigere Rallyjubilæumsbogen, og det er vildt spændende, må jeg indrømme. Tidsplanen har følgende væsentlige milepæle:

• 12. marts skal bogen være færdigredigeret
• 12. marts - 6. april er sat af til korrekturlæsning
• 10. april gøres manuskriptet helt færdigt
• 11. april sendes bogen til trykning
• 30. april udgives bogen i forbindelse med jubilæumsarrangementet i Roskilde

De seneste dage har jeg været disciplineret, og nu begynder det virkelig at ligne den bog, jeg drømte om, da ideen opstod for flere år siden. Der er kapitler der slås sammen, der er tekst, der bliver redigeret med hård hånd, der er fotos der vælges fra (mange). Men tilbage står en bog, som jeg virkelig glæder mig til udkommer.

Det afføder også, at jeg begynder at tænke på, hvordan, jeg ville opfatte bogen som udenforstående.

Og pludselig i morges – på vej til arbejde og mellem x afspilninger af Max’ og min udgave af When I’m 64 – kom jeg i tanker om, hvad der manglede: En kort introduktion til, hvad rally er. Totalt banalt, men jeg havde ikke tænkt tanken før nu: Hvis én, der får bogen i hånden, og ikke véd hvad rallylydighed er, så skal den pågældende da kunne læse det i bogen.

Jeg er sikker på min skarpe korrekturlæser ville have kommenteret det, men nu kom jeg Anita i forkøbet :-)

Én af de ting jeg har erkendt for længe siden – og har et helt afklaret forhold til – er, at der vil være fejl og mangler i den færdige udgave. Ikke bevidst, men fordi det i praksis ikke er muligt at gøre bogen fejlfri. Jeg gør, hvad jeg kan for at lukke huller, får afstemt lister, resultater, tekster og detaljer. Men selvfølgelig vil der være fejl alligevel.

Jeg véd, hvordan jeg vil reagere, når de bliver påpeget (og jeg selv finder dem): Jeg vil tænke pyt, du gjorde det så godt, du kunne.

Præcis som til en prøve.

Men jeg håber og ønsker (præcis som til en prøve), at jeg selv og alle andre, vil fokusere på alt det gode. På alt det, der kom med, fremfor på fejl og mangler.

Ugen har i øvrigt indtil nu – helt efter planen – været ganske træningsfri, og det eneste jeg har arbejdet med er Max’ HTM-program og hans FS1-program, og begge alene mentalt.

Jeg kommer af og til (!) til at læse blogs fra for år tilbage, bl.a. trigget af Facebooks Du har minder-funktion. I morgen er det præcis 5 år siden Lille Bjørn og jeg var på kursus hos Helle Damkjær, som man kan læse i dette blogindlæg. Ja, det er 5 år siden og Lille Bjørn bliver 9 år i næste uge, er det bare fordi jeg selv er blevet ældre at tiden synes at flyve afsted?!

Helle er et af mine store idoler, og en dag får jeg lokket hende til at holde et rallykursus, drømmer jeg om!!!

I dag fik jeg vide, at mit kursus for Spaniel Klubben Region 2 ”Rallylydighed – intensivt kursus for begyndere” er fyldt, og jeg har skrevet til deltagerne.

Jeg kunne godt mærke, da jeg skrev mailen, at jeg har et totalt afklaret forhold til kurset – som over 3 gange skal gøre dem klar, til at stille op til rallyprøve 14. maj i Lellinge, arrangeret af deres egen Region.

Jeg vil i al ubeskedenhed citere mig selv: ”Jeg har to mål med dette korte kursus. For det første håber jeg, at jeg kan få jer tændt på rallysporten, så I virkelig oplever, hvor fantastisk det er at gå en rallybane sammen med sin hund. For det andet håber jeg, at I kommer så langt i løbet af de tre træningsgange kombineret med noget træning indimellem, at I er friske på at stille op til den officielle rallyprøve den 14. maj 2016 i Lellinge …” og ”Med hensyn til træningsmetoder vil jeg for god ordens skyld skrive, at jeg naturligvis kun bruger positive metoder. Jeg belønner selv med godbidder og legetøj og jeg forventer at både hund og fører har det sjovt sammen, både til træning og til prøver. I kan se nogle rallyprøver med logrende hunde i dette blogindlæg”.

Jeg glæder mig virkelig meget til dette kursus – og så er 3 ud af 6 hunde engelske springer spaniels …

Den eneste træning jeg har planlagt i weekenden er 2 timer med Anita på søndag. Jeg har helt styr på, hvad jeg skal træne med Max, herunder hvad jeg skal vise i ”færdig” udgave, og hvad jeg skal træne med Megan. Jeg føler mig i uhyggeligt grad klar til de kommende prøver, på den helt rigtige måde.

Og så bliver jeg nødt vil at vise denne overraskelse, som jeg fik torsdag morgen - hold da op, hvor blev jeg glad!